Kan man tillade sig at have et ønske om at dø, når man befinder sig blandt folk som har gjort alt for at overleve? Hvorfor er det først, når man stilles ansigt til ansigt med andre menneskers elendighed, at man forstår, hvor værdifuldt ens eget liv er, og er det så alligevel så værdifuldt – hvorfor tror man, at man nødvendigvis må tænke sådan: at fordi der findes andre, som har det værre end én selv, så har man ikke lov til selv at have det dårligt?
Jonas er en mand på 49 år. Han er nylig fraskilt, har ikke haft kropslig kontakt med et andet mennesker i 8 år 5 måneder og 11 dage. Han har netop fået at vide, at hans datter ikke er hans datter, og han har besluttet sig for at dø, en dag i maj.
“Jeg har alltid sett for meg at den femte måneden ville bli den siste måneden i livet mitt og at det til og med ville bli mer enn én femmer i den siste datoen, om ikke femte i femte, så femtende i femte eller tjuefemte i femte. Det ville være bursdagsmåneden min.”
Men det er ikke bare lige sådan at planlægge sin egen død. Hvornår skal han gøre det, hvor, hvordan? Han kan ikke udsætte sin datter, som ikke er hans datter, for at finde ham, vil naboen ane uråd, når han spørger om at låne hans gevær – ham som aldrig har haft sådan én i hånden før, ham som aldrig har dræbt nogen?
Jonas googler forfattere som har begået selvmord og finder ud af, at der findes mange alternativer til udførelse, at der findes bestemte aldre at gøre det i, at metoden også kan afhænge af køn. Det som dog tiltaler ham mest er Hemingways valg: Han skød sig med sin yndlingspistol, og ligesom ham opsøger Jonas krigen. Den florerer om ham, har på en måde altid været en del af ham, på afstand. Morens bogreol på plejehjemmet er fyldt med krigslitteratur, hun snakker altid om katastrofer og missioner. Krigen, som ikke eksisterer, er en indgroet del af dem begge, men som sagt, bare på afstand. Det minder mig om Tom Kristensens ord: “Jeg længes efter skibskatastrofer og pludselig død.” Når mennesket har det for godt, så får det brug for ødelæggelse, det får brug for en krig – fysisk som mentalt.
Jonas finder efter mange overvejelser ud af, at han ikke kan dø hjemme, han må rejse: en lang og sidste rejse. Inden afgang skiller hans sig af med sine møbler, sit tøj, farens firma. Han rydder op i kælderrummet, noget som skulle have været gjort for længst, og finder en kasse med en påskrift som indikerer, at indholdet skal smides ud. Han husker kassen. Det har været meningen, at den skulle smides ud både under forrige flytning og flytningen før det, men han husker ikke, hvad der er i den og hvorfor den skal smides ud.
I kassen finder Jonas sine gamle dagbøger. De består af optegnelser over vejret, over seksuelle erobringer, indkøbslister og Nietzsche-citater. Han har skrevet om mødet med ekskonen Gudrun, om lidelse og om skønhed, som i hans verden vejer 4252 gram og måler 52 cm.
“Jeg er enig med mamma i at det er enklere å tallfeste lidelse enn sterk lengsel.”
I dagbøgerne finder Jonas ligeledes ud af, at spørgsmålet om hans egen eksistensberettigelse altid har optaget ham. Men er han kommet nærmere noget svar? Ikke umiddelbart. Menneskene omkring ham har samme spørgsmål, men han registrerer dem vel ikke rigtig, hører ikke ordentlig efter, hvad det er naboen, Svanur egentlig siger, når han udtrykker bekymringer for sin kone, snakker om havets farve eller form. Men sådan er det vel? Vi føler os så små og ubetydelige i verden, at alt er så flygtigt, at vi må skynde os at give afkast, mens vi er her – det er magtpåliggende og nødvendigt at være noget. Vi bliver så opslugt af vores egen ubetydelighed – af at måtte eksistere, at vi glemmer at andre stræber efter det samme.
“Hadde jeg befunnet meg i Salomons høysang og lest: brystene dine er som druer, ville jeg trolig vært en gift mann fremdeles. Litt senere må hun ut på badet, og når hun kommer tilbake sier hun:
-Kranen lekker.
Neste dag ligger der en lapp på kjøkkenbordet der det står:
-Det er gått en lyspære i gangen.
Slik møtes vi på halvveien; jeg formidler lidelse til henne, hun deler ut oppgaver til meg.”
Jonas googler sig frem til krigshærgede områder og finder et hotel i et af de farligste lande i verden, men for tiden er der våbenhvile, så han booker sig ind.
På hotellet er der bare ham, en anden mand og så en kvinde, som taler det samme sprog som hotellets bestyrere: en bror og en søster, som driver hotellet for en tante som er flygtet. Søsteren, Mai har desuden drengen Adam, som ikke taler og som bare vil tegne med den røde og den sorte farve. Hotellet er tydelig mærket af krigen. Der har stort set ingen gæster været siden den brød ud, men nu er der pludselig kommet tre på én gang. På hotellets hjemmeside står der noget om sjældne mosaikbilleder og et badehus, men da Jonas spørger efter det, lader værterne som om, de ikke ved, hvad han snakker om. Jonas kommer efterhånden til at forstå, at det handler om tillid og om tilhør.
