“Rettsstridig forføyning”

Rettsstridig forføyning, Lena Andersson, Gyldendal Norsk Forlag 2014

Egentlig har jeg en helt naturlig modstand til romaner som indeholder, eller forsøger at sælge sig selv med ordene: Kærlighedsfortælling, berusende forelskelse, fornuft og følelser! Jeg får en sådan helt igennem kløende fornemmelse indeni og får lyst til at rulle mine øjne så hårdt, at der er fare for, at jeg kommer til at se min egen hjerne. I can’t even…

Læs videre ““Rettsstridig forføyning””

“Oberstinden”: Den man tugter, elsker man

Oberstinden, Rosa Liksom, på dansk v. forlaget Grif 2018

Det er desværre ingen nyhed, at mange mennesker bærer på historier og erfaringer om undertrykkelse, fysisk eller psykisk vold begået mod dem af mennesker, som ellers står dem nært. Man kan måske undre sig over, hvorfor noget menneske finder sig i en sådan behandling. Kan de ikke bare gå deres vej, tænker man. Men det er måske ikke altid et valg. Hvis man er født ind i en verden, hvor denne magtanvendelse er hverdag både bag hjemmets fire vægge, men også fra statens side, hvor det at slå sine børn eller sin hustru, at kvæle unge piger til døde efter man har voldtaget dem, ses som en selvfølge, som en slags naturens gang, så skal der nok en del til, før det går op for én, at der findes andre måder at leve på.

Læs videre ““Oberstinden”: Den man tugter, elsker man”

“Se på oss nå”: Kan man kontrollere sine egne hensigter?

Af gode grunde kan man aldrig vide, hvad ens ord og handlinger fører med sig. Det er en skummel tanke, hvis man nødvendigvis må veje alt, man siger og gør, fordi alting potentielt kan tolkes som en uret. Indimellem kan det dog være ganske udmærket at få sine mønstre eksemplificeret og udpeget, for kun gennem bevidstgørelse kan man ændre på tingene. Alting handler om den måde vi taler om hinanden og til hinanden på: Sproget er en handling i sig selv.

Læs videre ““Se på oss nå”: Kan man kontrollere sine egne hensigter?”

“Uke 43”: Forestillingen om et menneske

Uke 43, Hanne Ørstavik, Aschehoug 2002

Indimellem møder man de der personer der, uden man rigtig kan pege på hvorfor eller hvordan, får en afgørende betydning for én. Disse bekendtskaber kan indimellem synes at komme ud af det blå, måske ved man ikke engang, hvad man rigtig skal bruge dem til, men når man får øjnene op for denne “særlige forbindelse,” føles det nærmest skæbnesvangert – som om det ikke kan være anderledes.

Læs videre ““Uke 43”: Forestillingen om et menneske”

“Dette er også vatn”

Dette er også vatn, Inger Bråtveit 2018, Forlaget Oktober

Hvordan opstår en historie, og hvad adskiller den private fra den offentlige, hvorfor fortælle den i det hele taget? Fortælleren i Bråtveits roman leder efter en sandhed. Hun forsøger at finde ud af, hvorfor hun skriver, og hvad skriften egentlig gør med hende.

Læs videre ““Dette er også vatn””

“En rekke avbrutte forsøk”

En rekke avbrutte forsøk, Selma Lønning Aarø, Cappelen Damm 2007

Kan det lade sig gøre at skrive en bog uden at såre nogen – særligt, hvis bogen skal handle om forfatterens egen opvækst? Selma, eller “forfatteren” i denne roman gør et forsøg, men forstyrres så meget undervejs, at projektet ender ud som en hovedløs ideologi.  Læs videre ““En rekke avbrutte forsøk””

“Jeg har ennå ikke sett verden”: At forskyde kærligheden

Jeg har ennå ikke sett verden, Roskva Koritzinsky, Aschehoug & Co. 2017

Hvad er det, man skal have set, før man har set verden? I disse noveller må verden ske i kraft af andre, sammen med andre. Så længe jeget stiller sig uden for verden, for menneskene omkring sig, erfares verden ikke.  Læs videre ““Jeg har ennå ikke sett verden”: At forskyde kærligheden”

“Singularitet”: At finde sig et fornuftigt livsprojekt

Singularitet, Marita Fossum, Forlaget Oktober 2018 – Anmeldereksemplar

“Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død,” skrev Tom Kristensen i digtet Angst fra 1932. Det var vel en måde at sige, at han trængte til noget der kunne ruske ham ud af livets forudsigelige og trivielle former. I romanen Singularitet forsøger den midaldrende Gulline noget nær det samme bare ved at prostituere sig selv. Læs videre ““Singularitet”: At finde sig et fornuftigt livsprojekt”

“Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv”

Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv, Tomas Espedal, Gyldendal Norsk Forlag 2006

At gå er frihed. Om det er en tur ned ad gaden, i skoven eller en 500 km. lang vandretur over fjeldet; det medfører en følelse af fremdrift, at man flytter sig – ikke bare fra A-B, men også mentalt og personligt.  Læs videre ““Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv””

“Brev til en ufødt datter”: Hvornår inviterer vi mændene med til alvorssnakken?

