Albertine: Prostitution og dobbeltmoral

Albertine, Christian Krohg, 1886, denne udgave er fra British Library Cataloguing-in-Publicatin Data, Read Books Ltd. 2013

Et af de helt store samfundsanliggender i 1880’erne var debatten om den seksuelle dobbeltmoral mellem kønnene.

I Georg Brandes forelæsningsrække, Emigrantlitteraturen kaster han lys over monopoliseringen af seksualiteten og kvindens undertrykkelse som følge deraf. Brandes var fortaler for det frie seksuelle liv, og så skeptisk på ægteskabet som den institution der skulle regulere den kønslige omgang. Han mente, at kvinden i lige så høj grad som manden skulle have mulighed for at gøre sig seksuelle erfaringer før ægteskabet. Som at slå to fluer med ét smæk, mente han hertil, at dette ville mindske utroskab, de deraf mange uægte børn og ikke mindst kønssygdomme. Umiddelbart talte Brandes for kvindens rettigheder, og man kunne næsten bedrages til at tro, at han faktisk havde fat i noget. Men som det hurtigt strejfede Dansk Kvindesamfunds fortaler, Elizabeth Grundtvig, så var dette måske snarere en undskyldning for mændene for fortsat at styrke deres egen position. Hvis, som Elizabeth Grundtvig pegede på, kvinderne blot opførte sig som mændene på denne tid gjorde, ville det blot resultere i en objektificering af kvinden – man ville forvente at hun stod til rådighed på alle mandens præmisser.

Samtidig var man begyndt at få øjnene op for, at det ikke kun var mænd der havde goder af det seksuelle samkvem. Også på dette område var Brandes stor fortaler for de naturvidenskabelige “opdagelser,” og baserede langt hen ad vejen også sine holdninger på dette.

Som man måske kan sige sig selv, og som også Elizabeth Grundtvig var inde på, ville denne seksuelle frigørelse nok nærmere få antallet af uægte børn og kønssygdomme til at eskalere, og dét som blev det store spørgsmål og største kritikpunkt var: Hvorfor skulle kvinden kaste sig ud i seksuelle eskapader for at få samme “status” som manden – hvori ligger denne frigørelse?

Det var ikke kun Elizabeth Grundtvig der langede ud efter Brandes. De konservative var bestemt heller ikke meget for hans frigørende tanker. Hos de konservative herskede derimod moral og afholdenhed. De mente, at manden og kvinden var skabt forskellige og havde forskellige seksuelle behov, og at det deraf var helt naturligt, at manden i højere grad dyrkede sine. Man gik dog også i høj grad ind for den ægteskabelige institution, og man slog hårdt ned på utroskab. I hvert fald når det kom til kvinderne. Med mændene så man igennem fingrer med det, for igen, de havde jo helt andre seksuelle behov. Det “belejlige” ved det var, at man mente, at kvinden også i langt højere grad var i stand til at tøjle sine behov, og idealistisk set så man kvinden som det dydige symbol for moral, og manden kunne jo få afløb for sine “utøjlelige drifter” gennem prostitution.

Prostitution blev altså endnu et aspekt og svært omdiskuteret emne af denne sædelighedsdebat. På den konservative fløj så man i det hele taget seksuallivet som syndigt og amoralsk, og man opfattede prostitution som et angreb på det, af Gud indgåede, hellige ægteskab. På den radikale side opfattede man udforskningen af seksuallivet som en måde for mennesket at løsrive sig samfundets kapitalistiske opbygning.

Midt imellem disse to markante stemmer stod Bjørnstjerne Bjørnson: I sit skuespil, En hanske fra 1883 lufter han sine tanker om ligevægtig kønslig moral og kyskhed fra begge køn. Herunder stærk afholdenhed før ægteskabet og streng monogami indenfor. (Selv var han dog yderst optaget af flere gifte kvinder, og hans pludselig omskiftelige holdning kom efter, at han til et selskab blev dybt fornærmet af en kvinde, han ellers havde et godt øje til, men som vragede ham til fordel for en anden. Herefter fik den hele armen fra Bjørnsons side med moralprædikener om seksuel monogami! (Det er mest min egen tese, men jeg synes, jeg har fat i noget! ) ) Hertil mente han det nyttigt at undervise unge mennesker i forplantningslære og øge fokus på hygiejnen, og angreb altså også selvsagt samtidens dobbeltmoralske opfattelse og brug af prostitution.

For dobbeltmoralsk var denne opfattelse i allerhøjeste grad: De prostituerede kvinder blev udsat for stor forhånelse, og prostitution var bestemt ikke noget, man talte om. Man mente det skadeligt for samfundet at benævne. Omvendt var det ikke nogen hemmelighed, at mændene i stor stil benyttede sig af det. Det var meget normalt, at unge drenge fra især det højere borgerskab i 13-14 års alderen begyndte at besøge prostituerede for at “lære om seksuallivets finurligheder.” Og er det allerede inkorporeret så tidligt i livet, ja så kan man måske godt tænke sig til, hvor det bærer hen. Heraf kom også frygten for objektificeringen af ikke blot den prostituerede kvinde, men af kvinden i det hele taget.

