“Begynnelser”

Carl Frode Tiller, Begynnelser
Begynnelser, Carl Frode Tiller, Aschehoug 2017 – anmeldereksemplar

I Trøndelag er livet for flere plantearter truet. De er såkaldt raudlista og kommer til at forsvinde fra naturen, fordi mennesket bygger veje og anlægger hyttefelter. Tilværelsen til miljøværneren Terje er truet, fordi han er bange for at være lykkelig. Hans vækstvilkår er stærkt udfordret, men hvor det for planterne har handlet om miljøforandring har det for Terje handlet om arv.

Hvordan skal man nogensinde blive lykkelig, når det man frygter allermest er at være lykkelig. For hvad hvis alt forsvinder i det sekund man sænker paraderne?
Miljøværneren Terje ligger for døden, han har valgt at tage sit eget liv. Fortællingen begynder altså med det, slutningen og bevæger sig derfra og bagover i tid: Begyndelsen er slutningen, slutningen er begyndelsen, livet er døden og døden er livet. Vi er alle en gentagelse af noget som er gået forud for os, for den eller det vi er. Vi er måske nok den dominerende race og tror, vi kan bestemme over både klima, naturlig vækst og død, men det viser sig bare ofte, at hverken det vi tror, vi kan kontrollere, eller det vi ved, vi ikke kan kontrollere, men forsøger os på alligevel, løber ud som sand mellem hænderne på os.

Terje kæmper for en sag, som ligger hans hjerte nært: at redde væksterne på den røde liste. I det store, hele billede kan det måske være vanskeligt at forstå, hvorfor man vil kæmpe med næb og klør for f.eks. trønderflekklavets overlevelse, at man kan lade sig rive med i en sådan grad, at man får hadeopkald fra en ordfører fra Dovre, fordi man vil standse et byggeri i forsøget på at redde truede svampearter, men efterhånden som Terjes egne vækstvilkår afdækkes, forstår man at det ligger ham mere nært, end man umiddelbart kan forestille sig. Terje er den som er rødlistet, den som knapt trækker vejret længere. Men det er måske lettere at kæmpe for andres overlevelse end sin egen, det er lettere at være ansvarsfuld over for de ansvarsløse, og det er lettere at snakke om planter end om følelser.

Terje er som en slags moderne “Lykke-Per.” Han bremser for sig selv, før han bliver for lykkelig, for tænk hvis livet, sådan som det er akkurat nu, skal forsvinde. Han har hele tiden en fornemmelse af, at nogen ser på ham, at noget lurer bag ham. Det er livet som forsøger at indhente ham.
Gennem sin opvækst var det farens svigt og morens depressioner som fraholdt Terje i at vokse. Han blev derefter fjernet fra sit oprindelige habitat og overladt til et ensomt miljø. Man kan muligvis sætte en plante tilbage i sine oprindelige omgivelser i håbet om at få den til at vokse på nyt, man kan vande og man kan gøde, men hvor plasserer man et menneske som har været udsat for tørke? Er der i det hele taget nogen idé i at begynde at overstænge med vand, eller må man bare acceptere, at naturen går sin gang?

Allerede da jeg læste de første sider, havde jeg en meget stærk fornemmelse af, at denne bog var lige noget for mig. Der eksisterer en underspillethed i fortællerstemmen som er på nippet til at få mig til at eksplodere, både fordi det er morsomt, vildt irriterende, men også fordi jeg forstår det SÅ godt! Terje serverer på den ene side sine sarkastiske indfald med en misundelsesværdig præcision. På den anden side kan jeg ikke lade være med at blive lidt frustreret, fordi han samtidig også fremstår yderst barnlig. Han er helt og holdent i sine drifter og har svært ved at sætte sig ud over egne behov. Hans sociale opførsel minder netop om et impulsivt barn, som kræver sin ret, fordi det har vanskeligt ved at finde ud af, at andre også har behov. Men hele denne adfærd bliver så utrolig interessant. Jeg vil virkelig gerne finde ud af, hvad det er, der er i vejen med den mand! Og det er det som driver plottet.

Terje er i sin barndom måske nok blevet svigtet af sine forældre, og gennem sit voksenliv gør han heller ikke andet end at holde fast i dette. Han behandler sine forældre og sin søster med en kølig distance og forsøger på ingen måde at ændre dette, for det er ikke nødvendigt. Han er i sin fulde ret til at opføre sig, sådan som han gør – det er der ingen tvivl om, at han mener. Alligevel fascineres han af sin 10-årige datter, som kan finde ud af at optræde både “høflig og omsorgsfull”, selvom hun strengt taget ikke behøver det i den givne situation. Der er så meget folk ikke er nødt til, men som de gør alligevel, og så er der nogen der er nødt til en hel masse, men som de ikke er i stand til. Det handler om ansvar, om vækstvilkår og om magt. Terje fortæller historien om en sommerfugleart som lægger sine æg i nærheden af myretuer for at, når æggene falder ned af blomsterstænglerne, myrerne kan bærer æggene og passe på dem. Sommerfuglen lægger ansvaret fra sig over på myren, ikke bare fordi den kan, men fordi den er nødt til det for at overleve.

 Begynnelser er en øm og stærk fortælling om et lille liv i en stor orden. Tiller skriver tragikomisk rammende om menneskets mest simple, men også vanskeligste opgave: At leve og at ånde uden at ødelægge alt for meget for sig selv, uden at lade sig ødelægge af andre.
Alle organismer har en funktion, vi har en bestemt plads i økosystemet. Vi kan forsøge at ændre på kredsløbet, flygte fra vores position; med antidepressiver, antiklimakrisedemonstrationer, bevaring af udrydningstruede plantearter eller ved at outsource vores nærmeste. Det eneste der er sikkert er, at vi en dag skal dø. I den mellemliggende tid fra vugge til grav kan vi ikke gøre andet end at forsøge at få det til så godt vi nu kan – med den bagage vi kom afsted med, med det genmateriale som banker rundt i vores blod.

Der er ikke noget i denne roman som ikke er aktuelt. Den handler om klima, om kriser, om ægteskab, kærlighed, forældre, depression, mørke og angst, den handler om et menneske. Den er et rørende, morsomt og eftertænksomt lille udsnit af den store helhed, og den er fortalt så tilpas vedkommende og nært, at det er til at græde over, (jeg græd faktisk en hel del – både i bussen og på læsesalen…) både fordi det er tragisk, men også vanvittig smukt.

Tillers bog er desuden nomineret til NTNU’s litteraturpris som uddeles d. 26.10 i forbindelse med Trondheim Litteraturfest. På uddelingsarrangementet kan man desuden også møde forfattere som f.eks. Nina Lykke og Marie Aubert. Jeg synes, man skulle tage at komme, hvis man alligevel befinder sig i Trondheim 😉

Del dette indlæg:Share on facebook
Facebook
Share on google
Google
Share on twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.