I det første indlæg om Amalie Skram fortalte jeg om den unge, nygifte Amalie, og hvordan hendes skæbne dannede grundlag for et senere gennembrydende forfatterskab. I 2. indlæg var det den store litterære succes der var i fokus, men i denne sidste fortælling om Skram får det en mere dyster udgang.
Amalie Skram begyndte omsider at få lidt af den anerkendelse, hun fortjente, men på den ægteskabelige front blussede problemerne op. Ikke bare stod Erik og Amalie på hver sin side i sædelighedsdebatten, hvilket skabte problemer nok, men deres litterære virke bragte dem også gentagne gange og i længere perioder fra hinanden. Amalie nærede ikke den store tiltro til Erik, især ikke efter at hun fandt en pakke præservativer i hans lomme før en forestående rejse. Erik undskyldte sig her med den evindelige undskyldning, den ene side af sædelighedsdebatten også drejede sig om, at mænd blot havde en anden og mere gennemgående seksuel drift end kvinder, og at det altså var helt naturligt og nærmest en nødvendighed, at mændene måtte “spise ude” indimellem, når nu mænd og kvinders mængde af lyst ikke var ligevægtige. Erik klagede hertil over Amalies temperament, som i virkeligheden nok har været hendes higen efter ligeværdig behandling, men samtidig hendes meget sanselige, varmblodige og omskiftelige natur. For omskiftelig var hun. Som samtidsforfatteren Nils Collett Vogt beskrev hende i sine erindringer, Fra gutt til mann:
“Hun hujede, hun skreg i skræk, i jubel, i ophidset ubændig lykke. Flagrende skørter, i disse nådens øjeblik følte hun sig fri, befriet for alle de hensyn hun daglig tvang sig til at tage, men som hun ikke havde natur til at bøje sig under. Til daglig levede hun bag jernstængerne i sin digtnings celle. (…) Det gnistrede fra hende. Bagefter var hun selvopgivende, socialt usikker som hun også var.”
Det har øjensynligt ikke været nemt at leve i en tid, hvor hele verden var i opbrud, men hvor så mange stadig ængsteligt prøvede at holde fast i formerne, når man selv var en yderst splittet sjæl der på én gang ville have selvstændighed, ligeværdighed, fest og farver, men samtidig havde en så indgroet forestilling om kærlighed, tro og traditioner.
Både Erik og Amalie levede og åndede for individets frigørelse, men denne kamp rev dem også fra hinanden. På den ene side prøvede de ihærdigt at støtte hinanden i deres individuelle frihed, men denne bar jalousi og mistillid med sig. Erik håndterede det ved at opildne Amalies jalousi, men samtidig besvarede han hendes vrede med en kølig arrogance, dog aldrig direkte benægtende sine fejltrin. En velkendt tese vedrørende denne taktik, beror dog på, at det var fuldt ud bevidst fra Eriks side for at holde gang i Amalies forfatterskab.
I 1893 tog Amalie alene til Bergen i håb om at få skrevet og ikke mindst få ro på den opildnede situation, hun havde skabt for sig selv. Hun havde på dette tidspunkt fået en datter med Erik, som hun under opholdet i Bergen var alene med. Amalie havde siden fødslen været yderst ængstelig for sin datters ve og vel, og dette bidrog til mange søvnløse og tankefulde perioder. Til sidst blev situationen dog så tilspidset, at Erik indså, at hun måtte komme hjem, men den lange tids adskillelse og situationens realitet inden afrejsen bekymrede dem begge. Det skulle dog heller ikke hjælpe specielt meget på situationen, at Amalie kom hjem. I 1894 kogte alle aspekter over og kom til udtryk i stærkt skiftende sindsstemninger og nervøse udbrud, som førte til flere voldsomme scener, hvor hun forsøgte selvmord og måtte indlægges på sjette afdeling på kommunehospitalet under den berygtede overlæge Knud Pontoppidan. I hospitalsromanerne Professor Hieronimus og På St. Jørgen beskrev Skram efterfølgende på ærligste vis behandlingen af psykiatriske patienter samt sine egne erfaringer. Disse skildringer blev et syn ind i psykiatrien, hvor kun meget få ellers fik et indblik. Man stolede ofte blindt på lægerne, og det var derfor også de, der havde det sidste og afgørende ord, som det bliver bevist i Skrams fortællinger. I de pågældende sager om netop Pontoppidan gav bl.a. Herman Bang også sit besyv med.
Under opholdet følte Amalie sig dog stærkt svigtet af Erik, og efter sin udskrivelse tog hun til Helsingfors, hvor man i brevene til Erik tydeligt kan udlede, at hun langtfra var rask. I brevene rippede hun blot op i fortiden og sin stærke jalousi.
Det efterfølgende år levede de hovedsageligt hver for sig. Undervejs udgav Amalie sin hævntogt, hospitalsromanerne, men efterlod også sin datter i pleje. Erik oplevede hertil fremgang i sin karriere, og måske man kan sige, at de begge har haft godt af adskillelsen.
