Er det ikke som om, det virker en smule mere sofistikeret at sige, at man interesserer sig for fransk modernisme i stedet for islandske sagaer? Har man ikke et ret klart billede inde i hoved af den person der fortæller, at favoritgenren er skjaldekvad og eddaer?
Da jeg startede på universitetet var det som at træde ind i et helt nyt univers. Jeg følte mig nok lidt bedre, end alle andre mennesker, jeg følte mig som hevet op af muddergrøften og plantet ved kongens højbord. Det var lidt af en stemning, man overgav sig til den første uges tid, mens man svævede rundt på den der “jeg-er-blevet-tilladt-adgang-til-universitetet” sky. Men langsomt, efterhånden som man begyndte at se sig omkring, lyttede til samtalerne på gangene og blev pacet gennem de søvndyssende forelæsninger om hermeneutik, fænomenologi og andre fine begreber, man ikke kunne udtale (i min studiegruppe omdøbte vi sidstnævnte til “fæno” og blev enige om, at det lød mere som en kønssygdom og syntes, vi var vældig morsomme. Og nej, vi forstod heller ikke helt, hvordan vi havde fået lov at sidde ved dét højbord. Èn gang muddergrøft, altid muddergrøft, som man siger.), begyndte virkeligheden at gå op for én: Universitetet var bestemt ingen højborg for særligt udvalgte. Eller, det kommer selvfølgelig an på, hvad man lægger i ordet “særligt.”
De fleste mennesker på sådan et universitet er på grænsen til at være “særprægede.” Men det er kun en god ting, for det er dermed let at se, hvor folk hører til: Nærmest hovedindgangen (og mest synlige for fine og vigtige gæster) ligger studier som jura, statskundskab, økonomi osv. Der går alle i jakkesæt, høje hæle og har fine computertasker i ægte læder. Længere nede ad gangen ligger kulturstudierne: Her er folk mere udtryksfulde på den der “Jeg-har-to-forskellige-farver-sokker-og-min-fars-gamle-skovmandsskjorte-på-fordi-der-er-vigtigere-ting-i-verden-at-bekymre-sig-om-end-hår-under-armene” måde. Her lugter måske også lidt af soyabønner og grøn the. Helt ude for enden af de gange, helt inde i krogene, der hvor folk sjældent kommer, holder litteraturvidenskab, historie, oldtidskundskab og andre mærkelige studier så til: Her går folk med slips om hovedet og kompas om halsen (no shit, jeg havde forelæsning med ham!), eller også går de i store, vamsede sweatre, har en Thors-hammer om halsen og solide vandrestøvler på fødderne, små, stramme, nederdele, fikse skjorter med blonder eller silkebånd, vintageblazere med skindlapper på albuerne, store runde briller med kraftigt stel eller sort fedtet hår, nitter og grævlinge-looket om øjnene alt efter, hvilken litterær niche, de prøver at efterleve.
Man kan faktisk se på folk, hvad de læser, og det synes jeg er ret interessant, for der må jo ligge noget dybere i det: Det bliver en slags identitet. Selvfølgelig handler det først og fremmest om interesse, baggrund, erfaring osv., men det er sjovt, når først man også begynder at iklæde sig sin litterære niche. Men så er det, som om der er forskel på, om man er til den franske eksistentialisme, der hvor man tager sig selv og livet lidt for højtideligt, svinger melankolsk med sit rødvinsglas og stirrer ud i intet med sine grå, indsunkne øjne i det lagenblege ansigt, eller om man er den type der, hvis man får lov, kunne holde timelange foredrag om islandske konger, sværdtyper og ase-tro, den type der lugter lidt af vådt får og spiller rollespil. To vidt forskellige typer, der alligevel er endt på det samme studie: Jeg synes, bevæggrunden er fascinerende.
Hvad der gør litteratur så spændende er de mange diskussioner den afføder, de mange verdener den åbner op for. Der er plads til lidt af hvert i det litterære univers, og jeg synes, det er fantastisk, når man kan træde lidt ud af leverpostejssumpen og være i det i stedet. Men der er også et hierarki: Alle de undervisere, jeg har haft på mit studie har specialiseret sig i enten noget meget filosofisk noget, fransk eller tysk litteratur. Man har hertil valgt kun at undervise os i det: Den franske, tyske og engelske højlitteratur. Alt andet er ekskluderet, og det er som om, det er lidt tabubelagt at sige, at man f.eks. synes, at Sartre er helt vild kedelig! Omvendt får jeg også lidt trækninger ved øjenkrogen, når jeg hører Pladderromantikerne bag mig sidde og skrige over en eller anden ny fanfiction udgave af noget Jane Austen agtigt: Dem der har brugt hele morgenen på at male de dybrøde læber på, er iklædt blonder og små fikse kjoler og har været til Justin Bieber koncert i weekenden. “Kan du forsvinde ud af mit universitet, og det er lige nu!” tænker jeg så. Omvendt føler jeg mig en smule snobbet, når jeg manisk vender øjne af deres litterære præferencer, og det kan jeg ikke så godt lide at være, eller indrømme for den sags skyld, men det er netop også dér, jeg gerne vil hen: Hvorfor er det mere “rigtigt” at læse Sartre frem for E.L James? Hvorfor har man bestemt, at det er vigtigere at lære noget om engelsk modernisme, tysk romantik og fransk litteraturkritik frem for islandske sagaer og nordiske gennembrudsforfattere?
Der er noget ganske bestemt forbundet med de litterære genrer. Noget er affødt af den litterære verden selv, der er opstået stereotyper for lidt af hvert som et slags udtryk – som en måde at fortælle en historie på, og så har man dyrket det, men hvori er dette hierarki opstået? Har det måske noget med baggrunden for litteraturen at gøre, emnerne de berører? Er det vigtigere og bedre at interessere sig for eksistentialisme, tid og rum end vikingetogter og jomfrumartyrer? Hvem har besluttet, at man bliver et mere dannet menneske af at læse Franz Kafka og Thomas Mann fremfor Erica Jong og Adda Ravnkilde?
Her tænker du på “50 nuancer af en bogorm: Et litterært hierarki”