“Jeg har sådan glædet mig til at komme på fjellet og nyde stilheden,” sagde jeg, da jeg første gang rejste til Atna for at tilbringe sommeren som budeie på en sæter. Jeg anede ikke, hvad jeg havde i vente, men jeg forestillede mig noget lettere idyllisk. Det var det også, sådan umiddelbart. Der var sol og sommer, fjell og skov og fritgående dyr så langt øjet rakte. Der var nystegte vafler, hjemmelavet rømme, saft og syltetøj. Jeg vågnede til lyden af en kalv som stod og gnubbede sig op ad væggen til hytten, hvor jeg sov og en sagte bræen og klokkespil fra fårene i fjellet. Det var sæterlivet, som jeg havde forestillet mig det. Men de fleste sager har altid minimum to sider…
Som jeg skrev i et tidligere indlæg, er jeg vokset op på landet. Vi havde både heste, grise, køer, geder, hunde, katte, kaniner, høns – ja, alt hvad der hører til sådan et sted. Jeg ved ligesom, hvad det indebærer: gode oplevelser, men også masser af arbejde! Alligevel længes jeg ofte tilbage til dengang, til den friske luft, de store åbne marker, til duften af halm og hestehår, til varmen fra koens store krop og til tempoet. Min hverdag er blevet markant anderledes de sidste år, og det er i højere grad hovedet og ikke kroppen, jeg bruger. Jeg kan indimellem savne at være sådan godt og grundig fysisk træt, når jeg går i seng om aftenen, at føle, at jeg har brugt lemmer og muskler til et mere håndgribeligt formål.
Jeg valgte derfor at bruge min sommerferie på at få jord under neglene og bruge mine efterhånden lidt slatne overarme til noget fornuftigt. Sidste år var jeg så heldig at komme i kontakt med en som stod og manglede en budeie. Jeg tænkte, det kunne være interessant at se, hvordan sådan noget foregår. Vi har jo intet der tilnærmelsesvist kan sammenlignes med dette i Danmark. Her går det bare an at drive landbrug, hvis man har besætninger på minimum 300 køer, og alt er automatiseret. Set i bakspejlet kan det selvfølgelig være både godt og skidt.
Sommeren 2018 tog jeg altså første gang til Skjerdingen og havde som sagt forestillinger om fred og ro. Det fik jeg ikke. Som nogen sikkert husker, havde vi en ekstrem varme, der resulterede i tørke og skovbrande. Det flyttede også med til sæters! De idylliske forhold blev allerede efter et par dage afbrudt af lyn og torden så kraftig, som jeg aldrig i mit liv har hørt det før. Jeg tænkte: “Nu kommer russerne fandeme!” Lynet slog ned i bakken bag os, og det begyndte at brænde. Tre dage fulgte med slukningsarbejde, og da roen endelig havde sænket sig over Skjerdingen blev flere af køerne ramt af brunst. Damerne buldrede op og ned ad marken, hoppede og dansede og brølede, nogle gange helt til klokken fire om morgenen, hvor deres klagesang blev overtaget af traner, som havde slået lejr hos naboen. I nattens løb fik damerne ofte tilkaldt allierede i form af kraftfulde kødkvæg som hjertens gerne deltog i festlighederne. Det var som en lørdag aften på byen. Fred og ro kunne jeg altså skyde en hvid pil efter.
Jeg kommer nok ikke til at glemme min første sommer på sæter sådan lige med det samme. På trods af skrigeri om natten, bål og brand, tog jeg da også afsted igen i år. Nu vidste jeg jo trods alt, hvad jeg havde i vente. Som sagt, der er også noget utrolig tiltalende ved landlivet: den friske luft, at bruge kroppen fysisk og grundigt, at kramme en kalv og vågne til lyden af fårenes bjælder. Det er på den ene side så dejlig enkelt at stå op og vide, hvad der skal ske. Du skal ud at malke, kalvene skal have mad og vand, du skal hente æg, måske kommer der lidt ferieglade kunder som vil købe rømme, og sådan går dagen. Så kan det være, at du på et tidspunkt må tage en alvorssnak med kalvene om, hvilken side af gærdet, det er lov at opholde sig på, freden bliver måske forstyrret af en flok kødkvæg som kommer på besøg – bare lige for at hilse på kvien på den anden side af tråden, som råber højt om brunst og andre fornødenheder. Det kan også være, du må nedkæmpe en skov af einerbuske eller gå en runde med leen, male loftet i fjøset eller pakke lidt pultost. Måske får en af køerne betændelse i yveret og må fodres med hvidløg (der kan altså danne sig en ret så speciel lugt i sådan et malkerum: pultosten som står og gærer og udgiver en dunst af acetone, mælkeanlægget som emmer af varm mælk og klor, og så den kraft du bliver slået tilbage med, når du åbner spanden med hvidløgspulver. Som naboen sagde en dag hun kom for at hjælpe med at malke: “Her lugter af neglelak og svømmehal!”)
