“Det kan være gode grunner til at samfunnet bør møte det kunstverket som vekker uro og ubehag med åpenhet og spørre: Hvorfor gjør det så vondt?”
Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om, hvad forfattere kan tillade sig at skrive på bekostning af andre, under dække af begrebet skønlitteratur og i kraft af deres navn. (Disse indlæg kan man læse her, her og her ) Hvad der dog mangler at falde på plads for mig er, hvorfor man skriver om alle de ting, vi alle sammen bliver så stødt over, op- eller berørte af, alle de følelser vi kan nikke genkendende til, tager afstand fra, griner af eller græder over?
I Vigdis Hjorths seneste essaysamling, Å tale og å tie berører hun bl.a. denne tematik:
“Kunstneren vet ikke på forhånd om hun vil nå ny erkjennelse eller bidra til endring, men arbeider i håpet om det, og jeg synes, vi skal ha forståelse for at hun ikke underveis forstyrrer seg selv med spekulasjoner om hvordan reaksjonene vil bli, eller hvem som kan komme til å tolke virke eller verk til inntekt for ulike muligens destruktive krefter.”
Jeg har altid tænkt, at det måtte kræve en vis form for mod at sætte ord på tabubelagte emner, på oplevelser og sider af sig selv og det samfund man lever i, som man ikke ligefrem er stolt af. Jeg kan godt se vigtigheden i, at visse emner bliver italesat. At skrive om det, er jo oftest første skridt til at begynde at tale anderledes om det, og derefter ændres vores opfattelse gradvist af “rigtigt og forkert.”
I essayet, Ettertanke etter Handke – Om samfunnets affinitet og ambivalens til sine kunstnere udlægger Hjorth den menneskelige trang til at beskrive virkeligheden og kunstnerens udgangspunkt for arbejdet. Jeg ved ikke, om jeg længere vil definere handlingen som modig. Måske snarere som en nysgerrighed der kan tendere til det dumdristige? Som Hjorth beskriver det, så er digtningen et forsøg på at blive klogere på sig selv og sine omgivelser, en måde at:
“forstå seg selv og sine beveggrunner, å få et så realistisk bilde av seg selv som mulig, for slik å nærme seg det almenmenneskelige, i troen på at ‘det som är botten i dig är botten också i andra’. ”
Dette kan jeg sagtens nikke genkendende til. At skrive om sine tanker, sine oplevelser af verden, af andre mennesker etc. er en måde at bearbejde det oplevede på og senere hen forhåbentlig begribe det. Samtidig kan det være en måde at komme noget i forkøbet på: Dét at skrive er at skrive angsten ud. Det er at se dét i øjnene, man ellers ikke tør. Det behøver ikke at være noget, man har oplevet, men snarere noget, man frygter at komme til at opleve.
Men hvorfor gøre alt dette offentligt? Den kasse af ting, man frygter, enten hos sig selv eller i verden omkring sig, rummer mange ting, som også er ganske almenmenneskelige, men oftest er de i skønlitteraturen sat på spidsen for at drive værket frem, og den største forhindring ligger måske netop heri: at man som læser, kritiker, anmelder, medvirkende eller inspirationskilde til romanen ikke kender til graden af forfatterens opdigtede frygt, den opdigtede oplevelse af verden eller problematikken som belyses i værket. Virkeligheden bliver en anden både i værket og i verden udenfor, når teksten læses og fortolkes. Måske opfanger man en linje eller to i det opdigtede værk og tænker: Dette kender jeg, dette har jeg også følt, dette har jeg også tænkt. Senere kommer måske endnu en formulering eller forklaring, som man overfører til sig selv, og pludselig forvandles hele værket, eller karakteren der taler til hele ens virkelighed – det bliver sådan, man opfatter situationen eller problematikken som behandles i værket.
I førnævnte essay fortæller Hjorth om Forholdsreglen af Bertolt Brecht. I stykket begår hovedpersonen en gal handling i håbet om at gøre noget godt, og da stykket blev opført, tolkede man det som om, Brecht forsvarede denne brutale handling. Der ses ofte en tendens til at sammenstille hovedkarakterens meninger og handlinger med forfatterens moral: At forfatteren, for læseren, bliver ét med romanens persona. Men man må jo ikke nødvendigvis altid mene det samme som karaktererne, man skriver om. Det er bare let for læseren at falde i den fælde, fordi “god” litteratur (hvad end det så er) er så overbevisende, at man glemmer, at det til en vis grad (måske) er opdigtet:
“Da Brecht var tilbake i Øst-Tyskland og så hvordan folk levde der, ble han så overveldet av virkeligheten at han ikke lenger kunne være dens stemme. Han befant seg i hendelsenes midte, og ble beviset på at det ikke er et bra sted å befinne seg for poeter. Han begynte å lyve, hevder hun, og dermed skrive dårlig.”
Kan man skrive godt om noget, man ikke selv føler eller kender til? Jeg tænker det ikke, og det er måske derfor, man har en tendens til at sammenføje det skrevne med forfatterens holdning og udtryk. Selvfølgelig kan og vil man nok altid overføre selvoplevede følelser og tanker til brugbare situationer, scener og karakterer, men forfatteren må og er et eller andet sted altid synlig i sit værk, og denne synlighed, tænker jeg, rummer et vist ansvar:
“Poetens dårlige oppførsel har vært et problem siden antikken, skriver Arendt, og litteraturhistorien gir henne ret. Hva kan det skyldes? At de vet at deres feilsteg vil bli glemt, bagatellisert eller som Arendt skriver tilgitt med tiden, og derfor gir faen?”
Hvorfor er det sådan, at fordi man skjuler sig bag titlen kunstner, så kan man tillade sig meget mere end alle andre? Eller er det overhovedet sådan? Mange af de værker, der gennem tiden har bragt allermest oprør og kritik med sig har været værker som blot afspejler verden som den ér, mennesker som vi ér, og det er jo ikke forfatterens skyld.
