Amalie Skram, gennembruddet

Amalie Skrams liv og forfatterskab var på mange måder nævneværdigt. Da jeg sådan rigtig begyndte at se efter, viste det sig, at der faktisk også var skrevet utrolig meget om hende. Som jeg skrev i mit første indlæg om Skram, som kan læses her, vil jeg i denne lille “trilogi” prøve at presse al den information ned i en nogenlunde overskuelig form. Herudover vil der løbende komme analyser af hhv. hospitalsromanerne, fortællingen om Hellemyren samt hendes sidste, ufærdige og nok mindst diskuterede værk, Mennesker, der først udkom efter hendes død. I dette indlæg vil jeg lægge særligt vægt på hendes egentlige gennembrud, men også forholdet til de kritiske mænd der huserede i hendes liv.

Året 1884 skulle på mange måder komme til at stå som et år med store omvæltninger for Amalie Skram. Det var året, hvor hun flyttede til København og blev gift med sit livs store, men smertefulde kærlighed Erik Skram, et år i forelskelsens og euforiens navn, men også et år for opbrud, krise og sammenbrud.

Det nygifte par lod som værende skabt for hinanden. De støttede hinanden i deres interesser, deres væren og drømme, men Amalie var en splittet sjæl, og Erik havde umiddelbart ikke fået øjnene op for de mere krævende sider af hende. Èn der dog kendte hende, måske bedre end hun selv gjorde, var Bjørnstjerne Bjørnson, og han gav da også allerede kort efter brylluppet udtryk for sin bekymring i et brev til den nygifte brud:

“Jeg ved, at fuld besked giver du ikke altid. Du er så pakket med ting, som skal forties eller omgås og dertil så forfængelig. Vidste Skram, at du søger din styrke af at være en frygtelig sanselig natur,i mad, i farver, i drik, i kønslyst og lader som om du ikke er det! Bare Skram vidste alt, så der ikke kom historier ud om det så uudgrundeligt, nervøst, i rigdom skiftende menneske som Du er.” 


Bjørnson kendte bedre end nogen anden til Amalies skrøbelighed, til hendes higen efter virkelig at mærke sig selv og livet, hendes livsbegærlige, men følsomme væsen. Og han havde anet, at Erik, med sit virke, måske ikke ville være i stand til at håndtere det, eller i hvert fald var han bekymret for, hvordan han og offentligheden ville håndtere det.

For offentlighedens dom skulle Amalie hurtig få at føle: Årene efter brylluppet var fortsat stemplet som en brydningstid. Der blev gjort op med køn, klasse og kirke. Man ville udviske de traditionelle grænser, nogle ville man fjerne helt, andre ønskede man blot at rykke. Dette vakte selvsagt politisk røre, hvilket blev fødslen for mange nye tidsskrifter og aviser, for nogen skulle jo skildre, alt det der foregik og gerne lægge op til debat for at få folket i tale. Og nogle af dem der nød godt af disse mange nye tiltag var ægteparret Skram. I 1883 udgav Amalie novellen Madam Høiers Lejerfolk, som fik stor ros, men samtidig vakte forargelse pga. dens dystre socialrealisme, som man på dette tidspunkt ikke var helt så vant med endnu. Ligeledes havde hun et utrykt manuskript til en novelle liggende, som Erik så store muligheder i, og som han fik trykt et kapitel af i Tilskueren.


Amalies forfatterskab begyndte herefter at blomstrer. I og med at hun var kommet til København, var hun kommet tættere på de store forlag, og Eriks position har ganske sikkert ogå været hende gavnlig. Med stor virkelyst, fantasi og hovedet fuld af idéer installerede hun sig i parrets fælles lejlighed og kastede sig over både anmeldelser og egne fortællinger. Året blev hermed et litterært gennembrud for parret, men dog varede det ikke længe før de politiske anliggender begyndte at skabe røre i forholdet mellem dem.

Tilværelsen som skribent var bestemt ikke noget, man blev tyk og fed af, og selvom de begge fik udgivet en del det kommende år, havde de alligevel stærkt brug for at supplere deres indkomst, så Erik gav sig i kast med lidt af hvert. På trods af mange stærke konkurrenter, fik han en del anmeldelser igennem, men brugte en yderst sikker form, som manglede den begavede skarphed, som f.eks. brødrende Brandes benyttede. Derfor kastede han sig i stedet over jobbet som rådgiver og markedsfører for Amalie. Selvom det ikke umiddelbart kommer til udtryk, fornemmer man en skarp og ildelugtende magtkrig mellem dem, måske nok især fra Eriks side:

“Jeg er ikke meget fornøjet med , hvad du skriver om dit forfatterskab, om end du er så henrivende sød i dine bemærkninger. Jeg havde lyst til at ruske dig. (…) Men min lille pige, det er ét, et andet er, at du så pinedød ikke kan få en linie til at due, uden at du føder og elsker den som dit eget barn, ammer det med din egen mælk. Du ved bedre end nogen anden besked om fru Ring.”