Brev til en ufødt datter, Anne Bitsch, Forlaget Spartacus 2018

Som det gøres klart i denne bog, og som det bliver gjort klart nærmest hver gang en ny debat om ligestilling åbner, så er vi kommet et godt stykke ad vejen mod et ligestillet samfund. Eller, man kan måske sige det sådan, at det i hvert fald ikke er ligeså galt, som det var engang. Men er det ens betydende med, at det job så er gjort, eller hvad? Læs videre ““Brev til en ufødt datter”: Hvornår inviterer vi mændene med til alvorssnakken?”

“Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?

Hvorfor skal nogen nødvendigvis dø for at forhøje romanens æstetiske kvalitet? Da Goethe i sin tid udkom med den tragiske roman, Den unge Werthers lidelser oplevede man en bølge af selvmord blandt unge mænd. Det blev en slags reaktion på en intens indlevelse i kunsten som individet ikke kunne rumme. Kunstens storhed smittede, men kunne ikke presses ind i det enkelte individ. Læs videre ““Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?”

Søsterkærlighed på godt og ondt: “Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født”

Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født, Mona Høvring 2018, Forlaget Oktober

Jeg læste engang, at de roller, man bliver tildelt i et søskendeforhold vil varer ved resten af livet: Er man den ældste, vil man forblive i rollen som den ansvarlige, omsorgsfulde og ledende. Den yngste derimod vil, så snart den ældre søskende træder ind i rummet, hoppe tilbage i rollen som den der bliver taget hånd om og overlade ansvaret til den ældste. Jeg tror, der er noget om det i langt de fleste tilfælde. Jeg tror, det ligger naturligt til os at indordne sig efter den “ældste og klogeste.” Der er noget trygt ved den slags familiære føjelighed. Men hvad sker der egentlig, når der kommer ubalance i den slags forhold? Læs videre “Søsterkærlighed på godt og ondt: “Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født””

“Ensomheten i Lydia Ernemans liv”: Resignation kræver styrke!

Ensomheten i Lydia Ernemans liv, Rune Christiansen, Forlaget Oktober 2014

“Å være høres ikke så slitsomt ut som å bære,” var der engang én der sagde til mig. Umiddelbart opfattede jeg det som resignation, som opgivelse. Jeg har nok altid troet, at livet nødvendigvis måtte være hårdere, end det egentlig er – jeg ved ikke helt, hvorfor. Men måske fordrer denne “resignation” en anderledes styrke, som er lige så værdifuld, som det at bære sit liv?
Rune Christiansen beretter i sin fantastisk smukke og eminente fortælling om et liv, som ikke synes af meget, men som får så uendelig stor værdi i sin blotte tilstedeværelse: Lyrisk og menneskeligt.

Læs videre ““Ensomheten i Lydia Ernemans liv”: Resignation kræver styrke!”

“Doktor Glas”: Livet er handling!

Doktor Glas, Hjalmar Söderberg, Albert Bonniers Förlag 2017, første gang udgivet i 1905

Kan man nogensinde forsvare at slå et andet menneske ihjel? Hvad hvis man gør det for at redde én, man holder af, og hvad med bagefter: Kan man leve med skylden – findes der overhovedet nogen skyld? Læs videre ““Doktor Glas”: Livet er handling!”

“Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?

Å tale og å tie, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

“Det kan være gode grunner til at samfunnet bør møte det kunstverket som vekker uro og ubehag med åpenhet og spørre: Hvorfor gjør det så vondt?”         

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om, hvad forfattere kan tillade sig at skrive på bekostning af andre, under dække af begrebet skønlitteratur og i kraft af deres navn. (Disse indlæg kan man læse her, her og her ) Hvad der dog mangler at falde på plads for mig er, hvorfor man skriver om alle de ting, vi alle sammen bliver så stødt over, op- eller berørte af, alle de følelser vi kan nikke genkendende til, tager afstand fra, griner af eller græder over? Læs videre ““Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?”