“43 bagateller” – hvad kalder du dine hverdagstrivialiteter?

43 bagateller, Katrin Ottarsdóttir, Forlaget Torgard 2018 – Anmeldereksemplar

“Hun hører lyden af likes, der klikker ind. Taktfast. Hun hiver efter vejret, mens hun langsomt synker længere ned i vandet. Lige inden hovedet forsvinder, råber hun om hjælp til den skræmte lille pige på skærmen, pigen der aldrig lærte at svømme.”

Hvis det her er bagateller, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal kalde mine egne hverdagstrivialiteter! Katrin Ottarsdóttir klasker hårdt og brutalt virkeligheden i hovedet på sin læser gennem 43 ultrakorte fortællinger.

Langt de fleste fortællinger i samlingen lægger ud med noget, stort set alle kan være med på: Almene følelser, oplevelser, banale hverdagsting – bagateller. Men i løbet af bare 301 ord (som hver fortælling skarpt rammer), forvandler de sig til gruopvækkende liv.

Selvom alle “bagatellerne” har hver sin overskrift, sine egne karakterer og forskellig setting, er det alligevel de samme grundlæggende temaer og karaktertræk som går igen. Det er mødre der ikke kan lide deres børn, børn der higer efter morens opmærksomhed. Det er kærlige tanter, som måske i virkeligheden er knap så kærlige, men mere en erstatning. Det er forurettede kærester, dominerende mænd og uinteresserede kvinder. Det er børn fulde af skyld, skam og længsel. Og så er der ret mange der begår selvmord.

“Hun trasker efter de fremmede børn op mod det fremmede hus og bliver slet ikke forundret, da de voksne siger, at tanten var nødt til at køre, men at hun kommer og henter hende senere. Hun smiler bare høfligt og ser ned på de ødelagte sko.”

Når jeg læser disse historier, ser jeg mennesker med store længsler, ambitioner og tanker, som er blevet efterladt i alt for små liv.

Det interessante ved dette værk er, hvordan man på så lidt plads kan skabe noget så grusomt. Det er et ganske glimrende billede af, hvordan søen kan virke nærmest dødstille på overfladen, men nedenunder flyder råddenskaben. Og der er så rigeligt af den her! Bagatellerne har dybtliggende rødder, og de er ikke gravet ned i mulden, de har bare fået et tyndt lag støv at gemme sig under.

Måske handler barnets leg med ålene i søen ikke kun om sommer og bare numser, men om ikke længere at kunne sove i bedstefars seng, når mørket trænger ind. Måske handler de likes på Facebook ikke kun om almen interesse fra andre mennesker, men om livsvigtig bekræftelse af personen bag, og måske skulle forældrene aldrig have sagt højt, at de altid havde ønsket sig en dreng.

“Hun kæmper med sin samvittighed. Måske har nogen andre også set hende. Måske kommer de, når hun sover, med lommerne fulde af ål. Vridende stikker deres ender op af lommerne og rækker ud efter hende, kræver adgang til hendes bløde numse. Og bedstefar vil finde ud af det, blive ked af det, og hun vil ikke længere få lov til at sove i hans seng, når hun er bange for mørket.”

Det er muligt, Ottarsdóttir skriver om bagateller, men når der er 43 af dem på én gang, føles det som om, verden synker: Den verden, hun fortæller om, hvor et barn går i søen pga. et stykke lakridstyggegummi, hvor en mand stjæler et barn for at redde det fra en mor, der sidder med blikket dybt begravet i sin Ipad, en verden hvori pigen øjeblikkeligt stopper med at løbe rundt i huset som en indianer, fordi bedstefaren godt kan lide at ælte tantens store bryster.

Det kan godt ske, de fleste fortællinger er sat på spidsen, men man tror alligevel på det, fordi alle “bagatellerne” indeholder så meget genkendeligt stof, at man ved, at det sagtens kunne være ens egne bagateller der med få ord kan få så stor en tyngde.

Del dette indlæg:Share on facebook
Facebook
Share on google
Google
Share on twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.