På én gang runger disse sætninger af kærlighed til Amalie, men samtidig er der en stærk undertone af nedladenhed, bagatellisering og kvindeliggørelse på den latterlige måde. Han har ikke helt kunne håndtere den trussel, Amalies talent har været i forhold til sit eget forfattervirke. Som kønsrollerne nu engang var fordelt på denne samtid, degraderer Erik med disse ord Amalies litterære virke til typisk “kvindelitteratur” forstået som: Det-er-ikke-virkelige-problemer-men-blot-verden-set-gennem-en-skrøbelig-kvindes-øjne. Derved anes problemstillingen om kvinders litteratur som værende uligeværdig med de mandlige forfattere.

Man kan forestille sig, at en så årvågen, intelligent og sanselig person, som Amalie var, på en eller anden vis har reageret på denne “hån” – direkte eller indirekte. Umiddelbart har jeg endnu ikke noget at have det i, men jeg tror, at de følgende års tragiske begivenheder kan bunde i denne behandling, hun allerede tidligt i sin karriere blev udsat for af både offentligtheden, men også på hjemmefronten.

Amalie blev dog også inspireret af Eriks kritik, hvilket bevirkede at hun i vinteren 1884-1885 udvidede novellen Fru Ring til en roman. Som med alle hendes senere værker rummede den klare selvbiografiske træk og gav et kraftfuldt indspark i sædelighedsdebatten.

Constance Ring, som romanen kom til at hedde, handler om en ung kvinde der bliver gift med den noget ældre Hr. Ring. Constance har store forventninger til ægteskabet, nok lidt for store. Hun er af natur meget kødelig, men har hverken erfaring eller reelle forestillinger om det ægteskabelige samliv, og føler Rings tilnærmelser som overgreb. Hertil anlægger hun en meget kold og hård facade, og gør hvad hun kan for at støde sin mand bort. Dog reagerer hun meget kraftigt på mandens svigt, da han henvender sig til andre kvinder og i det hele taget søger andet selskab, uden forståelse for sin egen medskyld.

Da Ring gør husets stuepige gravid, og Constance griber dem på fersk gerning, begærer hun øjeblikkeligt om skilsmisse. Hendes mor, der er meget mod den skandale, dette ville bevirke, får hende dog talt til “fornuft,” og Constance forbliver gift med Ring, der dog kort tid efter drukner ved en skibsulykke.

Efter al denne røre overgiver Constance sig til den hengivne Lorch og gifter sig med ham. Det lader umiddelbart til, at dette ægteskab giver plads til Constances forestillinger om kærlighed og hun giver sig hen.

Men Lorch har, ligesom størstedelen af mændene på dette tidspunkt, “lig i lasten.” Da hun finder ud af, at han har seksuelle forhold uden for ægteskab bag sig, ser hun pludselig noget anderledes på ham.  Da Lorch bliver syg og hans betagelse af Constance heller ikke længere er nær så stærk som før, søger Constance i højere grad selskab hos sin tredje tilbeder, Meyer. Igen er det Constances forestilling om Meyers “renhed” der drager hende, og hun er nær ved at give efter, da hun dog alligevel opdager, at også Meyer har tidligere forhold bag sig, endda et igangværende med Constances sypige. Dette bliver dråben der får bægret til at flyde over, og hendes blåøjede natur og selvoptagethed drager hende i døden.

Constance er af yderst dobbeltmoralsk og naiv karakter, og Amalie Skram ville med denne roman klarlægge følgende problemstilling: Dobbeltmoralen mellem kønnenes seksualliv, de modstridende forventninger man hver især havde og ikke mindst realiteterne deraf. Gennem den tjenestepige, som Ring gør gravid, sætter hun ligeledes spørgsmålstegn ved kvindens position og samfundets syn derpå: Hvordan kvinden i disse situationer altid ringeagtes og hvis liv ødelægges, men hvor manden kan leve ubemærket videre.

Amalie lagde altså op til en debat der på flere måder talte til folkets moral, og nok derfor fik den ikke ligefrem medvind.

Allerede under skriveprocessen var Amalie grebet af gåpåmod, så hun sendte idéen ind til landets, på dette tidspunkt, største forlag, Gyldendal, og den daværende direktør, Frederik Hegel var da heller ikke sen til at antage den. Amalie fik et relativt stort forskud på romanen, og man ventede nu blot på det egentlige produkt. Amalie havde altså så godt som et færdigtrykt manuskript, men da det faldt direktøren ind, at han måske burde læse det egentlige manuskript igennem, gik virkeligheden langsomt op for ham. Han havde blot antaget det fordi, “forfatteren var en dame, som ellers ikke giver sig af med realistiske skildringer,” (og som havde gode salgstal.) Men jo længere han kom i læsningen jo mere stødt blev han over de mange “krasse ord og stygge scener,” og han nægtede pure at udgive den i frygt for forlagets renommé.

Det der skulle blive det egentlige problem, ud over at det selvfølgelig satte Amalie i en yderst pinlig situation, var at Hegel forlangte forskuddet, som var så godt som brugt, betalt tilbage. Som førnævnt var ægteparret på ingen måde velhavende og levede af det periodiske arbejde, de nu kunne få. Det var altså på ingen måde muligt for dem at betale tilbage. Amalie fik dog en afbetalingsordning i stand, men denne bragte hende blot i økonomiske vanskeligheder resten af sine dage.