Også mænd der ellers var gift benyttede sig i høj grad af denne “service,” for som førnævnt, havde man den opfattelse, at mænd havde langt større seksuel drift end kvinder, og om det var for at “skåne” deres ægtefæller, at de gik til prostituerede eller hvad, kan være tvivlsomt. For hvis man netop så på kvinden som et symbol for dydig moral, hvad så med disse prostituerede kvinder? De var vel også dén kvinde, der var eller kunne have været symbolet på dydig moral? Og hvem eller hvad var det, der drev hende i amoral…?

Èn der især satte dette spørgsmål på spidsen var den norske billedkunstner og forfatter Christian Krohg. I 1886-87 malede han billedet Albertine i politilegens venteværelse, som vakte stor røre. Så stor røre at han følte for at udgive historien om denne Albertine.

Christian Krohg, Albertine i politilegens venteværelse 1886-1887

Albertine er en ung kvinde der bor med sin mor og lillebror under trange kår i datidens Kristiania. Egentlig har Albertine også en storesøster, Oline, men hende tænker hun nødigt på. Alligevel kan hun ikke lade være. Selvom tankerne gyser igennem hende, og hun, af disse, fraholder sig al offentlig udgang, bruger hun alligevel dagene ved symaskinen på at sidde og skiftevis forarges og forundres af storesøsterens skæbne.

Oline begyndte nemlig at gå med mandfolk, og en dag kom politiet og hentede hende. Siden da var hun stemplet som prostitueret, blev gravid, men fandt dog en “venlig sjæl” der forbarmede sig over hende. Nu lever Oline med en mand dobbelt så gammel som hende selv og med et noget lakket ry. Og Albertine væmmes. Især fordi hun ligner sin søster så meget, at hun ofte bliver forvekslet med hende, og hun er af den opfattelse, at folk i byen må tænke, at hun ender på samme måde som sin søster.

På trods af at Albertine holder sig hjemme i lange perioder, har hun dog en tærende trang til at komme ud og more sig. Hun lokkes af den tvivlsomme veninde Jossa, hvis gang på det lokale samlingssted, Karl Johan skal sætte hende i politiets søgelys, og også snart bringe Albertine i problemer.

Langt ind i fortællingen hadede jeg virkelig Albertine. Jeg syntes, hun var snobbet, dobbeltmoralsk, dum og ganske enkelt frygtelig. Jeg tænkte flere gange over Kroghs naive og klichéfyldte måde at karakterisere hende på, og jeg var ikke særlig overbevist. Men det vigtige – det som Krohg vil med fortællingen, netop at belyse følgerne af- og problematikken bag samfundets kapitalisering af de prostituerede kommer meget klart frem. For i løbet af fortællingen finder man ud af, hvad det egentlig er, Albertine er oppe imod: Hun er blot en ganske almindelig ung kvinde, hvis families ry er blevet lakket pga. storesøsterens “fejltrin” (som dog også på sin vis har været offer for samfundets dobbeltmoral.) Hun kan derfor ikke længere bevæge sig uden for huset uden at blive mærket af folks onde tunger, fordomme og hån. Albertine gør hvad hun kan for at fraholde sig denne “skæbne,” men som normalt er, tiltrækkes hun også af morskab og ikke mindst tanken om at finde en mand at gifte sig med. Men fordi hun allerede uforskyldt er i søgelyset, skal der ikke mange forkerte bevægelser til, før hun stemples.

Christian Krohg, Modellen 1886

På denne tid hvor romanen er skrevet, var der en lov om, at alle der havde mistanke til folk (kvinder) med tvivlsom eller “utugtig adfærd” kunne indgive disse til politiet. (Hvilket også skildres ganske fint i Fröken Frimans krig, som jeg har skrevet et indlæg om her )

Mange blev herigennem udsat for hån blot pga. misforståelser, hævngerrig opførsel eller jalousi. Hertil var det politiets opgave at hente kvinderne ind og sørge for, at de blev undersøgt hos lægen, og man bestemte herefter, hvad der skulle ske med kvinden. Denne undersøgelse var både berygtet og frygtet. Ikke mindst var det fysisk ubehageligt, men ydmygelsen derved var så stor, at intet nærmest overgik det. Ikke blot måtte de finde sig i at blive ofre for naboernes sladder, når politiet med den karakteristiske blå seddel i hånden kom og bankede på døren og efterfølgende trak afsted med kvinden. Også i venteværelset måtte de stå til skue sammen med de andre kvinder. Mange var reelt prostituerede (eller “offentlige fruentimmer,” som man kaldte det), de fleste var ligeledes fattige og syge, men  fælles for dem alle var, at de blev udsat for stærk hån, og man var bestemt ikke sen til at pege fingre af dem, selvom det sjældent var af deres egen vilje og skyld, at de stod i denne situation.

