Fokus på Nordisk litteratur, sprog og kultur
Det er blevet bestemt, at Bjørn skal være far. Eller han skal ikke være far-far. Hans mand skal være far til Marens barn, og Bjørn… Ja, hvad skal han egentlig være, hvad er han?
Læs videre ““Jeg er gråhvid”: Er forælderskab en diagnose?”
Hvorfor er henvendelser fra det offentlige altid så højtravende og uforståelige, hvorfor er det så prætentiøst? “Jo mærkeligere og mere ubegribeligt de talte, jo større bifald fik de”, læste jeg i en roman. Kommentaren falder under en digtoplæsning.
Der er noget med flerstavelsesord, med fremmedord og æstetisk forbundet superlativer som sætter os ud af kurs. Måske har det at gøre med troværdighed, at veltalenhed giver større troværdighed og dermed overgiver lytteren sig fuldstændig til afsenderen, eller også handler det om ignorance: At det bliver så indviklet, at folk holder op med at lytte og giver istedet taleren frit lejde. Man sidder i sit stille indre og tænker: “Det der, det er fandeme for vanskeligt at forholde sig til! Men det lyder sgu egentlig meget godt, så det er sikkert rigtigt. Det er nok bare mig der ikke forstår, jeg må hellere klappe ekstra højt, så mine egne tilkortkommenheder ikke afsløres!”
Jonas Eika vandt i tirsdags Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Efter solen. Som så mange andre var jeg nok også lidt overrasket, for i feltet stod mange godt etablerede forfattere med lange forfatterskaber bag sig. Men rettigheden til en pris handler vel på ingen måde om antal år i faget, men at man formår at træffe en nerve i samtiden. Jeg tror dog også, at Rådet med både denne tildeling og prisen til Thunberg har villet vise noget: det som Eika efterfølgende i sin tale efterspurgte. Jeg tror, det er lige så meget et strategisk valg, som det er et “kunstnerisk.” På den måde er prisen egentlig en udmærket illustration af det Eika skriver om, novellerne, talen, prisen: alt sammen en illustration af desperate mennesker i en omskiftelig verden, vi måske er ved at miste kontrollen over, men som vi alle gerne vil vise, at vi bekymrer os om.
Læs videre “Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris: “Efter solen””
Hvad er en god anmeldelse? Kan man regne en anmeldelse for at være pålidelig, hvis den er skrevet af en forfatter, eller er det automatisk sådan, at vedkommende ikke i stand til at opretholde sin faglighed grundet kollegiale forhold? Og hvilke anmeldelser, skrevet af hvem har vi egentlig brug for?
Læs videre “Kunsten at kritisere en roman”
I Trøndelag er livet for flere plantearter truet. De er såkaldt raudlista og kommer til at forsvinde fra naturen, fordi mennesket bygger veje og anlægger hyttefelter. Tilværelsen til miljøværneren Terje er truet, fordi han er bange for at være lykkelig. Hans vækstvilkår er stærkt udfordret, men hvor det for planterne har handlet om miljøforandring har det for Terje handlet om arv.
Læs videre ““Begynnelser””
Nogle litterære oplevelser står klarere end andre. Mit første møde med Herman Bang var både tårevædet og opløftende. Jeg vidste ikke, hvad jeg græd for, men det føltes både tiltrængt og fint, som om jeg havde fået noget forærende af denne sarte skikkelse, som jeg altid trygt ville kunne vende tilbage til, hvis jeg skulle få brug for det. Det er sidenhen blevet til mange gensyn med denne særprægede original og hans gribende eksistenser.
Læs videre “Herman Bang: En stille eksistens eller raffineret vildskab?”
Og så findes der de bøger, hvor den umiddelbare efterladte tanke er: “Hold da kæft en dårlig bog!” Man er klar til at angribe den fra både højre og venstre, men langsomt finder man ud af, at det ikke er selve bogen der er noget i vejen med – at bogen faktisk er virkelig godt skrevet, at den kan det meste af det, en god roman skal kunne. Alligevel kribler det indeni for at rakke den ned, fordi den efterlader én med en følelse af grænseløs irritation (og meningsløshed!) Og så må man i stedet finde ud af, hvordan det kan være. Marie Auberts allerede ekstremt optalte roman Voksne mennesker er sådan en:
Læs videre ““Voksne mennesker”: Til irritation og harme!”
Det er egentlig sjældent, jeg læser lyrik eller specielt æstetisk prægede tekster: de tekster, hvor det er poesien, det metaforiske eller det symbolske som bærer handlingen. Jeg tror måske, det er fordi, jeg føler der er så meget andet, jeg også gerne vil nå, så meget andet, jeg også gerne vil læse, at jeg ikke giver det enkelte værk den tid, det nødvendigvis altid trænger. Og ja, så går man måske nok glip af en del, men omvendt har jeg det også lidt sådan: Så sig det dog i stedet for at pakke det ind og lad os komme videre! Sådan havde jeg det i hvert fald gennem læsningen af Ingvild Lothes usandsynlig symboltunge roman Havfruehjerte.
