Fokus på Nordisk litteratur, sprog og kultur
Hvis man går i seng med en røv der klør, vågner man med fingre som lugter, siges det. Gennem sine små dagligdagsobservationer i novellesamlingen Kløe stiller Frida Isberg spørgsmålstegn ved, hvorvidt man skal klø igen eller ikke. Nogle gange er kløen et symptom på et alvorligere problem, andre gange bør man holde igen med pilleriet, og irritationen vil forsvinde af sig selv.
Læs videre ““Kløe”: En novellesamling om sjælelig fnat”
Er kunstgenstandens fremtræden bestemt af kunstnerens intention? Vil genstanden ændre sig alt efter, hvad beskueren ved om kunstneren – om hans eller hendes intention med genstanden? Har beskueren overhovedet krav på at vide? Hvad eller hvem er genstanden?
Læs videre “Forfatterens intention for kunstgenstandens mening”
I efteråret indgik de tre nordiske forlag Rosinante, Forlaget Oktober og Natur och kultur et samarbejde om tre romaner inspireret af Henrik Ibsens dramaer. De tre værker som alle er udgivet i en dansk, norsk og svensk udgave er Vigdis Hjorths Henrik Falk, Klas Östergrens Hilde Wangel og Merete Pryds Helles Nora.
Læs videre “Ibsen NOR”
I denne podcast-episode om Amalie Skrams Hellemyrsfolket handler det om familie og tilhørsforhold.
Læs videre “Hellemyrsfolket: Familie, sprog og identitet”
Jeg bliver utrolig glad og motiveret, når jeg får tilbagemeldinger på mit arbejde. Det varmer, når jeg ser, at det jeg skriver bliver læst. Desværre tager de ikke imod læsertal som betalingsform i Rema, jeg kan ikke betale mine husleje med velmenende kommentarer.
Læs videre “Er gratis digital formidling selvkannibalisme?”
I denne episode tager jeg for mig et af de mest centrale punkter i Hellemyrsfolket, nemlig determinisme.
Læs videre “Hellemyrsfolket: Determinisme og livsprojekter”
Det er ikke altid, Teas mor formår, at være den mor hun burde være, og så må Tea gå på æggeskaller. Det er ikke altid, Tea formår at være det barn, hun burde være, og så græder moren. Nogle gange tror Tea, at hun forstår, men det er muligt, at det er noget andet, når man bliver voksen, for følelser kender ikke tid, siger moren, at komme videre er ikke altid et valg. Det er bare ikke sikkert, at alt Teas mor siger, er sandt: “Vondt er godt og voksent.”
Læs videre ““Dagene” : Vondt er godt og voksent”
Jeg må indrømme, at jeg har tænkt i mit stille indre, at det nu ikke havde ikke gjort mig det store at blive tvunget i karantæne et par uger. Tænk, så mange bøger jeg skulle få læst, alle de hængepartier jeg ville få onduleret!
Læs videre “Litteratur i Coranaens tid”
”Hvad ville man selv synes om offentligt at blive portrætteret ubarmhjertigt af sit barn?” spørger Katrine Wiedemann i en klumme i Information d.21.02. Jeg har længe undret mig over, hvordan denne trend som Wiedemann snakker om, hvor forfattere udleverer sine ”dårlige” forældre og kalder det romaner, har kunne gå så ubemærket hen.
Læs videre “Er den så gal med mor?”
“Da er kulturkjerringene på plass!” sagde en dame på rækken bag mig under gårsdagens arrangement med Suzanne Brøgger på Litteraturhuset. Jeg har ofte bemærket, at det er en overvægt af kvinder, jeg sluser ind på arrangementene på ovennævnte arena. Den eneste gang jeg husker, at mændene har været i overtal var dengang Per Petterson stod på scenen og fortalte om mænd i hans situation.
Er litteraturarrangementer en kvindesyssel? Hvorfor bliver mændene hjemme?
Kan man fortsat nyde den gode bøf, hvis man ved, at koen blev mishandlet før slagt? Kan man spankulere rundt i sin nye, fine vinterfrakke, hvis man ved, at den er syet af et 5-årigt barn i Indonesien? Kan man sætte sig veltilpas i lænestolen og nyde en god roman, hvis man ved, at forfatteren af værket har voldtaget en kvinde?
Læs videre “Lovbrud i kunstens navn”“Må det enhjørninger til for ikke å anklages for å skrive (for) nært virkeligheten?” spørger Silje Bekeng-Flemmen i lørdagens udgave av Klassekampens bokmagasin. Hun reagerer her på en debat, som beror på forfatteres tendens til at skrive om sig selv og sin samtid (eller navlepilleri som man også kan kalde det?) Der stilles spørgsmål til, hvor grænsen mellem litteratur af almen interesse og gengivelse af en helt almindelig triviel hverdag går.
Læs videre “Hvorfor MÅ jeg læse det som en roman?”
Barn er som deler av deg som faller av og blir levende.
Børn eller ikke børn? Det er et spørgsmål der efterhånden er blevet vendt en del i skønlitteraturen de sidste år. Det er vel også lidt af et spørgsmål. Det handler jo ikke bare om at få det eller ikke få det. For kan man i det hele taget få det, hvad hvis man får det og mister det? Det gør man – på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde. Det er vel lettere at længes efter noget man aldrig har haft, men gerne ville have, end at længes efter noget man havde, men mistede?
Læs videre ““Alt er barndom””
Er det alt vi skal snakke om, er det alt vi skal skrive om? I en artikel i Aftenposten skriver Ingunn Økland om “farefull litteratur” på baggrund af en snarlig genudgivelse af Ari Behns Inferno. Umiddelbart kan det virke som om, at det budskab hun vil formidle er, at så længe det er god litteratur, er det okay at være en trussel.
“Nøjagtig hvor dum skal man have været for at havne i helvede?”
Familien Toimi bor på en afsides gård i den finske del af Tornedalen. Familien består af to voksne og 12 børn, eller 14 alt efter hvordan man tæller, og nogen kommer til at dø: “Det her er ikke andet end en mordhistorie. Eller jo, det er på mange måder meget mere end blot det,” skriver fortælleren indledningsvist. Og hvad gør man så, når nogen bliver myrdet? Jo, man finder ud af, hvem der gjorde det, og helst også hvorfor, for bag dette er oftest en historie at hente. Derfor trækkes læseren gennem hele persongalleriet, baggrunden for de 12, 14 eller 16 implicerede. Man må forstå, at alle har sin version, sin historie og sine bevæggrunde.
Læs videre ““Testamente” : Når mørke går i arv”