De sidste år før århundredeskiftet gik ægteskabet mellem Erik og Amalie langsomt i opløsning. I denne periode måtte Amalie også flere gange tage til Norge, først og fremmest fordi hendes to sønner, der begge havde hang til at se lidt for dybt i flasken, kom i dyb krise, men også senere da hendes højtelskede bror, Ludvig døde, efterfulgt af Amalies tidligere mand, August Müller og slutteligt hendes far. Efter faderens død kom hun dog til at stå sin mor meget nært, hvilket besværliggjorde afstanden. Hun opholdt sig derfor i længere perioder i Bergen og blev her påvirket af sin mors stærke religiøsitet, hvilket man måske kan sige sig selv ikke har hjulpet på hendes ustabile tilstand.
I 1899 flyttede Erik og Amalie officielt fra hinanden, efter Amalie noget tid forinden havde indgivet begæring om skilsmisse. Erik prøvede længe at slå det hen, men begges miserable tilstand bevidnede om, at det var til alles bedste.
Amalie følte det som en stor befrielse at være alene, og en form for eufori greb hende. Hun inviterede til store selskaber i sin lejlighed og brillerede med livlig underholdning, men lige under den muntre overflade rasede hendes sårbarhed, og hun brød snart med mange af sine venner, gerne over små misforståelser, grundet hendes ustabile tilstand. I lange perioder lå hun pga. sygdom til sengs, og hendes medicinforbrug steg.
Kort før det endelige opgør med Erik fik Amalie med nød og næppe kæmpet sig igennem udfærdigelsen af de sidste to bind i Hellemyrsfolket, og en femte fortsættelse var også aftalt med forlaget, men denne måtte hun opgive. Forlaget holdt hende dog i et stramt jerngreb. Gælden fra Constance Ring fulgte hende stadig, og direktøren Peter Nansen pålagde hende at betale 5% i rente af restgælden. Selvom hun med venners hjælp og en arv kom til at stå lidt bedre økonomisk, var denne gæld stadig en stor byrde for hende.
De følgende år tårnede problemerne sig op om Amalie. Hendes sygdom og skiftende sindsstemning satte grænser for skriverierne, og samtidig lagde hun sig ud med sine to sønner, Jakob og Ludvig og tilmed Bjørnson, som ellers havde været hendes tro forbillede gennem det meste af livet. Hendes overforbrug af medicin medførte ofte uheld, hvor hun kom til skade, og i 1905 fandt hendes datter hende død i hjemmet.
Folk omkring hende var ikke i tvivl om dødsårsagen: Hun havde tre gange tidligere forsøgt selvmord, og forud for det endelige havde hun skrevet et brev til Edvard Brandes, hvori hun befalede, at hun kun skulle have én krans på kisten – kransen fra sin datter, Johanne. Hun skrev ligeledes:
“Ingen skal følge mig, ingen tale, ingen skal sende blomster.”
Ligeledes dikterede hun i brevet, hvad der skulle stå på gravstenen. For det første tog hun, af ubestemte årsager, det lille selvbedrag at gøre sig et år yngre end hun var (?), og dernæst befalede hun retten til at stå som dansk forfatter. Formodentlig fordi hun i Norge mødte så megen kritik tidligt i sit forfatterskab og aldrig rigtig fik chancen for at bryde igennem som anerkendt forfatter. Måske det også forklarer hendes meget fordanskede “norske” sprogbrug?
På trods af Amalies forbud holdt man alligevel en mindehøjtidelighed i Studenterhuset. Salen var helt igennem smykket med de norske farver og var fuld af mennesker og blomster og ikke et eneste dansk flag, men som Georg Brandes bagefter sagde: “Det er kun danskere, der kan være så beskedne!”
Nekrologer og mindedigte i pressen hyldede Amalie Skram som en stor og vigtig skikkelse i nordisk litteratur. Senere på året spillede Dagmarteatret hendes skuespil Agnete med Betty Nansen i hovedrollen. Alle hyldede den store, kvindelige forfatters virke, men én der skulle gå bemærkelsesværdig stille med dørene var Erik. Om han var til stede ved højtideligheden er uvis, og efterfølgende har han udskrevet hende fra alt. Ikke engang i den selvbiografi, han nogle år senere skrev, nævner han hende med ét ord. Selvom deres forhold endte smertefuldt er der ingen tvivl om, at hun har haft stor betydning for ham – at de inderligt har elsket hinanden. Alligevel er det efterfølgende som om, hun aldrig har eksisteret for ham. Heller ikke ved Erik Skrams død i 1923 nævnte man i dagbladenes nekrologer hendes navn.
