11%: hvor kvindeligheden flyder og alt der dingler er overflødigt

Maren Uthaug, 11%. Lindhardt & Ringhof 2022

“Det er så absurdt, at jeg bliver nødt til at læse det,” sagde jeg, da jeg fortalte en veninde om min igangværende læsning af Maren Uthaugs nye roman 11%. Bagefter slog det mig, hvor påfaldende det er, at jeg finder indholdet absurd, morsomt og grotesk. For den historie Uthaug formidler, er sådan set ikke noget anderledes, end den virkelige verdens historie. Den som har udspillet sig gennem årtusinder. Den eneste forskel er, at i Uthaugs univers, er det mændene som er underlagt matriarkatet. At jeg umiddelbart valgte at beskrive bogen som absurd, er måske det mest absurde af alt? Eller i hvert fald det interessante. Hvorfor synes jeg, en fortælling om en verden, hvor mænd er underlagt kvindernes magt, lune og seksuelle lyster forekommer absurd?

11% skildrer Danmark flere hundrede år frem i tid. Det er efter Evolutionen, hvor kvinderne for alvor tog magten. Alle spor efter patriarkatet er efterhånden jævnet med jorden; ikke ved hjælp af maskiner, men ved naturens egen kraft. De firkantede, maskuline bygninger bliver erobret af vildtvoksende planter, rotter og de få mennesker som ikke kan tilpasse sig samfundet. Der er ingen mænd tilbage, i hvert fald ikke fritgående. Det har man simpelthen, med historien til hjælp, konkluderet er for farligt:

“De første kvinder troede nok heller ikke, at hannerne fra dere egen art ville angribe og kue dem i århundreder, sagde kollegerne. “Vent du bare, en dag går det galt, som det altid gør med menneskehanner, på et tidspunkt føler de for meget.” Andre fortsatte med at dele ud af deres viden om fodboldkampe fra gamle dage. “Har du nogensinde set optagelser af sportsbegivenheder, hvor mænd var samlet i hundredevis? Deres hormoner kan ikke tackle følelser som for eksempel nederlag, og tabte deres eget hold, tævede de løs på modstandernes fans. Får en af hannerne ejerfornemmelser for dig, ryger de i totterne på hinanden.”

Efter årtusinder med voldtægt af kvinder, krige, menneskets modarbejdelse af naturen, utilfredsstillende lønsforhandlinger og manglende orgasmer, har kvinderne taget magten og holder bestanden af mænd nede på 11%. Disse befinder sig nu på avlscentre rundt om i landet (bl.a. på Lolland, så man fandt faktisk noget at bruge Udkantsdanmark til!), hvor kvinderne med jævne mellemrum kan besøge dem. Enten for at føre menneskeracen videre, eller for at hente hjem en orgasme. I skolen lærer pigerne, hvordan de skal håndtere mændene til sit eget bedste. De har fag som krop, hvor de gennem både teori og praktiske øvelser lærer, hvad de vil have, så de er bedst mulig forberedte til deres første besøg på Centret. Her kan de så vælge og vrage mellem de forskellige hanner, som har fået navn efter evnerne de besidder. Har man lyst til en med særlig nænsomme hænder, kan man f.eks. bestille en Jonas. Er man til de veludrustede kan man prøve en Carsten. Nogle finder selvfølgelig også ud af, at de ikke behøver en han i det hele taget for at nå ekstatiske, ja, nærmest guddommelige tilstande. Det er faktisk en diskussion som skaber stor splittelse i samfundet: Er man penist eller onanist – tror man på, at der skal to til tango, eller er man af den overbevisning, at det er bedst at klare ærterne selv?

“I gamle dage brugte kvinder alt for meget tid på at tale tingene igennem, både hos professionelle og med veninder, fortsatte læreren. Kvinderne rakte ud og rakte ud uden at få den ønskede forløsning. I stedet burde de have rakt ned.”

Nogle kvinder er ikke fan af centrene og trækker derfor mod Gaden, hvor mandedamerne bor. I et patriarkalsk samfund ville man genkende termen som prostituerede, men her er det altså kvinder som har fået påsyede penisatrapper og som tilfredsstiller de kvinder som af den ene eller den anden årsag ikke vil eller kan benytte sig af Centrene, men som alligevel ønsker en hjælpende hånd. En af de kvinder som indirekte har indflydelse på særlig en af mandedamernes succes, er heksen Medea. Hun bager kærlighedskager, som mandedamen Lars, giver sine kunder, for at de skal blive forelsket i ham og dermed ønsker at komme (besøge ham?) igen og igen. Medea bor sammen med to andre kvinder og et drengebarn, de har holdt skjult, siden Medea for syv år siden, beklageligvis kom til at slå hans mor ihjel med en for stor dosis slangegift. Ingen ved, hvem moren var, hvor hun kom fra, kun at hun var amazone. En oplysning de udelukkende gennemskuede ved hjælp af hendes tøj og hendes indsnøring af venstre bryst. Det viser sig dog, efterhånden som historien udfolder sig, at den afdøde amazone og hendes dreng ikke er dem så fremmede, som man skulle tro. De har i hvert fald fælles bekendte, noget som kommer til at komplicere alles skæbner en hel del.

