“Alt er barndom”

Alt er barndom, Fredrik Hagen, Flamme Forlag
Alt er barndom, Fredrik Hagen, Flamme Forlag 2018

Barn er som deler av deg som faller av og blir levende.

Børn eller ikke børn? Det er et spørgsmål der efterhånden er blevet vendt en del i skønlitteraturen de sidste år. Det er vel også lidt af et spørgsmål. Det handler jo ikke bare om at det eller ikke få det. For kan man i det hele taget få det, hvad hvis man får det og mister det? Det gør man – på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde. Det er vel lettere at længes efter noget man aldrig har haft, men gerne ville have, end at længes efter noget man havde, men mistede?

Alt er barndom er en virvel af tanker som opstår i hovedet på Jonas, når han ligger søvnløs om natten. Jonas er sammen med Rakel, men hun vil vist ikke have børn, Jonas vil måske, men er det noget man kan bestemme i det hele taget, er det noget han kan bestemme? Han er ikke kvinde, alt han giver fra sig er allerede på vej til at dø, idet det forlader ham, intet vokser videre i ham. Og hvad hvis barnet dør? Jonas’ forældre fik et barn som døde, de har et dødt barn, han har en død storesøster. Hvad hvis barnet aldrig bliver barn, men bare blod i en toiletkumme? Og hvad hvis barnet bliver et barn, hvis det lever, så kommer det også til at dø engang, hvordan? Kan man i det hele taget sætte et barn i denne verden, burde vi ikke være stoppet for længst?

Plutselig husker jeg at min mormor har sagt at man aldri skal spørre noen om hvorfor de ikke har barn. Hun sier at vi jo ikke vet hva de holder på med når de er hjemme.
Om jeg ikke kan få barn, da vet jeg ikke.
Om jeg ikke vil ha barn noen gang er én ting, men om jeg ikke kan få barn, da vet jeg ikke.
Et minne: En forfatter sier i radion at barndommen er selve meningen med livet.

Alt er barndom, Fredrik Hagen, Flamme Forlag

Det er så let at tro, at man bestemmer over liv og død, hvert fald sit eget, hvert fald om man vil give liv. Man kan kvase en edderkop eller lade den gå, det er måske derfor, man tager så let på det, fordi man tror, man kan bestemme. Man har vel ingen grund til at tro, at man ikke kan? Liv kommer og går så let, vi ser det hele tiden. Om det er et lille nyt liv trillende i en barnevogn, om det er liv i overflod, alt for mange liv til at kunne mættes, til at være noget sted, liv på flugt, liv i fare, gamle slidte liv som snart ikke lever mere.
Vi tror, det er så let at leve, egentlig skal vi jo bare være her, men hvordan kan vi være så sikker på, at vi i det hele taget kommer hertil, at vi har ret til det?

Jeg tror ikke rigtig, jeg har nogen konklusion her, nogen måde at ophøje læsningen på. Jeg overvejede, hvorvidt jeg i det hele taget skulle skrive om det her værk. Eller ikke skulle, men kunne. Jeg havde lyst til at skrive om den, fordi den rørte mig, fordi jeg synes, den siger noget vigtigt, noget fint og noget smerteligt, men noget videre klogt kan jeg ikke komme op med, det synes jeg værket gør udmærket selv. Og det er måske også nok: Når noget efterlader én tankefuld og rørt, men lydløs?

Hva med deg, går det bra med deg?
Ja.
Du må si litt mer enn det.
Har du lest den boken, Tilværelsens uutholdelige letthet?
Ja. Kundera. Sant?
Ja.
Ja. Nei. Nå lyger jeg. Men jeg kjenner til boken da.
Jeg har ikke lest den, jeg heller. Men jeg kjøpte den for en stund siden. Og jeg har tenkt på den tittelen.
Uutholdelig letthet.
Uutholdelig letthet.
Det er akkurat sånn jeg føler det.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.