Egentlig har jeg altid været et udemenneske. Jeg er opvokset på landet blandt dyr og gyldne kornmarker, jeg er skabt af den friske, salte brise fra vest. De fineste minder fra min barndom er søndagsturene til “Ho Bjerge,” som vi kaldte det. (Det var nu bare sandbanker, men vel det tætteste, man kommer bjerge og fjell i Danmark 😉 ). Vi løb om kap i klitterne, kælkede der om vinteren, sad på gennemvåde træbænke, indhyllet i min farmors ternede tæpper og spiste leverpostejsmadder. Duften, en sådan fugtig bjælke afgiver blandet med madpakkepapir, lever og sure tæer i vinterstøvler er duften af barndom.
Jeg trives bedst ude, jeg mærker, hvordan det både fysisk og psykisk gavner mig. Jeg er ikke den store tilhænger af medicin og andet hokus pokus: At blive gennemblæst ved Vesterhavet eller tage en weekend på fjellet ser jeg derimod som lidt af en mirakelkur.
En torsdag eftermiddag besluttede jeg ret spontant at pakke sækken og sætte mig på toget til Hjerkinn. Det havde været en særdeles heftig uge med eksamensslutspurt, arbejde og lidt for mange sociale indspil. Jeg skrev til min veninde, at hvis ikke jeg var hjemme, når hun kom mandag aften, så var det, fordi jeg var blevet taget af en moskus. Det var mest ment som en joke, men også for at være på den sikre side: Man må altid varsle, når man tager på tur, som der står i de norske fjellvettregler 😉
Hjerkinn er Dovrebanens højestliggende station, og derfra er der bare en lille halv time at gå, og så er du inde på Dovrefjell: Lettere kan det ikke være at komme sig ud. Der er desuden ikke langt til Snøhætta, og der findes vist også en god del turisthytter i området, hvis man er til den slags komfort.
Normalt er jeg en sådan person, som gerne vil planlægge ting grundigt. Jeg kan godt lide at have overblik og kontrol, men når jeg tager på tur, er det modsat. Jeg elsker den der følelse af ikke at vide, hvad der er rundt om næste hjørne. Derfor ender jeg som regel med at gå temmelig langt – på steder jeg aldrig har været før, ikke vidste fandtes, fordi jeg er nysgerrig, fordi jeg nærmest ikke kan få nok. (Selvfølgelig tager jeg mig visse forholdsregler, når jeg er alene på tur, jeg vil trods alt gerne leve lidt længere end bare til den kommende mandag.)
Det var ikke nødvendigt at gå særlig langt, før jeg følte mig helt alene. (Ofte er det mit primære formål med at tage på tur.) Jeg blev hurtigt overvældet af storheden, opslugt af tanken om at gå rundt der, lille, ubetydelige menneske, midt i alt det her: “Tænk, hvordan fjellene har formet sig, altså på lige nøjagtig dén måde, at dén sten ligger lige der, at den blev skabt, ligesom. At dén fugl ser ud på dén måde og synger lige præcis sådan. Og så mange vandløb der er her, at vandet bare bryder igennem på den måde!” Dybt begravet i tanker om universets storhed glemmer jeg at løfte foden og snubler let: “Oisan!” et norsk udtryk, der har sat sig fast for bestandig.”Det var der heldigvis ingen der så,” mumler jeg for mig selv, ser mig over skulderen, trasker videre, retter lidt på rygsækken. “Det var virkelig en god investering”, tænker jeg om den nye, røde anordning.
