At skjule sig bag fiktionen: Hvor mange gange skal jeg høre dén historie?

 

“Man skriver og skjuler seg. Man kler seg i språk. Det gjelder for Rousseau, det Maurice Blanchot skrev om Kierkegaard: “Ved til en viss grad uopphørlig å snakke om seg selv og reflektere over begivenhetene i sitt liv, oppstiller Kierkegaard som regel for seg selv ikke å si noe viktig om dem og grunnlegger sin storhet på å bevare hemmeligheten. Han forklarer og tilslører seg.” “ 

Ovenstående citat stammer fra Tomas Espedals interessante roman, Gå. eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv. Dette har endnu engang fået mig til at tænke på virkelighedslitteraturens kerneproblem, eller rettere, læseren af virkelighedslitteraturens kerneproblem: Er denne historie sand eller ej, og hvorfor læser jeg i det hele taget dette?

Espedal skriver videre:

“Men skrivingen er også det Akilles’ spyd som leger det såret det har forårsaket; det er skrivingen som gjør at Rousseau kan befolke sin ensomhet med lesere og idioter”

Forfatteren søger et tilhørsforhold gennem skriften; et fællesskab blandt sine læsere, nogen som lytter, nogen som anerkender, og læseren, han søger ganske belejligt det samme: Genkendelse, accept og forståelse – hvilket smukt partnerskab!

Hernæst citerer Espedal Montaigne:

“Lesere! Dette er en oppriktig bok. Den forteller deg allerede i begynnelsen at mitt eneste ønske med den er personlig… Altså, lesere, er det meg selv som er emnet for min bok.”

I dag får man næppe nogle forfattere til at indrømme, at deres bøger handler om dem selv. Selvbiografier har for det første ikke samme status som romaner, og så længe man benægter virkelighedsnærværet, kan forfatteren jo tillade sig alt godt beskyttet af fiktionstitlen.

Denne fiktionsbeskyttelse giver forfatteren mulighed for igen og igen at bringe sig selv på banen. Så længe det blot har rod i virkeligheden, men aldrig afslører den egentlige “virkelighed,” kan historien fortsætte for evigt: “Ved til en viss grad uopphørlig å snakke om seg selv og reflektere over begivenhetene i sitt liv, oppstiller Kierkegaard som regel for seg selv ikke å si noe viktig om dem og grunnlegger sin storhet på å bevare hemmeligheten”, som Espedal citerer.

Men hvor mange gange man kan fortælle den samme historie? Hvor længe gider læseren at høre på den?

Det er snart et par år siden, jeg første gang blev bekendt med Vigdis Hjorths forfatterskab. Jeg kunne (og kan, trods alt, stadig) godt lide den meget ublufærdige stemme i hendes romaner. Der er ikke lagt fingre imellem, og selvom det er ganske vanlige liv, så føler man alligevel, at der er noget på spil. MEN! Nu har jeg efterhånden læst en række af hendes værker, og jeg har opdaget noget ganske ubehageligt: Jeg har brugt tid, penge og energi på at læse den samme historie igen og igen og igen!

Første ledetråd kom, da jeg læste en række essays af Hjorth, og jeg begyndte her at tænke: “Har jeg ikke læst det her før?” Det paradoksale var, at det netop var under læsningen af et essay, hvor Hjorth kommenterer på beskyldninger om plagiat. En måneds tid senere læste jeg romanen Tredje person entall, og allerede efter få sider fik jeg deja-vu. Jeg var sikker på, jeg havde læst denne bog før, men vidste samtidig, at det ikke var tilfældet. Der var så mange passager, så mange scener, beskrivelser, karaktertræk osv., som var mere eller mindre nøjagtig gengivet i Hjorths seneste roman Arv og miljø. 

Dette satte flere spørgsmål igang hos mig:

1. Hvordan kan forlaget tillade sig at tage penge for at udgive den samme fortælling flere gange – er det lov?
2. Er det plagiat, når man ordret gengiver noget fra sine egne, tidligere tekster uden at gøre opmærksom på det?
3.Er jeg virkelig den eneste som har opdaget det her? Det kan jeg umuligt være, men hvis ikke, hvorfor er der så ikke nogen der siger noget? Der går lidt Kejserens Klæder i den her, gør der ikke?
4.Hvad er idéen med at kredse om den samme fortælling gennem et helt forfatterskab?

Jo flere gange man siger noget højt, jo mere virkeligt bliver det. Det er et almen kendt råd, at har man dårligt selvværd, skal man bare gentage for sig selv, at man er god nok, og til sidst vil man begynde at tro på det. Måske er det det samme her: Måske fortæller forfatteren den samme historie igen og igen for at gøre det virkeligt, for sig selv og for læseren? Ville det have virket, hvis forfatteren allerede i sin første roman kom med beskyldninger om incest – ville læseren have lyttet? Ville læseren have vist interesse for forfatteren, hvis alt blev afsløret med det samme – ville forfatteren efterfølgende kunne have solgt nogle bøger? Forløsningen er som bekendt størst, hvis den opbygges over tid…

Jeg hører og læser ofte om forfattere der siger, at de bliver drevet af, at læserne kender sig igen i deres fortællinger; at de på den måde kan hjælpe læseren til at føle sig hørt. Og det er også en ganske nobel gerning, men jeg ved ikke, om jeg med mit kyniske sind tror på det. I udgangspunktet er jeg af den opfattelse, at alle menneskets handlinger er egoistiske, og i dette tilfælde føler jeg mig så ganske bekræftet i min overbevisning. Jeg tror, denne “forklaring og tilsløring” er et resultat af et almenmenneskeligt, paradoksalt sammenstød mellem ydmyghed og egoisme: Man vil gerne høres, man vil gerne være i centrum, men man vil ikke klandres for at være selvoptaget. Derfor “skriver man og skjuler sig” bag fiktionen.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

2 meninger om “At skjule sig bag fiktionen: Hvor mange gange skal jeg høre dén historie?”

  1. Det er en interessant problemstilling, du tager op! Jeg er også ved at granske Vigdis Hjorths forfatterskab lige for tiden, både i primær- og paratekster, i forbindelse med mit bachelorprojekt. Og ligesom dig er jeg stødt på de mange sammenfald, ikke kun mellem forfatter og fortællere, men også mellem ‘fortæller og fortæller’, så at sige. Du er ikke den eneste, der har opdaget det, fx har en læser på den norske blog ‘Moshonista’ lavet en sammenlignende læsning af Tredje person entall (som jeg endnu har ’til gode’ – eller hvad?) og Arv og miljø: http://moshonista.blogspot.com/2017/02/samlesing-vigdis-hjorth-bergljot-versus.html

    1. Tak skal du have! Ja, det er virkelig et interessant, men overset emne, eller måske nærmere uudtalt. Det er lidt som om, vi ikke rigtig tør tage diskussionen, fordi forfatteren er “anerkendt.” Så skal man bare automatisk synes om det der bliver skrevet. Det lyder spændende med dit BA-projekt! Hjorths fortællere er jo interessante på mange måder! (Her anbefaler jeg faktisk særligt “Tredje person entall” – der er nogle interessante aspekter at fremhæve i forhold til fiktion og fakta, forfatter og fortæller.) Og tak for tippet 🙂 Jeg læste også selv et lignende indlæg her:https://solgunnsin.blogspot.com/2016/11/vigdis-hjorth-resirkuleringens-dronning.html

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.