“Eid”: Balancegang på illusioner om virkeligheden

Eid, Ingvild Solstad-Nøis, Forlaget Oktober 2019 – Anmeldereksemplar

Det er sikkert meget normalt indimellem at tvivle lidt på sine egne handlinger. Det der med at gøre noget, som egentlig var velment, men som i efterlyset virker overdrevet, dumt og bare helt forkert. I langt de fleste tilfælde erfarer man heldigvis, at det var okay alligevel – at man bare overanalyserede i et anfald af usikkerhed, men for Eid er den god nok: Hun er for meget. Hun jagter idealerne så intenst, at hun bringer sig selv ud på et sidespor.

Eid er nyskilt, sygemeldt fra den doktorafhandling hun ellers var i gang med at skrive, og sammen med teenagedatteren Alida flytter hun til et lille tætsted. Hun har stærke ambitioner for deres nye tilværelse: De er jo begge interessante mennesker. Hun som siger så meget fint om andre, roser, støtter, lytter. Alida som er så flink til at danse, engagere sig, som er så god en veninde – hvis bare folk vil se det.

Eid tænker sig til en helt masse fine ting om deres nye liv i den lille by, men som det så ofte er, fungerer kun forestillingerne. For Eid er altid lige dét for meget. I sine neuroser får hun kørt sig selv helt derud, hvor det bliver vanskeligt at tage noget tilbage. Det er ofte ganske små “fejltrin,” hun begår: Dén ekstra lille sætning, som bliver plantet helt forkert, et enkelt lille ord, en velment berøring, et blik. Man skulle ikke tro, at så små ting kan få så stor betydning – det er jo bagateller, alle ser vel gennem fingre med bagateller – hvis de da overhovedet opdager dem. Men når små fejltrin gentager sig, hoper de sig op og kan blive ret så afgørende.

Ikke langt fra Eid og Alida bor Emma. Hun går i klasse med Alida, og Eid ser straks mulighederne i hende: For et venskab med hendes tilbagetrukne datter, for dem at komme i kontakt med andre. Eid kommer hurtigt på god fod med Emmas far, vil også gerne på god fod med Emmas mor, Elisabeth, men som sagt, Eid er bare lige dét for meget, så den chance går hurtig tabt.

Eid ser alt det gode i Emma, hun ser alt det, hun gerne vil, at Alida skal være. Hvor Alida nærmest er helt affektiv, i hvert fald over for sine mors indfald, er Emma modtagelig og, ja, sådan som Eid forestiller sig, en datter nu engang skal være. Hun knytter sig derfor hurtigt til Emma på en temmelig klamrende måde, og det vækker selvsagt skepticisme hos Elisabeth.

Selvom Alida i begyndelsen lægger en kølig distance til Emma, som er klassens populære pige, så finder de to hurtigt melodien. Faktisk kommer den melodi til at spille lidt for godt, og de bliver ofre for bagtaleri og snæversyn. Det er helt klart, at Eids og Alidas tilstedeværelse har sat noget i gang i nabolaget, og en heksejagt med fatale følger sætter ind.

I begyndelsen tænkte jeg, at Eid var sådan en, man ville synes var rigtig pinlig, hvis man var hendes teenagedatter, men det bliver hurtigt tydeligt for læseren, at Eid er stadiet over. I sin iver virker hun til tider helt grotesk, men fordi man samtidig er inde i hovedet på hende, fatter man hurtigt sympati med hende. For Eid mener det virkelig godt. Hun er et intelligent, reflekterende og nuanceret menneske, som tænker meget over livet, sig selv, menneskene omkring sig: alle de fine ting, de kan gøre for hinanden. Men det går hurtigt op for læseren, at Eids refleksive tanker – om opdragelse, om forsøget på at skabe relationer, at komme ensomheden til livs – er teater, og Eid spiller rollen virkelig dårligt.

“Jeg går inn på Google, skriver: Fysiske reaksjoner på ensomhet. Loggen over de siste søkene dukker opp: Pubertet og tegn på manglende livsgnist. Om man får en blomst, bør man sende en i retur? Hvordan gå frem på et nytt sted? Hvordan lage et kreativt hjem? Er det vingene som gir spurven selvtillit? Hvordan skape gode barndomsminner? Hvordan overføre positivitet? Hvordan finne kjærlighet? Streetsmartness, hvordan dosere ut akkurat passe mengde av seg selv?”

