”Amalie Skram var og blev en kraftig, nordisk natur, lidenskabelig som en Brynhild og skøn som en Aslaug; i litteraturen kæmpede hun som en skjoldmø”
Er der en litterær periode, jeg er særlig optaget af, så er det det moderne gennembrud. Jeg faldt første gang over én af periodens mest markante stemmer, Amalie Skram for 5 år siden, da jeg skulle finde materiale til min dramaeksamen på HF. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men efter at have læst ægteskabsromanen, Constance Ring, endte jeg med at pløje mig igennem det meste af hendes forfatterskab i løbet af de følgende år. Jeg tror, det var melankolien, jeg faldt for, og senere fandt jeg ud af, hvor stor en historie der lå bag, hvor mange lærerige skæbner hendes samtid gemte på, og hvad man egentlig kan bruge dén litteratur til i dag.
Min interesse for Skram holdt ved, og jeg har siden hen kastet mig over flere forskellige indgangsvinkler og har derigennem fundet meget interessant stof. Jeg synes, hun er en vigtig forfatter at fremhæve, da mange af de emner, hun behandler endnu er relevante, og jeg synes, især det er interessant at trække hendes værker ind i mange nutidige problemstillinger f.eks. hendes hovedtema, ægteskab: Hvordan har skønlitteraturen påvirket vores syn på ægteskabet, hvad er institutionen ægteskab i det hele taget, og hvorfor gifter man sig overhovedet? Hertil var der hendes omfattende slægtsromaner om Hellemyren, som skildrer fattigdom, alkoholisme, men også pludseligt moderne kønsrollemønstre, som fra et nutidigt perspektiv faktisk er temmelig iøjefaldende. Desuden skildrede hun åbenhjertigt sit ophold på Kommunehospitalets 6. afdeling gennem sine to romaner, Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen.
Jeg vil gennem tre indlæg give et overblik over Amalie Skrams liv og forfatterskab. Der kunne siges mange spændende ting om hende, og jeg har her prøvet at støbe det i en indbydende form. I tredje og sidste indlæg vil jeg lave en liste over værker, jeg selv har fundet behjælpelig i min søgen efter information om den norske Bryndhild, hvis man skulle få lyst til selv at læse videre. (Indlæggene har tidligere været udgivet på min gamle blog, dog er der foretaget rettelser og tilføjet lidt hist og her.)
En af de helt store forfattere fra det moderne gennembrud, var den norske Amalie Skram, født Alver 1846 (på hendes gravsten står der dog, efter hendes eget udtrykkelige ønske 1847. Hun løj sig altså af en eller anden årsag et år yngre, end hun var), død 1905.
Amalie Skram er født og opvokset i Bergen. Hendes mor var puritansk og praktisk, hendes far var en impulsiv drømmer. Dette førte desværre også til en økonomisk konkurs som medførte, at Amalie som 17-årig måtte gifte sig med den noget ældre kaptajn August Müller, da faderen stak af til Amerika og lod familien hjemme i Bergen i stikken. Denne erfaring får særlig plads i fortællingen om Sivert Jensen i tredje bind om Hellemyren, S.G Myre, hvor Sivert Jensen kæmper en nærmest uovervindelig kamp mod drømmen om velstand.
De følgende to år rejste Amalie med sin mand rundt på verdens have, men senere måtte de leve det meste af tiden hver for sig, da Amalie med kort tids mellemrum fødte parrets to sønner, Jakob og Ludvig, sidstnævnte endte som skuespiller og teaterdirektør, dog begge temmelig drikfældige.
Ægteskabet med Müller var langt fra lykkeligt, hvilket man senere skal få et indblik i i hendes roman Forrådt, som til forveksling minder om de omstændigheder, hun som nygift selv levede under. Amalie besluttede dog at give ægteskabet en chance, og i 1870 tog hun atter med sin mand på havet. Under disse rejser fik hun et aldeles godt indblik i livet ombord og den hårdkogte tone blandt besætningen – især fik hun en smag af livet for en kvinde ombord, og det lystige liv, når mændene gik i havn. Disse oplevelser kommer bl.a. til udtryk i 2.bind fra slægtsromanen Hellemyrsfolket, hvor Sivert Jensen i romanen To venner sejler som skibsgut på barken af samme navn.
