At skrive om sig selv og sine problemer: Heltegerning eller eksponeringstvang?

Når en forfatter skriver en bog som ligger nær virkeligheden, er det første læseren som regel tænker på, om det er noget, forfatteren selv har oplevet. Det giver vel en eller anden form for troværdighedsgaranti?
Om det er sandt eller ej, vi synes i hvert fald, det er modigt, at forfatteren står frem. 

Skønlitteratur som tager udgangspunkt i det ærlige individ bliver mere og mere fremtrædende og hyldes i større og større grad. Det er fortællinger som rummer et eller andet form for “tabu,” men som forfatteren nu er så “modig” at sætte ord på. Denne form for socialrealisme er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen, men måden vi taler om det, betydningen af værkerne og ikke mindst vægten af forfatternes ord har ændret sig markant. 

I 2015 startede litteraturforsker, Mette Høgh en debat om det navlebeskuende element hos samtidens debutanter. Noget hun mente særligt gjorde sig gældende hos de kvindelige forfattere, og som derfor fik debatten til at handle mere om (anti)feminisme end egentlig litteraturkritik.
Hvad der dog er interessant at trække frem fra denne forgangne debat, særligt fordi det ser ud til at blive mere og mere relevant, er diskussionen om eksponeringstrangen i samtidens skønlitteratur, men også i det nordiske mediebillede. 

Mette Høgh påpegede dengang, at debutanterne havde en tendens til at ville skrive om sig selv og sine egne problemer. Det blev for klaustrofobisk med al den navlebeskuelse. Hvad ragede det os, at de tog en masse medicin og pendlede frem og tilbage mellem Forfatterskolen og Psykiatrisk afdeling? En hel masse, tænkte jeg umiddelbart! Er det ikke ret væsenligt at belyse en sådan problematik? Er det ikke temmelig vedkommende at få øjnene op for, at så mange tydeligvis har psykiske problemer, og ikke mindst at finde ud af hvorfor?

Jeg mot meg, NRK 2018

De sidste 8 uger har 2.sæson af den norske dokumentarserie Jeg mot meg rullet over skærmen, og det samme har debatten om denne serie: Kan producenterne tillade sig at udnytte unge menneskers eksponeringstrang for egen vindings skyld, er det overhovedet for egen vindings skyld – for underholdningens skyld, eller kan vi tro på, at producenterne rent faktisk har en etisk og helt igennem altruistisk agenda? 

I netop denne debat fremhæver producenterne af serien, det som altid hyldes hos de “modige” forfattere, når de fortæller deres vigtige og ærlige historier, som vi andre så skal lytte til og lære noget af:

“Våre deltagere ønsket å dele sin historie og sitt forsøk på endring, for å hjelpe andre. Det er en sterk og uselvisk posisjon”,

skriver Elisabeth Stabell og Stefan Faldbakken i deres indlæg til debatten. Endvidere skriver de:

“Vi er helt enige med artikelforfatteren i at “kult er ikke nødvendigvis klokt.” Men vi er rimelig sikre på at akkurat det skjønner deltagerne i programmet også. Vi er nok alle klokere enn hva Torgalsbøen tror.”

Hvordan kan de være så sikre på, at disse unge mennesker går til denne “opgave” ud fra et uselvisk ønske? Er de sikre på, at deltagerne forstår, hvad opgaven indebærer? Er de sikre på, at seerne forstår det? For hvad er det, vi vil, at de skal være, disse foregangsmennesker, som påtager sig opgaven at ofre sig selv og eksponerer sin egen frygtelige historie for at lære os andre noget: Lære os, hvad det vil sige at gå i gruppeterapi, lære os om det givende udbytte deraf? Hvad er det, vi tror, at forfatterne bag disse bøger om deres eget hårde liv fortæller os? At vores problemer er okay, at vi er okay trods vores problemer, oplevelser, erfaringer, fordi forfatterne har det lige sådan, fordi de har beskrevet, hvordan det føles at have det sådan, og så kan vi spejle os i det og føle os lidt mere forstået?
Det er en smuk tanke det der med det selvopofrende, men jeg ved ikke, om jeg tror på det. Jeg ved ikke, om jeg tror på, at det har nogen positiv effekt, at alle mennesker pludselig står og blaffer helt vildt og tovligt på de sociale medier og med lynets hast udgiver den ene bog efter den anden om deres altoverskyggende problemer.

