11%: hvor kvindeligheden flyder og alt der dingler er overflødigt

Maren Uthaug, 11%. Lindhardt & Ringhof 2022

“Det er så absurdt, at jeg bliver nødt til at læse det,” sagde jeg, da jeg fortalte en veninde om min igangværende læsning af Maren Uthaugs nye roman 11%. Bagefter slog det mig, hvor påfaldende det er, at jeg finder indholdet absurd, morsomt og grotesk. For den historie Uthaug formidler, er sådan set ikke noget anderledes, end den virkelige verdens historie. Den som har udspillet sig gennem årtusinder. Den eneste forskel er, at i Uthaugs univers, er det mændene som er underlagt matriarkatet. At jeg umiddelbart valgte at beskrive bogen som absurd, er måske det mest absurde af alt? Eller i hvert fald det interessante. Hvorfor synes jeg, en fortælling om en verden, hvor mænd er underlagt kvindernes magt, lune og seksuelle lyster forekommer absurd?

Læs videre “11%: hvor kvindeligheden flyder og alt der dingler er overflødigt”

Vølvens vej

Vølvens vej, Anne-Marie Vedsø Olesen. Lindhardt & Ringhof 2021

Fantasy genren har aldrig rigtig fanget mig. I teorien lader jeg mig betage, men desværre ikke i praksis. Jeg har en forestilling om, hvordan jeg skal synke ind i et fantastisk univers, opdage og sanse noget min hjerne ikke er i stand til at skabe på egen hånd, men det er som om den rationelle del af mig (hvilken er ret stor), ikke vil overgive sig til fortællingerne. På trods af denne erfaring var der alligevel noget der tiltalte mig, da jeg første gang kom over omtalen af Anne-Marie Vedsø Olesens roman Vølvens vej.

Læs videre “Vølvens vej”

En tid for å leve

Jan Kjærstad, En tid for å leve. Aschehoug 2021

Kender du det, når man er helt sikker på, at denne bog er ikke noget for mig! Og så viser det sig alligevel at være en af de bedste bøger du længe har læst? Sådan havde jeg det med Jan Kjærstads nye roman “En tid for å leve.”

Læs videre “En tid for å leve”

“Kløe”: En novellesamling om sjælelig fnat

Kløe, Frida Isberg, Forlaget Torgard 2020. Modtaget som anmeldereksemplar.

Hvis man går i seng med en røv der klør, vågner man med fingre som lugter, siges det. Gennem sine små dagligdagsobservationer i novellesamlingen Kløe stiller Frida Isberg spørgsmålstegn ved, hvorvidt man skal klø igen eller ikke. Nogle gange er kløen et symptom på et alvorligere problem, andre gange bør man holde igen med pilleriet, og irritationen vil forsvinde af sig selv.

Læs videre ““Kløe”: En novellesamling om sjælelig fnat”

“Dagene” : Vondt er godt og voksent

Dagene, Julie Stokkendal, Kolon Forlag 2019
Dagene, Julie Stokkendal, Kolon Forlag 2019

Det er ikke altid, Teas mor formår, at være den mor hun burde være, og så må Tea gå på æggeskaller. Det er ikke altid, Tea formår at være det barn, hun burde være, og så græder moren. Nogle gange tror Tea, at hun forstår, men det er muligt, at det er noget andet, når man bliver voksen, for følelser kender ikke tid, siger moren, at komme videre er ikke altid et valg. Det er bare ikke sikkert, at alt Teas mor siger, er sandt: “Vondt er godt og voksent.”

Læs videre ““Dagene” : Vondt er godt og voksent”

“Alt er barndom”

Alt er barndom, Fredrik Hagen, Flamme Forlag
Alt er barndom, Fredrik Hagen, Flamme Forlag 2018

Barn er som deler av deg som faller av og blir levende.

Børn eller ikke børn? Det er et spørgsmål der efterhånden er blevet vendt en del i skønlitteraturen de sidste år. Det er vel også lidt af et spørgsmål. Det handler jo ikke bare om at det eller ikke få det. For kan man i det hele taget få det, hvad hvis man får det og mister det? Det gør man – på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde. Det er vel lettere at længes efter noget man aldrig har haft, men gerne ville have, end at længes efter noget man havde, men mistede?