Tilværelsen ombord på skibet var psykisk belastende. Man kan tænke sig til, at det må have været et sandt eventyr at sejle omkring på verdens have, når man er ud af en jævn købmandsfamilie fra Bergen, men samtidig har dagene ombord været præget af ensformighed, og en deprimerende og fængslende fornemmelse hang over Amalie. Ligeså begyndte Müller at drikke og gik i byen med kvinder i havnene. Amalie trøstede sig ved at vende sig til sin pietistiske tro og glædede sig i øvrigt over sine to små drenge, der også var med ombord.
Efter to års sejlads var hende og drengene tilbage i Bergen, hvor de frem til 1876 boede i byen. Indimellem tog hun med sin mand på rejser, men mest var hendes liv mærket af det store selskabsliv, hun førte. Som man sagde om hende, var hun ”et midtpunkt med en beundrende skare mænd mellem 16 og 60 år, der virkede som en komethale efter den lysende kerne.” I disse år vågnede byen langsomt op til en kulturel revolution, og Amalie fulgte intenst med i samtidens litteratur. Især var hun betaget af J.P Jacobsens Marie Grubbe, som hun også skrev en yderst professionel kritik af i Bergens Tidende. Hvad der særligt optog hende ved romanen var Maries sind. Skram higede efter at trænge dybere ind i karakteren, måske fordi hun selv bar på mange af de samme træk som Marie: En kvinde der gerne ville have lov at være til på sin egen måde, men som samtidig var underlagt et bestemt ideal, både samfundets, men også sit eget.
Grebet af det nye radikale miljø slap det pietistiske livssyn mere og mere sit tag i hende. På denne tid begyndte hun at korrespondere ivrigt med Bjørnstjerne Bjørnson, og de to fortsatte denne brevveksling og specielle venskab helt frem til Amalies død.
På trods af den nye litterære interesse led Amalie psykisk. Müller var sært grov mod hende og var hende ofte utro. I vinteren 1877 fik hun et sammenbrud, og var i længere tid indlagt på Gaustad sindssygehospital. Efter opholdet fik hun, meget imod Müllers vilje, gennemtrumfet en separation, og den egentlige skilsmisse indtrådte, efter samtidens love og regler, tre år senere.
Sammen med sine to sønner flyttede Amalie nu til sin bror i Frederikshald. Separationen og den isolation flytningen fra Bergen førte med sig tog selvsagt hårdt på hende, men Amalie trøstede sig med brevene fra Bjørnson.
Pga. skilsmissen måtte Amalie nu forsørge sig selv, hvilket hun gjorde ved bl.a. at sælge broderier, hun selv syede, men især var hun en flittig anmelder, og i 1880 flyttede hun til Kristiania og kom ind i den litterære kreds af radikale mænd og kvinder – bohêmen, som de blev kaldt. Her trivedes hun almægtig godt. Samme måned som hun ankom til Kristiania, holdt Georg Brandes sine berømte forelæsninger, og i vrimlen omkring sig, fik han øje på Amalie, og var straks fanget. Senere opstod der en praktisk flirten mellem de to fra Amalies side. Praktisk, idet Amalie ville lægges mærke til for sit litterære virke, men dette endte i et yderst koldt svar fra Brandes:
“Når De ønsker, at De havde mig hos Dem på Deres balkon, så begynder mit hjerte at banke. Men når jeg læser videre, at det kun er for at bruge mig til litterær rådgiver, holder bankningen op. Er det alt, hvad jeg skal, kan jeg gerne blive hjemme.”
Brandes, der tidligere skildrede Amalie, ud fra sit første møde med hende, som noget af det smukkeste og mest betagende væsen, så ser man her en tydelig fornærmet (og gift, ikke at forglemme) mand. At han kun kan bruges som personlig rådgiver -hvor frækt! Åh, hvor har hun såret hans mandighed, og hvor afspejler det samtiden og denne dobbeltmorale mellem kønnene, som Amalie senere skriver om, fortræffeligt!
