Dansk vs. norsk: Hvilken udgave af rart, er det du mener?

Sidste sommer var jeg på Nordkurs på NTNU i Trondheim: Et tre ugers sprog- og litteraturkursus for studerende i hele Norden. Her fik vi vist en oversigt over, hvordan og hvor meget, vi forstår hinanden ud over landegrænser i Norden. Oversigten viste, at svenskerne klart har lettest ved at forstå både norsk og dansk, at nordmænd og svenskere forstår hinanden ret godt, mens dansk er helt ude i hampen på alle måder: Vi forstår ikke en skid af, hvad de andre siger, og de forstår ikke, hvad vi siger. Alligevel hører jeg dog, når jeg fortæller folk, at jeg har været på udveksling i Norge: “Nåhm, det var vel heller ikke så svært at forstå.” Og nej, altså størstedelen af tiden gik det såmænd ok, men! Så er der de der små ord, som bare kan bringe én helt ud af kurs – ord som enten har dobbeltbetydning, eller som på ingen måde minder tilnærmelsesvist om noget som helst på dansk.

Gennem mine syv måneder i Trondheim stødte jeg på en samling udtryk, ord og vendinger, som jeg hæftede mig særligt ved. Som både bragte pinlig tavshed med sig, men også mange smil. I starten havde jeg en fornemmelse af, at jeg ofte ikke blev forstået, når jeg f.eks. gav min mening til kende i undervisningen. Ofte lod de mig bare tale for derefter at gå videre til det næste på dagsordenen uden at kommentere yderligere. Det var en smule mærkeligt, for jeg tænker, at den mest normale reaktion, hvis ikke man forstår, hvad der bliver sagt, er at bede vedkommende gentage, men her valgte man bare at ignorere mine ord. Jeg ved ikke, om det har handlet om noget andet, men jeg har også hele tiden haft den opfattelse, at nordmænd er utrolig høflige og beskedne, så måske man bare ikke har ville gøre for meget opmærksom på sig selv? For dét med at holde lav profil går igen i andre sammenhænge! Kommer man gående på cykelstien (ja, for nordmænd dyrker ikke rigtig særskilt fortov og cykelsti, man cykler bare sådan lidt over det hele), og der kommer en cykel kørende bag én, så ringer den norske cyklist ikke med klokken, han ligger sig bare passivt aggressivt bag én, indtil man selv opdager ham og flytter sig. I Danmark var man satme blevet kimet ned, buhet af, havde fået fingeren og var muligvis blevet kørt over! Det samme gælder busserne: De lægger sig også bare pænt og venter.

Den ydmyge adfærd er også at spore i de faste vendinger. Når en nordmand henvender sig til én, ligegyldig i hvilken sammenhæng, er det med et kort, spørgende, Du? Jeg synes, det lyder lidt sødt og dejlig imødekommende, men da min udlejer brugte vendingen, fordi jeg skulle have skældt ud over, at mig og min roomie brugte for meget strøm, var det pludselig ikke så venlig stemt alligevel. Det samme gælder den undskyldende adfærd: Er man f.eks. ved at blive kørt ned i Rema af en indkøbsvogn, udbryder føreren blot: Oj! og kører videre.

Til gengæld kommer de lidt igen på andre punkter, f.eks. ved afsked: Her hersker der en næsten overdrevet selvglad adfærd, idet nordmanden udbryder: Takk for meg! Jeg ved godt, at Janteloven hører hjemme i Danmark (hvilket jeg ofte fik påpeget, som om, jeg var selve opfinderen af denne lov!), men altså, det er måske liiige frisk nok konsekvent at tage æren på den måde.

Den der lowkey, lidt tilbageholdende og undskyldende adfærd er nok typisk nordisk i det hele taget, og på den måde gik vi godt i spænd, men som sagt er der nogle enkelte udtryk, vendinger og ord, som har dobbeltbetydning. Der er f.eks. de mere uskyldige ord som det danske kran, der på norsk betyder vandhane. Der er det velkendte rar, som på dansk er noget ganske hyggeligt, mens det på norsk er temmelig mærkeligt. Så kan man på dansk være artig, mens man på norsk nok nærmere er sjov end velopdragen.

Så er der de lidt mere uheldige ord, som man indimellem kan komme lidt galt afsted i byen med. F.eks. blev jeg, uden at jeg skal gå for meget i detaljer, spurgt af én, om vedkommende skulle kneppe min skjorte. Der blev meget stille, og stemningen var komplet ødelagt. Det kunne jeg bare slet ikke lige forestille mig, hvordan eller hvorfor det skulle foregå! Jeg fandt så senere ud af, at kneppe er ganske uskyldigt på norsk, og at vedkommende bare ville knappe min skjorte og altså ikke havde tænk sig at pule den! På norsk kan man her i stedet bruge udtrykket jokke, hvilket selvfølgelig giver den danske vending, at jokke i spinaten en helt anden betydning!

