Kan man nogensinde forsvare at slå et andet menneske ihjel? Hvad hvis man gør det for at redde én, man holder af, og hvad med bagefter: Kan man leve med skylden – findes der overhovedet nogen skyld?
I 1905 udgav Hjalmar Söderberg den højst kontroversielle fortælling om Doktor Glas. Denne blev ét af Sveriges første eksempler på en moderne roman. Den rendyrkede romanhelt var borte, der fandtes ikke noget rigtigt og forkert, og læseren måtte nu tænke selv. Kritikken regnede ned over Söderberg, da bogen blev udgivet, og han blev klandret for at være både pervers og impotent. (?)
Forud for den moderne roman var læseren vant til at gennemgå en slags “dannelse” gennem læsningen: At blive op- eller belært om livets spørgsmål og udfordringer. Man vidste, at helten altid ville gøre det rigtige til sidst, at der altid ville findes et svar, men det gør der ikke hos Söderberg. Eller det gør der måske nok, men moralsk set, er det nok ikke det rigtige svar. Og måske var det dét, der provokerede kritikerne. Måske var det beskrivelsen af de ubevidste, men naturlige drifter i mennesket der blev for nærværende, måske var det den sværmeriske beskrivelse af følelseslivet, som blev så almenmenneskelig, at det ikke var til at holde ud?
“Aldrig blir hon min; aldrig. Jag gjorde aldrig hennes kind röd, och det var inte jag som hade gjort den så kritblek nu.”
Doktor Glas er enlig, og det tætteste han kommer kærlighed og omsorg er i sine drømme og i sine erindringer. Han har aldrig haft sex med en kvinde, men virker alligevel til at have stærke meninger om både kærlighed og kønsliv. Holdninger som lægegerningen kræver af ham – det er i hvert fald hans forklaring. På den ene side er han villig til at begå mord for at redde en ung kvinde som bliver voldtaget af sin mand, men samtidig nægter han at hjælpe andre kvinder, som også pga. voldtægt er blevet gravide og ønsker abort. Igen, han er jo læge, og dette strider mod hans gerning. Ligesom det strider mod hans gerning at lade et handicappet barn dø, selvom:
“Varje idiot på Eugeniahemmet kostar mera i årligt underhåll än en frisk ung kroppsarbetare har i årlig inkomst.”
Dobbeltmoral er nok ganske almenmenneskeligt. Det er én af de ting, der er lettest at hidse sig op over, når andre udviser det, og det er måske, hvad der provokere mest i denne fortælling.
Men man kan ikke altid have sine prioriteter 100% på plads, og det er det, Söderbergs roman viser. Den beskriver, hvordan mennesket kan tænke sig til handlinger – gode som dårlige. “Livet er handling,” som doktoren messer for sig selv. Den viser det modsættende i mennesket, udfordringen i at balancere mellem egne drifter og udefrakommende moral.
Handlingen er fortalt gennem doktorens dagbogsnotater. Læseren får dermed adgang til et åbent, men splittet sind. Fortællingen bærer præg af en person, som hele livet har ønsket at gøre det rigtige, som ofte gør det rigtige, men som tænker det forkerte. Som alle andre mennesker er han tynget af fordomme, tillært moral og rygter, og det er disse som ligger i åben kamp med hans inderste jeg – det som gør, at intet sker:
“Mig gick livet förbi.”
Doktor Glas forelsker sig i en ung kvinde, som er gift med byens præst. Doktoren ved, at han aldrig kan få denne kvinde. Hun er ikke forelsket i ham, og det acceptere han. Det er faktisk et ret stort krav for ham. Han skal kunne se forelskelsen i hendes blik. Det er dét blik, han leder efter hos alle. Men realiteterne er ikke som i hans sværmeriske forestillinger. Kvinderne vil ikke bare gifte sig med den der har gjort dem gravid, nogle gange trækker penge mere end øjeblikkelig forelskelse, og den man troede, man frelste, ender som en skygge af sig selv.