Amalie Skram var forud for sin tid. Selv for Georg Brandes var hendes tunge indimellem for skarp. Hun mødte stor modstand, og livet bød hende mange prøvelser. Måske netop denne forudgåen for tiden medførte den store personlige og smertefulde splittelse, hun oplevede, og man kan begræde, at hun først for sent fik den anerkendelse, hun fortjente. Men omvendt: Uden den megen smerte, frustration, misforståelse, ulighed og mangel på accept, var hendes værker højest sandsynlig ikke blevet skabt, og hendes samtid havde lagt i fornægtelsens dvale.
Selvom der er gået næsten 150 år siden, Amalie Skram første gang satte et offentligt punktum, og der er løbet meget vand i åen siden, så har hun stadig stor betydning.
I en opgave jeg lavede, da jeg tog min HF, belyste jeg problemstillingen omhandlende det udgangspunkt, vi på trods af det store fokus på ligestilling og kampene der for, altid i litteraturen vender tilbage til: Det evindelige “En kvinde er intet uden en mand.” Her satte jeg netop et værk som Constance Ring op over for den nutidige forfatter Helen Fieldings kultroman, Bridget Jones og den ligeså omsiggribende serie, Sex and the city. Her var det påfaldende, hvor meget af den, under Skrams samtid, udskældte og stærkt debatterede dobbeltmoral mellem kønnene, der går igen i de moderne romaner. Problemet er bare, at man i disse nye romaner tager alt, hvad kvinderne under det moderne gennembrud kæmpede så hårdt for, nemlig ligeværd og håbet om at komme den seksuelle dobbeltmoral mellem kønnene til livs, og smadrer det fuldstændig ved konstant at claime, at en kvinde absolut intet er uden en mand.
Dengang var min endelige slutning noget i retning af, at Chick lit var ødelæggende og en skændsel for menneskeheden, at det ikke fortjente titlen litteratur. I mellemtiden har jeg fået flere (og måske mere velovervejede og nuancerede) perspektiver derpå, og arbejder nu på en tanke der hedder: Er dét som, litteraturen peger på, at vi mennesker, lige meget hvor individualistiske vi prøver at fremstå, ikke kan være noget uden hinanden – at spørgsmålet ikke kun handler om, hvorvidt en kvinde er noget uden en mand, men at ingen er noget uden et andet menneske? Jeg synes jo, Amalie Skram er et udmærket eksempel herpå. Samtidig er hendes tese om, at man ikke kan ændre på sin forudbestemte skæbne og hendes eget personlige eksempel en interessant vinkel at knytte dertil.
Ligestilling, ligeværd, dobbeltmorale og individets rolle i verden er temaer der aldrig går af mode, fordi det er evigt foranderlige størrelser. Forfattere holder forhåbentlig heller aldrig op med at belyse det og komme med deres bud på mulige indfaldsvinkler. Sammendragningen mellem ny og gammel litteratur, nye og gamle perspektiver vil ligeledes altid være interessant, fordi det fortæller en historie, fordi det hjælper os til at forstå. Med denne forståelse opstår muligheden for at skabe nye vinkler og veje, og derfor må man aldrig glemme de forfattere der skabte grobund for dér, hvor vi står i dag.
Hvis man er interesseret i at læse mere om Amalie Skram kan man til fordel lægge ud med Kristian Hvidts fortræffelige portræt af ægteparret Skram i Det moderne gennembrud set igennem Erik og Amalie Skram, 2015, Forlaget Vandkunsten.
Der findes dog også mange andre skriverier om Amalie. Èn af de mest gennemgående portrættører er den britiske professor, Janet Garton, som står bag bl.a.
Amalie Skram: brevveksling med andre nordiske forfattere, Janet Garton, København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/Reitzel, 2005
Caught in the enchanter’s net: Amalie and Erik Skram’s letters, redigeret og oversat af Janet Garton, Norwich: Norvik Press, 2003
Elskede Amalie: brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram , udgivet af Janet Garton, Oslo: Gyldendal, 2002
Janet Garton: Amalie, et forfatterliv, Gyldendal Norsk Forlag, 2011
Også litteraturhistorikeren Pil Dahlerup, berører Amalies forfatterskab i værket, Det moderne gennembruds kvinder, 1983
Det samme gør Elisabeth Aasen i Amalie, silkestrilen sin datter, 1997 som udkom i forbindelse med 150-året for Amalie Skram. Heri ses der nye perspektiver på forskningen af forfatteren.
Aasen har samtidig skrevet en række andre interessante værker som tager udgangspunkt i kvindelige forfattere omkring det moderne gennembrud bl.a. Vår bestemmelse er å giftes, 1978 og 1800-tallets kvinner, på vei til stemmerett, 2013.
Skram skrev mange breve, både til sin mand, men også til Bjørnson. Denne samling er udgivet af Øyvind Anker og Edvard Beyer i værket, Og nu vil jeg tale ut – men nu vil jeg også tale ut.
Her tænker du på “Amalie Skram, Sammenbruddet”