Som den modige kvinde der havde forladt sin mand, blev hun kvinden man talte om det forår. Hun var jo nærmest Ibsens Nora i egen høje person. Dog kom opmærksomheden i særdelshed fra mændene, men som separeret og med retten til sine to sønner med betingelse af, at hun ikke giftede sig de næste tre år, var der grænser for, hvad Amalie kunne tillade sig. Hun gik derfor for at være kold og kynisk, når hun gang på gang gav sine bejlere det glatte lag. Også den flotte, velhavende digter Alexander Kielland prøvede at lægge billet ind, men også han uden held.
Amalie trivedes i sine år i Kristiania. Flere og flere kunstnere, både danske og norske holdt jævnligt selskaber og knyttede venskaber. Særligt kom Amalie i den mest kendte kreds omkring maleren Frits Thaulow, som var gift med Ingeborg af den store danske familie Gad. En sommer sejlede han til Skagen med bl.a. vennen Edward Brandes og slog sig i selskab med Holger Drachmann og hele malerkolonien deroppe, som også senere blev en del af denne ”inderkreds.” Amalie blev hos familien Thaulow, sammen med sine sønner, en sand husven.
I 1882 fejrede Bjørnstjerne Bjørnson sin hjemkomst fra Amerika og den stærke medvind han der havde fået, med en stor fest. Blandt de inviterede var selvfølgelig den ”indre kerne” af kunstnere, men især Amalie indbød han som æresgæst. Det blev en afgørende dag for hende, for her skulle hun møde den danske redaktionssekretær, Erik Skram.
Erik Skram var høj, blond og smuk. På trods af sine 35 år var han endnu ikke gift, men levede en flygtig ungkarletilværelse i København, hvor han begik sig som journalist og forfatter. At han forblev ugift var ikke udtryk for nogen dyd, eller fordi der på anden måde var noget i vejen med ham. Det var nærmest et signal om, at han endnu i en moden alder ønskede at være en fri mand, der kunne gå i byen uden moralske skrupler bagefter. Det seksuelle optog en stor del af hans tanker, hvilket han i sine romaner prøvede at udtrykke. Og hvad de moralske skrupler angik, så havde han da alligevel også et par stykker – netop to børn med et ”fruentimmer” i Istedgade, som han måtte betale til. Derudover var han i en lang årrække i et slags forhold med den jævnaldrende Camilla. Som ung lagde han desuden billet ind hos sin gode ven, redaktør Billes hustru, og blev på trods af, at hun var en del ældre (og gift med hans ven), hendes elsker. Det var måske derfor et held for dem begge, at Erik mødte Amalie denne aften i 1882.
Deres forhold skulle dog allerede før, de giftede sig, bære præg af megen jalousi, misforståelser og hjerteskærende kvaler, men efter mange lange korrespondancer, hemmelige møder og overtalelser overgav de sig begge til de store og tærende følelser der fløj på kryds og tværs mellem dem. I 1884 forlod Amalie Kristiania for bestandig for at gifte sig og flytte sammen med Erik i København. Hun efterlod her sine to sønner, der nu var blevet hhv. 16 og 18 år, hvis far støttede dem økonomisk.
Ægteskabet med Erik skulle vise sig at føre store ting med sig for Amalie. Kort tid efter startede hun for alvor sit virke som forfatter, som jeg i næste indlæg vil tage hul på.
Jeg har valgt at bruge forholdsvis meget plads på Amalie Skrams baggrundshistorie, fordi den giver et klart indblik i hendes forfatterskab. Stoffet, hun skrev om var netop forankret i virkeligheden og hendes selvbiografi. Hun pegede ofte selv på, at det hun skrev om, og de personer der forekommer i hendes fortællinger, er nogle og noget hun selv har oplevet. Så for at forstå hendes forfatterskab, må man også nødvendigvis prøve at forstå hende. (Medmindre man er yderst nykritisk og blæser forfatteren et stykke.)
I næste indlæg om Amalie Skram vil jeg som sagt komme meget mere ind på hende som forfatter, hendes værker og efterfølgende skæbne.
3 meninger om “Amalie Skram, De første år”