Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!

Den der lever stille, Leonora Christina Skov, Politikens Forlag 2018

Den værste opdagelse man kan gøre, er vel når man finder ud af, at ens forældre har fejl. Man går i lang tid ud fra, at ens forældre fortæller én sandheden om verden – det er ligesom dem der danner grundlaget for, hvordan man oplever sig selv og verden omkring sig. Når man finder ud af, at der er huller i den sandhed, hvad har man så? Så bliver man ligesom nødt til at prøve at opfinde en ny, men samtidig forsøge at acceptere forældrenes fejl, finde ud af at leve med dem i stedet for den symbiose, man før var vant til. Det er vel én af de største prøvelser, man bliver udsat for i livet.

Leonora Christina Skov har skrevet historien om sin opvækst med en mor, hun var sikker på, ikke elskede hende. En mor der fik uhelbredelig brystkræft, og som hun mente skyldtes datterens homoseksualitet. Selvom det er tydeligt, at Christina godt kan se forældrenes fejl, er der alligevel noget der holder hende fra at eliminere dem helt: Den ubetingede kærlighed mellem barn og forælder. Det kan godt ske, at ens forældre ligger langt fra at blive kåret til årets værger, og det kan godt ske, de siger og gør grimme, sårende og ødelæggende ting, men der skal meget til, før et barn vender sine forældre ryggen. Man går jo ud fra, at de elsker én betingelsesløst – det er jo dem, der har sat én i verden, det er jo sådan, det skal være.

Christinas mor viser sin kærlighed gennem handlinger, som faderen siger. Hun klæder sin datter varmt på, serverer god mad for hende og strikker trøjer. Da jeg læste om den her mor, var jeg heller ikke i tvivl om, at hun elsker sit barn. Alligevel løb det mig koldt ned ad ryggen, når moderen åbnede munden. Og hvad hjælper det så, at handlingerne er kærlige, hvis ordene er invaliderende?

Det kan være skræmmende, hvor meget man finder sig i fra folk, man elsker. Det er utrolig, hvor stor en magt forældre kan have over sine børn ligegyldig, hvor gammel man er. Men det er vel, fordi de var de første mennesker, man vendte sig til, de første man lærte at regne med og stole på. Så kommer alt det der med, at man gerne vil gøre sine forældre glade, man vil gerne have, at de er stolte af én osv. Alt det bliver der også fortalt om i denne bog. Faktisk er det Christinas største opgave som datter: At gøre sin mor glad. Alt for ofte får hun moderen til at græde, og det er helt og holdent Christinas skyld – det siger faderen også.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke kom til at læse denne bog. Jeg får lidt lange tasker af de der jeg-har-haft-en-virkelig-hård-barndom-og-må-nu-fortælle-det-til-hele-verden historier, og jeg syntes, at denne bog lød som sådan én. Jeg har heller ikke det store kendskab til forfatteren, og er bevidst gået uden om hendes bøger, fordi genrebeskrivelsen bestemt ikke sætter noget i gang hos mig. Men så hørte jeg et radioprogram med forfatteren, hvor der bliver talt om det biografiske aspekt i bogen: Overvejelserne bag at skrive så virkelighedsnært om sine egne forældre.

Jeg undrer mig over, hvorfor det er så meget anderledes, hvad man kan tillade sig på skrift – hvis man gemmer sig bag skønlitteraturen. Det bliver flere gange nævnt i denne bog, at for at kunne fortælle sin historie, må forfatteren/fortælleren fiktionalisere det hele for at kunne skrive om det. Samtidig skriver Skov, at hun “ikke har set nogen grund til at lyve eller digte, for historien forekommer rigeligt stærk, som den er.” Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke, hvad formålet med bogen egentlig er: Chokere, underrette, forsvare, retfærdiggøre, bekræfte? Og hvorfor foran hele verden?

Jeg har læst mange kommentarer vedr. bogen, og den bliver rost, fordi folk kan genkende sig selv i den – mange har samme erfaringer. Og ja, det var også den følelse, jeg sad med. Jeg var revet med og læste den første gang på rekordtid, fordi det føltes forløsende og omfavnende. Det er da sådan set rart nok, men hvorfor skriver man om sig selv, hvorfor har man behov for at lade andre læse om ens liv, ens samtaler, ens forhold osv.? Jeg mener ikke dette på nogen bebrejdende måde, eller som noget særligt for lige netop denne bog. Jeg har selv de samme overvejelser, men jeg undrer mig over, hvorfor. Alt materiale jeg har arbejdet på tager også udgangspunkt i en trang til at fortælle MIN historie. Man kan vel næsten heller ikke andet, vel? Som forfatteren også skriver: “Følelserne er mine egne.” Og ja, det må de vel næsten også være for at kunne producere noget så stærkt, som denne roman er. Man bliver nødt til at have noget på hjerte for at få folk til at føle, at det rager dem. Måske er det en eller anden form for pagt, eller en “gave,” vi giver hinanden?
Forfatteren deler noget personligt, men ruster sig med fiktive greb, som skaber tryghed. Samtidig gøres fortællingen vha. disse greb almen, så læseren dermed også kan føle sig hjemme. De fiktive greb overfører altså hjemligheden mellem forfatter og læser.