Jeg krummede tæer over Eids indfald og udfald. Jeg sad med en ubehagelig følelse og tænkte: “Dét sagde hun bare ikke!” Der er noget helt igennem desperat og fortabt over Eid. Det gør ondt at læse, og jo længere man kommer i fortællingen, jo bedre forstår man hvorfor: Fordi der bor en Eid i os alle. Neuroserne, usikkerheden, ensomheden, klodsetheden – det ligger altsammen og lurer lige under overfladen, og man må hele tiden kontrollere det, forhindre det i at springe frem, at afsløre sine mangler for andre, de mangler som ødelægger illusionerne og den gode stemning. Hele tiden må man holde sig selv lidt i nakken, både for ikke at fortabe sig i idealerne, men også for ikke at forkludre realiteterne. Denne roman viser, at det er et spil der kræver, at man holder tungen lige i munden, og sidder den bare en lille smule skævt, som det er tilfældet med Eid, kan det være en næsten helt umulig opgave at glide gennem virkeligheden. Alle handlinger bærer konsekvenser med sig, og når man er så ivrig som Eid, kan de konsekvenser blive ret tunge.

“Jeg har alltid vært den som vil mest, overfor alle, vil ha mer ut av menneskene, mer mor, venn, mann, mer datter ut av min eneste datter, mer ut av situasjonene, øyeblikkene, dagene og nettene, mer meg.”

Ovenstående citat fik mig til at tænke på Emma Bovary i Flauberts roman af samme navn. Også hun er en person som ligesom aldrig synes at få nok ud af livet. Altid har hun en længsel i sig efter mere, som om hun ikke kan få marv nok ud af livets ben, ligegyldig hvor meget hun så suger. Jeg tror, der findes en sådan trang i langt de fleste mennesker, men der er jo forskel på, hvordan man håndterer følelsen af ikke at få det til, ikke at være opfyldt – hvorfor man ikke er opfyldt. Det handler vel om at stille sig tilfreds med andet end det uopnåelige? Det er nok ikke noget, ret mange tænker bevidst: At de vil have det uopnåelige. Det er vel snarere en ubestemmelig følelse af uro, som får én til at piske rundt som en hund der ikke kan fange sin egen hale. Man kan se spidsen eller omridset af det man gerne vil have fat i, men lige meget, hvor hurtigt man løber, ligemeget hvordan man bøjer og strækker sig, så mærker man kun fligen af det. Og det er så måske det, at man ikke altid behøver mere? Nogle gange er forestillingen om tingene også nok i sig selv.

Umiddelbart kan omtalen af denne roman virke temmelig opslidt: En nylig fraskilt, midaldrende kvinde, som har problemer med relationen til sin teenagedatter. Hendes tilværelse sejler, og hun forsøger nu at få det på ret køl igen (hvis det da i det hele taget nogensinde har været det.) Den historie har man ligesom hørt og set dyrket før, men noget i fortællingen om Eid river mig med på en både smertende, men også forløsende måde. Det gør ondt at læse om Eids tåkrummende forsøg på menneskelig kontakt og accept. Det gør ondt, at måtte erkende, at hun ikke får det, hun gerne vil have, men hvem gør også det? Det havde heller ikke været en særlig spændende fortælling. Samtidig gør den her neurotiske skikkelse også noget godt, fordi hun mener det godt, fordi hun vil være god og minder én om at være god – mod sig selv, mod andre. Ligegyldig, hvor ynkelig forsøget så er. Jeg har lyst til at give Eid et klem.

Selvom plottet som udgangspunkt er velkendt og godt brugt, driver Nøis handlingen frem på en måde, så jeg ikke kunne lægge bogen fra mig, da jeg først var begyndt. Jeg følte ligesom ikke, at jeg kunne lade de her mennesker være alene: jeg kunne ikke lade Eid være alene, med sin datter, med sig selv. Bedst som farten og spændingen er ved at forplante sig, og man tænker, at alle nok skal falde på plads med alt sit – trods alt sit – så opstår nye problemstillinger at få ondt i maven over, men for en gangs skyld har det ikke noget med Eids håndtering at gøre. For en gangs skyld er det faktisk hende der handler mest fornuftigt, men også den håndtering kommer til at give hende problemer, og det er næsten det værste af det hele, for det slukker den sidste gnist af håb.

Eid er en sår roman, men jeg er aldeles vild med den. Den er fuld af så mange små velnærede og velskrevede detaljer, observationer og bemærkninger, som er så genkendelige, men ofte uregistrerede, usagte. Det er fint, for det er en reminder på både godt og ondt.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.