“Hva kan en kunstner tillate seg når hennes virksomhet, i grenselandet mellom litteratur og politikk, påfører andre mennesker sterkt ubehag? Efter grundige overveielser er svaret mitt: Det meste. Selv om jeg ser at det er problematisk, selv om jeg vet det kan ha menneskelige omkostninger.”
Mod eller dumdristighed? På den ene side tænker jeg, at havde der aldrig været nogen, der havde turde sætte ord på og belyse de ting, de var utilfreds med, så ville verden være et frygteligt sted for mange mennesker. Omvendt er det lidt af et farefuldt terræn at begive sig ud i, når man bruger skønlitteraturen som virkemiddel. For hvad skal læseren tro, hvad er det, man tænker, det vil føre med sig, hvor stor en del af ansvaret kan man tildele forfatteren, hvor stor en del er samfundets ansvar, når det er samfundet (set gennem forfatterens øjne) som beskrives? Og er det netop deri, forfatteren vinder sine point: Forfatteren skriver jo “bare” om virkeligheden, om os, som vi egentlig godt er klar over, at vi er, om ting vi godt er klar over eksisterer, men som vi bliver stødte over, når vi ser på skrift. Som det fremlægges i indlæggets første citat, så bør vi måske hellere spørge os selv:”Hvorfor gjør det så vondt?”
Jeg tror, det gør ondt, fordi man ikke kan forsvare sig selv. Fordi værkets virkelighed er uforanderlig. Den er skrevet, den er blevet én virkelighed, og de berørte har ingen mulighed for at forklare eller påvirke værkets virkelighed. Har man dertil som forfatter en stor stemme, så har den eller de som der skrives om meget ringe chance for at ændre på noget som helst. Og som jeg skrev før: Forfatterens eller karakterernes virkelighed i værket kan være en opdigtet frygt eller forestilling om verden, en begivenhed eller en problematik. Det kan læseren aldrig vide.
“Kunstneren kan med kunsthistorien i bakhodet begi seg inn i ukjent og grumset og farlig farvann, ikke i den hensikt å få en plass i den nevnte historie, men i håpet om å finne noe av verdi, for oss alle. Og gjør hun det ikke, er det verst for henne selv. Kan man tenke seg noe mer miserabelt enn et menneske som i forsøket på å skabe stor kunst har kommet til å skade både andre og seg selv, men ikke fått det til?”
Jeg mente, at det at skrive om de ting, man var utilfreds med, var modigt, men for hvilken pris er det, man viser det “mod”? Hvorfor viser man det mod? Det er så let at sige, at man lægger sig ud med andre, skriver noget som kan støde andre, bringe andre i en skidt position, fordi man vil “finne noe av verdi, for oss alle.” Det er vældig ædelt, men kan man stole på den hensigt?
Vi kan selvfølgelig takke mange forfattere gennem tiden for rigtig meget. Mange ting er blevet ændret, måske ikke på grund af, men i kraft af deres stemme, deres værker, deres antydninger, men er hensigten bag det skrevne måske ikke også værd at tage med i overvejelserne, når man roser den “vigtige” litteratur?
“Hun bedriver en uopphørlig selvgranskning med fare for å bli selvopptatt og selvhøytidelig, dissekerer sin tankeverden, sitt hjerte og sine kroppslige fornemmelser på måter som kan ligne selvskading eller selvforelskelse, dissekerer sine omgivelser og sine medmennesker på måter som kan minne om mishandling, utsetter seg for alle slags erfaringer og ødeleggende eksperimenter for å få ny innsikt og vinne over diskrepansen mellom liv og språk.”
Når jeg læser dette, kan jeg ikke lade være med at tænke på Amalie Skram. Skram så og oplevede på egen krop og eget sind kvinders problematiske position i et mandsdomineret samfund, og hun ville udfordre det: gennem sin litteratur og gennem sit eget liv. Måske gennem eget liv pga. litteraturen? Og hun betalte en høj pris. Hun var ulykkelig, psykotisk og destruktiv en stor del af sit liv. Det var yderst smertefuldt for hende at drive sine værker frem, og måske var det granskningen efter de smertefulde områder, som ødelagde hende endnu mere og ikke bare det samfund hun levede i. Når jeg læser Hjorths formulering, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvem udsætter sig selv for “alle slags erfaringer og ødeleggende eksperimenter for å få ny innsikt og vinne over diskrepansen mellom liv og språk”? Hvorfor udsætter man sig selv for det for at kunne skrive om det? For at “finne noe av verdi, for oss alle”? Det virker jo nærmest helt sygt. Måske kom associationen til Amalie Skram ikke helt ubegrundet?
Er kunsten et dække for at opføre sig upassende og grænseløs, eller er det virkelig noget dybtfølt og dybtliggende i kunstneren som driver det frem? Er det verden omkring dem der skaber det?
Der findes vel ikke noget endegyldigt svar. Selvom det ikke altid fremstilles sådan, så er kunstnere mennesker som alle andre. De er ligeså forskellige, uforudsigelige, komplicerede og ligetil som alle andre. Bevæggrundene for at udgive en mening eller en fornemmelse, kan være mange, men at kunne “tillate seg det meste” i kampen for “diskrepansen mellom liv og språk,” tænker jeg, der må være nogle rammer for. Spørgsmålet er bare hvordan. Jeg mener ikke, kunsten bør tøjles eller kastet under love og regler, for hvad kan den så være? Jeg mener måske snarere, at det er læsernes, forlæggernes, kritikernes ansvar at gøre den til dét den er: Èn virkelighed, én side og ikke virkelighedEN.
