“Åndehul” – historiefortælling er som små omfavnelser

Åndehul, Kari Hotakainen, Gyldendal 2017

I et af mine seneste indlæg skrev jeg om den magt forfatteren besidder ved at skrive om andre, og hvor grænsen går eller burde gå. Under læsningen af Kari Hotakainens småfilosofiske skildring af livet for en kriminalkommisær kom jeg til at tænke nærmere over, hvad historiefortælling egentlig bunder i: Hvad er formålet med at fortælle eller skrive historier, hvad er det, vi tror, vi opnår?

“Hvis der ikke er en fornuftig forklaring på begivenhedernes gang, må man opdigte en historie. Uden en fortælling forsvinder du ind i kaos, ind i en hvirvel, som flår dig tilfældigt hid og did som en slatten klud. Fortællingen er fornuftens sejr over følelserne, også i de tilfælde hvor den ikke har nogen logik.”

Hvad skal der til for, at vi gider at lytte til en historie, hvad skal der til for, at vi tror på den? I Kari Hotakainens korte roman Åndehul fortæller en kriminalkommisær om sine oplevelser blandt kriminelle, mordere og ofre. Hvordan man altid må være på vagt over for de fortællinger, man bliver bundet på ærmet.

Kriminalkommisæren har hørt mange historier og forklaringer, men har selv måtte stykke ligeså mange sammen for at komme nær en opklaring. Nu er vedkommende selv blevet en del af en kriminel historie, og fortæller til et, indtil allersidst i romanen, ukendt “du”, hvordan hun (kønnet på kommisæren bliver også først afsløret sidst i fortællingen.) blev ført ind i denne forbrydelse.

På bogens bagside står der, at romanen er en “hypnotisk og intens roman om gerninger forårsaget af kærlighed og had,” og det er da også det, den kredser om størstedelen af tiden: Hvor kort der er fra kærlighed til had – hvordan et parforhold kan gå fra lyserød eufori til ønsket om at slå hinanden ihjel nærmest med et fingerknips. Det er da også et interessant aspekt, men hvad jeg hæftede mig ved i denne roman var dens mere skjulte problemstilling om historiefortælling.

“Som professionel lytter interesserede det mig, hvorfor de pårørende reagerede så kraftigt på præstens ord, især eftersom både enkemanden og børnene indrømmede, at det var netop de ord, de havde brugt om afdøde over for præsten. Enkemanden sagde det højt, som alle forbitret tænkte: “Han gengav sandheden i det, vi sagde, men glemte at pynte på den.” “

Kriminalkommisæren kalder flere gange sig selv for en professionel lytter, og det kommer da heller ikke bag på hende, da kirketjeneren med stjålne ligklæder på samvittigheden letter sit hjerte. Da han senere fortæller hende om den forbrydelse, han er blevet tvunget til at tage del i pga. sin første forbrydelse, som lyder noget mere usandsynlig, har hun dog svært ved at finde ud af, om han taler sandt, eller om han bare er så tynget af skyldfølelse, at han nærmest har udviklet posttraumatisk stress. Hun vælger derfor at lade slaget gå sin gang. Hun er trods alt heller ikke på arbejde, men synger bare i et kor; hvad hun dog i øvrigt ikke er særlig god til, men kirketjeneren talte hendes sag og er altså årsagen til, at hun i det hele taget fik lov at være med.
Sådan skylder alle i denne historie på en eller anden måde hinanden noget: Når man fortæller en historie om sig selv, sætter man sig i en sårbar position, men samtidig ved man også, at man får noget til gengæld, man er faktisk nærmest garanteret det. Det er den form for pagt, man indgår gennem historiefortælling.

Fortælleren vil i denne roman gerne gøre det klart for lytteren, hvorfor hun fortæller denne historie. Det er ikke bare at dele ud af sig selv og gøre sig selv sårbar, men at overføre sine bekymringer, sorger og glæder til andre og dermed sætte dem i nærmest samme situation. Det er at bruge hinanden som middel. Historien bliver en byrde som lytteren må affinde sig med, for man ved, det går begge veje: “Vi lever i et land af bærere,” som der står sidst i fortællingen.

“Jeg vil tro, at det også kommer dig til nytte, enten her eller i det hinsides, alt efter hvad man tror på.”

Men når fortælleren udlægger noget om nogen i sine historier, er det måske ikke bare for egen vindings skyld, men en pligt til at være nyttig, at give noget videre, som er brugbart for andre. Hvad var vi uden hinandens fortællinger? Det er jo sådan, vi spejler os i hinanden. Det er det der binder os sammen og eliminere individualismen. Langt de fleste mennesker har en medfødt evne til at drage omsorg for andre og udvise empati, men denne bliver indimellem stærkt udfordret af vores egocentriske træk. Vi kan ikke altid rumme andres historier, nogle går for nært og forstyrrer vores egne sager, men de bedste fortællinger er alligevel dem der bliver ved med at røre på sig – dem man får et udbytte af:

“Historiefortælleren er Gud, der kaster den første og den sidste flade sten hen over en spejlblank sø. Den, der kan få stenen til at smutte flest gange hen over vandet, har vundet. Til sidst synker den flade sten til bunds, og vandet er igen blikstille. Eller er vinderen den, hvis sten stadig ligger og glimter på bunden, længe efter at alle er gået?”