Amalie henvendte sig efterfølgende til andre forlæggere, men ingen syntes imponerede. Enden blev derfor, at Constance Ring udkom på et meget lille norsk forlag, men kun i kommission. Det skulle dog vise sig, at romanen solgte ganske glimrende og restoplaget blev overtaget af andre forlag.

Som en ironisk prik over i’et mødte debutten selvfølgelig megen kritik. Den første og nok mest betydningsfulde kritik skulle dog komme fra hendes ellers så store støtte og nære ven, Bjørnson:

“At du gav dig til at skrive en bog har harmet mig: at du fik lov til at udgive den af din mand, har ærgret og skuffet mig. Men flyder intet ubehag af det mellem ham og dig, så vækker bogen så meget opsigt, at den vækker en og anden til eftertanke. Og det er særdeles, åh særdeles meget… Jeg ser papiret har en blækklat. Men det har mit venskab for dig ikke. Troede jeg du var forfatter, så skulle du have set!”


Som også med Eriks kritik opsummerer disse sætninger noget så klart samtidens problematik: Man kan godt se, der er et problem, men man er ikke sikker på, man tør se det i øjnene, især ikke fordi, det er en kvinde der belyser det. For hvilken position sætter det ikke manden i – er det noget, man tør udfordre? I stedet maner man det pænt til jorden. På denne baggrund så man også, hvordan Bjørnson, der ellers i mange år havde været fortaler i sædelighedsdebatten, pludselig vendte 180 grader og nærmest blev dyden selv.

Amalie havde dog trods, eller måske med, kritikken ramt noget i folk. Selvom mange foragtede den yderst hårde socialrealisme, hendes fortællinger emmede af, var det alligevel noget man i dén grad talte om, fordi de så ganske glimrende beskrev, hvad det var for en skillevej, samtiden stod overfor: Skellet mellem realisme og idealisme. Og som førnævnt ikke bare prikkede hun, men aggressivt skubbede til folkets moral – noget der kan få enhvers sind i kog.

Men det var ikke kun seksualmoralen og kvindens position i ægteskabet der optog Amalie. Også emner som arv og miljø, ulighed i samfundet og de højere magters blåstempling af individet (både mht. religion, lægevidenskab og politik) var noget der lå hende nært.

Hendes romaner kan derfor opdeles i tre kategorier: Ægteskabsromaner, hospitalsromaner og slægtsromaner.

Ægteskabsromanerne tæller bl.a. Constance Ring, Forrådt, Lucie, Fru Inés samt en række noveller. Hospitalsromanerne, På Sct. Jørn og Professor Hieronimus er refleksioner over hendes eget ophold på Sct. Hans. Begge yderst kritiske og hårde værker, der for første gang nogensinde gav adgang til og indblik i behandlingen af psykiatriske patienter i Danmark.

Slægtsromanerne dækker over føljetonen Hellemyrsfolket der rummer Sjur Gabriel, To venner, S.G Myre og Avkom. Her er det et helt anden samfundslag, end hvad der ellers er beskrevet i eksempelvis ægteskabsromanerne, som folket får indblik i. Også her har Amalie været forgænger for sin tid. Hellemyrsfolket blev netop Norges første skønlitterære slægtskrønike, og man kaldte det for en helt ny type af nationallitteratur.

Amalie satte altså mange problemer under debat. De mest øjensynlige var ægteskabsinstitutionen, prostitution, dobbeltmoral mellem kønnene, fattigdom, alkoholisme, arv og miljø og hermed den sociale ulighed. Men hvad hun gang på gang endte ud i, ligegyldigt hvilket emne hun tog fat om, var spørgsmålet om menneskets prædeterminerede skæbne. Dette besvarede hun altid på tragiske vis med budskabet om, at mennesket intet kan stille op med dets forudbestemte skæbne. Herved satte hun altså også dystre spørgsmålstegn ved både sin egen og samtidens religionsopfattelse.

Det var en yderst dyster socialrealisme der prægede Amalies værker, men til sidst i hendes forfatterskab anede man dog et skift. I novellesamlingen Sommer er det netop en mere symbolsk tone der præger skrivestilen. Dog er emnerne stadig de samme. Det er her ikke realistiske fortællinger, men stemninger og nærmest øjebliksbilleder der forsøges afbilledet. Hvor hun før havde et problematisk forhold til de psykologiske skildringer af sine karakterer, væltede psykologien nu ud i symboler og stærke undertekster. Det blev hermed ikke historien der var vigtig, men karakterernes indre liv. Måske kan man også herudfra ane, hvor det bar hen med Amalie. Hendes nyfundne skrivestil siger måske i virkeligheden mest om hendes egen sindstilstand – at det nu ikke længere var så let for hende at holde sig til historien, fordi hendes indre tilstand pressede mere og mere på.

I næste indlæg om Amalie Skram vil jeg fortælle om den desværre dystre drejning, hendes forfatterskab og skæbne tog, men også se lidt nærmere på, hvorfor hun har fået så stor betydning for sin eftertid.