Fokus på Nordisk litteratur, sprog og kultur
I Trøndelag er livet for flere plantearter truet. De er såkaldt raudlista og kommer til at forsvinde fra naturen, fordi mennesket bygger veje og anlægger hyttefelter. Tilværelsen til miljøværneren Terje er truet, fordi han er bange for at være lykkelig. Hans vækstvilkår er stærkt udfordret, men hvor det for planterne har handlet om miljøforandring har det for Terje handlet om arv.
Læs videre ““Begynnelser””
Nogle litterære oplevelser står klarere end andre. Mit første møde med Herman Bang var både tårevædet og opløftende. Jeg vidste ikke, hvad jeg græd for, men det føltes både tiltrængt og fint, som om jeg havde fået noget forærende af denne sarte skikkelse, som jeg altid trygt ville kunne vende tilbage til, hvis jeg skulle få brug for det. Det er sidenhen blevet til mange gensyn med denne særprægede original og hans gribende eksistenser.
Læs videre “Herman Bang: En stille eksistens eller raffineret vildskab?”
Og så findes der de bøger, hvor den umiddelbare efterladte tanke er: “Hold da kæft en dårlig bog!” Man er klar til at angribe den fra både højre og venstre, men langsomt finder man ud af, at det ikke er selve bogen der er noget i vejen med – at bogen faktisk er virkelig godt skrevet, at den kan det meste af det, en god roman skal kunne. Alligevel kribler det indeni for at rakke den ned, fordi den efterlader én med en følelse af grænseløs irritation (og meningsløshed!) Og så må man i stedet finde ud af, hvordan det kan være. Marie Auberts allerede ekstremt optalte roman Voksne mennesker er sådan en:
Læs videre ““Voksne mennesker”: Til irritation og harme!”
Det er egentlig sjældent, jeg læser lyrik eller specielt æstetisk prægede tekster: de tekster, hvor det er poesien, det metaforiske eller det symbolske som bærer handlingen. Jeg tror måske, det er fordi, jeg føler der er så meget andet, jeg også gerne vil nå, så meget andet, jeg også gerne vil læse, at jeg ikke giver det enkelte værk den tid, det nødvendigvis altid trænger. Og ja, så går man måske nok glip af en del, men omvendt har jeg det også lidt sådan: Så sig det dog i stedet for at pakke det ind og lad os komme videre! Sådan havde jeg det i hvert fald gennem læsningen af Ingvild Lothes usandsynlig symboltunge roman Havfruehjerte.
Læs videre ““Havfruehjerte””
Med jævne mellemrum dukker diskussionen om litteratur skrevet af kvinder vs. mænd op: Hvorfor degraderes de fleste romaner skrevet af kvinder til “kvindelitteratur”, mens romaner skrevet af mænd annonceres som “stor kunst”? Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal mene om dette, om jeg skal mene noget overhovedet – er det måske ikke bare en tom antagelse? Under læsningen af Johanna Frids roman Brenn Oslo brenn, slog det mig, at nej, der er måske noget om det?
Læs videre ““Brenn Oslo brenn”: Kunst eller kvindelitteratur?”
Det er som om, at så snart noget eller nogen stikker uden for rammerne, så snart man har en levevis som ikke er “normen,” så er det ok for andre “normative” at stille nærgående spørgsmål til denne levevis: Er du homo, barnløs, veganer så er det pludselig helt legalt at stille ellers åbenlyst socialt uacceptable og nærgående spørgsmål: “hvorfor vil du ikke have børn!?” (gerne slynget ud i et lettere fordømmende og overrasket tonefald), eller: “hvordan vidste du, at du var lesbisk, hvordan har i sex? Er det fordi du synes, det er synd for dyrene?” Omvendt er det fortsat totalt forbudt for denne “ikke normative” at spørge den heteroseksuelle, kødædende tobarnsmor, hvornår hun sidst fik tjekket understellet. Linn Strømsborg går i sin nye roman Aldri aldri aldri grundigt ind i denne dobbeltmoralske grubling om børn eller ikke børn. Det er opløftende, det er deprimerende, det er morsomt og det er befriende.
Læs videre ““Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?”
Efter endt læsning tænkte jeg, at dette er en bog, jeg ville være gået langt udenom, hvis jeg havde vidst, hvad den indeholdt. Alligevel kom jeg gennem den, opslugt, besnæret, og jeg er bange for at indrømme, hvorfor.
Læs videre “Anatomi. Monotoni”Tilbage til hverdagen efter en oplevelsesrig sommer. Jeg har arbejdet, jeg har vandret, drukket vin og slikket sol. Jeg har frosset på kølige morgener, været ved at drukne i regn. Jeg har dovnet i en hængekøje, slænget mig i Vesterhavets bølger og spist rigtig mange is. Jeg har grillet med familien, grint med gamle veninder og gået ture i velkendte strøg. Jeg har klappet en kalv, kløet en hund bag øret. Jeg har gået på fjeldtoppe og i bakkedale, haft selskab af en moskus og badet i en iskold sø. Jeg er klar til efteråret med alt, hvad det måtte byde på <3
Velkommen tilbage, håber I alle har haft en god sommer!
