Pernille, skribent på Nordlitt

“Eid”: Balancegang på illusioner om virkeligheden

Eid, Ingvild Solstad-Nøis, Forlaget Oktober 2019 – Anmeldereksemplar

Det er sikkert meget normalt indimellem at tvivle lidt på sine egne handlinger. Det der med at gøre noget, som egentlig var velment, men som i efterlyset virker overdrevet, dumt og bare helt forkert. I langt de fleste tilfælde erfarer man heldigvis, at det var okay alligevel – at man bare overanalyserede i et anfald af usikkerhed, men for Eid er den god nok: Hun er for meget. Hun jagter idealerne så intenst, at hun bringer sig selv ud på et sidespor.

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris: “de” af Helle Helle

En unavngivet pige begynder på gymnasiet i et provinshul på Lolland. Moren bliver alvorligt syg, men fornægter det. De taler om det, og så alligevel ikke. På den måde er der mange ting som næsten sker, ikke bare mellem mor og datter, men også mellem pigen og de nye veninder, mellem hende og Henrik Strøm.

Foredrag om Tove Ditlevsen

I anledningen af Nordens dag d. 23.marts holdt jeg foredrag på biblioteket i Trondheim om en af Nordens største digtere, Tove Ditlevsen.

Fællesnordisk sprogforståelse: Er det helt ad helvedes til?

Vadehavet, Vester Vedsted

En ny undersøgelse viser, at 1 ud af 3 nordmænd slår over i engelsk, hvis de skal tale med en dansker. Både regeringerne og flere skandinaviske organisationer ønsker at styrke samarbejdet mellem de nordiske lande, men en bedre fællesnordisk sprogforståelse vil da være at foretrække. Der fokuseres generelt alt for lidt på at styrke forståelsen landene imellem, mener bl.a. FNUF. Hvordan forbedre dette, spørger de: hvad skal man gøre for at fremhæve de positive sider, som ligger i at forstå sine naboer?

Kan man skrive, hvad man vil om folk, hvis bare de har været døde længe nok?

Når en forfatter dør og efterlader sig ufærdige tekster, notater og måske dagbøger, hvem ejer da eftermæglet? Har den afdøde i det hele taget noget at skulle have “sagt” i forhold til behandling af det efterladte, eller er det op til arvingerne? Hvornår har offentligheden ret til indsigt? Mange forfattere har posthumt fået udgivet både brevvekslinger, notat- og dagbøger, nogle på trods af, at de i levende live frabad sig det. Er historie og folkeeje da vigtigere end ejerens påbud, skal der bare gå lang tid nok, så er det okay at handle mod den afdødes ønsker?

“Grenseverdier” – hvordan skrive om det virkelige?

Grenseverdier, Ane Farsethås, Cappelen Damm 2018

Hvis man som forfatter gerne vil fortælle noget om den verden vi lever i, dele ud af egne erfaringer, viden og kunnen, hvis forfatteren gerne vil fortælle noget som er sandt, som læseren kan kende sig igen i, hvorfor så kalde det for en roman – et fiktivt værk?

“Fanny og mysteriet i den sørgende skogen”

Fanny og mysteriet i den sørgende skogen, Rune Christiansen, Forlaget Oktober 2017

Fanny er bare 17 år gammel, da begge hendes forældre omkommer i en bilulykke. Når man er 17 år, er det ret normalt at begynde at løsrive sig fra sine forældre, at ville begynde at gå sine egne veje, men når man pludselig tvinges så brutalt til selvstændighed, så bliver det vanskeligt at finde mod til tilhørighed.

Hvordan skal man adskille kunsten fra kunstneren?

Efter offentliggørelsen af dokumentaren, hvori Michael Jackson beskyldes for at have begået seksuelle overgreb mod børn, har der været stor diskussion om, hvorvidt man bør boykotte hans musik eller ej. Kan offentlige institutioner tage det valg på vegne af sine lyttere? Hvordan kan kunstnerens person og den viden vi har om ham eller hende ændre den måde, vi beskuer værket på?

“Lærerinnens sang”

Lærerinnens sang, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

Hvad kan man bruge kunsten til? At sige eller gøre alle de ting, man normalt ikke kan tillade sig? At servere erkendelser om sig selv eller andre, man ellers ikke ville have fået?

