Amalie Skrams børnefortællinger – det er ikke for tøsedrenge!

Amalie Skram – udvalgte Fortællinger, udgivet første gang i 1909 på Gyldendalske Boghandel og Nordisk Forlag, denne udgave er første værk i BoDs kvinderække fra 2005

I mine tidligere indlæg om Amalie Skram (som man kan læse her ) har jeg lagt vægt på hendes ægteskabs- og slægtsromaner, men som det måske er nogen bekendt, så skrev Skram også en række fortællinger for børn. I 1890 udgav hun Barnefortellinger, som indgår i dette samlingsværk. Det var i årene omkring denne, at man for alvor fik øjnene op for børnelitteratur i Norden, og flere forfattere udkom med deres bud på børnefortællinger.

Siden antikken har det været kendt, at litteraturen skulle have en opdragende effekt, og det må man sige at kunne få øje på, hvad enten det er i H.C Andersens moralske eventyr, eller med Lewis Carrol’s Alice i Eventyrland. 

Hvad der dog var særlig kendetegnende for børnelitteraturen, og som stadig er det, var de eksotiske omgivelser og de fantastiske begivenheder. Fortællingerne kunne dog ligeså godt udspille sig i en norsk bygd eller en københavnsk provins som på fjerntliggende sydhavsøer, men sammensætningen af dramatiske spændingsfortællinger, og den deri indbyggede moral, dannede rammen om enhver børnefortælling, og rev de unge læsere med.

“Det var Lørdag Eftermiddag, og en Del af Skibene flagged i Solskinnet og Vindstillet ovenpaa Uvejret, som havde raset i flere Døgn og pisket Havbundens Mudder op til Overfladen, saa at Vandet, der aldrig var ganske klart, idag havde en skiddengraa Farve.”

Skrams såkaldte “børnefortællinger” rummer til tider en meget dyster realisme, der umiddelbart virker som ret hård kost for et barn. Gennem læsningen sad jeg og forestillede mig at skulle læse en af historierne højt for et barn som f.eks. godnatlæsning: Jeg tror nok, man ville kunne se frem til et par ugers forstyrret søvn af en mareridtsramt tumling, hvis man serverede en af de pågældende historier!

Skram er, som tidligere fortalt, kendt for sin psykologiske realisme. Det er sjældent den ydre handling der står i centrum for hendes fortællinger, hvilket heller ikke gør sig gældende her. Dette kan man måske godt undre sig over med det in mente, at hun netop henvender sig til et yngre publikum. Normalt er børnebøger spækket med fantastiske, maleriske beskrivelser af omgivelserne, af personernes ydre, landskabet – det hele er så sødmefuldt og froté-agtigt, men det overser Skram fuldstændig og overdynger i stedet fortællingerne med religiøstklingende moralprædikener øjnet i dybt psykologiske perspektiver.

Der er ikke ret meget, der er skønt i Skrams små historier. Vandet er skiddent og husene lugter, kvindernes næser er spidse og bevortede, og mændenes stemmer buldrer. Dertil bliver børnene straffet for deres letsindighed og mangel på gudsfrygt. De værste ting overgår dem, idet de fejler, og børnenes egen fantasi hjælper kraftigt budskabet om respekt og lydighed i mål.

“Jammen end Tante Lise da? Havde hun kanske ikke stjaalet og løjet? Igaar løj hun for Rangle og så, at Mamma blev borte i 14 Dager, og her forleden havde hun ta’t den Kringle, som var faldet ned fra Kagekonens Kurv og gi’t den til en Fattiggut. Og hendes Mamma havde ofte bedt Inger lyve, naar der kom Visitter, som hun ikke vilde være hjemme for. Hvorfor skulde det saa være saa meget værre, at hun gjorde det? Jo, hun vidste det nok. Det var, fordi de smaa Børn, skulde bli til Engler, men de Voksne blev bare til Lam og saa’nt. Derfor maatte Børnene være saa snille, saa snille.”

Èt af Skrams hovedbudskaber, der går igen i samtlige hendes værker, er idéen om, at man aldrig kan løbe fra sin skæbne, og det er endnu engang, hvad hun også prøver at belære børnene om: Alt hvad du gør, alle beslutninger du tager, vil have en konsekvens. Dine handlinger vil følge dig, og ligegyldigt hvor meget du prøver at ændre dit fremtidige liv, vil din skæbne altid indhente dig. I disse fortællinger er det dog ikke fremsat som noget negativt, men snarere som et slags held.

Tidspunktet, fortællingerne er skrevet på, bærer tydeligt præg af Skrams, i denne periode, ustabilitet. Det var i disse år, hun lagde op til brud med ægtemanden, Erik Skram, og i lange perioder boede hun hos sin pietistisk og stærkt religiøse mor, der uden tvivl har påvirket hende. Ligeledes ser man i fortællingerne, hvordan hun trækker tråde tilbage til sit første ægteskab med kaptajnen, August Müller med hvem hun og parrets to drenge sejlede verden rundt. De to drengeskikkelser, hvis heftige sind og bekymrende handlinger skaber fortællingernes uhygge, optræder flere gange, og også her kan man muligvis ane den uro og røre Skrams egne drenge skabte på samme tidspunkt.

