Efter endt læsning tænkte jeg, at dette er en bog, jeg ville være gået langt udenom, hvis jeg havde vidst, hvad den indeholdt. Alligevel kom jeg gennem den, opslugt, besnæret, og jeg er bange for at indrømme, hvorfor.
Anatomi. Monotoni handler om Vår og Lou. De er flygtet til London, fordi Vår elskede Elskeren i Frankrig lidt for meget. I London forelsker Lou sig i Sidney og vil lege en leg: Hvis Vår klarer at forelske sig igen, som hun gjorde i Elskeren, så vil han forlade Sidney, ellers ikke. For han vil være et større menneske denne gang, tackle jalousien og kærligheden bedre. Så Vår sætter alt ind på at finde en hun kan elske igen – altså, ud over Lou. For det som holder kærligheden ved lige mellem Lou og Vår er kærligheden til andre. De kan ikke have patent på hinanden, men alligevel river jalousien i dem fra alle kanter.
Det er vel muligt at elske mere end én, det er muligt at begære mere end én, men hvordan skal man leve med det? Det enkelte menneske vil have frihed, bestemme over eget liv, men samtidig vil vi eje hinanden. Det er let at få ejerskabsfornemmelser, for det man elsker mest, vil man vel ikke dele med andre. Man er bange for at miste dette dyrbare, at det skal forsvinde, blive fristet af noget andet, noget bedre? For det er nok det, der ødelægger det for Vår og Lou: fordi de sammenligner sig selv med den andens anden, fordi de stiller krav, til sig selv, må leve så forbandet meget op til noget, som de ikke er, fordi de tror, det er det, den anden vil have. For begge digter de op. Mens denne handling udspiller sig i London – mellem Vår og Lou, Elskeren og Sidney, siden Amerikaneren, så skriver Vår en roman om Ragnhild, Cyril, Beverly og Maleren for at få fortællingen om hende selv og Lou til at gå op. Og Lou læser med, både i romanen og i hendes tanker.
De lever i hinanden og af hinanden, og det bliver destruktivt for både dem selv og dem de elsker, dem de begærer. De fleste falder fra, og til sidst har de kun hinanden, men måske ikke engang det. For kan kærligheden og begæret overleve en flugt til Bø, en brand og en sodet barndom?
Kærligheden mellem Vår og Lou bliver symbiotisk, den bliver monopoliserende, da de flytter tilbage til Vårs barndomshjem. Hun hader sin bror August og er misundelig på Augusts hund, bliver jaloux, fordi Lou bruger så meget tid med August, fordi han kan lide ham. Vår kæmper med at skrive sin roman færdig, kæmper med at få sandheden, fiktionen til at gå op, og til sidst brænder det, men det var også nødvendigt.
“Av og til har jeg på følelsen at vi holder på å lære å leve selvstendig, uten hverandre. Jeg liker ikke når han introduserer meg som sin kone. Min kone, min stokk, min hatt… Lou synes jeg er prippen. Et ord er et ord, mener han. Men for meg er et ord mye mer enn et ord. Jeg drømte aldri om å finne mannen i mitt liv. Jeg ville være uavhengig. Fri.”
Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg have forventet at få ud af den her roman, men i hvert fald ikke det, jeg fik, hvad det så end er? Den er meget fransk, og jeg har sikkert luftet det lidt før – min foragt for fransk litteratur, det er så insisterende, så følende og famlende, højtsvævende og latterligt filosofisk, og det samme er denne roman. Den er så smækfyldt med kvalmende klichéer, at jeg normalt ville have kastet den ud ad vinduet med en sådan fart, at det havde været dødbringende, hvis nogen fik den i hovedet. Men jeg gjorde det ikke.