Der er noget ganske fint og skrøbeligt, nærmest barnagtigt over doktorens forestillinger om livet. Samtidig rummer de en melankolsk realitetssans som ikke er til at overse. Gennem fortællingen gengives refleksioner som er værd at tage med sig, og som gør, at man ikke bare fejer den naive læge væk. Hans romantiske forestillinger kan virke fraværende, nærmest som om han befinder sig i en glasklokke, men hans praksis gør ham nærværende og fornuftig, den gør, at man har lyst til at lytte til ham.
“Det är med sanningen som med solen: dess värde för oss beror uteslutande på den rätta distansen.(…) det är kanske icke meningen att man skall förstå livet. Allt detta raseri att förklara och förstå, all denna sanningsjakt är kanske en avväg. Vi välsigna solen, därför att vi leva just på det avstånd ifrån den som är oss nyttigt. Några millioner mil närmare eller längre bort, och vi skulle förbrinna eller förfrysa. Om det nu vore med sanningen som med solen?”
Et interessant aspekt i romanen, som både siger en del om hovedpersonen, men også om hans samtid, er doktorens uligevægtige forhold til kvinder. Hans erindringer om forelskelse og eventyrlige sommernætter med heftige kys og intense forestillinger om fremtiden kaster en ophøjet skikkelse over kvinden. Hans søgen efter “ægte kærlighed” virker så fin, så ædel, men samtidig så dumt og naivt, fordi realiteterne sidder i hans venteværelse med fortvivlede og skamfulde øjne.
Doktor Glas har aldrig haft et forhold til en kvinde, men han nævner ofte sin mor: Moderen er død, og optræder i fortællingen som et slags spøgelse. Erindringerne om hende er ubestemmelige og bliver aldrig særlig nærværende. Det er svært at fornemme, om forholdet har været godt eller skidt, men måske er det fordi, det aldrig er nogen af delene? Ligesom hans øvrige forhold til kvinder heller aldrig bliver hverken gode eller dårlige. Han oplever yderst tilstedeværende forelskelse og betagelse, men det bliver aldrig til mere end det. Det virker dog på en eller anden måde som om, at det også er godt nok.
Da han har fuldført sine planer, må han destruere sine beviser. Dette gælder også dagbogsnotaterne. Han overvejer, om han skal brænde dem, men kommer på at gemme dem i sine lægebøger, nærmere bestemt den om gynækologi – en detalje jeg synes er ret væsenlig: Kvinden er for ham et væsen fuld af mystik, men samtidig er hun så enkel. Han siger, at der er grænser for, hvad man må forlange, at kvinder skal kunne forstå. Han er dem overlegen i sin profession, men i følelseslivet er han dem underlegen. Han overvejer mord pga. den ene, mens en anden overbeviser ham om sine egen høje moral. Kvinden er, for ham, noget at længes imod, et sted at overgive sit begær til: det følelsesmæssige, det seksuelle og det søgende. Hun er den der bringer skønhed og glæde ind i hans verden, samtidig som hun er årsagen til fortvivlelse, moralsk forfald og undergang.
Jeg ved ikke, om det er evner særligt tilskrevet kvinden, eller om det er en virkning af det handlende menneske generelt? Söderbergs roman viser måske nok, hvordan forestillingerne om verden ofte er enkle, gode og varme, men hvordan disse i kraft af handling forvandles til noget der rent faktisk kan være i verden – noget man må holde sig på ret afstand- eller i ret nærvær af: En gylden mellemvej, som man bare må forsøge at balancere på.
Alting eksisterer i kraft af, hvordan vi tænker om det: Forelskelse, foragt, skyld – det kan være så nærværende at det fortærer, og det kan være så fjernt, at det forsvinder:
“Jag kände ingen skuld. Det finns ingen skuld. Den rysning jag kände var densamma som jag stundom får av mycket stor och allvarsam musik eller mycket ensamma och ljusa tankar.”