“Men altså, tænk hvordan det der mos er begyndt at vokse netop her, det er egentlig også sjovt at tænke på, hvordan næbbet på den fugl, jeg f.eks. så på parkeringspladsen den anden dag – jeg har i grunden aldrig set sådan en fugl inde i byen før, burde den ikke holde til ved vandet, egentlig? Men nå, altså, at dens næb er formet på den måde, efter hvad den spiser, men formede næbbet sig så sådan, efter hvad den lever af, eller lever den af det, fordi den har sådan et næb? Tænk, hvis mennesker udviklede sig på samme måde, efter hvad de spiser, altså, at man måske engang stopper med at udvikle tænder, eller dele af tarmen, fordi vi…” Stopper op med et ryk, en stor, mørk og ulden klump hænger henslængt over en einerbusk. “Årh, chok!” siger jeg. Jeg troede, det var et dødt dyr. Ler lidt for mig selv, går hen mod busken. En moskus har efterladt sin vinterfrakke. Jeg føler på det, samler en klump i min hånd: “Oh my God,” siger jeg henrykt, bliver også en lille smule urolig: “Så må der vel være moskus i nærheden?” Stikker uldtotten i lommen, går videre, måske jeg også skulle begynde at tænke på at finde et sted at sætte teltet op, er også ved at være lidt småsulten. “Der er i hvert fald rigelig mulighed for at få vand til kaffen i morgen tidlig,” konstaterer jeg.
Jeg får sat teltet op, ligger mig på bakken foran, ser op i det grå, tætte skydække. Det føles som om, skyerne næsten rører mig, så langt nede hænger de, som om jeg er inde i skyen – luften føles sådan. Det er køligere, end jeg troede. Jeg forlod ellers et sommerligt Trondheim, er glad for, at jeg tog uldantrækket med alligevel.
Jeg lægger mig ind i teltet, ned i soveposen, læser, lytter til stilheden. Den er overvældende sådan et sted: når vinden ligger sig, og det eneste man hører er ingenting. Det kan på en eller anden underlig måde også larme.
Jeg er lige ved at falde i søvn, da jeg bliver forstyrret af et massivt klokkespil. Jeg hører får som bræer. Jeg ligger stille og lytter, venter, lyden kommer nærmere, det fortsætter, hvor mange kan der være, ligesom? Jeg åbner teltdugen for at se: “Oi!!” To store moskus med hver sin kalv kommer slentrende måske 20 meter fra teltet. Jeg sidder helt stille og kigger, de kigger, et kort øjeblik, som om de vil sige: “Her går vi, og der sidder du, og det går helt fint, det.” Jeg skynder mig at finde min telefon frem, så jeg kan forevige dette møde. Det går også helt fint. De går bare videre.
Jeg ligger længe i teltet bagefter og gentager for mig selv: “Fuck, hvor vildt! Årh, tænk, at jeg netop fik åbnet lige idet, de gik forbi, tænk så meget, jeg sikkert også går glip af ved at ligge herinde! Tænk, hvis jeg ikke havde åbnet lige nøjagtig på det tidspunkt, jeg hørte dem jo ikke engang. Det var jo bare for sjov, at jeg skrev der der, at blive taget af en moskus, jeg havde på ingen måde forventet at se én, jo! Ej, hvor er det vildt, altså! Tænk, at nogen betaler penge for at få dem at se, og så ligger jeg bare her.” Jeg smiler for mig selv, der går længe, før jeg falder i søvn. Det er småkøligt, min næse bliver kold, stikker hele hovedet ned i soveposen.
Klokken er bare 04.30, da jeg beslutter mig for at stå op. Det er så koldt, at jeg må hoppe lidt på stedet, laver sprællemænd for at få varme ud i arme og ben, gnider håndfladerne mod hinanden. Jeg har næsten ikke mere vand tilbage, så jeg beslutter mig for at finde det vandløb, jeg gik forbi i går aftes: “Så kan jeg måske gå mig til varmen,” siger jeg. Jeg når ikke langt, før jeg ser noget bevæge sig længere fremme. Det er moskuserne fra i går. Jeg stopper op, de stopper op, ser mod mig. Jeg sætter mig ned på hug: “bare så de ikke føler sig truet,” forklarer jeg for mig selv. Vi ser hinanden lidt an, og de går videre, i modsat retning.
“Altså, at det her er muligt!” Jeg er igen faldet i staver over storheden, sidder med min kaffekop i hånden og ser ud over det morgenfriske fjeld. Jeg har netop spist min havregrød. Normalt får jeg nærmest ikke den klistrede masse ned gennem halsen, men når jeg er på tur, er det noget andet. Så må det nærmest til. Mens jeg sidder der og tænker eksistentielle tanker kommer moskusmødrene tilbage. De har fået følge af to okser. Mit hjerte får lidt ekstra fart på. Jeg sidder helt stille: “bare så de ikke føler sig truet,” siger jeg igen til mig selv. De går måske 100 meter fra mig, langs fjeldsiden, rundt om min lejrplads. De stopper op med jævne mellemrum de to okser, holder øje, lader køer og kalve passere: de er hele tiden mellem mig og deres familie. Tænk, at de ved det, at det ligesom bare er deres instinkt, tænker jeg. Jeg sidder helt stille, får en klump i halsen. De forsvinder bag fjeldtoppen.
