“Brev til en ufødt datter”: Hvornår inviterer vi mændene med til alvorssnakken?

Brev til en ufødt datter, Anne Bitsch, Forlaget Spartacus 2018

Som det gøres klart i denne bog, og som det bliver gjort klart nærmest hver gang en ny debat om ligestilling åbner, så er vi kommet et godt stykke ad vejen mod et ligestillet samfund. Eller, man kan måske sige det sådan, at det i hvert fald ikke er ligeså galt, som det var engang. Men er det ens betydende med, at det job så er gjort, eller hvad?

“Kjære Emma.
Du har fått lese om noen av de vondeste og såreste erfaringene fra mitt liv. Jeg har nølt, for jeg er redd for å skremme deg. Det er fort gjort å ende opp med å gjøre det motsatte av det jeg egentlig ønsker, å fortelle historier som skaper et inntrykk av at den verden du og dine medsøstre lever i, er grunnleggende farlig.”

Hvilken historie ville du fortælle dit ufødte barn? Hvordan ville du præsentere den verden, hun eller han snart skal være en del af?

Anne Bitsch fortæller i disse breve til en ufødt datter om den verden, hun selv voksede op i, og om den verden dette barn ville være kommet til at vokse op i: En, ideelt set, tryg verden, hvor frihed står højest på prioriteringslisten, men i praksis en verden som i stadig grad er styret af frygt.
Brevene er en kortlægning af fortiden, men også et opråb til nutiden med et håb om at ændre fremtiden. Gennem fortællinger om egne erfaringer, gode som onde – nok mest onde – konkretiserer Bitsch, hvad udfordringerne ved at være kvinde i dag egentlig består i, og hvorfor.

For nogle år siden var der én der sagde til mig, at han ikke kunne forstå, hvorfor vi blev ved med at have den evindelige debat om ligestilling mellem kønnene, hvad var der at debattere? De nordiske lande var jo nogle af de mest ligestillede i verden. Havde kvinderne ikke snart fået det, de ville have? I øjeblikket tænkte jeg, og tænker indimellem stadig: Det kan da godt ske, du har ret – hvad er det egentlig vi debatterer? Vi har det jo meget godt, ikk? Men denne accept grunder måske snarere i, at man ikke er klar over, hvad man siger nej til, hvad man overser kan være til debat.

Efter at have læst de første 30-40 sider i denne bog, tænkte jeg, at jeg faktisk ikke rigtig orkede mere. Jeg orkede ikke fortællingen om, hvor unfair alting er for kvinder, hvor dårligt de der mænd behandler os, og jeg overvejede at lægge bogen fra mig. Men så læste jeg noget, som faktisk rørte mig:

“Emma, til tross for krenkelsene jeg har blitt utsatt for, har jeg forsøkt å holde paranoiaen på en armlengdes avstand. Jeg har ønsket å stole på det gode i mennesker. Det var nok også derfor jeg haiket – fordi jeg trengte å erfare at man kan overgi seg, at det går an å ha tillit til folk. Og det har jeg aldri angret på. Erfaringen med mannen i Mitsubishien var et unntak. Episoden endte ikke med å bekrefte en regel om at verden grunnleggende er et farlig sted å være, tvert imot.”

Så sent som i sidste uge sagde jeg disse ord højt: “Når jeg tænker over det, så var det måske ret dumt gjort af mig. Tænk, hvis han ikke havde lukket mig ud igen.” Detaljerne her er underordnet, min pointe er, at der i mødet med det andet menneske opstod frygt, men i efterkanten en selvpåført skyld: Hvis han havde gjort noget mod min vilje, havde det været min egen skyld – så var det, fordi jeg havde været dum og naiv.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange en lignende sætning er kommet ud af min mund, eller hvor mange gange jeg har hørt veninder sige sådan. Hvis min farmor hører, at jeg går alene efter mørkets frembrud, at jeg rejser alene, går ude om natten etc., så kommer formaningen: “Nu passer du på dig selv!” Eller: “Det gør du da vel ikke!” Man bliver lært, at man må tage forbehold, at det er farligt at gå ud om aftenen, alene. I øjeblikket er det ikke sikkert, man er styret af frygten – at man rent faktisk tænker over, at denne situation potentielt kunne blive farlig, og tak og lov for det! Men frygten kommer. I efterrationaliseringens lys erkender vi, at frygten lever i os. Frygten for at det andet menneske skal gøre os ondt.
Men det er nu egentlig ikke frygten i sig selv, som er problemet. Jeg tænker også, det er godt nok at tage sine forbehold. Det egentlige problem er, at det er den, det går ud over, som påtager sig skylden. Som om den anden har ret til at gøre os ondt. Det er dét, der er fejlen, og det er derfor, vi fortsat må have debatten om ligestilling. Fordi halvdelen af klodens befolkning går rundt med en opfattelse af, at den anden halvdel potentielt kan skade os, når de ønsker det, og gør de det, så er det vores egen skyld.

