“Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?

Linn Strømsborg, Aldri aldri aldri, Flamme Forlag
Aldri aldri aldri, Linn Strømsborg, Flamme Forlag 2019 – Anmeldereksemplar

Det er som om, at så snart noget eller nogen stikker uden for rammerne, så snart man har en levevis som ikke er “normen,” så er det ok for andre “normative” at stille nærgående spørgsmål til denne levevis: Er du homo, barnløs, veganer så er det pludselig helt legalt at stille ellers åbenlyst socialt uacceptable og nærgående spørgsmål: “hvorfor vil du ikke have børn!?” (gerne slynget ud i et lettere fordømmende og overrasket tonefald), eller: “hvordan vidste du, at du var lesbisk, hvordan har i sex? Er det fordi du synes, det er synd for dyrene?” Omvendt er det fortsat totalt forbudt for denne “ikke normative” at spørge den heteroseksuelle, kødædende tobarnsmor, hvornår hun sidst fik tjekket understellet. Linn Strømsborg går i sin nye roman Aldri aldri aldri grundigt ind i denne dobbeltmoralske grubling om børn eller ikke børn. Det er opløftende, det er deprimerende, det er morsomt og det er befriende.

“Anniken sa til meg at alle tankene og redslene mine rundt det å få barn kan sammenliknes med noen som ikke tør å bli forelska, fordi de hele tida er redd for at det skal bli slutt. Men det er ikke det samme. Jeg er ikke redd for at det skal bli slutt, men jeg er redd for å være fastlåst i et forhold som gjør vondt. Man kan gå fra en kjæreste, man kan skille seg, man kan forlate hverandre og aldri mer snakke sammen igjen. Men man kan aldri forlate et barn, man vil alltid være mamma. Det er det flotteste Anniken veit. Og det som skremmer meg mest.”

En kvinde i midten af 30’erne bor sammen med sin kæreste Philip. De har været sammen længe, og det var klart fra en start, at hun ikke ønskede at få børn. Det har hun altid vidst. Det bliver ligesom præmissen for deres forhold. Alligevel er det et tilbagevendende problem, der i sidste ende bliver ødelæggende. Det er klart, at det er muligt at ændre mening. Man kan have, eller har vel i langt de fleste tilfælde, én opfattelse af et familieliv, af sin fremtid, når man er 17 og et helt andet perspektiv, når man er 35, det er vel bare sundt at revidere sine holdninger med jævne mellemrum. Men nogle ting ændrer sig ikke, nogle ting kan være yderst dybtfølt, man kan være ganske så afklaret selv, men når andre begynder at spørge, forlanger en forklaring, er der fare for, at man selv begynder at vakle. Det gør hovedpersonen også her, på sin vis.

