“Arkivarens testamente” : Du skal ikke tro på alt, hvad du hører.

Arkivarens testamente, Helga Hjorth, Gloria Forlag
Arkivarens testamente, Helga Hjorth, Gloria Forlag 2019

“Everyone has a story to tell, so be nice – always,” står der på væggen til Nora fra kultserien SKAM. I Helga Hjorths nye roman Arkivarens Testamente går en anden Nora rundt og må på samme måde forholde sig til andres historier – også de hun ikke selv har bedt om.

Langt nede i Arkivet, hvor skægkræene kryber, hvor lydløse hemmeligheder dvæler, har den ellers så retskafne arkivar Gudmund Gravdal efterladt sig en æske med dokumenter. Før sin død skriver han et brev til sin unge kollega Nora, hvori han beder hende om at destruere indholdet – uden at læse! Men hun kan jo ikke bare sådan skille sig af med dokumenter, hun ikke ved, hvad indeholder; hun kan ikke sådan gribe ind i historien, ændre på fortiden for at skabe en nutid der er til at leve med, det forstår Nora hurtigt. Det samme kunne Gudmund heller ikke, og det er sikkert derfor, han har bedt hende gøre det: At tage ansvaret for det, han ikke selv kunne afslutte. Eller hvad?  
I dokumenterne gemmer sig hemmeligheder som kommer til at berøre både Nora, men også nære og bekendte. Spørgsmålet bliver, hvad hun skal stille op med sin nye viden.

Er det alt, vi behøver at huske, eller har nogle historier bedre af at blive glemt? Hvorfor forsøger vi at skjule, når alt alligevel kommer for en dag? Dette er bare nogle af de mange spørgsmål, Hjorth rejser gennem fortællingen om specialarkivar Gudmund og efterkommeren Nora.

“Det var så mange ulike typer ofre i den saken, og den var over førti år gammel, var det ikke like greit å glemme snart da, eller skulle de aldri få fred?”

Det vælter ud med modstridende historier, tolkningsmuligheder, hints og usagtheder i et slående tempo fra romanens første sider. Hvorfor hørte mormoren f.eks. aldrig fra sine forældre igen, dengang hun fik barn med en tysker? Var det med henblik på at blive gravid, at Noras mor besøgte den venlige og hjælpsomme arkivar, eller var han slet ikke så venlig endda, men drog nytte af en kvinde i en sårbar position? Historiens udfald afhænger af, hvem som beretter, hvem som læser, hvad hensigten er. En historie er ikke den samme for mig som for dig, den er din samtidig som den er alles, en historie slutter aldrig.

Helga Hjorth, Arkivarens testamente, Gloria forlag

Da jeg første gang læste Hjorths forrige roman Fri vilje, skrev jeg om den, at jeg havde vanskeligt ved at finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til værket og til fortælleren. Jeg skrev, at jeg umiddelbart hellere så Hjorth, ikke som forfatter, men som forurettet. Jeg måtte dog undervejs erkende, at det ikke nødvendigvis var sådan det var. Historien afhænger ligeså meget af det lys, man ser fortælleren i. Dette bliver klart for Gudmund, da han som dreng er i Paris med sin far. Han ser ham sidde der i skyggen af Champs-Élysées med en mælkehvid drink i hånden, og pludselig er han ikke den far, han kender hjemmefra. Også Nora må indse, at der findes andre fortællinger om dem hun holder af. Mormoren er ikke bare den gamle, glemsomme kvinde, som løser krydsord og læser krimier. Hun er andet end fiskeboller og hvid sovs.

Arkiv er noget som har været, noget dødt, men samtidig rummer det uendelig meget liv: historier får liv, når de læses.
Som “ung og dristig” onanerer Gudmund i arkivet. Han lugter og smager på dokumenterne, han vil være ét med dem og lader sig forløse ud over dem. Dette er i grunden en ganske sigende handling, for senere skal det vise sig, at Noras eksistens måske endda begyndte der i arkivet, og det var jo det, Gudmund ville, sætte sine spor, sprede sine frø, blive ét med arkivet, med historien, bringe den videre: give liv. Det er jo det, vi alle er her for, vi indgår i et hjul, i et mønster. Vi er ringe i træets årer, vi er grene på dens stamme, som det fremlægges i romanen:

“Det mest fantastiske var likevel hvordan faren hadde klart å trylle med det treet. For en gang hadde han hentet en gren fra et helt annet tre, i en hage bak et gjerde i Stavern, og podet den på villepletreet. På den grenen kom det epler som var store og søte. Faren forklarte henne at det var viktig hvilket tre grenen kom fra. Men det var like viktig hvor den grodde, og hva som ga den næring.”