Egentlig var det jo meningen, at Jonas rejste til Hotel Silence for at dø, men efterhånden som han kommer i kontakt med menneskene der, hører deres historier, får indblik i deres skæbner, bliver det sværere og sværere for ham. Han kan ikke udsætte Mai for at finde ham hængende fra en krog i loftet, hende som har set både sin far og sin mand blive likvideret. Tænk, hvis hun også har Adam med sig, når hun finder ham.
Selvom Jonas har pakket ganske beskedent – man har vel ikke brug for hverken skiftetøj eller barbermaskine, når man skal dø, har han alligevel taget en boremaskine med sig. Umiddelbart et studseligt objekt at tage med sig, når man er “på ferie,” som er hans officielle forklaring for opholdet, men sikkert indlysende, hvis man er “on a mission,” som beboerne er overbeviste om, at han er. Ligegyldig, hvad formålet er – med rejsen, med boremaskinen viser det sig at være nyttigt. Med det medbragte værktøj begynder han at reparere, bore sig ind i væggene, i rørene, ind i tilværelsen til de mennesker, som lever der. Han sørger for, at de får vand, og at nye liv kan begynde. Han får en opgave.
“Mange kommer for å skjule arr, sier tatovøren, og snakker til meg gjennom speilet. Når han snur seg, ser jeg ikke bedre enn at det er hovene til en steilende hest som stikker opp av singleten bak. Han strekker seg etter en stabel med plastmapper, velger en av dem og blar i den på leting etter et bilde han kan vise meg.
-Middelaldrende menn velger ofte vinger, hører jeg ham si.”
På den ene side er denne roman utrolig letlæst, på den anden side, findes der et væld af symboler, nogle mere originale end andre, nogle ganske letfordøjelige, andre lidt mere kreative. Der er mange referencer og citater, og man kan tolke dem eller lade være – jeg tror, historien er lige god uanset, for på en eller anden måde fornemmer man en slags cyklus i fortællingen. At alt hænger sammen og må gå op i en højere enhed, men at den enhed opstår helt automatisk, hvad end man selv handler eller ej: at efter regn kommer der før eller siden sol, efter død kommer liv, og at med lidt boring, et par hængsler og en klat maling kan i hvert fald de ydre omstændigheder renses for blod og lig. Det hjælper jo også lidt. For selvom alting måske nok går i ring og sker uden, at man selv har noget at skulle have sagt, så bliver man netop nødt til dét: at sige eller at gøre noget for på den måde at skabe en mening, at være et formål. Det er yderst klichéfuldt, men stadig rigtigt: Mennesket må føle, at det er noget i verden for at finde lysten til at leve livet, og det er så det, Jonas finder der midt i elendigheden: en mission, en mening, han får en opgave.
Man kan vælge at læse denne roman som noget deprimerende eller som noget, i sidste ende, opløftende. For det er en fortælling om liv og om mening. At mening ikke behøver at være højtravende eller dybdeborende, at man nogen gange kan nøjes med at skrue en skrue i væggen og lade det være formål nok, mens man andre gange må se blodige vægge med skudhuller for at forstå, at man er heldig nok som man er. Samtidig er det ikke nødvendigvis sådan, at fordi nogen har været tæt på at dø, må en anden værdsætte livet dét mere. Hvert enkelt liv handler vel om at have et formål i sig selv for at have en værdi, som er til at leve med – for den enkelte?
Det er sikkert lettere at talfæste lidelse, at tælle antal skudhuller i væggen, det er lettere at måle og veje et barn og kalde det skønhed, men også dette kan jo, eller vil jo på et eller andet tidspunkt bringe lidelse og længsel med sig, fordi der efter regn kommer sol, efter sol kommer regn, efter liv kommer død og efter død kommer liv, sådan er det bare.
Man kan lære sig at danse, tænde for musikken, selvom verden er askegrå og tung, det er muligt at vende pistolen mod sig selv: Det er en handling, det er et valg. Livsværdi kan ikke måles og vejes, og slet ikke har man kontrol over, hvad der skal til for, at andre føler denne. Man kan handle i forhold til sig selv, men man kan ikke, selvom man borer nogle huller og skaffer lidt maling, styrer om det er nok for andre, for alle. Mens man maler den væg for en som har mistet hele sin familie i krig, går der måske en rundt på den anden side af kloden som tilsyneladende har alt, men som alligvel vælger at lade sig skylle væk. Sådan er det bare. Det kan både være deprimerende og opløftende.
Arr er en tankevækkende og livsbekræftende roman, men den er også deprimerende og gør ondt. Den er på den ene side genial konstrueret, men samtidig utrolig almen og enkel. Det afhænger vel af valg, man tager, af formål og handling.