Efter at have læst de første 30-40 sider, og denne tvivl begyndte at tage et ubehageligt indtog i hovedpersonens liv, var jeg egentlig klar til at lægge bogen fra mig igen. Jeg havde håbet på en mere stålsat karakter, det ville være rart for en gangs skyld at læse sådan en bog, men det lod ikke til, at jeg skulle få det ønske indfriet. Det gik dog hurtigt op for mig, at det heller ikke havde været troværdigt: Uspoleret stålsathed, sådan er der vel sjældent nogen der er, jeg er det heller ikke, og det var faktisk, set i bakspejlet, den største “hjælp” at få i dette tilfælde: Udfordring af egen ellers så fastsatte vilje. For det handler egentlig ikke så meget om tvivl, at hovedpersonen batler mellem barn eller ikke barn, inderst inde er hun virkelig afklaret. Det handler mere om hendes “kamp” for egen vilje, for rettigheden til egen vilje, og det er imponerende læsning. Det er genkendeligt, det er nuanceret og det er aktuelt. For en ting jeg ofte tænker på: Hvorfor er det sådan, at man er tvunget til at forklare sig, virkelig grundigt og velovervejet, hvis man træffer den beslutning, at man ikke vil have børn, men at man går totalt fri, hvis man træffer den modsatte beslutning om at bidrage til overophedning og overbefolkning? Begge er vel ret personlige og private spørgsmål, men alligevel virker det til, at det er helt legalt at plage folk med disse? Omvendt tænker jeg, at ingen tvinger vedkommende som vælger ikke at få børn til at forklare sig. Man kan vel bare sige: Jeg vil ikke have børn, færdig, slut. Og så lade det være ved det? Ingen har krav på en forklaring. Men måske handler det i virkeligheden om, at man har brug for at forklare for sig selv, hvorfor man tager et valg som stikker mod “normen.” Det kan i hvert fald i denne roman virke lidt som om, at hovedpersonen i virkeligheden har større behov for at legaliserer for sig selv og ikke omverdenen. Hun endevender sit liv i forsøget på at finde svar på hendes umiddelbare modstand til det at få børn: Hendes mormor og morfar fik børn, men ønskede det aldrig. Hendes farmor og farfar ønskede sig børn, men fik det bare med nød og næppe. Hun har veninder, som siger, de aldrig skal have børn, men når de får det, husker de aldrig at have sagt sådan. Hun har kærester som mener, hun ville blive en god mor, som en slags overtalelse, som virker helt umulig og malplaceret. En anden veninde fortæller hende om, hvordan det at have hund udløser de samme stoffer i kroppen som det at tage sig af et barn, men hovedpersonen vil hellere have en kat.

Den måde hovedpersonen vender sin tilværelse på giver også anledning til nogle utrolig smukke og fine refleksioner, ikke bare om valget om at få børn eller ikke, men også om, hvad det indebærer: en revision af selvet, af menneskene omkring én, venskaberne, forholdene, sine egne minder.

“Jeg ba ikke om å være her, men jeg er glad jeg får lov. Men alt jeg gjør, må jeg gjøre for meg. Akkurat som at alle ofre du gjør og har gjort, har du gjort ut fra din egen tanke om hva som er best for noen – ikke ut fra hva noen nødvendigvis har bedt om. Foreldre venter på en takk, og barn venter på en unnskyldning. Ingen av oss vil noensinne få det vi ønsker oss.”

Der var momenter, hvor bogen var på nippet til at blive navlepillende, og det er da også et spørgsmål både hovedpersonen og karaktererne rundt hende stiller: Bliver man selvoptaget af ikke at have børn? Der findes mange andre bøger, som ikke handler om at få børn, som er endnu mere navlepillende, og der findes mange andre mennesker som har børn, som er endnu mere selvoptagede, så det har vel ikke rigtig noget med børn eller ikke børn at gøre. Det handler vel snarere om, hvordan man som samfund behandler forskellige udlægninger og udførelser af et liv, og det må vi vel alle sammen blive bedre til at rumme?

Det kan være godt at sætte ord på, sådan virkelig gennemgående og endevendende, de ting man er i tvivl om. Det kan være befriende at læse om andre, som er i tvivl om det samme. Hvis man stopper med at spørge, stopper med at forklare, så bliver det vel altid sådan, at den som vælger noget andet end mængden skal føle sig som et misfoster. På den anden side: Er det ikke nok, hvis man bare slutter fred med sig selv? Behøver andre at blande sig, eller, det behøver de ikke, men det gør de, så derfor må man vel også finde ud af at tackle det. Og her vil jeg foreslå, at man, næste gang man får trang til at grave i andres privatliv eller æggestokke, omformulerer: “Skal du ikke snart have nogle børn?” til et mere oprigtigt funderende et af slagsen. I hvert fald så længe det ikke er socialt acceptabelt for mig at spørge vedkommende, hvornår hun sidst havde sex for fornøjelsens skyld.

“Jeg sier ikke at man ikke kan få i både pose og sekk og sykkelkurv, men jeg ønsker meg bare den sykkelkurven.”

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.