Historiefortælling er en ældgammel tradition, og resultatet skal gerne være, at lytteren får noget ud af det. Det er denne “pagt” der er mellem fortæller og lytter, mellem forfatter og læser. Fortælleren må serverer sandhederne, så læseren lytter. Han må gøre dem klædelige. Skønlitteraturen, genfortællingen er en måde at pynte på sandheden om os mennesker, så vi forstår det, så vi føler det, tager det ind, lærer noget af det eller erfarer noget nyt. Det er bare ikke alle fortællinger, vi tror på. Nogle gange matcher pynten ikke helt vores opfattelse af “sandheden.” Nogle er for voldsomme, alvorlige, sørgelige, latterlige eller ganske enkelt alt for ærlige til at vi kan rumme dem. Det er fortællerens dødsstød, hvis historien bliver  uklædelig.

“Stenens første berøring med overfladen afgør alt. Hvis den rammer vandet i for spids en vinkel, ender historien brat. Lige nu lå stenen i luften, og jeg var interesseret i dens anden og tredje berøring med vandet.”

Historiefortælling er en trang til at inddrage andre i sit liv, en form for omfavnelse, en berøring, som vi naturligt har behov for, og som lytteren, på samme måde, gerne tager imod.
Men fortælletraditionen har ændret sig gennem tiden. Hvad man kan eller må skrive om har ændret sig, fordi mennesket ændrer sig. Hver tid har sine problemstillinger, men behovet for omsorg eller opmærksomhed går altid igen, og det kan man måske sige er, hvad der ligger i historiefortælling.
Det er måske derfor, det er så grænseoverskridende, når en fortælling går imod den måde, vi selv ser verden på? Hvis nogen formidler noget, vi ikke er enige i, om nogen vi ikke kender på den måde, fortælleren fremstiller vedkommende – det er vel en form for mistillid og svigt.
Der er ikke noget værre, end at blive kaldt en løgner – når folk ikke lytter til det man fortæller. Det er mangel på anerkendelse af personens oplevelse af verden. Omvendt er det også frygteligt at blive bevidst om at blive løjet for fordi, man gav noget af sig selv, en omfavnelse som blev misbrugt. Det er derfor, tror jeg, at det rører os så dybt, når man i skønlitteraturen ikke kan skelne mellem virkelighed og fiktion. Det paradoksale er dog, at det samtidig er det der er drivkraften. Det er derfor, vi har det egentlige behov for at læse det: Fordi historierne på én gang ligger så utrolig tæt op af vores egne erfaringer, rører os så dybt, fordi det er genkendeligt, men samtidig bliver vi brugt som middel i noget, vi egentlig bare gerne ville favnes eller bekræftes i. I stedet bliver det brugt imod os.

Vi må bruge vores fantasi og forsøge at forestille os, hvordan de har det, nu hvor alt er fortalt. Vi kan kun gisne om, hvad det næste bliver, som mennesket finder på i sin nød, hvad det vil kaste sig ud i.”

“Hvis der ikke er en fornuftig forklaring på begivenhedernes gang, må man opdigte en historie,” som der står på én af romanens første sider. Mennesket har altid søgt en forklaring på, hvorfor ting sker. Nogle er bedre end andre, men fælles for dem alle er, at de bliver dækket ind med fortællinger: Religion, videnskab, forskning, det er alt sammen med udgangspunkt i fortællinger om verden, og vi vælger hver især dem der, for os, “ligger på bunden og glimter” og dermed fanger vores opmærksomhed.

Twistet i denne roman er så bare, at man på sidste side finder ud af, at det er en hund, kommisæren har fortalt det hele til, og ligeledes er fortællerens køn, som sagt, ukendt indtil samme passage. Måske er det et bevis på, hvor ømtåleligt det kan være at fortælle sine historier. Man må være sikker på, at der er en, der modtager den, som man ønsker det. Trangen til at fortælle kan være så svær at understå, at man må finde den bedst egnede lytter, som også kirketjeneren i romanen finder ud af. Det er bare sjældent, at lytteren, eller læseren for den sags skyld, modtager det som man ønskede det, og det er den sårbarhed, man som fortæller udsætter sig selv for. Som teolog og filosof, K.E Løgstrup engang sagde: “Man holder altid lidt af den andens liv i sine hænder.”
Med det kan man jo så gøre, hvad man vil, og det er her det vanskelige etiske aspekt i historiefortælling kommer ind. Dette vil jeg vende tilbage til i et andet indlæg.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.