“Pikis liv smager uden grund af grus og sten, hendes lys er unødigt tremmefarvet.”
Hvordan kan det være, at den allermest omsværmede, cool og mest festlige pige lige pludselig forsvinder fra nattelivet? Hvordan går det til, at hun udsultet og omtåget går mere og mere i ét med sine nikotingule vægge i hjemmet?
Baby Jane er en fortælling om to unge kvinder der i takt med deres forholds tiltagende udvikling langsomt selv går i forfald. Umiddelbart virker de som skabt for hinanden. De hader begge morgener, lider af depressioner og lader til at forstå hinanden. Men selvom man medicinsk lider af det samme, er det ikke ens betydende med, at man kan hjælpe hinanden – at det kommer til udtryk på samme måde. Deres fælles forståelse vendes langsomt til en nedbrydning, og da spørgsmålene om en kvinde fra et tidligere forhold begynder at forstyrre deres hverdag, er det tydeligt, at det tætte forhold ikke kan genoprettes.
“Jeg vågnede og savnede den tid, hvor mellemrummet mellem mine ben blev forvandlet til mit hjerte.”
Piki og den unavngivne fortæller opretter en blanding mellem en sexlinje og et postordrefirma, for at tjene de penge, de ikke kan skaffe ved at holde på et almindeligt arbejde. I starten går det godt. Også her giver deres gode sammenspil positivt udbytte: Piki har stemmen der får enhver til at overgive sig, og jeget har kroppen.
Deres hverdag forsødes med denne, til tider, store indtjening. De går i byen, fester, køber ting de mangler. De bliver forlovede og lover hinanden alt godt. Men det er hårdt arbejde at opretholde firmaet, og der skal ikke meget til, før at det går skævt. For Piki kan ikke hjælpe så meget til. Alt hvad der foregår uden for lejligheden bliver pludselig uoverkommeligt for hende. I mange år har hun fået en anden til at handle ind for sig, men nu begynder også byturene og vennebesøgene at synes umulige. Men det er svært at sætte en finger på, hvor eller hvornår det går galt. Og hvor alvorligt det egentlig er, finder hendes forlovede først sent ud af.
Oksanens korte roman er en fortælling om kærlighed, om seksualitet og om dybe og nære følelser der kan føles så overvældende, at det næsten bliver sygeligt. Den handler om angst – om angst generelt, men også om angst for disse tærende følelser, angst for andre og angst for én selv.
Jeg har læst denne roman nogle gange efterhånden, og jeg bliver altid så grebet af den, fordi den ikke føles opstillet. Det føles ikke som noget, forfatteren har skulle tiltuske sig, men som kommer ret umiddelbart. Jeg er vild med sproget og de vendinger og fraser, alting beskrives så klart med. Det er en blanding af poesi og rå virkelighed, og jeg føler mig lige så draget af det, som man fornemmer fortælleren føler sig af Piki.
“Det var snarere sådan, at da Piki begyndte at vise omsorg for mig, begyndte jeg også at vise omsorg for mig selv. Tidligere havde jeg også kunnet se farerne, men jeg havde været ligeglad. I Piki fik jeg en, der fortalte mig, at der var grund til at bryde sig om mig. At der var nogen, der drog omsorg for mig. En, som jeg var så vigtig for, at hun tog sig af mig.”