Der er stor forskel på, når fortælleren forsøger at være dyb og filosofisk, og når hun er det. Når hun prøver, med udmalkede klicheer, så mislykkes det, men når hun ikke forsøger, med almenheder og jordnære betragtninger, så træffer det én ganske hårdt. Jeg troede, at jeg med denne konstatering havde fat i den lange ende, men så siger Vår: ”Jeg leker bare med klisjeer.” Hun leger med klicheer, fordi livet er en forbandet kliche, fordi Vår og Lou er en kliche, deres romancer og kærlighed er fyldt med klicheer, og det er faktisk til at brække sig over, men alligevel overgiver jeg mig fuldstændig til fortællingen og lader mig drive ind i det: ind i begæret, ind i den smertefulde kærlighed. Vår fortsætter at forklare, at Lou ødelægger (kærligheden, begæret, det fine) ved at rive i stykker og analysere, og det slog mig: Det samme gør man, hvis man forsøger at analysere for meget på denne bog: Den fungerer ikke, hvis man forsøger at analysere, den må bare få lov at eksistere, idet man læser den og ellers ikke. Ligesom et begær, måske?
Selvom romanen emmer af følelser og kærlighed, så dvæles der på en måde heller ikke ved noget. Tempoet er højt, og man fornemmer en rastløshed hos karaktererne, en rodløshed. Og måske er det det, som gør dem ude af stand til ”bare” at have hinanden. Det er som om, de gerne vil finde ro med og i hinanden, men det kan ikke rigtig lade sig gøre. Måske fordi de begge digter op – så utrolig tæt på virkeligheden, og det ved vi jo alle kan være risikabelt… Men hvorfor også denne trang, tænker jeg, til at digte op, fylde på, pille i og rode rundt? Jeg forstår det godt, men jeg ville nok også selv ønske, at jeg ikke gjorde. For som med så mange andre tilfælde, så handler det for Vår og Lou om at finde en historie om dem, som er til at leve med, og de vil altså gerne tro på fortællingen om: “den eneste måten vi kan holde sammen på, er ved å være med andre. Det tror vi virkelig.” Det er bare det, at historien ikke altid ender sådan, som man gerne vil, at den skal gøre.
“Du er forvirret. Nei, ikke forvirret, men nostalgisk. Og nostalgi betyr jo ikke annet enn at noe som har vært, er over, og så skulle man ønske det var nå. Men sannheten er at du ikke elsker meg lenger, at forelskelsen er borte, sommerfuglene i magen. Du holder deg fast i meg, fordi minnet om å ha elsket meg er sterkere enn vissheten om at du ikke gjør det lenger.”
Jeg har lyst til at overgive mig til denne roman, for den er også fin – med alle sine klichefyldte følelser, men jeg bliver samtidig irriteret. Jeg tror, det skyldes, at selvom karaktererne forsøger at elske sig til frihed, forsøger de samtidig at undskylde sit umiddelbare begær med kærlighed: Som om de har brug for at legalisere friheden og tiltrækningen til et andet menneske med kærlighed. Som om det gør deres leg mere udholdelig, hvis de kan sige, at det er, fordi de elsker – hinanden og de andre. Samtidig synes jeg, det er barnligt: deres umiddelbarhed, deres egoisme og deres begærlighed. Men måske er de også bare bange, og frygt har vel ingen alder?
Romanen insisterer på dårlige klicheer, som en måde at fortælle læseren, at denne må forholde sig til det – til den kvalmende kærlighed, og jeg tror, jeg bliver opgivet, fordi jeg bliver skræmt: af det de dårlige klicheer vil fortælle mig. Så derfor holdt jeg ud og hang ved, fordi det var godt at blive holdt fast i noget, jeg er bange for. Jeg ved bare ikke, om jeg føler mig specielt forløst, jeg er nok bare endnu mere skræmt end før, fordi jeg fandt ud af, at meget af det er sandt, alle de her klichéer, og hvordan fanden skal man leve med det? Må man digte en historie om det eller hvad?
“-Jeg ville at Anatomi. Monotoni skulle være en bok om meg, men slik ble det ikke. For jo mer jeg fantaserer, desto nærmere kommer jeg virkeligheten, er ikke det rart?
-Jo
-Mens når jeg prøver å skrive slik det virkelig var, er, kjenner jeg det ikke lenger igjen.”