Jeg drikker en kop kaffe til, for at varme mig. Jeg kunne nok godt have brugt et par timers ekstra søvn: “men nå, nå, jeg behøver jo ikke at gå så langt i dag,” siger jeg. Jeg pakker sammen, og idet jeg begynder at gå, kommer moskusfamilien tilbage. Sådan går vi, hele dagen: Mig forrest og de seks uldtotter 100 meter bag mig, hele tiden, vi ved, hvor vi har hinanden.
Jeg stopper indimellem op og bare sidder. Nogle gange bliver pauserne korte, det bliver ganske køligt, så snart solen forsvinder bag en sky, andre gange ligger jeg længe, læser, tænker, græder lidt. Det er ikke altid, at jeg ved, hvorfor, men det føles helt ok.
Jeg går forbi en sø, beslutter mig for at bade. Min veninde og jeg snakkede om at forsøge os på vinterbadning, efter vi indviede badesæsonen med et dyp i Korsvika i april. Man fornemmer virkelig, hvordan blodet arbejder i kroppen efter sådan en dukkert! “Det er sikkert sundt,” siger jeg til mig selv, mens jeg tager de første skridt ud i vandet. Kulden stikker i mine fødder, jeg gisper, hyperventilerer nærmest og må minde mig selv om at trække vejret stille og roligt: “Fy ffffflaa… Årh, det er koldt!” Bagefter tænker jeg på, at det er sjovt, hvordan man ligesom altid må konstatere sådan nogle ting: Ja, gu fanden er det koldt, hvad havde du ellers tænkt dig?
Selvom det for et øjeblik siden føltes som om, jeg fik forfrysninger, arbejder min krop nu så stærkt på at holde mig varm, at jeg begynder at svede med det samme, jeg trækker ulden på. Det føles godt.
Jeg tror, at noget af det bedste, jeg har fået med mig hjemmefra er det at komme sig ud og bruge naturen rundt sig: På hjemmevideoer fra min barndom graver jeg enten entusiatisk efter kartofler i haven, viser dem stolt frem med jord i hele bøtten, jeg sover i gummibåd i stuen, eller i telt på værelset. (Jeg havde set Krummerne, hvor de pga. regnvejr camperer inde i stuen i stedet for i haven, og jeg tænkte vel, at det var muligt at gøre det samme.) Der er noget med lyset i sådan et telt, noget med lugten af dug og plastic, som virker beroligende. Jeg tænkte på det, mens jeg lå der midt ude i Dovre fjell: Havde jeg kunne forestille mig dette, dengang jeg lå på mit værelse med de lyserøde vægge? At jeg engang skulle komme til at falde i søvn til bjælder og får side om side med en moskusfamilie ude midt i ingenting?
Jeg har førhen haft rigtig mange tanker om ikke at strække til, ikke være god nok, vigtig nok. Jeg har haft perioder med angst – indimellem så meget, at jeg ikke kunne stå ud af min seng i flere dage. Jeg havde absolut ingen tro på mig selv, følte at alt jeg gik i gang med var håbløst, at jeg var håbløs. Jeg gav op på alting, så snart jeg mødte den mindste smule modstand.