“Som kvinne skal man aldri være naiv, men man må vurdere hvor mye frihet man egentlig er villig til å ofre for sin egen sikkerhets skyld. Denne vurderingen kan bare den enkelte ta, i det minste så længe foreldrene kke bestemmer. I friheten og i tilliten ligger det mye lærdom. Mer enn i frykten, tror jeg. Min foreløpige konklusjon at det er i det relativt åpne og fordomsfrie samspillet med andre mennesker at man kan vokse og gro.”

Som jeg har skrevet så mange gange tidligere, så er det først, når vi begynder at tale anderledes om tingene, at der er grobund for forandring. Det er først, når man begynder at fortælle sig selv en anden sandhed end at: “Det var dumt gjort af mig,” at verden bliver anderledes at være i. Jeg tænker faktisk ikke, at dette behøver at være nogen højtråbende revolution. Jeg tror nærmere det handler om, at alle må begynde at sige nogle andre sandheder til sig selv. For så snart ens indre verden ændrer sig, så smitter det af på den ydre.

Der gik nogle sandheder op for mig, da jeg læste denne bog, og jeg er ret sikker på, at der også er sandheder for andre at hente: Forhåbentlig ikke bare kvinder, men også mænd.

Den sidste sætning bliver dog her til lidt af et problem, og indrammer ganske glimrende, hvad jeg synes, denne bog mangler: At mændene, den halvdel vi anklager, også bliver inviteret indenfor. Det er jo ikke nok, at vi bliver ved med at fortælle os selv, at vi ikke finder os i at blive behandlet sådan og sådan. Det er jo ikke nok, at vi fortæller andre kvinder, som er trætte af nøjagtig de samme ting som os selv, at vi ikke finder os i det. I alle andre sammenhænge lærer man, at hvis man har et problem, så må man konfrontere den eller de, som er roden til problemet. Jeg siger ikke, at mændene er roden til problemet, men de er en del af problemet. Så fortjener de ikke også at blive inviteret indenfor, skal de ligesom ikke informeres om de tanker, følelser og frustrationer, vi nu engang har? Jeg tror netop, at en sådan kommentar, som jeg fik får nogle år siden, grunder i uvidenhed. Jeg tror ikke (eller jeg håber ikke), der er ret mange mænd, som bevidst ønsker at stille kvinden dårligere end ham selv, som ønsker at underkue kvinden. Men det sker, fordi de ikke er bevidste om, at det er, hvad deres tillærte adfærd fører til, hvad kvindernes tillærte adfærd fører til. Og hvordan skal man kunne ændre på noget, eller hvorfor, skal man ændre på noget, hvis man ikke ved, at det er et problem?

Kan nogen måske prøve at skrive en bog om det her, som ikke indeholder ordene medsøstre, fra kvinde til kvinde, eller som f.eks. slutter sådan her:

“Vi skal rope høyt. Ut fra byens tak. Rope så alle kan høre det: Dere kan forsøke å disiplinere kroppene våre, men begjæret vårt, håpet om noe annet og bedre, det temmer dere aldrig. Og etterpå, når vi har ropt oss hese, så skal vi danse oss svette. Myldre ut i gatene og nattas mørke, smelte sammen med andre pulserende kropper, i den tilliten som skaper verden”

For så kan jeg faktisk godt forstå, mændene bliver skræmte. Jeg bliver skræmt! Jeg kan godt forstå, at mænd synes, det her feminisme har taget overhånd, når det er det, der forbindes med vores ønske om ligestilling. Så kan jeg godt forstå, de ikke forstår problemet og heller aldrig kommer til det, fordi en bog med velkomsthilsenen: “Søsterskap” ikke ligefrem motiverer dem til at læse videre. Og kampen om ligestilling vindes ikke, så længe det handler om dem og os, så længe man kæmper som to hold fra hver sin planet.

Som Bitsch selv er inde på, så handler ligestilling og feminisme ikke om ekskludering af manden, tværtimod. Det er ofte bare sådan det kommer til at fremstå, måske fordi den der skyld, vrede og frustration har bygget sig op til en så hård klump, at den eneste måde at få den formidlet på er ved at råbe og senere danse en ekskluderende dans med sine “medsøstre”?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Her tænker du på ““Brev til en ufødt datter”: Hvornår inviterer vi mændene med til alvorssnakken?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.