Læs videre ““Havfruehjerte””
Med jævne mellemrum dukker diskussionen om litteratur skrevet af kvinder vs. mænd op: Hvorfor degraderes de fleste romaner skrevet af kvinder til “kvindelitteratur”, mens romaner skrevet af mænd annonceres som “stor kunst”? Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal mene om dette, om jeg skal mene noget overhovedet – er det måske ikke bare en tom antagelse? Under læsningen af Johanna Frids roman Brenn Oslo brenn, slog det mig, at nej, der er måske noget om det?
Læs videre ““Brenn Oslo brenn”: Kunst eller kvindelitteratur?”
Det er som om, at så snart noget eller nogen stikker uden for rammerne, så snart man har en levevis som ikke er “normen,” så er det ok for andre “normative” at stille nærgående spørgsmål til denne levevis: Er du homo, barnløs, veganer så er det pludselig helt legalt at stille ellers åbenlyst socialt uacceptable og nærgående spørgsmål: “hvorfor vil du ikke have børn!?” (gerne slynget ud i et lettere fordømmende og overrasket tonefald), eller: “hvordan vidste du, at du var lesbisk, hvordan har i sex? Er det fordi du synes, det er synd for dyrene?” Omvendt er det fortsat totalt forbudt for denne “ikke normative” at spørge den heteroseksuelle, kødædende tobarnsmor, hvornår hun sidst fik tjekket understellet. Linn Strømsborg går i sin nye roman Aldri aldri aldri grundigt ind i denne dobbeltmoralske grubling om børn eller ikke børn. Det er opløftende, det er deprimerende, det er morsomt og det er befriende.
Læs videre ““Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?”
Efter endt læsning tænkte jeg, at dette er en bog, jeg ville være gået langt udenom, hvis jeg havde vidst, hvad den indeholdt. Alligevel kom jeg gennem den, opslugt, besnæret, og jeg er bange for at indrømme, hvorfor.
Læs videre “Anatomi. Monotoni”Tilbage til hverdagen efter en oplevelsesrig sommer. Jeg har arbejdet, jeg har vandret, drukket vin og slikket sol. Jeg har frosset på kølige morgener, været ved at drukne i regn. Jeg har dovnet i en hængekøje, slænget mig i Vesterhavets bølger og spist rigtig mange is. Jeg har grillet med familien, grint med gamle veninder og gået ture i velkendte strøg. Jeg har klappet en kalv, kløet en hund bag øret. Jeg har gået på fjeldtoppe og i bakkedale, haft selskab af en moskus og badet i en iskold sø. Jeg er klar til efteråret med alt, hvad det måtte byde på <3
Velkommen tilbage, håber I alle har haft en god sommer!
“Everyone has a story to tell, so be nice – always,” står der på væggen til Nora fra kultserien SKAM. I Helga Hjorths nye roman Arkivarens Testamente går en anden Nora rundt og må på samme måde forholde sig til andres historier – også de hun ikke selv har bedt om.
Læs videre ““Arkivarens testamente” : Du skal ikke tro på alt, hvad du hører.”
“Jeg har sådan glædet mig til at komme på fjellet og nyde stilheden,” sagde jeg, da jeg første gang rejste til Atna for at tilbringe sommeren som budeie på en sæter. Jeg anede ikke, hvad jeg havde i vente, men jeg forestillede mig noget lettere idyllisk. Det var det også, sådan umiddelbart. Der var sol og sommer, fjell og skov og fritgående dyr så langt øjet rakte. Der var nystegte vafler, hjemmelavet rømme, saft og syltetøj. Jeg vågnede til lyden af en kalv som stod og gnubbede sig op ad væggen til hytten, hvor jeg sov og en sagte bræen og klokkespil fra fårene i fjellet. Det var sæterlivet, som jeg havde forestillet mig det. Men de fleste sager har altid minimum to sider…
Læs videre “Dejlig er Norden: Budeie på Skjerdingen”
Kan man tillade sig at have et ønske om at dø, når man befinder sig blandt folk som har gjort alt for at overleve? Hvorfor er det først, når man stilles ansigt til ansigt med andre menneskers elendighed, at man forstår, hvor værdifuldt ens eget liv er, og er det så alligevel så værdifuldt – hvorfor tror man, at man nødvendigvis må tænke sådan: at fordi der findes andre, som har det værre end én selv, så har man ikke lov til selv at have det dårligt?
Læs videre ““Arr”: Apologia pro vita sua”