“Everyone has a story to tell, so be nice – always,” står der på væggen til Nora fra kultserien SKAM. I Helga Hjorths nye roman Arkivarens Testamente går en anden Nora rundt og må på samme måde forholde sig til andres historier – også de hun ikke selv har bedt om.
Læs videre ““Arkivarens testamente” : Du skal ikke tro på alt, hvad du hører.”
“Jeg har sådan glædet mig til at komme på fjellet og nyde stilheden,” sagde jeg, da jeg første gang rejste til Atna for at tilbringe sommeren som budeie på en sæter. Jeg anede ikke, hvad jeg havde i vente, men jeg forestillede mig noget lettere idyllisk. Det var det også, sådan umiddelbart. Der var sol og sommer, fjell og skov og fritgående dyr så langt øjet rakte. Der var nystegte vafler, hjemmelavet rømme, saft og syltetøj. Jeg vågnede til lyden af en kalv som stod og gnubbede sig op ad væggen til hytten, hvor jeg sov og en sagte bræen og klokkespil fra fårene i fjellet. Det var sæterlivet, som jeg havde forestillet mig det. Men de fleste sager har altid minimum to sider…
Læs videre “Dejlig er Norden: Budeie på Skjerdingen”
Kan man tillade sig at have et ønske om at dø, når man befinder sig blandt folk som har gjort alt for at overleve? Hvorfor er det først, når man stilles ansigt til ansigt med andre menneskers elendighed, at man forstår, hvor værdifuldt ens eget liv er, og er det så alligevel så værdifuldt – hvorfor tror man, at man nødvendigvis må tænke sådan: at fordi der findes andre, som har det værre end én selv, så har man ikke lov til selv at have det dårligt?
Læs videre ““Arr”: Apologia pro vita sua”
Egentlig har jeg altid været et udemenneske. Jeg er opvokset på landet blandt dyr og gyldne kornmarker, jeg er skabt af den friske, salte brise fra vest. De fineste minder fra min barndom er søndagsturene til “Ho Bjerge,” som vi kaldte det. (Det var nu bare sandbanker, men vel det tætteste, man kommer bjerge og fjell i Danmark 😉 ). Vi løb om kap i klitterne, kælkede der om vinteren, sad på gennemvåde træbænke, indhyllet i min farmors ternede tæpper og spiste leverpostejsmadder. Duften, en sådan fugtig bjælke afgiver blandet med madpakkepapir, lever og sure tæer i vinterstøvler er duften af barndom.
Jeg trives bedst ude, jeg mærker, hvordan det både fysisk og psykisk gavner mig. Jeg er ikke den store tilhænger af medicin og andet hokus pokus: At blive gennemblæst ved Vesterhavet eller tage en weekend på fjellet ser jeg derimod som lidt af en mirakelkur.
Det er ikke alting, det er muligt at forklare. Særligt ikke det som virker meningsløst for én selv. Hvordan forklarer man f.eks. lysten til at ville dø, lysten til ikke at ville spise – hvorfor eller hvordan den er opstået? Hvordan forklarer man den indre nonsensprinsesse, som forlanger drinksparaply i sin ernæringsdrik, før hun er villig til at indtage den livsnødvendige behandling, hvordan skal man forklare hendes indtog i sindet – hvorfor bor hun der, hvornår flyttede hun ind?
Isabella Nilssons Nonsensprinsessans dagbok er, som hun selv skriver i sit forord: “ikke nödvändigtvis skönlitteratur. Åtminstone inte nödvändig skönlitteratur. De är en årsredovisning av ett år av manisk blänkande.”
Da jeg startede denne blog, var min hensigt egentlig at begynde at skrive om lidt mere end “bare litteratur.” Jeg valgte at slette min tidligere blog, fordi jeg var kørt træt i anmeldelser og omtaler: at pløje mig gennem bog efter bog og derefter skamrose den. Det føltes ligesom så ualmindelig ligegyldigt. Jeg ville derfor gerne, at denne blog skulle være noget mere. Egentlig er det jo ret ligetil, for når man snakker om bøger, kommer man også lynhurtigt til at snakke om så meget andet. Det synes jeg også, at jeg gør, men jeg ser en stigende tendens til at falde i samme “fælde” som sidst. Måske fordi det er det letteste?
Læs videre “En bogbloggers bekendelser: Om kritisk sans, læsertal og eksperimenter”
“Hvorfor er danskerne så vilde med norsk litteratur?” Overskriften fangede min umiddelbare opmærksomhed, da jeg scrollede mig gennem Facebook denne grytidlige søndag morgen, hvor jeg pga. den pludselig opståede lummerhed her i Trondheim ikke kunne sove. Jeg blev fanget, fordi det også er et spørgsmål, jeg ofte har stillet mig selv: Hvorfor er jeg så vild med norsk litteratur – eller Norge i det hele taget?
Læs mere