I Vigdis Hjorths seneste roman Lærerinnens sang undersøges, hvordan kunsten kan sløre- eller afsløre de ting vi, bevidst eller ubevidst, forsøger at skjule – de ting vi måske ikke engang var klar over havde en betydning, men som i det skjulte øjes søgelys pludselig får uendelig stor betydning.

“Blodet i årene – Amalie Skram og hennes tid”

Blodet i årene, Merete Morken Andersen, Spartacus Forlag 2018

Hvad er det som driver forfatteren ud i disse mørke smertepunkter, hvor den virkelig gode litteratur opstår: Den som rører os, og som følger os gennem generationer? Eller måske nærmere: Er det det som skal til for at skabe god litteratur?

“Rettsstridig forføyning”

Rettsstridig forføyning, Lena Andersson, Gyldendal Norsk Forlag 2014

Egentlig har jeg en helt naturlig modstand til romaner som indeholder, eller forsøger at sælge sig selv med ordene: Kærlighedsfortælling, berusende forelskelse, fornuft og følelser! Jeg får en sådan helt igennem kløende fornemmelse indeni og får lyst til at rulle mine øjne så hårdt, at der er fare for, at jeg kommer til at se min egen hjerne. I can’t even…

“Jeg læser det som en roman”: Om begreber, kontrakter og naivitet

At udveksle historier og erfaringer er en eller anden form for tillidserklæring mellem mennesker. Jeg fortæller noget om mig selv og mit liv, og du fortæller noget om dig. Denne udveksling åbner for en forståelse for det menneske, vi står over for, det skaber en gensidig respekt, og en relation opstår. Det samme sker for så vidt, når man læser en bog. Forfatteren giver læseren indsigt i et univers, og herigennem får læseren mulighed for at stifte bekendtskab med fortælleren, med karaktererne og altså en historie – en erfaring. I denne historie findes altid et stykke af forfatteren selv – i en eller anden udstrækning. På den ene side er det op til læseren at beslutte, hvad man ønsker at stille op med det stykke. Forfatteren er dog på den anden side i stand til at påvirke denne beslutning ved at fortælle læseren, hvordan forfatteren ønsker dette lille stykke behandlet: Ved at skrive roman på forsiden opstår en kontrakt mellem læser og forfatter som indbefatter, at læseren…. Ja… Hvad? Hvad vil det sige at læse et værk som en roman, hvilke krav stiller det til læser og forfatter at markere værket med betegnelsen roman?

“Oberstinden”: Den man tugter, elsker man

Oberstinden, Rosa Liksom, på dansk v. forlaget Grif 2018

Det er desværre ingen nyhed, at mange mennesker bærer på historier og erfaringer om undertrykkelse, fysisk eller psykisk vold begået mod dem af mennesker, som ellers står dem nært. Man kan måske undre sig over, hvorfor noget menneske finder sig i en sådan behandling. Kan de ikke bare gå deres vej, tænker man. Men det er måske ikke altid et valg. Hvis man er født ind i en verden, hvor denne magtanvendelse er hverdag både bag hjemmets fire vægge, men også fra statens side, hvor det at slå sine børn eller sin hustru, at kvæle unge piger til døde efter man har voldtaget dem, ses som en selvfølge, som en slags naturens gang, så skal der nok en del til, før det går op for én, at der findes andre måder at leve på.

“Se på oss nå”: Kan man kontrollere sine egne hensigter?

Af gode grunde kan man aldrig vide, hvad ens ord og handlinger fører med sig. Det er en skummel tanke, hvis man nødvendigvis må veje alt, man siger og gør, fordi alting potentielt kan tolkes som en uret. Indimellem kan det dog være ganske udmærket at få sine mønstre eksemplificeret og udpeget, for kun gennem bevidstgørelse kan man ændre på tingene. Alting handler om den måde vi taler om hinanden og til hinanden på: Sproget er en handling i sig selv.

Helga Hjorth om virkelighedslitteraturen: “Det er en form for psykisk vold.”

Første gang jeg læste romanen Fri vilje, var det med en følelse af frustration. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle behandle min læseoplevelse. Som det den umiddelbart var: en roman om en roman, eller som det den insisterede på at blive læst som: En forsvarstale mod at blive brugt som levende model. Jeg har tænkt mange tanker om denne roman siden hen. I torsdags fik jeg svar på nogle af mine spørgsmål, da jeg inviterede Helga Hjorth til samtale på Litteraturhuset i Trondheim.