“Blodet i årene – Amalie Skram og hennes tid”

Blodet i årene, Merete Morken Andersen, Spartacus Forlag 2018

Hvad er det som driver forfatteren ud i disse mørke smertepunkter, hvor den virkelig gode litteratur opstår: Den som rører os, og som følger os gennem generationer? Eller måske nærmere: Er det det som skal til for at skabe god litteratur?

Læs videre ““Blodet i årene – Amalie Skram og hennes tid””

“Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?

Hvorfor skal nogen nødvendigvis dø for at forhøje romanens æstetiske kvalitet? Da Goethe i sin tid udkom med den tragiske roman, Den unge Werthers lidelser oplevede man en bølge af selvmord blandt unge mænd. Det blev en slags reaktion på en intens indlevelse i kunsten som individet ikke kunne rumme. Kunstens storhed smittede, men kunne ikke presses ind i det enkelte individ. Læs videre ““Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?”

Lucie: Amalie Skrams #metoo

Lucie, Amalie Skram, udgivet første gang i 1888, denne udgave er fra Gyldendal Norsk Forlag 1991

Amalie Skram og mange andre på hendes samtid, men også før, kæmpede en kamp mod skam og skyldfølelse. Hendes romaner er ualmindelig hårdslående og grusomme, og man skulle mene, at disse fortællinger i sig selv var nok til at ændre folks adfærd. Men fortællingerne er stadig relevante, og nye historier kommer til, så noget må der jo endnu være i vejen. Burde vi ikke blive klogere – man siger jo, man bliver så klog af at læse bøger?  Læs videre “Lucie: Amalie Skrams #metoo”

Professor Hieronimus: Sindssyge og anklager

“-Har en mann lovlig rett til å sperre sin kone inne i en sinnssykeanstalt mot hennes vilje, så snart han og en lege sier at hun er sinnssyk?
Læs videre “Professor Hieronimus: Sindssyge og anklager”

Om Ibsens piberygning og fejlfortolkninger

“Hvad der ydermere slår mig er, hvor både interessant og dumt det hele er. Hvor mange overophedede diskussioner en fiktiv tekst kan afføde. For hvad fanden er det egentlig vi sidder og diskuterer?” Læs videre “Om Ibsens piberygning og fejlfortolkninger”

Amalie Skrams børnefortællinger – det er ikke for tøsedrenge!

Amalie Skram – udvalgte Fortællinger, udgivet første gang i 1909 på Gyldendalske Boghandel og Nordisk Forlag, denne udgave er første værk i BoDs kvinderække fra 2005

I mine tidligere indlæg om Amalie Skram (som man kan læse her ) har jeg lagt vægt på hendes ægteskabs- og slægtsromaner, men som det måske er nogen bekendt, så skrev Skram også en række fortællinger for børn. I 1890 udgav hun Barnefortellinger, som indgår i dette samlingsværk. Det var i årene omkring denne, at man for alvor fik øjnene op for børnelitteratur i Norden, og flere forfattere udkom med deres bud på børnefortællinger. Læs videre “Amalie Skrams børnefortællinger – det er ikke for tøsedrenge!”

Albertine: Prostitution og dobbeltmoral

Albertine, Christian Krohg, 1886, denne udgave er fra British Library Cataloguing-in-Publicatin Data, Read Books Ltd. 2013

Et af de helt store samfundsanliggender i 1880’erne var debatten om den seksuelle dobbeltmoral mellem kønnene.

I Georg Brandes forelæsningsrække, Emigrantlitteraturen kaster han lys over monopoliseringen af seksualiteten og kvindens undertrykkelse som følge deraf. Brandes var fortaler for det frie seksuelle liv, og så skeptisk på ægteskabet som den institution der skulle regulere den kønslige omgang. Læs videre “Albertine: Prostitution og dobbeltmoral”

Hellemyrsfolket

Hellemyrsfolket, Amalie Skram 1887-1898, denne samlede udgave er fra Forlaget Vigmostad & Bjørke 2015

“Hun så for seg hytten der hjemme med den lave, mørke stue og den svarte kjøkkengrue, hvor hun skulle rote og grave dag ut og dag inn, det samme og det samme opp igjen og opp igjen. Myrmarken utenfor, grisehuset, fjøset og slitet ute og inne, alt fylte henne med en tærende, kjedsommelig motvilje.”

Hvad er det, der bestemmer vores skæbne? Hvorfor bliver vi, som vi gør, hvorfor handler vi, som vi gør, og er de handlinger bestemt af noget, eller er det rent tilfældigt, hvor vi ender? Læs videre “Hellemyrsfolket”

Amalie Skram, Sammenbruddet

I det første indlæg om Amalie Skram fortalte jeg om den unge, nygifte Amalie, og hvordan hendes skæbne dannede grundlag for et senere gennembrydende forfatterskab. I 2. indlæg var det den store litterære succes der var i fokus, men i denne sidste fortælling om Skram får det en mere dyster udgang.  Læs videre “Amalie Skram, Sammenbruddet”

Amalie Skram, gennembruddet

Amalie Skrams liv og forfatterskab var på mange måder nævneværdigt. Da jeg sådan rigtig begyndte at se efter, viste det sig, at der faktisk også var skrevet utrolig meget om hende. Som jeg skrev i mit første indlæg om Skram, som kan læses her, vil jeg i denne lille “trilogi” prøve at presse al den information ned i en nogenlunde overskuelig form. Læs videre “Amalie Skram, gennembruddet”

Amalie Skram, De første år

”Amalie Skram var og blev en kraftig, nordisk natur, lidenskabelig som en Brynhild og skøn som en Aslaug; i litteraturen kæmpede hun som en skjoldmø”

Er der en litterær periode, jeg er særlig optaget af, så er det det moderne gennembrud. Jeg faldt første gang over én af periodens mest markante stemmer, Amalie Skram for 5 år siden, da jeg skulle finde materiale til min dramaeksamen på HF. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men efter at have læst ægteskabsromanen, Constance Ring, endte jeg med at pløje mig igennem det meste af hendes forfatterskab i løbet af de følgende år. Jeg tror, det var melankolien, jeg faldt for, og senere fandt jeg ud af, hvor stor en historie der lå bag, hvor mange lærerige skæbner hendes samtid gemte på, og hvad man egentlig kan bruge dén litteratur til i dag. Læs videre “Amalie Skram, De første år”

Strindberg og masochismen

 

Jeg har altid været en lille smule fascineret af Strindberg. Hvad det helt præcist er, ved jeg ikke, for jeg ender altid med at blive fornærmet, når jeg læser hans værker.

Jeg ved ikke, om han var misogynist avlet i ren ondskab, eller om han gennem sine ultra mandsschauvanistiske udsagn indirekte prøvede at fremprovokere en modreaktion på samtidens kvindesyn, men jeg vil gerne tro, og synes også godt, det kan lade sig gøre at trække en sådan tolkning frem, at han ikke mente det så direkte, når han f.eks. sagde, at kvinders hjerner er degenererede, men at han havde en agenda på lige fod med mange af sine forfatterkollegaer: At pille lidt ved samtidens kvindeopfattelse ved at skildre de allerværste tilfælde i sine dramaer. Måske hadede han bare kvinder? Han var trods alt gift fire gange, så man kunne godt narres til at tro, at han har haft noget i klemme på det område. Læs videre “Strindberg og masochismen”