Frygt avler frygt, som man siger, og jeg tror, der her er fare for samme tendens: Jo mere man fremhæver disse fortællinger om psykiske lidelser, overgreb, omsorgssvigt, minoriteter som føler sig krænket, (episoder som i mange tilfælde egentlig kunne have nøjedes med betegnelsen “kærestesorger,” “PMS”, “misforståelse” eller “almen vej ud af symbiose”), jo større risiko er der også for bagatellisering, fordi alle pludselig skal have en historie.

Alle har en historie, og ja, der er noget fint i det der med at dele og lære af hinandens erfaringer, men så snart disse fortællinger bliver trukket ud i det offentlige rum, opstår automatisk en tendens til at skulle overgå hinanden for at blive hørt. Folks nyhedsfeeds – på Facebook, på avisernes netsider, på Instagram – er glohede, forlagene kæmper om læsernes opmærksomhed, og derfor må man have en virkelig exceptionel fortælling for at blive hørt. Nogle har exceptionelle fortællinger – vigtige og lærerige historier, som tjener et godt formål, når de eksponeres for offentligheden. Og vi hylder menneskerne som fortæller de historier. Forfatterne siger, at de håber, at deres historie, deres mod, kan inspirere andre til at stå frem med lignende historier. Det er vigtigt, at vi læser deres erfaringer, så vi kan hjælpe og støtte hinanden i de ting, vi finder vanskelige. For så kan det også være, vi kommer til bunds i, hvorfor så mange pendler mellem Forfatterskolen og Psyk., og derfra kan finde en løsning og omlægge ruten. Dét er vigtigt!

Men som jeg skrev, så opstår der en fare for at vi, med alle de her historier, som avler flere historier, som bliver frygteligere og frygteligere i deres retorik for at vinde spalteplads, gør tingene værre end de er. Så bliver et blik fra en forbipasserende mand til en forulempelse, så bliver PMS til en psykose og så bliver kærestesorger til en livslang depression. For alle skal have en historie. Alle skal fortælle sin historie, for ellers er der stor fare for ikke at føle vigtig nok og forsvinde i mængden. Og det er der fandeme ingen der vil.
Det er et basalt menneskeligt behov at få bekræftelse og blive anerkendt for de ting, vi gør, og i vores samtid foregår den bekræftelse på de sociale medier. Vi høster anerkendelse, når vi udgiver en bog om, hvor hård en barndom vi har haft, hvor slemme vores forældre har været, om vores spiseforstyrrelser og følelsen af at være under konstant pres.

“Vi vil ikke at alle skal være åpne og offentlige om alt ved seg selv. Du skal være veldig sikker før du deler ditt innerste og mest sårbare. Du skal vite hvorfor du vil det”,

står der i det førnævnte indlæg af Faldbakken og Stabell. Det er muligt, men er det ikke det, der lægges op til?  At man skal være åben, skal fortælle de mest nære ting om sig selv, for det ser jo ud til, at det er det, alle andre gør? At fortælle så nøgent og åbent om sig selv offentligt er nutidens metode for at opnå følelsen af synlighed, omsorg og kærlighed.
Dagligt ser jeg opslag, hvor en eller anden har udgivet en bog, skrevet et blogindlæg, postet et billede med tilhørende patosbelagt tekst om noget vedkommende har været bange for at fortælle, skammer sig over eller er utilfreds med, og bagefter kommer takketalen: “Tak for al Jeres forståelse, tak for støtten. Det varmer at høre, at så mange støtter mig. Det varmer at mærke al Jeres kærlighed.” Og det er da fedt at høre, at man kan opnå alt det ved at blotte sig selv en smule på de sociale medier. Det kan jeg da godt forstå, flere og flere gør. Som jeg skrev: Anerkendelse og bekræftelse er et almentmenneskeligt behov. Men kender vi konsekvenserne af denne form for eksponering? “Du skal vide, hvorfor du gør det”, bliver der sagt.

