Forfatter: Pernille

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal begynde dette indlæg. Skal jeg overhovedet begynde det? Det er halvandet år siden jeg valgte at nedlægge denne blog. En beslutning som krævede mange overvejelser, og som hverken føltes rigtig eller forkert, da den var taget. Jeg syntes dengang, at tiden var moden til noget andet. Jeg havde trods alt holdt på med dette siden jeg startede mine litteraturstudier tilbage i 2015. Men det er gået op for mig i det sidste, at ting skete i takt med bloggingen. Siden jeg lagde bloggen ned, er der selvfølgelig sket lidt af hvert, men når jeg mærker efter, har jeg faktisk følt, at jeg ikke har bestilt andet end at træde vande siden. Det at jævnlig opdatere her på bloggen, holdt mig til ilden. Det gjorde, at jeg var nødt til at orientere mig ud over egen navle. Jeg måtte følge med i, hvad der rørte sig, og jeg måtte tage stilling til ting. Det var gennem bloggen, at jeg interagerede med ligesindede. Jeg skaffede mig kontakter, et par småjobs med jævne mellemrum, og jeg følte mig forpligtet til noget: Jeg havde et projekt. Det er ikke, fordi jeg ikke har haft projekter siden. Jeg har udgivet en roman i mellemtiden, fuldført min master, har startet en podcast, men jeg bliver mere og mere opmærksom på, at jeg mangler et sted at kanalisere mine litterære oplevelser, tanker og evner; på min måde.

Jeg har læst sørgelig lidt det sidste års tid. Min læselyst opstår med jævne mellemrum. Jeg kan ligefrem hige efter at forsvinde ind i en bog. Jeg ser for mig, hvordan jeg skal hjem at sidde i godstolen med en kop te og en bog, blive suget ind i en fortælling og lade verden rundt mig forsvinde. Jeg mærker næsten fysisk, hvordan det er, nu som jeg tænker på det. Men når jeg sidder der, i godstolen, sker det bare ikke. Jeg læser måske et par, maks 10 sider, og i stedet for at føle mig på vej ind i noget, er det som en kvælende monotoni. Det er som om jeg ikke har haft overskud til at leve mig ind i en fortælling. Samtidig er der ikke noget jeg hellere vil.

Som det tænkende, analyserende og halvneurotiske menneske jeg er, har jeg selvfølgelig spurgt mig selv en million gange, hvad dette kan skyldes. Vel, jeg tror det skyldes rigtig mange ting. En god del af det er for privat til at dele, men hvad jeg efter mange overvejelser er kommet frem til er, at en stor del af det måske handler om, at jeg ikke længere deler alt dette med nogen. Jeg er færdig med at studere og har derfor ikke længere den arena til at dele fagligt stof. Jeg arbejder ikke længere på Litteraturhuset i Trondheim, eftersom jeg er flyttet til Oslo. Også her delte jeg mange af mine interesser, tanker og litterære oplevelser med andre ligesindede. Og ja, jeg sluttede med at blogge. Så måske er det ikke så mærkeligt, at jeg har oplevet lidt svingninger i det sidste: at min motivation har været dalende, når de ydre omstændigheder har ændret sig så markant. Jeg ved ikke, om det er løsningen at genoptage bloggingen. Jeg ser ikke for mig, at det bliver på samme måde som før, for jeg har fortsat en del indvendinger mod konceptet – eller det det er blevet til med sociale medier, markedsføring, reklame osv. Noget jeg tidligere har skrevet et indlæg om her . Men jeg har lyst til at se, om det kan afhjælpe min semi-eksistentielle krise lidt.

En af hovedårsagerne til, at jeg valgte at slutte med at blogge dengang, var fordi jeg følte, at udbyttet af mine anstrengelser var for lille. Jeg lagde utrolig mange timer i det, og det var yderst sjældent, at det førte til noget revolutionerende. På den anden side; det gjorde jo det, set i et større perspektiv. De store perspektiver er bare vanskelige at måle. Jeg følte derfor ofte mine anstrengelser meningsløse. At sidde der og vide, hvad man selv har lagt i dette, men hverken få et økonomisk udbytte eller umiddelbar respons, samtidig som man ser hvordan andre blogs og medieprofiler – med andre former for underholdningsskabende indhold – høster både penge og opmærksomhed for noget der, efter min måske elitære mening, hverken bidrager til personlig, åndelig eller faglig udvikling, det er fandeme demotiverende! Jeg tænkte ofte: Hvorfor skal jeg gøre noget gratis som andre får betalt for? Hvordan får jeg betalt for dette? Jeg kom til den konklusion, at den eneste måde at få betalt for det, var ganske enkelt at stoppe med at give det væk gratis. Det virker jo sådan set indlysende … Men efter at have tænkt og erfaret i halvandet år, er jeg kommet til et nyt standpunkt.