Læs videre ““Alt er barndom””

“Testamente” : Når mørke går i arv

Nina Wähä, Testamente, Forlaget Modtryk
Testamente, Nina Wähä, Forlaget Modtryk 2019

“Nøjagtig hvor dum skal man have været for at havne i helvede?”

Familien Toimi bor på en afsides gård i den finske del af Tornedalen. Familien består af to voksne og 12 børn, eller 14 alt efter hvordan man tæller, og nogen kommer til at dø: “Det her er ikke andet end en mordhistorie. Eller jo, det er på mange måder meget mere end blot det,” skriver fortælleren indledningsvist. Og hvad gør man så, når nogen bliver myrdet? Jo, man finder ud af, hvem der gjorde det, og helst også hvorfor, for bag dette er oftest en historie at hente. Derfor trækkes læseren gennem hele persongalleriet, baggrunden for de 12, 14 eller 16 implicerede. Man må forstå, at alle har sin version, sin historie og sine bevæggrunde.

Læs videre ““Testamente” : Når mørke går i arv”

“Jeg er gråhvid”: Er forælderskab en diagnose?

“Jeg er gråhvid”, Bjørn Rasmussen, Gyldendal 2018

Det er blevet bestemt, at Bjørn skal være far. Eller han skal ikke være far-far. Hans mand skal være far til Marens barn, og Bjørn… Ja, hvad skal han egentlig være, hvad er han?

Læs videre ““Jeg er gråhvid”: Er forælderskab en diagnose?”

“Hadde du bodd her hadde du vært hjemme nå”: Kommunal poesi

Kjersti Bjørkmo, Hadde du bodd her hadde du vært hjemme nå
Hadde du bodd her hadde du vært hjemme nå, Kjersti Bjørkmo, Tiden Norsk forlag 2019

Hvorfor er henvendelser fra det offentlige altid så højtravende og uforståelige, hvorfor er det så prætentiøst? “Jo mærkeligere og mere ubegribeligt de talte, jo større bifald fik de”, læste jeg i en roman. Kommentaren falder under en digtoplæsning.
Der er noget med flerstavelsesord, med fremmedord og æstetisk forbundet superlativer som sætter os ud af kurs. Måske har det at gøre med troværdighed, at veltalenhed giver større troværdighed og dermed overgiver lytteren sig fuldstændig til afsenderen, eller også handler det om ignorance: At det bliver så indviklet, at folk holder op med at lytte og giver istedet taleren frit lejde. Man sidder i sit stille indre og tænker: “Det der, det er fandeme for vanskeligt at forholde sig til! Men det lyder sgu egentlig meget godt, så det er sikkert rigtigt. Det er nok bare mig der ikke forstår, jeg må hellere klappe ekstra højt, så mine egne tilkortkommenheder ikke afsløres!”

Læs videre ““Hadde du bodd her hadde du vært hjemme nå”: Kommunal poesi”

Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris: “Efter solen”

Efter solen, Jonas Eika, Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris
Efter solen, Jonas Eika, Forlaget Basilisk 2018

Jonas Eika vandt i tirsdags Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Efter solen. Som så mange andre var jeg nok også lidt overrasket, for i feltet stod mange godt etablerede forfattere med lange forfatterskaber bag sig. Men rettigheden til en pris handler vel på ingen måde om antal år i faget, men at man formår at træffe en nerve i samtiden. Jeg tror dog også, at Rådet med både denne tildeling og prisen til Thunberg har villet vise noget: det som Eika efterfølgende i sin tale efterspurgte. Jeg tror, det er lige så meget et strategisk valg, som det er et “kunstnerisk.” På den måde er prisen egentlig en udmærket illustration af det Eika skriver om, novellerne, talen, prisen: alt sammen en illustration af desperate mennesker i en omskiftelig verden, vi måske er ved at miste kontrollen over, men som vi alle gerne vil vise, at vi bekymrer os om.

