Bødler og ofre i ærlighedslitteraturen

Jack Kerouac

Kan eller bør bekendelseslitteraturen reguleres? Er kravet om regulering afhængig af, hvilken historie der fortælles – om vi har sympati med fortælleren eller ej?

Den såkaldte ”bekendelseslitteratur” er i vinden. Både etablerede forfattere, men også bloggere udgiver romaner om egne selverkendelsesprojekter på stribe. Bøgerne modtages med klapsalver og hurraråb.
I denne populære litteraturform blotlægger hovedpersonen ikke bare sit eget, men også andres liv. Ofte uden at disse andre har indvilget i det. Men det er okay, synes det, for fortælleren begår jo en altruistisk heltedåd ved at ofre sig selv i kampen om at bryde med konservative tabuer. Det retfærdiggøres hermed at blotlægge andres privatliv og dele oplysninger som i værste fald kan få livsvarige konsekvenser for de som udstilles – hver krig har sine ofre, ikke sandt?

Sidste år udgav Helga Hjorth romanen Fri vilje: Hendes version af fortællingen om en søster som beskylder sin far for incest. Romanen rejste spørgsmål om, hvilke konsekvenser forfatternes ublufærdige ærlighed har for de som omtales. Bogen blev dog imidlertid ikke regnet som en invitation ind i en debat om, hvorfor det nødvendigvis er den etablerede forfatter, vi må tro på, men snarere som et forsøg på at retfærdiggøre egen adfærd.

Det lader dog til, at vi i kraft af de seneste ugers debat om bl.a. udgivelsen af bloggeren Anniken Jørgensens roman Bare en natt til, som jeg har nævnt i et tidligere indlæg, er ved at være modne til at tage diskussionen om, hvorvidt denne form for ærlighed i litteraturen skal bifaldes eller tilpasses.

I 1955 udgav Vladimir Nabokov historien om en voksen mand som forelsker sig i et barn. Det mest rystende ved denne udgivelse var dog, at læseren fik sympati med Humbert: en pædofil, en voldtægtsmand, en børnemishandler. Det var skamfuldt at erkende, at man lod sig rive med af en pædofil: ”Hvad siger det ikke om os, hvis vi sympatiserer med Humbert, hvordan er det i det hele taget muligt?” Det er muligt, fordi det er forfatterens hensigt. Alle ved, at Humbert handler moralsk ukorrekt, at det virkelige offer er Lolita, men pga. fortællerens retorik – de litterære virkemidler, forledes vi til at tro, at han er offeret. Og det er forfatterens magt: At fremskrive sin egen ønskede hensigt ved upåagtet at bruge andre som middel dertil.

”Du er forfatteren af din egen historie”, siger man. Man kan manipulere med hjernen og tilpasse sine minder, så de passer ind i den fortælling, man ønsker at høre. Forfatteren til disse fortællinger kan samtidig gøre med karaktererne, som hen vil. Jo mere forfatteren spiller på sin egen ”korrekte form af ærlighed”, jo farligere er det for de ”amoralske” karakterer: De bliver integritetsløse, ikke bare af fortælleren til historien, men også af lytteren som ikke vil høre bødlens historie. For vi vil ikke forledes, vi vil ikke risikere at være enig med den alle andre har sagt er den skyldige. Hvilket menneske er jeg da ikke, hvis jeg har ondt af Humbert? Det kan vi ikke risikere. Det kan læseren ikke risikere, og det kan forlagene ikke risikere.

I Sverige vil ingen forlag udgive journalisten Fredrik Virtanens bog, hvor han fortæller, hvordan det er at blive gjort til bøddel i en Metoo-beretning. Nu er vi jo alle endelig blevet enige om, at det der #Metoo er så vigtigt, så hvem er dum nok til at modsætte sig? Som Virtanen skriver i et indlæg om bogens tilblivelse, så er forlagene bange for, at pøbelen kommer farende med sine fakler og høtyve. Ingen vil frivilligt fremture det, vi alle er blevet enige om, er forkert.

Men er det ikke også et tabu at bryde? At give taletid til bødlen uden at være bange for at blive forledt, uden at forbinde det med et forsvar, men ganske enkelt bare lytte: Være imødekommende for to sider af den samme sandhed?

Vi er blevet opdraget til at sympatisere med den som fremstilles som offer, med den svage, den underkuede. Når en forfatter skriver en roman om at være offer – for incest, for mobning, en voldelig kæreste – så skal vi have empati med vedkommende, ikke med de som tillod det eller som, endnu værre, ikke troede på offeret, men på den som modigt og ærligt fortæller offerets historie. Vi kan ikke tillade os at regulere fortællinger som Bare en natt til. Det ville være det samme som at sige, at vi ikke tror på incestofferet.  Hvis vi vil regulere den fremlagte historie, må det jo være, fordi vi ønsker at skjule noget – fordi vi er bange for at sandheden om os kommer frem. Eller hvad?

Jeg tror ikke, det handler om frygt for afsløring, men tilsløring af en Humbert-type, som forleder os til at tro, at virkeligheden er en anden. Vi går direkte i den utroværdige fortællers fælde. Imens står de, der skrives dårligt om, på sidelinjen og kan kun magtesløst se på, mens vi lader os forføre af den som var mest overbevisende – i kraft af sin status, sit hverv, eller de mange andre ”ærlige” fortællinger. Det lader til, at jo flere tabuer man kan bryde vha. sine ærlige historier, jo større troværdighed opnår man som forfatter. Det retfærdiggør blotlæggelsen af andres privatliv, men vi glemmer, at alle historiefortællere kan være en potentiel Humbert Humbert.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.