“Dagene” : Vondt er godt og voksent

Dagene, Julie Stokkendal, Kolon Forlag 2019
Dagene, Julie Stokkendal, Kolon Forlag 2019

Det er ikke altid, Teas mor formår, at være den mor hun burde være, og så må Tea gå på æggeskaller. Det er ikke altid, Tea formår at være det barn, hun burde være, og så græder moren. Nogle gange tror Tea, at hun forstår, men det er muligt, at det er noget andet, når man bliver voksen, for følelser kender ikke tid, siger moren, at komme videre er ikke altid et valg. Det er bare ikke sikkert, at alt Teas mor siger, er sandt: “Vondt er godt og voksent.”

Tea og hendes mor Unn flytter fra byen og til en lille bygd, da Tea er 9. Det varer længe før, hun falder til. Hun går rastløst fra rum til rum, ligger vågen om natten, finder ikke den rette plads til sine ting i sættekassen, ingenting passer. Tea sover i badekaret, fordi moren ikke vil have hende i sin seng, på den måde er der kun en væg imellem dem.

Teas mor er glad for solen, hun elsker at være brun. Hun ligger i haven om sommeren og vil at Tea skal gøre det samme, men Teas hud er sart. Da hun var lille blev hun solskoldet under øjnene, fortæller moren, men Tea husker det ikke. Hun ved bare, at hun bedst kan lide at være i skyggen. En dag går hun alligevel med i haven. Hun sidder med sit forstørrelsesglas, fanger solens stråler. Hun vinkler det mod morens ben, moren elsker solen. Tea siger, det sikkert var en hveps, da moren skriger og ømmer sig, moren hader insekter. Tea brænder hul i morens kjoler og slipper et stankelben ned i hendes seng.

“Du er så stille, Tea. Noen ganger føles det som om jeg snakker til en som ikke finnes.”

Tea er tavs og glæder sig til gæsterne skal hjem, til det er sent nok til, at hun kan gå op at sove. Hun har ikke lyst til at lære vejen til butikken, går i stedet ned til elven, ligger i blød i badekaret i flere timer og får svamp i underlivet, siger ingenting, selvom det brænder og svier.

Tea begynder på gymnasiet og bliver kæreste med Markus. De ligger på tagene rundt om i byen og snakker om alt det de skal opleve sammen, hvad de skal se, hvor de skal rejse. De svømmer i elven og kysser under vand. Markus lærer hende at drikke kaffe, men ikke pulverkaffe som de bare har hos Tea. En dag finder moren møl i skabet, de bliver flere og flere, hun tror det er Markus der har haft dem med sig, tror han er en sådan type der kunne finde på at købe brugte uldtrøjer. Møl sidder gerne i gammelt uld, siger hun.

Tea er glad for Markus, men hendes krop vil ikke have ham ind. Tea er tavs og Teas krop er lukket. Til sidst mister Markus tålmodigheden, Tea græder så meget, og Tea har bare sagt ja, selvom hun mente nej, selvom det gjorde ondt, selvom det aldrig var godt, og så må Markus gå. Hun venter på, at han skal komme tilbage, som Teas mor ventet på Teas far, han kom heller ikke tilbage. Men Tea er ikke sin mor, en som har kærlighedssorg i 17 år. Følelserne kender ikke til tid, siger moren: det er ikke altid et valg man kan tage.

Tea tager på ferie med sin mor og møder Julien. Han giver hende en bog uden forside. Han har skrevet: “Holly needs the face you want to give her.”

Tea og hendes mor har været alene, siden før Tea blev født. Hun har aldrig kendt sin far, ved ikke engang hvad han hedder. Hun har aldrig spurgt. Der er mange ting, hun ikke kan spørge sin mor om, der er mange ting hun ikke kan sige, for morens tårer ligger altid på den anden side og venter.
Man fornemmer, at der i Tea, som i alle andre mennesker, ligger en trang til at bryde ud. Selvom hun er stille og indadvendt er der en mærkbar lyst i hende: til at se og opleve noget andet. Det er bare næsten usynligt.
Alle børn er loyale mod sine forældre, til et vist punkt, til en vis alder, og Tea begynder også med tiden at sige fra og forsøger ikke at lade sig mærke af morens omskiftelige humør. Det er bare så indgroet i hende, at moren har brug for hende, men måske det også er en undskyldning for hende selv: for ikke at være nødt til at gøre noget, for at kunne blive liggende i badekaret til hun er aldeles opløst? Men det kommer vel af sig selv, for helt opløst bliver man jo aldrig i et badekar, det er ikke muligt. Man får måske bare en infektion, det gør måske lidt ondt, men man er der fortsat. Så rejser man sig og finder et ansigt at lægge i de rette folder, eller man finder den rette krop at sætte det på.