Skov fortæller under interviewet i radioprogrammet, at det har været enormt svært at skrive dårligt om sine forældre, og hun har da også ventet til moderen døde. (Det er så også en diskussion, man måske kunne tage: Er det mindre forkert at skrive dårligt om folk, når de er døde!?) Radioværten kommenterer hertil, at det jo er ethvert barns ret at kritisere sine forældre. Og ja, det er det da, men også foran hele verden? Hvad med dem der står bagved fortællingen, hvad med dem, der bliver materiale for bogen?

Jeg har gennem længere tid haft en diskussion med én, som har haft dette tæt inde på livet: At være offer for en bestseller. Jeg er nok begyndt at se anderledes på denne form for “virkelighedslitteratur.” Jeg har altid tænkt, at denne var en gave til folk, at det var stærkt, modigt og vigtigt, at forfattere skrev så nært om livet, om deres oplevelser, om “rigtigt og forkert,” men jeg havde ikke overvejet, at der også er nogen som betaler en høj pris for denne “ærlighed.” Det kan godt ske, at der er nogle mennesker, der har opført sig forkert, at nogen har været dårlige forældre, dårlige kærester osv., men fremlægningen af de personer i bøgerne er jo kun én side af sagen, én sandhed, og det glemmer man ofte som læser.

Personerne i virkelighedslitteratur bliver fremstillet som forfatteren kender dem, som forfatteren gerne vil, at læseren skal kende dem. Det bliver dermed den offentlige fortælling om de personer, og læseren kender ikke andre.
Der er altid forskel på den sandhed, man kender om sig selv og den andre kender om én, og det er svært at gøre noget ved. Men er det okay at fortælle den ene sandhed om et menneske, som ikke selv har indflydelse på, hvordan denne historie/sandhed fremlægges? Det er vel lidt ligesom at sladre eller bagtale: Det ved vi alle sammen godt er ufint, men er det anderledes, fordi man skriver det i en roman – fordi man fiktionalisere, samtidig med at man siger: “Det her er min historie, som den virkelig foregik.”
Hvad kan man tillade sig at skrive på andres bekostning, ligegyldig hvad de så har sagt og gjort?

Alle litterære værker bunder i noget virkeligt, om man fiktionalisere eller ej. De er et bevis på, hvordan vi egentlig tænker, egentlig agerer, egentlig er mennsker, og alligevel bliver vi chokeret over resultaterne, når vi læser om os selv.
I Skovs bog udtaler faderen, at han i hvert fald godt kan stå inde for, hvordan han har opført sig, og så er det vel fint, tænker man. Men kan han også stå inde for, hvordan han har opført sig set gennem sin datters øjne?
Skov fortæller i radiointerviewet, at faderen, efter at have læst bogen, har sagt, at han selvfølgelig ikke har oplevet det på samme måde, men at han har anerkendt, at dette er hendes oplevelse. Og er det dén kontrakt, vi skal hive frem? Må de personer, der skrives om, anerkende, at det er sådan, fortælleren har oplevet det? Det handler måske ikke om rigtigt og forkert, men om at kunne rumme vores forskellige oplevelser af tingene?
Hele problemet bunder jo så bare i, at man blander fiktionen ind i det. Heri er man frit stillet for at skrive, hvad som helst. Man kan digte, hvor man vil, når man vil, og det er derfor, det bliver et problem: Fordi læseren ikke ved, hvornår der bliver digtet, og hvornår der ikke gør. Det handler ikke om din eller min oplevelse og at anerkende den eller ej. Det handler om, at man ikke kan styre, hvordan andre fortæller historien om én, man kan ikke forsvare det, overbevise folk om, at det er rigtigt eller forkert. Personerne i forfatterens fortælling bliver gjort magtesløse, og det er måske nok det farligste våben, der findes. Det skriver Skov også selv flere gange i bogen: “Jeg kan skrive om dig!”

Burde man ikke rette lidt opmærksomhed mod, hvordan forfatterne så kan tillade sig at bruge dette våben. Eller måske rettere:Hvordan kan man overhovedet det? Det er jo en uhåndgribelig diskussion om ytringsfrihed, om fiktion og fakta, om måden at opfatte sandhedsbegrebet på.