Da jeg flyttede hjemmefra, startede på studier og alt det der, tror jeg, at jeg glemte dette essentielle: Frisk luft og jordforbindelse, sådan bogstavelig talt. Der var selvfølgelig også andre årsager til, at det udviklede sig, som det gjorde, men efter jeg er flyttet til Trondheim har jeg ofte tænkt, at jeg i den periode sikkert ville have haft rigtig godt af at bo, hvor jeg bor nu – i de omgivelser. For jeg har mærket en markant ændring, efter jeg er flyttet. Det er nok ganske alment at have de der dage, som er så tunge, at de næsten ikke er til at slæbe sig igennem, og det er også helt ok – de skal være der. Men oven på sådan en dag, tager jeg som regel skovvejen hjem, og når jeg kommer ud på den anden side, er det nærmest som et nyt menneske 😉 Der skal så lidt til, og jeg tænker ofte: Gid, jeg havde vidst dette noget før…
De første par gange jeg tog på tur alene var det med en noget trykkende følelse hængende over mig. Jeg mærkede, at jeg på én gang følte mig bedre tilpas deroppe, alene i skoven, men samtidig var der så meget at tage sig i agt for: ukendte lyde, ukendt terræn, pludselig skiftende vejr (jeg har efterhånden lært, på den hårde måde, at når man bor i Trondheim, så må man pakke alt lige fra bikini til uldundertøj. Vejret kan skifte fra høj sol og 25 grader til regn og slud, mens du blinker med øjnene!), elge, store fugle, ja, der gemmer sig mange ting i sådan en skov. Men når man kommer hjem fra sådan en tur, i live, så mærker man også mestringsfølelsen suse gennem kroppen: Når du går helt alene, langt inde i en tæt skov i dine egne tanker (om hvor fredfyldt og idyllisk der er), og du pludselig mærker jorden ryste under dig, hører noget komme galoperende mod dig med et dybt brøl, kroppen stivner, hjertet banker helt op i tindingerne, og du tænker: Jep, det var så det, nu skal jeg dø! Og så løber elgen forbi, du mærker suset fra grenene og alt er igen helt stille. Når dine hænder ikke længere ryster, og du igen kan puste frit, så føler du dig i live som aldrig før. Du nynner måske endda lidt, både for at holde elgens mulige følgesvende på afstand, men også fordi du fortsat kan. Nogle gange tænker jeg, om det er, fordi det opleves på samme måde som et uforklarligt angstanfald – at det er så velkendt, at det føles helt godt, bagefter, men at her får angsten i det mindste en forklaring, et ansigt, det er rationelt og føles derfor som en mere legal sejr at overvinde? Eller når du har gået i et ukendt fjell hele dagen, er godt sulten og træt, og det pludselig begynder at pisse ned i lårfede stråler, og du må stå der i stiv kuling og forsøge at sætte teltet op. Du kommer dig ind, glæder dig til noget varmt, og det går op for dig, at du har glemt gassen til primussen hjemme. Du får lyst til at græde, og gør det måske også, du forbander dig selv langt væk: at være så dum, så dristig, og du ligger der i din sovepose og tænker: ja, ja, men så dør jeg bare af sult her ude midt på fjeldet. Men når du vågner næste morgen med kold næse og en halvklam sovepose, åbner teltet og ser ud over det morgenfriske fjell, velvidende om, at du i nattens løb hverken døde af sult eller kulde, så glemmer du, at du er dum og ubrugelig, for det betyder faktisk ingenting netop da. Det betyder ingenting, at man til daglig ikke tror, man strækker til, når man sidder der ude midt i et fjell og har overlevet sine egne dummefejl, når man sidder der i sit telt som lille menneske og ser en moskusfamilie komme slentrende forbi med et blik på én, som ville de sige: Her går vi, og der sidder du, og det går helt fint. Netop dén følelse får man: Det går helt fint.
At komme sig gennem angst og depression handler selvfølgelig ikke bare om en tur i skoven. Det handler også om at formå at ændre sin tankegang, at få støtte og hjælp i sine nære omgivelser, det kræver arbejde. Men jeg er overbevist om, at de succesoplevelser, som også skal til for at ændre denne tankegang bestemt kan være at finde på en sådan tur i selskab med en vagtsom elg, eller når man overmandes af regn eller sne og tror, man skal dø, men alligevel lever næste morgen. Jeg siger ikke, at man skal opsøge en nær-dødsoplevelse for at komme sig over sin angst eller depression, men det sætter tingene i perspektiv at teste sig selv: Man kan som regel langt mere end man går og tror, eller indbilder sig selv, at man kan, og det er det som er vigtigt at finde frem til.
Der er mange gode grunde til at sætte sig på det tog en torsdag eftermiddag, når man er på nippet til at kaste håndklædet i ringen. Kom deg ut <3