Så var der dengang, én af mine studiekammerater sagde, at nordmænd var verdensmestre i forspil. Eller det var det, jeg hørte i hvert fald. Hvad hun egentlig sagde var, at nordmænd var verdensmestre i vorsspil, altså det vi på dansk kalder forfest. Det er lidt noget andet, desværre…

Ud over misforståelserne lærte jeg mig også en masse fine og yderst anvendelige hverdagsgloser, som jeg føler mig ret tryg ved at bruge. I takt med, at Skam-feberen har bredt sig i Norden, har mange sikkert hørt nogle af ordene før, men jeg synes alligevel de fortjener en plads på listen over gode, norske udtryk:

Kødder du, er det fedeste udtryk. Udtaler man det med det klassisk danske bløde -d, bliver det bare endnu morsommere.

Når noget er kjipt, så er det ret nedern, og det er ligesom om, det ligger i ordet selv.

Det kan være ret kjipt at være sliten, hvilket langt de fleste studerende giver udtryk for at være. I hvert fald var det et udtryk, jeg hørte temmelig ofte, men mest om mandagen, hvor alle ligner røven på en røv der er træt af at skide.

Så er der det der Kjøttdei, som på dansk og godt jysk ville være køddej! Det lyder på ingen måde lækkert og giver mig mest af alt associationer til en god gang melklister blandet med alt godt fra Daka. På norsk er det dog ikke andet end en gang uskyldig hakkekød.

En ekspedient spurgte mig, om jeg bare ville have varerne ned i Vesken min. Vent, væske, hvad? Men det var rigtig nok, jeg havde jo en taske på ryggen…

Hvis nogen virkelig har røvrendt én, kan man sige om personen, at han/hun er en feiging eller en feigsjit. Det synes jeg godt, vi kunne adoptere i det danske sprog, ikke bare fordi der findes en del af de mennesker, men fordi det virkelig understreger sin egen mening.

Omvendt kan man gøre noget der er ret lurt, hvilket bestemt ligger på min top-tre over gode norske ord. Det ligger godt i munden, og med et blink i øjet, går den lige hjem. Det er fandeme snedigt!

Og så til de gode udtryk: Fy Søren, Fy flade og Fy fan! De er selvfølgelig ikke så forskellige fra de danske Fy for fanden, Føj for pokker osv., men jeg synes, det er lidt ekstra sjovt at fjerne det lille -for og i stedet gå direkte til sagens kerne!

Med alle de her udtryk, dobbeltbetydninger eller ej, så endte jeg indimellem i situationer, hvor det godt kunne blive lidt kleint. F.eks. havde jeg svært ved at udtrykke min høflighed, så det samtidig blev modtaget sådan. Jeg har den der danske vane, når jeg bliver budt på noget og afslår, at respondere med et: Ellers tak! Det forstår man ikke rigtig på norsk, og efter lidt stirren fik jeg spørgsmålet: Var det ja eller nei? Nej, blev der sagt!

En ting jeg havde lidt svært ved, var at skelne mellem de spørgsmål, jeg fik stillet: Om der blev spurgt om hvem, hvad eller hvor. Som bekendt har man på norsk ret mange ord for de samme ting, fordi man skelner mellem både bokmål og nynorsk, men samtidig tager sig friheder til at stave ordene, som man vil, alt efter hvilken dialekt, man synes det er fornøjeligt at anvende: I påsken skulle jeg have besøg fra Danmark, og jeg blev spurgt: Kven? Jeg syntes så, at dette kven lød lidt som det engelske when, og svarede: På mandag! Samtalen døde, hvilket undrede mig lidt, men det viste sig så, at jeg ikke var blevet spurgt om, hvornår dansken kom, men hvem… At hun ingenting sagde, var måske min største forundring, men altså, beskedenhed… De kan også bare lade være med at have 50 forskellige måder at stille et spørgsmål på!

Ud over de her sproglige misforståelser, så gik det nu meget godt deroppe i Norge. Jeg fornærmede ikke nogen for alvor i hvert fald, og det gav også anledning til mange gode grin. Selvom jeg oplevede, at enkelte på forhånd besluttede sig for at slå over i engelsk, når de fik at vide, at jeg var dansk, så kan det altså godt lade sig gøre at føre en samtale, selvom man måske ikke har lært den helt samme betydning af et eller flere ord. Hvad jeg dog fandt en smule interessant, eller måske snarere sørgeligt, alt efter hvordan man ser på det, så var det, at jeg ofte oplevede, at den ældre generation forstod mig langt bedre, og jeg dem, end når jeg talte med nogen på min egen alder. På samme måde var det også de på min egen alder, der gav først op og slog over i engelsk, hvilket jeg synes, var ret synd. Det handler selvfølgelig nok om, at min generation er vokset op med engelsk som værende det dominerende sprog på både TV, sociale medier og i skolen. Men nå, det er en anden diskussion, som jeg vil skrive et indlæg om senere. Det her var bare lige lidt mandags-gøy!

Og nåh ja, her er en sjov lille video, som understreger løjerne helt ok:

https://www.youtube.com/watch?v=PuruvcaWuPU&t=91s  

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.