Hvordan ser verden ud om 20 år, når alle unge mennesker, som dengang blotlagde sit indre på direkte TV, i en roman eller på Instagram, er blevet voksne, og mindet om den periode med kærestesorg, som man troede var en psykisk lidelse og altødelæggende, nu har en helt anden betydning? Eller værre endnu, hvad hvis det ikke har? Hvad hvis denne eksponeringstrang derimod tjener til, at det vi før opfattede som kærestesorg, bliver til depression, som bliver til psykose, som bliver til, at alle har det skide svært og alle kender til det, at have en psykose, men faktisk havde de bare kærestesorg, og de som virkelig er ramt af en psykose tages ikke alvorligt? Det var så vigtigt at bruge de mest slagkraftige ord, de mest foruroligende diagnoser for at blive hørt og for at folk skulle forstå, hvor ondt det gjorde at blive forladt af sin kæreste, at vi begyndte at tale helt vildt meget om det med helt vildt store ord, og så mistede de virkelig alvorlige ting sin betydning, fordi det hele blev opløst i mængden af modige, personlige beretninger.

Som en ganske inspirerende person engang skrev til mig: Måske det, den fremtidige generation skal eksponeres for, er frygten for at være ganske almindelig – at dine problemer slet ikke er så exceptionelle endda?
Jo farligere ord, vi bruger om f.eks. kærestesorger eller periodevis nedstemthed, jo værre bliver det også for det individ som oplever det. Det er lidt ligesom barnet der vælter på cyklen og skraber albuen: Det er ikke sikkert, det i udgangspunktet gjorde så forfærdelig ondt, men i det øjeblik forælderen siger: “Du bløder jo!” så gør det fandeme ondt, og en scene så stor, så man skulle tro, at armen var ved at falde af, udspiller sig.

Måske handler det ganske enkelt om at ændre fokus? Som professor og psykologspecialist, Anne-Kari Torgalsbøen skriver i sit indspil til debatten om Jeg mot meg:

“Mer enn noensinne bør vi nå beskytte vårt private rom, og det er særlig viktig at ungdom som er i en brytningsfase har mulighet til å trekke seg tilbake. Ungdoms forutsetninger for å bli i stand til å bære sitt eget strev ligger kanskje i dag mer i å få støtte på betydningen av hegne om det private, snarere enn å bli invitert til å dokumentere og blottlegge sitt innerste i «liksomterapi» på TV.”

For måske en del af præstationspresset, som mange unge føler, kommer af forventningen om at skulle dele alt, at man skal have en vigtig historie at fortælle. Hvad hvis man ikke synes, man har noget vigtigt at fortælle, eller hvis man bare gerne vil have lov at have det for sig selv? Er der så også noget i vejen med én, hvis man netop bare har kærestesorger eller PMS og ikke en psykisk lidelse? 

Det er genialt, at vi har platforme som kan få os til at føle os mindre alene, mere forstået og mere accepteret. Det er det klassiske svar på, hvorfor folk læser skønlitteratur. Men jeg tror også, at det snart er tiden, hvor vi skal spørge os selv, hvorfor vi har behov for at dele alt. Om det er alle historier som skal fortælles. Om ikke vi i stedet, som Torgalsbøen peger på, skal begynde at dyrke det private, fortælle de unge, at det også er en mulighed at holde sine udfordringer for sig selv og derved minimere presset om et liv tilgængeligt for alle. Og måske vigtigst af alt: Ikke at gøre tingene værre end de er ved at bruge store ord og begreber, fordi vi kæmper om spalteplads.

Men jeg ved ikke, måske er det også pointen med alle de romaner om vanlige problemer, som vi i vores retorik gør super alvorlige? Måske er de netop medvirkende til eksponering af helt almindelige problemer som kan få os til at indse, at det er en del af det at være menneske? Men som jeg indledningsvist skrev: Udfordringen ligger i den måde, vi behandler disse fortællinger på, hvordan vi modtager dem: Som exceptionelle heltegerninger.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.