Biblioterapi på SDU

I foråret oprettede man på SDU for første gang et fag for medicinstuderende, hvor de blev undervist i empatisk adfærd gennem litteratur: Ved at læse og diskutere skønlitterære værker kunne de studerende lære at bruge empati i praksis, mente man. Forløbet har efter sigende fået stor succes, og det sidste nye er, at man vil satse på terapi gennem skønlitteratur: En idé der langt fra er fremmed. Faktisk kan man spore fænomenet helt tilbage til de gamle grækere, men særligt efter 1.Verdenskrig gjorde mange psykoterapeuter, navnligt Sigmund Freud, brug af noget lignende i behandlingen af krigsveteraner. Man underviste i forlængelse heraf bibliotekarer i, hvordan de kunne guide de traumatiserede krigsveteraner gennem skønlitteraturens verden og på den måde hjælpe dem ud af deres lidelser.

For et års tid siden faldt jeg over et interview med biblioterapisten, Ella Berthoud som indledte med disse ord:

“You must read this, they say, thrusting a book into your hands with a beatific gleam in their eyes, with no allowance for the fact that books mean different to people – or different things to the same person – at various points in our lives. I loved John Updike’s stories about the Maples in my twenties, for example, and hate them in my thirties, and I’m not even exactly sure why.”

Biblioterapi går i al sin enkelthed ud på, at man, ligesom når man går til psykolog, taler lidt om sig selv og sine problemer. Man svarer på nogle spørgsmål om sine læsevaner, og efterfølgende udarbejder terapeuten en liste over bøger, han/hun anbefaler, man læser for at løse eller håndtere den situation, man søger hjælp til. Berthoud fortæller i interviewet om en ung mand, der skal være far for første gang. Han henvender sig til hende, fordi han, som så mange andre, er hundeangst for den opgave, han står over for. Berthoud foreslår b.la. Harper Lee’s To kill a Mockingbird, fordi, som hun siger, ”Atticus Finch er det bedste eksempel på en faderfigur.” Meningen er altså, at “patienten,” gennem bøgerne skal opnå en forståelse for, eller en indsigt i, sin egen problemstilling. Og det giver jo ganske god mening. Hvor tit hører man ikke folk sige, at de netop læser for at føle sig forstået, for at opleve, at der findes nogen som dem selv med samme tanker, problemer og følelser. Flere undersøgelser viser desuden, at folk der læser fiktion er mere empatiske og rummelige mennesker, så mon ikke, man på SDU har fat i noget?
Gennem læsningen lærer man at analysere og “læse” karaktererne. Man lærer at lægge mærke til de personlige egenskaber karakteren har, hvordan de kommer til udtryk, hvad det betyder, om det er gode eller dårlige egenskaber.
Man kan faktisk lære meget om sig selv ved at læse en bog, og kender man sig selv, har man også lettere ved at omgås og afkode andre.

For et par år siden viste DR en dokumentar, som fortalte om noget nær det samme fænomen et sted i England, hvor man brugte læsekredse til bl.a. misbrugere, demente og psykisk syge. Her ansatte man en litteraturkyndig til at udvælge relevante, skønlitterære værker samt lede kredsen. Man læste de udvalgte historier sammen og talte efterfølgende om dem. Mange af brugerne havde aldrig læst en bog frivilligt før, men fordi de nu kunne begynde at spejle sig selv i litteraturen, eller se en sammenhæng i fortællingen, åbnede de op.

Det er ofte lettere at tale om sig selv og sine problemer, hvis en anden tager hul på det for én. Jeg tror, de fleste kender til det, at have en oplevelse med i bagagen, som man måske ikke fortæller til hvem som helst – måske fordi man føler sig ene om at have det sådan, måske fordi man er bange for andres reaktion. Men møder man én, der begynder at fortælle om noget, der minder om ens egen fortælling, har man pludselig mod på at sige: “Det kender jeg godt,” eller: “Det har jeg også prøvet!” Det er det samme der sker, når man læser. Det virker pludselig genkendeligt og trygt, og man får mod på at tale om det der er svært gennem analysen af den fiktive fortælling. Måske er det, fordi der er en vis tryghed i, at fortællingen netop er opdigtet, og derved virker det ikke så “farligt. Det handler jo ikke ”rigtigt” om én selv – man kan gemme sig lidt bag- eller i fortællingen.

Jeg synes for én gangs skyld, at der er nogen på SDU der har fat i den lange ende. For én gangs skyld handler det ikke bare om, at vi er angste for at tackle de svære ting, for når man læser, står man ansigt til ansigt med sin frygt, den bliver mærkbar og nærværende, og fortællingen projiceres lynhurtigt over på én selv. Men når man læser, er der også mulighed for refleksion, og denne refleksion er vigtig. Hvis man vil det, kan bogen fortælle én en hel del om den, man er, eller den man har brug for at være – måske bare for et kort øjeblik.

I stedet for at dope folk med piller, stikke dem et skema i hånden og sige: “Du passer ind i denne kasse, så du får denne diagnose og de her piller, og så kan du gå hjem og passe dig selv!” kan det være, at man på denne måde begynder at føle sig forstået og hørt i det danske psykiatriske behandlingsvæsen. Ikke at det i alle tilfælde kan være en erstatning for medicinsk eller klinisk behandling, men jeg tror, det kunne være et godt område at berøre for langt de fleste patienter – om ikke andet så som supplement til den medicinske behandling.

“Books are the quietest and most constant of friends; they are the most accessible and wisest of counselors, and the most patient of teachers.”