Da moren og Tea er på ferie snakker de om minder, moren begynder at fortælle. Der er meget Tea ikke husker: at de løb ud i sneen i nattøj og lavede sneengle, de lo så meget, at mor tissede i bukserne. “Husker du det ikke,” spørger moren. Det gør Tea ikke, men derfor kan det godt være, at det var sådan. Eller hvad? Det betyder måske heller ikke så meget?

“Vi er ikke sånne som spiser brødskiver ved kjøkkenbenken til middag, sier moren. Hun ordner og rydder, rører og hakker, flytter på gryter, setter frem tallerkener og bestikk. Det er noen familier som har det sånn, sier hun, men sånn har ikke vi det. Nei, vet du hva. Du skal ikke måtte tenke tilbake på barndommen din og huske at vi spiste middag ved kjøkkenbenken. Hun setter nye lys i lysestakene og tenner dem, for det er viktig å ha det hyggelig og harmonisk rundt seg, sier hun, tente lys er det koseligste som finnes, hører du hvad jeg siger, eller?”

Det er så nemt bare at skyde skylden på sin mor for sine egne mangler. Det er så let at få hende til at fremstå som en dårlig mor, som om hun er det med vilje. Jeg tænkte umiddelbart, at dette var en sådan bog, hvor skylden flyder, og jeg vidste ærlig talt ikke om jeg gad det, men allerede efter få linjer var jeg grebet af den stemning Stokkendal så poetisk skaber. Det er en vildt ubehagelig stemning, men fordi hun pakker den ind i så fint og poetisk et sprog, må man næsten bare læse. Der er en eller anden form for trøst i det, ikke i selve fortællingen, men i sproget.

Tea har det måske nok vanskeligt med sin manipulerende mor, men der findes også nuancer, dette er ikke nogen undskyldning. Stokkendal skriver en underspillet kraft frem mellem linjerne, som smitter af på budskabet. Budskabet ville måske i udgangspunktet være: Flyv lille fugl, flyv og lad ikke din mors nøkker komme dig til last. Men der er bare så meget mere i disse nøkker og i denne frigørelse, og jeg ville på en måde ønske, at fortællingen var lidt længere, at den ikke sluttede, hvor den gør. For jeg ville gerne have det skåret ud i pap, eller jeg vil gerne være helt sikker på, at Tea og hendes mor også forstår dette, at jeg forstår dette. På den anden side kunne fortællingen dermed blive uendelig. For jeg tror, det handler mest om perspektiv, hvad man vælger at se. Et perspektiv sætter sig vel sjældent fast, det skifter jævnligt, og det er måske i virkeligheden det, Stokkendal gør klart her?

Jeg er ikke sikker på, at denne fortælling i sig selv tilføjer noget nyt eller gennembrydende, men den måde den er serveret på hører til sjældenheder. Det er yderst sjældent, jeg føler mig suget ind i en fortælling på den måde som jeg gjorde her, og det er sjældent, jeg har lyst til at blive i en fortælling, som gør så ondt som denne. Jeg læste, og jeg fik lyst til at kaste op eller flygte. Det var smertelig genkendeligt. Jeg havde lyst til at græde over den 9-årige pige og hendes fortabte mor, det blev så synligt. Jeg ville allerhelst lukke bogen, lukke for de følelser igen, men jeg måtte på en eller anden måde vide, at det ændrer sig – også i den her fortælling. For det gør det, det er et valg man tager, hvad end Teas mor siger. Følelser kender måske ikke tid, men det gør vi, det er muligt at tage et valg, om man tror, man kan det eller ej.

Jo mere jeg skriver om denne bog, jo mere jeg tænker, jo mere sammensat og gennemført finder jeg ud af, at den er: i dens billeder og i dens sprog. Det må sgu være det man kalder skriveKUNST!
Dette er sikkert en alt for lavpraktisk og grødet måde at afslutte en omtale af så intelligent et værk, men det er sådan jeg har det: Fuck, en fin bog!

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.