Læs videre “Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris: “Efter solen””

“Begynnelser”

Carl Frode Tiller, Begynnelser
Begynnelser, Carl Frode Tiller, Aschehoug 2017 – anmeldereksemplar

I Trøndelag er livet for flere plantearter truet. De er såkaldt raudlista og kommer til at forsvinde fra naturen, fordi mennesket bygger veje og anlægger hyttefelter. Tilværelsen til miljøværneren Terje er truet, fordi han er bange for at være lykkelig. Hans vækstvilkår er stærkt udfordret, men hvor det for planterne har handlet om miljøforandring har det for Terje handlet om arv.

Læs videre ““Begynnelser””

“Voksne mennesker”: Til irritation og harme!

Voksne mennesker, marie Aubert
Voksne mennesker, Marie Aubert, Forlaget Oktober 2019

Og så findes der de bøger, hvor den umiddelbare efterladte tanke er: “Hold da kæft en dårlig bog!” Man er klar til at angribe den fra både højre og venstre, men langsomt finder man ud af, at det ikke er selve bogen der er noget i vejen med – at bogen faktisk er virkelig godt skrevet, at den kan det meste af det, en god roman skal kunne. Alligevel kribler det indeni for at rakke den ned, fordi den efterlader én med en følelse af grænseløs irritation (og meningsløshed!) Og så må man i stedet finde ud af, hvordan det kan være. Marie Auberts allerede ekstremt optalte roman Voksne mennesker er sådan en:

Læs videre ““Voksne mennesker”: Til irritation og harme!”

“Havfruehjerte”

Havfruehjerte, Ingvild Lothe, Kolon Forlag 2019
Havfruehjerte, Ingvild Lothe, Kolon Forlag 2019

Det er egentlig sjældent, jeg læser lyrik eller specielt æstetisk prægede tekster: de tekster, hvor det er poesien, det metaforiske eller det symbolske som bærer handlingen. Jeg tror måske, det er fordi, jeg føler der er så meget andet, jeg også gerne vil nå, så meget andet, jeg også gerne vil læse, at jeg ikke giver det enkelte værk den tid, det nødvendigvis altid trænger. Og ja, så går man måske nok glip af en del, men omvendt har jeg det også lidt sådan: Så sig det dog i stedet for at pakke det ind og lad os komme videre! Sådan havde jeg det i hvert fald gennem læsningen af Ingvild Lothes usandsynlig symboltunge roman Havfruehjerte. 

Læs videre ““Havfruehjerte””

“Brenn Oslo brenn”: Kunst eller kvindelitteratur?

Brenn Oslo Brenn, Johanna Frid
Brenn Oslo brenn, Johanna Frid, Aschehoug 2019 [Anmeldereksemplar]

Med jævne mellemrum dukker diskussionen om litteratur skrevet af kvinder vs. mænd op: Hvorfor degraderes de fleste romaner skrevet af kvinder til “kvindelitteratur”, mens romaner skrevet af mænd annonceres som “stor kunst”? Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal mene om dette, om jeg skal mene noget overhovedet – er det måske ikke bare en tom antagelse? Under læsningen af Johanna Frids roman Brenn Oslo brenn, slog det mig, at nej, der er måske noget om det?

Læs videre ““Brenn Oslo brenn”: Kunst eller kvindelitteratur?”

“Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?

Linn Strømsborg, Aldri aldri aldri, Flamme Forlag
Aldri aldri aldri, Linn Strømsborg, Flamme Forlag 2019 – Anmeldereksemplar

Det er som om, at så snart noget eller nogen stikker uden for rammerne, så snart man har en levevis som ikke er “normen,” så er det ok for andre “normative” at stille nærgående spørgsmål til denne levevis: Er du homo, barnløs, veganer så er det pludselig helt legalt at stille ellers åbenlyst socialt uacceptable og nærgående spørgsmål: “hvorfor vil du ikke have børn!?” (gerne slynget ud i et lettere fordømmende og overrasket tonefald), eller: “hvordan vidste du, at du var lesbisk, hvordan har i sex? Er det fordi du synes, det er synd for dyrene?” Omvendt er det fortsat totalt forbudt for denne “ikke normative” at spørge den heteroseksuelle, kødædende tobarnsmor, hvornår hun sidst fik tjekket understellet. Linn Strømsborg går i sin nye roman Aldri aldri aldri grundigt ind i denne dobbeltmoralske grubling om børn eller ikke børn. Det er opløftende, det er deprimerende, det er morsomt og det er befriende.

Læs videre ““Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?”