Det er altid lidt af et sats at forsøge at bearbejde et i forvejen anerkendt, historisk stort forfatterskab. Kan man tillade sig at pille i det, og skal man pille i det?
Svaret er ja. Ja, det skal man. Camilla Collett havde stor betydning for sin samtid, og ikke mindst for sin eftertid. Dog har visse former for ældre litteratur det med at gå i glemmebogen. Måske skyldes det tilgangen: At sproget er anderledes, at værkerne ikke opdateres og genudgives, men kun findes i rustne, støvede former på bagerste hylde på biblioteket. Måske syntes, man ikke det er relevant længere? I hvert fald har især de kvindelige forfattere fra en vis tid det med at blive glemt, men så er det godt, at nogen husker os på, at de eksisterer.
“Var de originale? Nei. Var de særskilt begava? Nei, på ingen måte. Jeg snakker nå om den evige, for alltid uløste gåta om middelmådighetas overlegenhet.”
Camillas lange netter er et udpluk af Camilla Colletts fortællinger fra sin barndom på Eidsvoll, sin ungdom i festligt selskab, men også ømme fortællinger om dem hun elskede. Disse er af Høvring bearbejdet i en smuk og kraftfuld form. Æstetik er nok ikke, hvad man ellers forbinder Collett med, men det klæder hendes tekster at have været igennem en moderne æstetisering. Ikke at værket er en gengivelse af Collett – langt fra: Værket har en egen stemme, men ikke på en sådan måde, at man glemmer, hvem det egentlig handler om, og hvem det forholder sig til.
“Er ei kvinnes skjebne alltid sørgelig?”
Da jeg første gang faldt over Colletts forfatterskab og gik i krig med Amtmandens Døtre må jeg erkende, at jeg gav op. Collett brugte mange kræfter på at være veltalende, hvilket der sikkert har været en udmærket grund til, (Tough, patriarchistic crowd, you know!) men det blev simpelthen for kedeligt til mit temperament. I mellemtiden er jeg dog blevet mindre rastløs (måske er det, hvad universitetet gør ved én?) og ser nu de mere hårdtslående kommentarer og hentydninger der faktisk også skjuler sig i romanen. Så læste jeg Høvrings værk, og jeg fik lyst til også at prøve originalen. Og det var måske det, der skulle til for sådan rigtig at værdsætte Collett? At jeg fik en fornyet invitation for for alvor at kunne se, hvad forfatterskabet egentlig indeholdt? Man kan måske sige, jeg skulle have det ind med skeer! Eller måske bare i en form, jeg var mere vant til: Den korte form, den der råber virkelig højt for at fange sin læser, den der ikke ønsker at dvæle ved lange, detaljefyldte formuleringer, men som skærer ind til benet og maler det allersmukkeste frem.
Det er ikke noget med at favorisere én frem for en anden, det er ikke noget med at sammenligne, for Høvrings værk står fortræffeligt som selvstændig, Collett er en kraftfuld klassiker, som man må lære at nyde, men jeg synes, de to klæder hinanden ufattelig godt.
“Uansett kjønn er det vanskelig å være dikter, sa han. Ofte blir vi forstyrra av hverdagslige ting som sliter i stykker tankespinnets innvikla tråder, eller vi blir stansa av vår egne, kristiske demoner. Vi forsker og undersøker, og er vi heldige får vi tak i noe som er både essensielt og spinkelt, men så kommer vurderinga: En gnien anmeldelse, noen skarve spalter i avisa. Men ei kvinne får ikke være i fred med sitt eget, sa jeg. Alt vi gjør og sier skal under lupa. Ei kvinne som har hus og unger og som samtidig skriver bøker, er en avskyelig skapning.”
