“Brenn Oslo brenn”: Kunst eller kvindelitteratur?

Brenn Oslo Brenn, Johanna Frid
Brenn Oslo brenn, Johanna Frid, Aschehoug 2019 [Anmeldereksemplar]

Med jævne mellemrum dukker diskussionen om litteratur skrevet af kvinder vs. mænd op: Hvorfor degraderes de fleste romaner skrevet af kvinder til “kvindelitteratur”, mens romaner skrevet af mænd annonceres som “stor kunst”? Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal mene om dette, om jeg skal mene noget overhovedet – er det måske ikke bare en tom antagelse? Under læsningen af Johanna Frids roman Brenn Oslo brenn, slog det mig, at nej, der er måske noget om det?

Johanna, eller Johanne alt efter skandinavisk ståsted, er en ung svensk kvinde, som bliver kærester med en ung dansk mand, som tidligere har været kæreste med en endnu yngre norsk kvinde. Johanna er jaloux, og i hendes sygelige opspind forvandles både den norske ekskæreste Nora (kan man hedde andet som ung kvinde i Norge?) og landet til noget forfærdeligt, ondt og grimt. For alt som kan tilknyttes Nora må ødelægges, sådan er det måske, når man er jaloux: Nora fremstår, ud fra sin Instagram-profil som Johanna stalker, som perfekt, og i Johannas umiddelbare forestilling må hun jo også være dette: En uopnåelig konkurrent, en trussel, som må pilles fra hinanden og destrueres. Men det er bare det, at kæresten Emil faktisk er færdig med Nora. Det siger han i hvert fald, men alligevel fortsætter Johanna at forestille sig, hvordan Emil har lyst til Nora, hendes perfekte norske krop, hendes stramme røv. Hvorfor skulle han ellers ville mødes med hende?

I begyndelsen af romanen udlægges endnu et dilemma: At være af anden skandinavisk herkomst i et andet skandinavisk land. Selvom der er mange ligheder, er det let at føle sig fremmedgjort. Der er både sproglige, kulturelle og menneskelige barrierer. (En anden interessant observation, som man også kunne have vendt: Hvordan Frid blander svensk, dansk og norsk til en spændende nordisk hybrid, som med tiden føles ganske hjemlig.) Man fornemmer hurtigt, at Johanna står i lidt af en klemme der blandt maniske opspind og svigerforældre, hun ikke kan konversere ordentligt med, høfligt – ligesom Nora, som de garanteret elsker, og som de sikkert håber, Emil vil tage tilbage.
Der er mange både morsomme, slående og genkendelige observationer. Jeg var da også revet godt og grundigt med i starten, men den der underlige opstået jalousi, som udvikler sig til en besættelse blev pludselig for meget. Den blev for intens og for navlepillende. Intens, fordi det faktisk er så ualmindelig godt skrevet, men for navlepillende, fordi det bliver for uvedkommende: Hvad skal jeg blandes ind i Johannas sygelige jalousi for, tænkte jeg? Hvis ikke den her unge kvinde har andet at bekymre sig om end sin kæreste, som ikke boller sin ekskæreste, altså så ville jeg sgu nok anbefale hende at finde noget andet at gå op i. Og det efterlod mig altså med denne tanke: Er det sådan, det skal til at være fremover? At unge, kvindelige debutanter skal skrive om sig selv og sine små, små liv og så skal vi kalde det romankunst? For jeg kan i så fald godt forstå, hvorfor man kan forledes til at tro, at det er sådan det er: at kvinder skriver ubetydelig, navlebeskuende “kvindelitteratur” om menstruationssmerter og Instagrambesættelse, mens mænd skriver “stor kunst.” For det er lidt af en tendens: Jeg har nu læst 5 af efterårets nye udgivelser, alle skrevet af kvinder, og alle har jeg på et eller andet tidspunkt haft lyst til at kaste opgivende ind i væggen, fordi de kvindelige hovedpersoner er så smålige og navlebeskuende, at jeg får helt ondt, og jeg tænker: Hvad fanden skal jeg med det her?

MEN! Der er også en anden side, det er der altid, og jeg ser den ganske klart, allerde før jeg beslutter mig for den første: Frid skriver den her smålighed, jalousi og selvoptagethed så ufattelig godt frem. Det er så levende, genkendeligt, morsomt og til tider ganske smukt formuleret, at jeg bliver forledt til at tro, at det er vedkommende, at det kan være “kunst.” Særlig fordi hun også sidenløbende implementerer situationer, hvor noget faktisk står på spil: en konkret smerte, konkrete problemstillinger, konkrete eksempler på ikke at blive hørt. Og så tænker jeg samtidig på et værk som Per Pettersons prisvindende Menn i min situasjon. Jeg kom aldrig igennem den, fordi jeg også syntes den var navlebeskuende, selvoptaget og for mig uvedkommende. Nej, jeg var ikke en mand i hans situation, måtte jeg konstatere. Men handler litteratur så ikke også om at kunne sætte sig i den andens, i karakterens sted, og få noget med derfra? Jo, det gør det vel, og måske er det mig, der ikke evner det, måske er det forfatteren som ikke evner at servere det godt nok, måske har det noget med køn at gøre, måske har det ikke. Måske har det noget med samfundets sygelige opmærksomhed på det enkelte individ at gøre eller måske netop det modsatte: at samfundet ingen opmærksomhed har rettet mod det enkelte individ i det hele taget, og derfor må den enkelte selv stå der og råbe så forbandet højt for at føle sig hørt, og så magter jeg ikke den råben, fordi jeg også selv vil blive hørt, fordi jeg også selv er et menneske i den situation. 

Jeg besluttede mig ganske hurtigt for, at jeg ikke kunne lide den her roman, men det har vel mest med indholdet, med karaktererne at gøre og ikke så meget romanen som et produkt. Jeg ville gerne kritisere den, fordi den kvindelige hovedperson irriterer mig, fordi jeg hader jaloux kvindemennesker, jeg syntes de er smålige og dumme: Jeg synes ubegrundet jalousi er dumt. Og egentlig har det ikke noget med hverken denne roman eller dens karakterer at gøre, men at jeg føler mig ramt. Og er det så ikke også, hvad “kunst” skal kunne: Ramme mig? Har den så ikke gjort sit job?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.