Jeg startede med at studere litteraturvidenskab ud fra en oprigtig og dybtfølt interesse for litteratur. Jeg husker den følelse jeg sad med i dansktimerne på gymnasiet, når vi analyserede noveller og digte: følelsen af at have løst en gåde, at gennemskue noget. Det var en måde at sætte mit eget liv i perspektiv, samtidig som jeg blev klogere på verden rundt mig. Det kan lyde utrolig højstemt, men det var sgu lidt af en epifani hver gang. Det sidste år på gymnasiet skulle vi skrive SRP (Studieretningsprojekt). Min dansklærer havde nogle måneder forinden tippet mig om en roman, hun selv havde skrevet speciale om på universitetet. Jeg havde fået så stort udbytte af at læse den, at hun foreslog mig at skrive SRP om den. Så det gjorde jeg, og jeg husker tydeligt, hvordan det var at skrive opgaven, hvad det gav mig, og hvordan det var at forsvinde ind i et værk på den måde. At pille det fra hinanden for så at sætte det sammen igen; med nye erfaringer, kundskab og ja, åbenbaringer. Efterfølgende havde jeg en samtale med min lærer om dette, og jeg fortalte om mine bekymringer for at skulle undvære dansktimerne og muligheden for at analysere værker, når jeg blev student. Min lærer indskød, at det jo slet ikke behøvede at stoppe, tværtimod. Så ja, på den måde fandt jeg altså ud af, at jeg skulle studere litteraturvidenskab.

Mine litterære åbenbaringer fortsatte da også gennem det første år på universitetet. Der var så meget nyt, så meget jeg ikke vidste, der var så meget igen at lære, og det motiverede mig. Men jeg ved ikke, så kørte jeg pludselig træt. Forelæsningerne og pensum blev mindre og mindre inspirerende. Jeg vidste mere end godt, hvad som motiverede mig, hvilken litteratur jeg kunne lide at læse, hvilke temaer og problemstillinger jeg havde lyst til at fordybe mig i, men det var aldrig en del af pensum. Langt fra. Jeg følte mig fremmedgjort i den akademiske verden. Jeg begyndte derfor at overveje, om litteraturvidenskab overhovedet var noget for mig. Jeg havde heller ikke rigtig fundet ud af, hvad der skulle ske, når jeg var færdig med at studere. Jeg gik ikke til studiet med en klar tanke om, hvad min tilegnede kundskab kunne omsættes til. Jeg var drevet af lyst og personlig interesse. I efterpåklogskabens lys kan jeg tænke, at det måske ikke var helt ideelt. På den anden side har jeg spurgt mig selv mange gange undervejs, hvad jeg burde have studeret i stedet, og jeg har fortsat ikke fundet noget svar. For jeg har prøvet en del, også før jeg startede på litteraturvidenskab, også mens jeg studerede, men hver gang er jeg på en eller anden måde blevet trukket tilbage mod bøgerne. Jeg kan bare ikke helt forklare hvorfor. Siden jeg blev færdig med mine studier er svaret kun blevet mere og mere uklart. I takt med at jeg har søgt det ene job efter det andet, og ikke sidder igen med ret meget andet end en bunke afslag, er mit engagement dalet. Det samme er min selvtillid og mit håb om at dette kan føre nogle steder. Jeg har overvejet om det er det rigtige at fortsætte med, at satse på at det nogensinde kan blive en levevej?

Her kommer mit point: Jeg tror ikke, jeg nødvendigvis behøver at gøre dette til “min levevej”, men jeg har brug for, at det i hvert fald er én vej i min tilværelse. Om det forbliver som en altopslugende personlig interesse, eller et decideret arbejde, er fuldkommen ude af mine hænder – sådan føles det i hvert fald lige nu – men jeg kan mærke, at det skal være her på en eller anden måde. Og det som driver mig er ikke og kan ikke være tanken på økonomisk eller på anden måde omsætningsdygtig kapital. Jeg tror ikke, det er en særlig gennemtrængende del af min personlighed at gøre ting drevet af overvejende fornuft eller penge. Jeg har virkelig vanskeligt ved at gennemføre ting som er styret af et pålagt nytteprincip. Denne blog var i lang tid præcis det modsatte. Det var her jeg kunne gøre som jeg ville og fortsætte at udvikle det på min måde. Det rum har jeg ikke rigtig længere, men jeg har virkelig brug for det.

Så, det er altså konklusionen på denne udredende velkomsthilsen: Jeg er tilbage, fordi jeg har brug for “mit eget rum” for at afslutte med en udvandet, litterær kliché, men af den grund bestemt ikke mindre sand! Jeg ved som sagt ikke, hvad der kommer til at ske, hvilket indhold jeg kan tilbyde, men velkommen tilbage skal I alle sammen være!