Det kræver ikke den store opfindsomhed fra læserens side at drage paralleller mellem disse fortællinger og gøre sig en forestilling om Skrams egne tanker over tilværelsen – at se dem som et slags tilbageblik på hendes egen rolle som mor, hvad hun har givet videre, hvordan hendes børn er blevet påvirket, og hvor det har bragt dem hen. I en af fortællingerne navngiver hun endda hovedpersonen med sin egen datters navn. Her er det også tydeligt at mærke, at hun højst sandsynlig har haft en meget levende og klar rollemodel i tankerne for karakteren. Denne er langt mere elskværdig og ægte, og læseren falder straks i medlidenhedens fælde for den stædige, surmulende, men sympatiske Johanne i novellen, Det blaa Atlaskesbaand og den røde Dukke Silke. 

Karakteristisk for samtidens børnelitteratur var dog, at det var skabt af voksenlitterære forfattere, som skildrede børnene i teksterne på en måde, så teksterne appellerede til både børn og voksne, hvilket måske klarest ses i målet om belærende budskaber. Hvad der dog især ramte mig i disse fortællinger var den hårde tone – manglen på gode og rare ting. Men som Sylvia Plath udtrykte det så fint, i hvad der må være et af mine yndlingscitater:

“Why the hell are we conditioned into the smooth strawberry-and-cream Mother-Goose-world, Alice-in-Wonderland fable, only to be broken on the wheel as we grow older and become aware of ourselves as individuals with a dull responsibility in life?”

Hvorfor pakker vi altid børn ind i vat? Hvorfor fylder vi dem med fortællinger om prinsesser i farvestrålende kjoler og gyldent hår, som altid får prinsen på den hvide hest? Hvorfor bilder vi dem ind, at verden er et rart sted at være – de får jo et chok den dag virkeligheden banker på!

Som Skram så kynisk fortæller det: Hvis ikke du kan dine lektier, falder din mor i vandet og er lige ved at drukne for øjnene af dig, for så kan du lære at lave dine lektier i stedet for at holde øje med små negerdrenge på havnekajen! Den var nok ikke gået hos Disney!

Hvad jeg dog i modsætning til dette godt kan studse over, er Skrams behov for kold og kynisk realisme, selv for de mindste, når man tænker på, hvor ofte hun selv prøvede at flygte fra hverdagen, og hvor meget hun holdt af netop denne flugt. Hvorfor må børnene så ikke længes lidt? Og endnu en ting, der slog mig under læsningen: Hvorfor bilder vi børn så mange ting ind, hvorfor skræmmer vi dem med vores moralprædikener, i stedet for bare at sige tingene som de er? Som barn fik jeg f.eks. gentagne gange at vide, at man ikke måtte pille næse, fordi fingeren kunne sidde fast. Jeg kunne bare se på min oldefar, der manglede halvdelen af sin pegefinger – den anden halvdel sad oppe i hans næse, sagde min mor, og man havde været nødt til at skære den af. (Det var måske ikke så mærkeligt, at jeg altid gik og gloede op i min oldefars næse!) Man måtte heller ikke gøre sig skeløjet, for så kunne øjnene sidde fast, og sad man for tæt på fjernsynet, var den også gal. Jeg gik endda i klasse med én, som var skeløjet! Og så skulle man spise op, for ellers kom julemanden ikke til jul, og når Hjem-is bilen ringede med klokken, så var det fordi, han havde udsolgt! Hvad.Er.Meningen!?

“Men Ole laa længe vaagen og pintes ved Tanken om, at denne Tildragelse sikkert var en Straf fra Gud, fordi han to Ganger var sovnet fra Fadervoret. Og saa Lyset, som han havde glemt at slukke. Moren vilde faa vide det, for det var jo udbrændt, og det skulde ha varet i to Aftener til.”

I sin sidste fortælling drager Skram dog mod blødere landskaber. Her fortæller en lille pige sin mor om drømmelandet, Majkaland. Moderen gør først en smule grin med pigens fantasi, men drages alligevel af barnets evne til at skabe disse forestillinger. Til trods for de bløde former ender historien alligevel, mellem linjerne, i en melankolsk dødssøvn, og det minder mere om en hyldest til døden end til livet. Men sådan var det vel også for Skram.

Skrams historier var i sin bogstaveligste forstand taget ud af virkeligheden, og man må sige, hun har taget Platons lære om litteraturens opdragende effekt til sig. Der er ikke lagt fingre imellem, og som der står på bagsiden af bogen, var hun ukrukket nordisk.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.