Heksene er efterhånden en truet gruppe, og overfor dem står de kristne. Det er selfølgelig ikke Faderen, Sønnen og Helligånden, de længere tror på, men Moderen, Sønnen og Helligånden, for der skal vel selvsagt en Moder til, før der kan komme en Søn – hendes enbårne? De nuværende højeststående præstinder i omegnes kirke, med Wicca som den yngste, kommer af Walborg-slægten. Stærke kvinder, som gennem tiden har vundet stor respekt. Det er bare som om Wicca ikke rigtig får det til, som forventes af hende. Under ceremonierne i kirken lader præstinden sig bide i halsen af en kobra, og gennem dens gift, vil hun komme i trance, og Moderen vil tale til menigheden gennem hende. Men Wicca må fake trancen, og hellere end at vise omsorg for sine slanger og sørge for, at de overlever, drømmer hun om dengang ritualet i stedet drejede sig om at bestige en han på alteret og lade ham drive præstinden til en forløsning/trance, sådan som hun har hørt det fortalt fra historien. I det hele taget gør Wicca, ifølge sin mor, mange dumme ting, men det dummeste hidtil, skal dog vise sig at være, da hun anskaffer sig en kobra fra Medea. Det er her skæbnerne flettes sammen, hemmeligheder stiger op til overfladen og truer med ødelæggelse og undergang.

Der er mange ender som skal nå sammen i denne fortælling. Til at begynde med, var jeg ikke overbevist om, at det ville lykkes. Måske var der for mange præmisser for læseren at skulle gå med på? Men så igen: hvorfor er det så vanskeligt for mig at gå med på præmissen om en verden, hvor den kvindelige seksualitet, det kvindelige intellekt og tro vokser i fuldt flor? I bogens første kapitel, fortælles Medeas historie. Hun er heks, tror på naturens kræfter, og har et meget symbiotisk forhold til sine slanger. Præmisserne som blev lagt frem gennem hende, med hendes kærlighedskager lavet af chokolade, rødder og menstruationsblod (som hun samler fra de andre kvinder, hunde og hvad hun ellers kan komme i nærheden af) og den øvrige samfundsstruktur, gjorde mig i udgangspunktet skeptisk. Jeg orkede ikke rigtig tanken om et feministisk manifest. Jeg orkede ikke at læse spalte op og spalte ned om en forunderlig verden, hvor kvinderne lader alt flyde og afliver dem der har noget der dingler. Men der er også mange i fortællingen som er skeptiske til Medea. Der er mange der er skeptiske til de kristne, til mandedamerne, til Centrene, og sådan skaber Uthaug en troværdig fortælling: Ved at så tvivl om den “ideelle” verden, hvor kvinder ikke ufrivilligt skjuler sine kræfter. Der findes en eftertænksom, mytisk, interessant og lærerig bund i alt dette. For selv i en verden uden patriarkalske magtstrukturer findes fortsat kvinder som må fake klimaks for ikke at miste ansigt, der findes de som er skeptiske til kønsundertrykkelse, som vil have bedre forhold for de indespærrede mænd, der findes fortsat ligeså mange forskellige meninger, overbevisninger, grupperinger og splittelse, fordi det er et samfund skabt af mennesker, det er menneskelige strukturer, som ikke har noget med køn at gøre.

Noget der særlig slog mig, var en passage, hvor det erklæres, at mænd jo sådan set kun er til for, at menneskeracen kan overleve; de er et nødvendigt onde, og derfor har man måtte indrette samfundet sådan, at de og deres ødelæggende drifter bedste mulig kan holdes nede. Min umiddelbare tanke var, at det var grotesk. Jeg tænkte: hvordan kan det på nogen måde være ønskeligt -og er det i det hele taget det forfatteren ønsker at formidle, for så kommer jeg til at kaste bogen langt væk? Men så slog det mig, at 1. Dette er på ingen måde forskellig fra, hvordan samfundet i flere årtusinder har tænkt om og behandlet kvinder, og mange steder i verden fortsat gør: at kvinder er et nødvendigt onde for at holde bestanden i live, men at man gør alt man kan for at holde deres naturlige drifter nede. Dækker deres kroppe til, skjuler dem når de menstruerer, bilder dem ind, at de ingen lyster eller vilje har. 2. Dette handler ikke om at ville eliminere et køn, at ville, at læseren skal tænke sådan om et køn, men hellere at lade læseren tænke i det hele taget. Tænke over strukturer, sandheder, historie og tradition, og ikke konkludere noget ud fra køn, eliminering af det ene eller det andet, men lade os forstå, hvor absurd det er ikke at komplimentere hinanden, som mennesker, som art. Hvor absurd det er at kæmpe mod naturen og tro, at vi kan tæmme den – tro, at vi ved bedst.

Jeg tænker tit på, hvordan man bedst kan formidle vigtigheden af skønlitteratur. Hvad er det nu egentlig det er den kan? Vel, det har Uthaug hermed (endnu engang) vist: Vi kan møde den med skepsis, måske endda ligefrem med afsky, og vi kan tænke vores. Så kan den åbne sig, invitere os indenfor, ja ret og slet gøre det umuligt for os at blive stående udenfor, og så kan den pille lidt ved vores forudindtagelser, vende og dreje på dem, vise os, hvad det egentlig var den mente med det den sagde, og så kan vi tage det til os og træde ud igen med fornyet indsigt om os selv og den verden vi er en del af.

Dette er på ingen måde et feministisk manifest, det er ikke erotisk efterårshygge. Det er en velplantet samfundskritik, som det er værd at tage ind over sig. Ikke bare for et godt grin, men for at udfordre sig selv og sine egne strukturer – indre, som ydre.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.