Alt i alt: man må kunne lidt af hvert som budeie, eller i hvert fald være indstillet på at finde ud af at udføre lidt af hvert. Jeg har været så heldig at arbejde hos nogen, som lod mig prøve ting, som egentlig bare sagde: “Det her skal gøres, du finder en måde at gøre det på.” Og det gør man. Selvom man umiddelbart står der lettere skeptisk og tænker: “Jaeh, det gør da…?” For en mestringsfølelse det efterlader i kroppen, når du rent faktisk finder ud af det!
Jeg har følt mig som var jeg blevet kørt over af flere lastbiler på rad, når jeg gik i seng om aftenen, mine hænder var til sidst som sandpapir, og det er fortsat ikke muligt at få dem helt rene. Det er fantastisk at føle, at man bruger sin krop, men jeg kan også mærke, at jeg har brug for noget andet i tillæg. Jeg kunne aldrig leve sådan hver dag, hele tiden. Jeg elsker det praktiske i denne “livsform,” men jeg ville for alt i verden ikke belemres med alle restriktionerne og papirarbejdet bag. Jeg elsker, at man kan gå rundt i tøj som ikke strammer nogen steder, at man ikke behøver at rejse sig efter køkkenrullen, når man spilder, men bare kan tørre fingrene af i bukserne, og jeg elsker, at man føler, at man gør nytte – sådan hver gang du udfører en opgave, så ved du, at det tjener et fornuftigt formål. Men som sagt, det er ikke nogen søndagsudflugt at være på sæter.
Der har i løbet af sommeren været mange skriverier om forholdene i norsk landbrug, om dyrehold, produktion- og konsumering af kød osv. Det er klart, at når man arbejder i det, når man står og læner sig op ad koens varme krop, mens den bliver malket, når man forsøger at hjælpe en kalv med at drikke, og den efterlader blå sugemærker på ens underarm i ren iver (jeg undrede mig længe over, hvordan jeg havde fået et så perfekt rundet blåt mærke under albuen!) og når man hører lammenes hjertensskærende bræen efter deres mor, så tænker man sit. Jeg sværger, jeg havde den klammeste følelse i kroppen, da jeg måtte gå foran Svarta med en spand med kraftfoder, og hun godmodigt fulgte efter op i slagtebilen: “Lige ind i døden,” tænkte jeg, “hvor ond går det an at være!” Men altså, intet er så enkelt. Der er rigtig mange sider af denne diskussion, der er mange ting at have med i sine overvejelser: klima, dyrevelfærd, økonomi, overlevelse osv. osv. Men jeg tror, jeg er ret enig i den her løsning – sådan til en vis grad: at have små besætninger, hvor dyrene trives, kommer ud i frisk luft og både mennesket og dyret gør nytte. Som hende jeg arbejdede for sagde, så tjener hun hverken mere eller mindre, end de som har store besætninger, hvor grisene ligger i lag og spiser hinandens haler pga. stress. Det kræver arbejde, økonomi og ikke mindst lyst og vilje at få store besætninger til at give afkast. Det kræver ligeså meget at få et småbruk til at gå rundt, så hvorfor ikke vælge det sidste? Jeg er med på, at hvis alle bønder bare havde 6 køer, så ville det ikke kunne brødføde en hel nation, og alle kan ikke bo på landet eller på fjellet, men måske kunne man overveje en mellemvej? Mindre forbrug, mindre behov og deraf mindre produktion. Jeg ved sikkert ligeså lidt om det her, som alle de andre kværulanter der udtaler sig i medierne, men jeg har bare set, at ting kan fungere anderledes, det er bare det, jeg siger. Det er sundt at tage sig en sommer på sæter – dette er en opfordring.