Også Albertine ender her, og det var i dette kapitel, det for alvor gik op for mig, hvad hun egentlig står over for, hvilken behandling hun bliver udsat for, blot pga. hendes ungdommelige og almene lyst til og nysgerrighed efter at leve sit liv. Jeg fik dyb medlidenhed med hende, og det stod pludselig ret klart, hvad det var, Krohg, igennem Albertine, prøvede at fortælle:

“Hun saa sig hjælpeløst om, og Sveden sprang kold frem paa Tindingerne, men saa pludselig flyttede hun sig helt ind i Sædet og faldt med Haandbagen over Øinene og en eneste tør Hulk tilbage mod Stolens stærkt bagoverbøiede Ryg, mens hun uvilkaarlig uden at vide det pressede Knæerne haardt imod hverandre som i bevidst Angst for det, der nu skulde ske. 

Og mens hun laa der med Haanden for Øinene, tilbagelænet oppe i den høie Stolen, med Læggerne og Fødderne hængende ned fra Kanten af Sædet, næsten bevidstløs af Skam, følte hun Klæerne bli brættet op om Hofterne og lagt henover Brystet. Og det blev koldt omkring de sammenpressede Knær. og paa hvert af dem la’ der sig en varm Haand, som tog Tag og vilde bryde dem fra hverandre.

‘Naa,’ skreg den brutale Stemmen, denne Gang lige henne ved hende, og det stampede igjen i Gulvet – ‘blir det til noe? eller skal jeg…’ Og greben af Rædsel følte hun de skjælvende Knær rent mekanisk gaa fra hverandre, og hun syntes hun maatte dø af Skam, og alt gik rundt for hende, og det sortnede for Øinene, og hun trodde, hun skulde besvime.”

Man kæmpede i disse år for individets ret til frihed, men med mange af de restriktioner, love og regler der blev indført bidrog man blot til endnu fastholdelse – især af kvinden. For frigørelsen gik åbenbart kun én vej. Hvis kvinden netop begyndte at, som nogen foreslog, opføre sig som manden, blev hun stemplet som prostitueret og kunne risikere en lignende behandling, som den Albertine udsættes for. Der skulle ikke meget til for at kvinden blev opfattet som syndig og amoralsk, så hvad skulle man stille op? Mændene havde i den grad et lige så stort ansvar i denne problemstilling, men det var ofte kun kvinden der betalte prisen derfor.

Med denne roman forsøgte Krohg at gøre op med denne opfattelse. Han prøvede at belyse kvindens situation, men som man måske kan forestille sig, blev den ikke ligefrem modtaget med kyshånd. For hvad er værre, end når nogen fortæller én, at man er amoralsk og dermed stikker til ens samvittighed? Og hvad endnu værre måske var: Hvad skulle mændene stille op for at få afløb for deres”utøjlelige drifter,” når nu man begyndte at pege fingre af dem, fordi de gik til prosituerede?

Efterfølgende tager mange andre forfattere lignende emner op. Både den føromtalte Amalie Skram, men også flere andre kvindelige forfattere som bl.a. Adda Ravnkilde, Victoria Bendictson og Erna Juel-Hansen kom med deres indspark i sædelighedsdebatten.

Det startede med Henrik Ibsens Nora der forlader mand og børn, fordi hendes mand sætter sin egen sociale position højere end deres indbyrdes følelser. Det fortsatte med heftige debatter om naturlove, biologiske drifter og samfundets forsøg på at kontrollere individet. Det eskalerede med dobbeltmoralske og ødelæggende love og regler, og endnu 140 år senere kører debatten fortsat.

Midt paa Natten vandrede Helgesen og Smith og et Par andre unge Herrer, som kom fra Bal, afsted opover Bakkegaden fra Vestsiden. De skulde bare ha’ sig en liden Svip indom i Vika, før de gik hjem.

Oppe paa Toppen af Bakken standsede de. For over paa Hjørnet af Vinkelgaden stod en stor Pige og ropte dem an. ‘Kom ind til mig da, Gutter!’ ropte hun med høi Stemme. ‘En efter en – allesammen! Dere skal faa det gratis! Kom.’

‘Død og Pine,’ hviskede Helgesen til de andre, ‘Det er jo Albertine! Nei, det er for væmmeligt. – Kom, lad os gaa!’ 

Og som de skled paa Sneen ned af den bratte Bakken forbi Dueslaget til Mellemgaten, hørte de hende jamre sig for de andre Jenterne deroppe: ‘Jøsses! Jøsses!’ skreg hun, ‘skal jeg da være Hore og endda ikke—-? Jøsses! Jøsses!—-‘

Saa var de om Hjørnet af Mellemgaden og kunde ikke høre mer.”

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.