Gudmund har podet en lille kvist dernede i arkivet, og måske var det hensigten, måske var det ganske tilfældigt. Den efterladte historie fortæller ingenting om Gudmunds eller morens hensigter. Det er op til Nora at sætte den sammen på en måde som er til at leve med – for hende.

For der er mange ting som ikke er, hvad de udgiver sig for at være i denne fortælling. Der er ikke sparet på spændingen, og det var da også det, samt måden Hjorth ubesværet styrer læseren gennem handlingen, der rev mig hen over siderne i rasende fart. Spændingen camouflerer på denne måde de lidt mindre heldige detaljer i værket: f.eks. de momentane udmalkede metaforer, eller når fortælleren forsøger at presse meningen ind med mokkaskeer – insisterer på, at læseren forstår budskabet. Sådan virkede det i hvert fald på mig, umiddelbart. Jeg tror dog, at jeg, efter at have tænkt lidt, har forstået, at det handler om en anden slags insisteren: Det er ikke nødvendigvis, fordi fortælleren tror, jeg er dum og derfor må overforklare, men fordi jeg skal forstå, at nogle ting være insisterende. At der findes nogle ting, som vi er tvunget til at forholde os til, for ellers vil de bare blive ved med at poppe op, som en tumling der altid rejser sig, som skægkræ i et arkiv: Hvis ikke man griber ind, så æder de alt op.
Men det er så heller ikke nødvendigvis konklusionen i denne roman – at man gribe ind. Eller jo, det er netop det: Man gribe ind, men der er forskel på, hvordan man griber ind, om man brænder hele lortet, eller om man rydder op på hylderne, sorterer og lægger alt på rette plads – hvis det da overhovedet er muligt.

Historiefortælling er ikke bare lige sådan at gå til, det bliver ganske tydeligt i denne roman. Historier er også magt. Den som ved noget om andre kan vælge at fortælle historien eller ikke, bruge fortællingen til det formål han eller hun ønsker. Gudmund fortæller om, hvordan han er i position til at vise spændende dokumenter frem til nysgerrige besøgende, men det er bare ham, der kan røre ved dem. Han kan tage på historien, påvirke den, i princippet gøre med den hvad han vil. Med de hengemte dokumenter bliver det også ham der bestemmer, hvilke historier som fortælles. Det samme kan man sige om forfattergerningen: det er forfatteren som bestemmer nøjagtig, hvor meget og hvad der fortælles. Så kan læseren være nok så nysgerrig på historien (bag), men det er historiefortælleren der har magten – over hvad som fortælles, hvor meget og om hvem. Sådan fletter Hjorth kløgtigt flere stikpiller ind mellem linjerne til en anden debat, hun også har insisteret på.

“Alt var jo ikke slik Nora trodde, som de andre forega: enkelt, avklart. Det var historier som ikke var fortalt. Ting hun ville ha snakket med moren sin om, men som det nå for alltid var blitt for sent for. Historier som mormoren fant det for godt å dele når det passet for henne. Hva ville hun med det, tenkte Nora. Hvorfor dele familiehemmeligheter når dem det angikk, var borte, når de som kunne gi svar, lå døde og begravet?”

Der findes mange etiske dilemmaer i denne bog, mere end nok til flere romaner. Der er idræts- og kulturministeren som råber højt om antidoping, men som ikke selv har rent mel i posen, der er advokaten som har taget del i forsikringssvindel, men af de rette årsager, en kvinde som ønsker sig et barn så meget, at hun laver rav i biologen, en arkivar, som mener det godt, men som ikke klarer at bære det ansvar der følger med. Der er nok at tage af, der er nok at tænke over, og det bliver der også gjort så ganske grundigt: Nora grubler og moraliserer, oftest med en kølig distance, der for mig umiddelbart virkede lidt for rationel til at være troværdig. Hun føler ikke så meget, som det også står et sted, det overlader hun til andre. (men altså, med alle de følelser er der vel fare for, at det også kan påvirke historien?)

“Hvordan skulle det være mulig for henne å forstå noe slikt? Men hun skjønte godt at mormoren ikke ville åpne det brevet. Det forsto hun. For hun måtte jo ha blitt utrolig såret. Kjempesint på moren og faren sin. Og skuffet og redd.”

Nora “føler” på egne vegne gennem mormorens fortælling, ved at lytte og forsøge at forstå. Det er måske lettere sådan? Hun lægger bånd på sig selv og undskylder sine umiddelbare følelser og reaktioner. Det irriterede mig, man får lyst til at ruske hende, hvilket veninden Hedda også gør. Men det der irriterede mig mest var vel, at jeg forstår Nora, at jeg måtte erkende, at sådan er vi bare nogen der har det 😉 Alt som fortællingen skrider frem, jo flere genfærd Nora må se i øjnene, bliver hun dog også mindre og mindre rationel, mere troværdig, men samtidig utrolig korrekt i eftertænksomhedens lys. Alting går på magisk vis op i en højere enhed, men det gør det vel også, hvis man netop insisterer: på at finde frem til en løsning, en etik – en morale.

