Hvordan opstår en historie, og hvad adskiller den private fra den offentlige, hvorfor fortælle den i det hele taget? Fortælleren i Bråtveits roman leder efter en sandhed. Hun forsøger at finde ud af, hvorfor hun skriver, og hvad skriften egentlig gør med hende.
“Det er som om setningane er kapsla inn i ei tidlegare skriveerfaring som gjennom skrifta opnar seg i noko nytt og gamalt, samstundes. Eg har ingen garanti for at eg finn svaret i skrivinga, eller at svar kan formulerast i skrift, men eg trur det finst spørsmål som berre skrifta kan stilla.”
I Dette er også vatn veksles mellem poetiske beretninger om fødsel og død, mellem fortællerens erfaringer med forældreskab og det at være nogens barn. I et forsøg på at finde svar, eller måske bare for at understrege tilfældige sammenfald i en proces, flettes essayistiske passager om stor verdenslitteratur, filosofi og digtning ind. Og så kredser fortællingen om vand: Om det som holder os flydende eller får os til at synke. Om det som omslutter os og giver liv i begyndelsen og det som skal tage kraften tilbage, når livet slutter.
Det er ikke sikkert, at det at skrive i sig selv leder til nogle svar, men om ikke andet bliver man kendt med spørgsmålene. Selvom fortælleren umiddelbart virker ret ihærdig i sin undersøgelse af sandhed og løgn, er det også som om, at der er svar, hun ikke ønsker at blive bevidst om – der er ting, hun ikke ønsker at finde ud af. Men måske er det ganske enkelt, fordi man ikke kan stole på skriften? Der sker ting i en skriveproces, som ikke engang penneføreren har kontrol over:
“Det gikk lang tid før jeg skjønte at det finnes to slags skrift; den du selv skriver, og den som skriver deg. Den som skriver deg, er farlig. Du ender opp på steder der du ikke vil være. Du ser dit du ikke vil se.”
Fortælleren svømmer og svømmer, i livet og i sin fortælling. Det virker indimellem som om der er strøm og fremdrift, men der hviler samtidig en eller anden stemning over denne fortælling som trækker den tilbage, eller måske snarere får det hele til at køre i ring. “Af jord er du kommet, af jord skal du igen opstå,” som man siger. Det passende ville her være at sige: “Af vand er du kommet, af vand skal du igen opstå.” Nogle gange synker man, nogle gange trækker strømmen én i bestemte retninger. Det kan føles som om, man kommer fremad, men mod hvad? Nyt land, afgrunden, bunden eller bredden – man ved det ikke. Man ved ikke, hvordan fortællingen bliver, hvad historien skal handle om, for den kan være falsk, manipulerbar, sand for nogen, men ikke for andre, den kan ende godt eller den kan ende skidt – den er levende, og det er, i denne roman, forfatterens job at fortælle.
“Å vera forfattar handlar om å halda på her inne, over kokande kjelar, i det som etter koking og trekking syner seg å vera nullpunktet, nok ein gong.”
Bråtveit har skrevet en interessant roman om det at skrive, om hvordan skriften og fortællinger – sande eller ej, påvirker livets svømmeture: Ligger man og flyder lidt på overfladen eller tager man kraftige tag for at nå et mål? Hvor fører strømmen os hen og er vi i stand til at stå imod? Hvilket formål tjener egentlig alle disse svømmeture, hvad skal vi med al det vand, hvad skal vi med alle de fortællinger?
“Me er jo alle menneske; dess meir eg ser på desse bileta, er det ikkje dette som eigentleg er meg? Er det i møtet med framandskapen eller er det i møtet med det gjenkjennelege at fotografiet går frå å vera privat til å vera noko anna, og kanskje allmenngyldig?”
Det hele bliver lidt højtsvævende, eller måske rettere “sejlende” indimellem, som om man virkelig gerne vil gøre det til et kunstnerisk projekt, selvom det egentlig bare er en almen og ikke særlig højtravende fortælling om en kvinde, som bliver mor og som tænker tilbage på sin egen barndom og overvejer, hvordan hun kan formidle det, give det tyngde og gøre det vigtigt. Er det vigtigt, kan jeg godt tænke? Jeg tror, jeg har lidt berøringsangst for dette emne, for jeg vil jo også gerne tro på, at der er en mening med det, jeg beskæftiger mig med…
