“Blodet i årene – Amalie Skram og hennes tid”

Blodet i årene, Merete Morken Andersen, Spartacus Forlag 2018

Hvad er det som driver forfatteren ud i disse mørke smertepunkter, hvor den virkelig gode litteratur opstår: Den som rører os, og som følger os gennem generationer? Eller måske nærmere: Er det det som skal til for at skabe god litteratur?

Jeg har siden folkeskolen været dybt optaget af Amalie Skrams forfatterskab. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor det fangede mig i første omgang og hvorfor det har holdt ved. Måske fordi Skram skrev så ægte og nærværende om de tunge ting, de som jeg på den ene side ikke vidste eksisterede, men alligevel fornemmede og ikke selv kunne sætte ord på?

I hvert fald er det et gennemgående tema, jeg er blevet ved med at vende og dreje i forbindelse med dette forfatterskab: Hvorfor var hun så ulykkelig, hvorfor var tilværelsen så vanskelig for hende, hvorfor skrev hun så mørkt om alting, og hvorfor er jeg fanget af det?

I Merete Morken Andersens værk om Amalie Skram og hendes tid bringes disse spørgsmål atter frem:

“Det virker som om det siver skygger av galskap inn i kjærligheten, mens dødens skygge siver inn i galskapen fra en annen kant. I det hele tatt er det visst ikke mulig å skille det som utspiller seg i disse menneskenes kjærlighets- og familieliv, fra deres kunsteriske og intellektuelle liv. Og alle ser ut til å være ulykkelige, avløst av korte blaff av lykke og begjær, og dessuten viklet sammen i en tett knute av relasjoner.”

Jeg har læst ganske mange værker om Skram. Jeg har læst stort set alt, hun selv har skrevet: Romaner, noveller, breve osv., men det bliver et stadigt større mysterie for mig: Jeg undrer mig mere og mere over, hvad det er, der fanger mig, når nu det er så dystert og ondt.

Det er ganske indlysende, at denne smerte enten var et resultat af- eller en genspejlning af tiden Skram levede i. At hun måske var født i fejl tid, i fejl miljø, og at det var det, hun og mange af de som omgav hende, kæmpede mod det meste af deres liv. At det var denne kamp mod samtiden som gjorde det så mørkt? Men så tænker jeg: Skabte de måske ikke også noget af dette mørke selv?

Den problemstilling, som bliver ved med at vende tilbage til mig, særligt da jeg læste denne biografi, er at det på den ene side virker som om, at den lidelse, som kunstnerne forsøger at beskrive, ikke er noget de må opfinde. Den er der i forvejen, i samtiden. Kunstnerne gør den forståelig for os andre, giver os et sprog til at tale om det ved at beskrive den i deres værker. Men i denne omtale får lidelsen vel også et andet ansigt, en anden kraft? Og så er det jeg tænker: Må man, disse bestemte mennesker, kunstnere, må de ganske enkelt skabe kunst for at håndtere galskaben, hvis den altså er der i forvejen, eller opstår galskaben, fordi de giver den liv i kunsten? Var verden virkelig så mørk, som de får det til at lyde som, eller skabte de mørket selv, og hvis ja, hvorfor? Hvad grunder en sådan trang i?

“Retten til å observere seg selv inn til den innerste forvirringen, inn til stedet der smerten nesten forvandles til skjønnhet. Skrive realitetene ikke bare slik de kan måles og veies, men slik de oppleves, slik virkeligheten former seg når den filtreres gjennom menneskesinnet, denne avgrunnen som minner om havets dyp. Skrive dypet. Eller male det. Male dypet. Det er dette de vil. Det haster.”

Jeg tror ikke, der er noget endegyldigt svar på dette, for det er jo netop ikke en generel ting. Det som spørgsmålet dog bevidner om, er vel hvorfor denne type litteratur, dens rødder, bliver ved med at gro: Fordi det ikke handler om en bestemt tid, men fordi det er noget alment som lever i- og med mennesket, hvad end vi så skaber lidelsen selv, eller den bare er der. Egentlig er der en vis form for lighed mellem dette og den debat som længe har kørt om virkelighedslitteraturen: Hvad kan forfatteren tillade sig at skrive, hvordan kan forfatteren tillade sig at skrive om noget som ligger så tæt på virkeligheden, og hvori består denne trang til at “lade sit eget blod rende i kunstens navn”? Hvor meget er man villig til at ofre for kunsten, og hvorfor? Der er sikkert meget at hente i litteraturhistorien, om man vil forsøge at forstå denne problemstilling, dette syn på kunsten, dens skabere og måden vi behandler det på.

“Det er blitt min overbevisning at det først og fremst er i denne stemtheten til verden at det virkelige kan tre frem for oss og mønstre vise seg, og at det var dette som var Amalie Skrams bumerke som forfatter. Og det var altså nettopp denne evnen og interessen som jeg mener hun delte med mange av de kunstnerne som omga henne. Like mye som å etterlikne livet, er tekstene hennes selv liv. Som om virkelighet og tekst skulle være laget av samme stoff. Den åpenheten for erfaring som noen ganger ledet henne og de andre kunstnerne inn i sammenbrudd og galskap, tror jeg har å gjøre med denne stemtheten.”

Det, jeg har manglet i mange af de andre værker om Amalie Skram, var en større og bredere forståelse for hendes samtid. Mange af de tidligere biografier fokuserer mest på enkeltindividet Amalie Skram, hendes værker og hendes nærmeste. Andersen har i denne biografi koncentreret sig meget mere om det brede perspektiv: Ikke bare om de tættest på Skram, men også så langt som, hvad der foregik i Paris, i Østrig, i naturvidenskaben, i malerkunsten, psykologien. For alting hører sammen: Skønlitteraturen skaber sin samtid og samtiden skaber sin skønlitteratur, og det har Andersen i den grad vist med denne biografi.

Jeg er generelt super imponeret over, hvor gennemarbejdet dette værk er! Det virker utrolig gennemtænkt og velovervejet, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor lang tid, det må have taget at skrive alt det her. Der var så mange gange, hvor jeg læste en sætning, en pointe eller en tese og tænkte: “Ja, ja, men hvad så med…” Og så gik der ikke længe før, Andersen viste, at hun også tænkt på det.

“Eiffeltårnet er et skarpt og tydelig tegn for den nye tiden denne sommeren. Det er bygget i stål, den nye tidens materiale. Menn i arbeidsklær har klatret rundt i det for å få alt klart så oppstigningen kan begynne. Det blir sagt at fra avstand ser de som våger seg opp i det, ut som svarte insekter. Lyden av sleggene som rytmisk har slått inn de varme boltene i de 18000 ferdigfabrikkerte stålelementene som tårnet er sammensatt av, har vært intens, som en slags musikk; en dyp klang for hvert slag, den nye tidens klang.”

Samtidig er dette ikke bare et tørt opslagsværk som gengiver Amalie Skrams liv. Der er egne, personlige og oprigtige overvejelser med i værket, og så er sproget i sig selv er en oplevelse værdig. Beskrivelserne af omgivelser og mennesker bliver næsten lige så poetiske og tidsrigtige som de skæbner biografien behandler. Jeg tror aldrig, jeg har læst et værk i denne kategori, hvor jeg både følte, jeg lærte noget, sådan helt faktuelt, og samtidig fik en god portion æstetik oveni – sådan på en måde, så begge dele føles troværdigt. Jeg er virkelig imponeret!

Og så er der også sådan lidt, øh fun facts indimellem 😉
Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.