“Blodet i årene – Amalie Skram og hennes tid”

Blodet i årene, Merete Morken Andersen, Spartacus Forlag 2018

Hvad er det som driver forfatteren ud i disse mørke smertepunkter, hvor den virkelig gode litteratur opstår: Den som rører os, og som følger os gennem generationer? Eller måske nærmere: Er det det som skal til for at skabe god litteratur?

Læs videre ““Blodet i årene – Amalie Skram og hennes tid””

Tove Ditlevsen: Det uperfekte forbillede

Tove Ditlevsen, foto: Jette Ladegaard

“Jeg ved ikke, om det var min egen eller Tove Ditlevsens skyld, at jeg ikke fik jobbet, men det foruroliger mig lidt, at det er hende, jeg tænker på, når snakken falder på ægteskab.”
Læs videre “Tove Ditlevsen: Det uperfekte forbillede”

Tove Ditlevsen 100 år

Den første forfatter, jeg sådan for alvor hæftede mig ved, var Tove Ditlevsen. Det var i en dansktime i 8.klasse, hvor vi læste novellen Nattens dronning. Jeg tror, det var dér, jeg for alvor begyndte at blive bevidst om, hvad litteraturen egentlig kunne: Den gav mig følelsen af genkendelighed og forståelse – følelsen af at være okay, selvom jeg ikke selv troede det. Læs videre “Tove Ditlevsen 100 år”

#Norden Rundt: Danmarks socialrealistiske gennembrydere

Hvad synes du om dansk litteratur, Nikolaj Zeuthen, After Hand Comics 2010

Hvad kendetegner dansk litteratur? Er der noget særskilt ved dansk litteratur som er værd at fremhæve?

Tænker man tilbage i tiden, så har dansk litteratur nok altid haft en tendens til at være lidt sent ude. Man har været bange for at gå i for store sko. (Men Danmark er jo også opfinderne af Janteloven, som jeg så tit fik at vide, da jeg var i Norge – som om jeg var ansvarlig for den!) Læs videre “#Norden Rundt: Danmarks socialrealistiske gennembrydere”

Hennes løgnaktige ytre

Hennes løgnaktige ytre, Selma Lønning Aarø, Cappelen Damm 2016

Hvad stiller man op, når samtidens mest beundrede, mest anerkendte forfatter anklager én for stalking? Hvad gør man, når man pludselig bliver frosset ud af sin ellers vante kreds af samme årsag? Læs videre “Hennes løgnaktige ytre”

Amalie Skram, Sammenbruddet

I det første indlæg om Amalie Skram fortalte jeg om den unge, nygifte Amalie, og hvordan hendes skæbne dannede grundlag for et senere gennembrydende forfatterskab. I 2. indlæg var det den store litterære succes der var i fokus, men i denne sidste fortælling om Skram får det en mere dyster udgang.  Læs videre “Amalie Skram, Sammenbruddet”

Amalie Skram, gennembruddet

Amalie Skrams liv og forfatterskab var på mange måder nævneværdigt. Da jeg sådan rigtig begyndte at se efter, viste det sig, at der faktisk også var skrevet utrolig meget om hende. Som jeg skrev i mit første indlæg om Skram, som kan læses her, vil jeg i denne lille “trilogi” prøve at presse al den information ned i en nogenlunde overskuelig form. Læs videre “Amalie Skram, gennembruddet”

Amalie Skram, De første år

”Amalie Skram var og blev en kraftig, nordisk natur, lidenskabelig som en Brynhild og skøn som en Aslaug; i litteraturen kæmpede hun som en skjoldmø”

Er der en litterær periode, jeg er særlig optaget af, så er det det moderne gennembrud. Jeg faldt første gang over én af periodens mest markante stemmer, Amalie Skram for 5 år siden, da jeg skulle finde materiale til min dramaeksamen på HF. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men efter at have læst ægteskabsromanen, Constance Ring, endte jeg med at pløje mig igennem det meste af hendes forfatterskab i løbet af de følgende år. Jeg tror, det var melankolien, jeg faldt for, og senere fandt jeg ud af, hvor stor en historie der lå bag, hvor mange lærerige skæbner hendes samtid gemte på, og hvad man egentlig kan bruge dén litteratur til i dag. Læs videre “Amalie Skram, De første år”

Strindberg og masochismen

 

Jeg har altid været en lille smule fascineret af Strindberg. Hvad det helt præcist er, ved jeg ikke, for jeg ender altid med at blive fornærmet, når jeg læser hans værker.

Jeg ved ikke, om han var misogynist avlet i ren ondskab, eller om han gennem sine ultra mandsschauvanistiske udsagn indirekte prøvede at fremprovokere en modreaktion på samtidens kvindesyn, men jeg vil gerne tro, og synes også godt, det kan lade sig gøre at trække en sådan tolkning frem, at han ikke mente det så direkte, når han f.eks. sagde, at kvinders hjerner er degenererede, men at han havde en agenda på lige fod med mange af sine forfatterkollegaer: At pille lidt ved samtidens kvindeopfattelse ved at skildre de allerværste tilfælde i sine dramaer. Måske hadede han bare kvinder? Han var trods alt gift fire gange, så man kunne godt narres til at tro, at han har haft noget i klemme på det område. Læs videre “Strindberg og masochismen”