Har det overhovedet nogen betydning, hvordan andre fremstilles i forfatterens fortælling? Har det nogen betydning, hvordan Skov fremstiller sine forældre – det er jo hendes fortælling?
Der hvor det begynder at ramle lidt for mig, er al den energi, jeg føler, der bliver brugt på at fremstille hhv. protagonist og antagonister i Skovs fortælling. Det er tydeligt, hvem man skal synes har ret, og hvem der er forkert på den. Man kan måske sige, at det er, fordi forældrenes opførsel reelt set er så absurd, at man ikke kan andet end at synes, det er helt hen i vejret. Men der er en tendens til at fortælleren pudser lidt for meget på egen glorie ved at fremhæve alle de “rigtige” ting, hun gør. Det er måske nok en ret så ærlig fortælling om hendes forældre, men jeg føler mig ikke overbevist om, at det er en ærlig fortælling om fortælleren selv. På det punkt føler jeg ingen ægthed. Fortælleren beretter om en person, der hele sit liv har længtes efter at kunne skabe en anden persona, så snart hun flytter hjemmefra, og hvordan hun genskaber sig selv. Som læser føler jeg også, at det er en persona der udlægger denne fortælling. Der bliver støttet op med dagbogsnotater, breve osv. gennem hele fortællingen som en slags verifikation, men det er igen en fortolkning af, hvordan verden så ud for fortælleren på givne tidspunkt.

Hvis man kan være så ærlig om folk omkring sig, hvorfor kan man så ikke være ærlig om sig selv? Hvilken historie er det vigtigst at få frem: hvor dårligt man er blevet behandlet, eller hvordan tingene egentlig hænger sammen? Det kunne være interessant litteratur: Fortællinger, hvor også fortælleren tør vise, at han/hun er et menneske… Ligesom de mennesker der skrives om.

Jeg synes ofte, der i virkelighedslitteratur er en tendens til, at fortælleren fremhæves som “helten,” som den der konsekvent har ret. Hvad hvis man fokuserede lidt på de uhensigtsmæssige ting, man helt sikkert selv har gjort i situationerne, ville det så ikke give et mere stabilt forhold i fortællingen? Forfatteren er jo i sin fulde “ret” til at fremstille sine personer som han/hun vil, og samtidig også fremstille sig selv/fortælleren som denne ønsker.
Som vedkommende, jeg havde denne diskussion med, skrev, så er det måske denne “ret,” vi skal revurdere?

I radioudsendelsen, hvor Skov fortæller om de “biografiske” overvejelser, studsede jeg bl.a. over, da hun fortalte, at hun havde ændret navnet på én af sine eks-kærester, som i bogen bliver fremstillet som lidt af en spade. Hendes identitet bliver skjult, fordi der bliver sagt nogle ikke så pæne ting om hende for at beskytte hende. I beskrivelsen af det her forhold, bemærkede jeg, at det er én af de meget få gange, at fortælleren også fremstilles som ikke helt så fin i kanten, som ærlig, og jeg tænkte: Er det lidt nemmere at håndtere sine egne dårlige handlinger, er de lettere at fremstille, hvis man kan fiktionalisere og dermed distancere sig? Er det lettere at være ærlig, når man skriver fiktion?

Når man skriver fiktion, kan man pynte lidt på sin ærlighed og være nøjagtig ligeså “ærlig” som man har lyst til at være for egen regning. Der er ingen der stiller krav om, at det man skriver, skal være sandt, og derfor kan man skrive hvad som helst.
Men er det overhovedet muligt at gøre det anderledes? Enhver genfortælling vil jo i et vist omfang altid være fiktiv, fordi fortællingen bliver bearbejdet med de fiktive greb, en gengivelse automatisk skaber.

Jeg blev oprigtig revet med af denne bog. Jeg synes, det er en god bog, en anbefalelsesværdig bog. Den fremhæver nogle vigtige problemstillinger om, hvordan vi i vores nære relationer påvirker hinanden og gør dermed opmærksom på en revurdering. Samtidig trækker den også nogle velovervejede og velargumenterede fokusområder frem i forhold til diskussionen om virkelighedslitteratur og illustrerer hvilken rolle det spiller i samfundet.

På trods af den hårde beretning, romanen indeholder, er det også en utrolig hjertevarm og morsom historie. (Okay, tragikomisk er måske nok det ord jeg leder efter her…) Især passagerne om livet som litteraturstuderende gik lige hjem! I’ve been there, I assure you, and nothing’s changed!! Det er både skræmmende, men også lidt en trøst 😉

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

2 meninger om “Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.