De mange dilemmaer giver også anledning til mange løsninger. Hver gang Nora ræsonnerer sig frem til én, og jeg tænkte: “Ja, ja, men hvad så med…?”  og et kort øjeblik troede, at jeg evnede at se tingene klarere end fortælleren, så går der ikke længe, før fortælleren viser, at også det, er der tænkt på, også det finder Nora frem til. Ingen kan lide perfekte mennesker, vi opdrages vel på en måde til at fatte sympati med- og forståelse for de som kan og som tør at indrømme deres egne fejl og mangler. Vi omtaler ofte forfattere som modige, når de skriver om deres uperfektheder – der bliver da også talt en hel del om mod i denne roman – men det er sgu også utrolig modigt at turde at være så pisse korrekt som det er tilfældet her.

Ligeså mange dilemmaer der findes i bogen, ligeså mange sproglige billeder og metaforer er der, nogle bedre end andre, men alt i alt viser det et overskud fra forfatterens side, som jeg synes er nævneværdigt. Der er som sagt tænkt på stort set alt i denne roman. Det kan opfattes som kontrol, det kan opfattes som kløgt, indsigt og evnen til at sætte sig ind i andre menneskers situation. Jeg går for det sidste, det synes jeg, der er masser af grund til, for historien er kompleks, der bliver kastet mange bolde i luften, men Hjorth formår på forunderlig vis at gribe dem alle med stor overbevisning.

Helga Hjorth, Arkivarens testamente, Gloria Forlag

Med den både indledende og afsluttende reference til fortællingen om Pandoras æske skal det vise sig, at det som sådan ikke er selve historien, vi har allermest brug for, men håbet. Ligegyldig hvor forfærdelige fortidens historier er, så efterfølger et håb: Med de erfaringer Nora gør sig efter kendskabet til Gudmunds henlagte dokumenter, håber hun, at det værste er ovre. Nora kunne umuligt have forestillet sig, hvad dokumenterne fra Gudmund indeholdt, på samme måde som Pandora umuligt kunne have forestillet sig, hvad der gemte sig i æsken fra Zeus – hvad udslippet ville forårsage. Heldigvis kan vi ikke forestille os sådan nogle ting, fordi vi kun kan begribe det vi ved – om andre f.eks. Hvis man bare kender mormor som mormor, så kan man jo ikke forestille sig hende som tyskertøs, så er det pludselig en helt anden person, en helt anden historie, som man umuligt ville kunne have tænkt sig til selv. Vi kan bare håbe, at der gemmer sig en god fortælling bag.

Ikke alle historier behøver nødvendigvis at fortælles – der behøver ikke at skrives roman om alt. Man behøver ikke at plage folk med alt, man ved om dem, for alle historier eksisterer vel, hvad enten man skriver dem ned, eller om de ”bare” står og samler støv i et arkiv? Nogle historier føler vi vel ganske enkelt pligt til at berette om, fordi vi ikke vil, at de skal gentage sig, men er det ikke også nogle gange nok, at de implicerede ved og husker, eller måske glemmer? En historie ændrer sig som sagt alt efter, hvilket forhold man har til beretteren, hvilken sammenhæng man evner at se det i og hvad man vil bruge fortællingen til: om det er for at få hævn, forsvare sig, sætte sig selv i et bedre lys – sætte andre i et dårligere, om man ønsker at beskytte sig selv og de man holder af. Hverken mennesket eller historien om dem er bestandig. Under alle omstændigheder skaber vi en fortælling som er til at leve med. Det bliver i hvert fald den konklusion jeg må drage efter de mange insisteringer her.

“Ikke alle hemmeligheter er verdt å blø for. De fleste er mer interessante før de er avslørt.”

Umiddelbart er Arkivarens testamente ganske letlæst, men når al spænding er forløst, må man give sig selv tid til at gå tilbage og fordybe sig. Det er vel det samme som at opholde sig i et arkiv: Umiddelbart synes det som en masse gammelt livløst papir, men når man giver sig tid til at læse, så vrimler det med både genfærd, skægkræ og røverhistorier. Hjorth insisterer på at fortælle om ting vi burde diskutere mere, selvom det er indviklet, selvom vi måske ikke altid ønsker at vide – med fare for at vi kommer til at vide noget, vi ikke umiddelbart synes, vi magter. Det er aktuelt og vedkommende. Andre ting i fortællingen er mere letvindte og ganske ofte yderst underholdende. Jeg lo, jeg tænkte, jeg undrede mig og jeg blev rørt. Læs den, det anbefales!

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.