En bogbloggers bekendelser: Om kritisk sans, læsertal og eksperimenter

Da jeg startede denne blog, var min hensigt egentlig at begynde at skrive om lidt mere end “bare litteratur.” Jeg valgte at slette min tidligere blog, fordi jeg var kørt træt i anmeldelser og omtaler: at pløje mig gennem bog efter bog og derefter skamrose den. Det føltes ligesom så ualmindelig ligegyldigt. Jeg ville derfor gerne, at denne blog skulle være noget mere. Egentlig er det jo ret ligetil, for når man snakker om bøger, kommer man også lynhurtigt til at snakke om så meget andet. Det synes jeg også, at jeg gør, men jeg ser en stigende tendens til at falde i samme “fælde” som sidst. Måske fordi det er det letteste?

Jeg synes faktisk, det her bogbloggeri er en lille smule vanskeligt. Som udgangspunkt handler dette om, at jeg har en passion, som jeg gerne vil dele. Litteraturen giver mig noget, som jeg gerne vil formidle videre. Som jeg netop skrev, så kan skønlitteraturen være en god måde også at snakke om mange andre ting på – det er næsten uundgåeligt, netop fordi bøgerne handler om os: det vi går og tænker på, det vi har vanskeligt ved, det som ikke helt er til at finde ud af. Litteratur er historie, det er billeder af verden sådan som den er eller sådan som den kan være. Den kan bruges som en sutteklud i vanskelige perioder eller som bidrag til en heftig diskussion om verdens uretfærdigheder. Den kan være tidsfordriv og underholdning og den kan være en indgang til lange, dybe samtaler og nye bekendskaber. Det er det, jeg gerne vil formidle, men!

Der er rigtig mange aspekter af det her bloggeri: For det første er det frivilligt. Jeg lægger utrolig mange timer i hvert enkelt indlæg, og jeg får ikke en klink for det. Det er en virkelig dårlig forretning. (Og ja, ordet frivillig giver ligesom ikke én lov til at klage på dette, det var heller ikke meningen, jeg fremhæver det bare, fordi det hænger sammen med den pointe, jeg gerne vil skrive mig frem til.) Når man ikke får penge i retur for det stykke arbejde man udfærdiger, så må man nødvendigvis opnå en anden form for udbytte. I dette tilfælde kommer det altså til at handle om læsertal og omtale: Hvis jeg skal gide at bruge min tid på noget, som jeg ikke får betalt for, så skal jeg ligesom også vide, at der er nogen der interesserer sig for det jeg skriver, ellers er det ikke tiden og energien værd.

Jeg har aldrig jagtet et stort læsertal eller forsøgt at nå ud til en bred skare. Så havde jeg også satset ganske anderledes! Det som er vigtigt for mig, er at gøre noget, som jeg brænder for, og så er jeg egentlig ligeglad med, om der er 100.000 eller 1 der læser med. Det ville lynhurtigt skinne igennem, hvis jeg begyndte på noget andet end det der engagerer mig. Selvfølgelig er det sjovere, når man ved, at det man bruger sin tid på når længere ud end til den nærmeste familie og støttende venner, selvfølgelig betyder læsertal noget, men altså, hvis jeg bare skriver for at blive læst af mange, så vil jeg hellere undvære, og det tænker jeg også, at I som læsere vil….

Når det så er sagt, så har jeg ofte bidt mærke i en ting, som modarbejder denne “illusion”: Når jeg omtaler en bog positivt, altså sådan virkelig kaster om mig med storslåede superlativer, så skyder læsertal og likes i vejret som bare fa…. Hvis jeg derimod forholder mig kritisk, så er der næsten ingen der læser det. Jeg kan godt forstå, at man ikke gider at bruge tid på at læse om en bog, som den der “anbefaler” ikke kan lide, men der kan samtidig også være noget værdifuldt at hente i kritik. Det forsøger jeg i hvert fald at få frem. Samtidig gruer jeg mig ofte for at skrive om de bøger som ikke var en direkte fryd at læse, eller ikke gruer mig, men jeg tænker, at det kan være det samme, hvis folk alligevel ikke gider at læse om det – så gider jeg heller ikke at bruge tid på at skrive om det. Men igen: Jeg vil ikke lade mig styre af, hvad folk gider at læse. Hvis jeg føler for at skrive om noget, fordi jeg synes det er vigtigt, fordi det vækker noget i mig, så gør jeg det.

Det jeg gerne vil frem til er, at jeg indimellem kan føle mig lidt presset til at tilføje et ekstra positivt superlativ, fordi jeg ved, at begejstring avler begejstring, fordi jeg ved, at der er 110% større chance for, at mit indlæg bliver delt af forlag m.m., hvis jeg skriver en positiv anmeldelse, end hvis jeg er skeptisk. Det føles næsten som om, det ikke er lov at kritisere en bog – eller selvfølgelig er det det, der er bare ingen der gider at høre på kritikken, og det synes jeg faktisk er synd, for som sagt: der kan være noget værdifuldt i kritik, hvis altså man formår at servere den ordentligt. Og ikke for at prale, men jeg synes faktisk, at jeg er ganske skarp på det punkt. (Jeg er en ganske øvet kyniker!)
Enhver producent ville selvfølgelig være godt dum, hvis han eller hun delte alle de dårlige anmeldelser af sine produkter – det bliver også hurtigt en ret dårlig forretning, så det er jo ikke så mærkeligt, hvis forlagene ikke gider at dele min manglende begejstring, men igen, hvis man har noget at have det i, synes jeg faktisk det kan være ganske interessant at læse de mere forbeholdne anmeldelser. Det burde der ofres mere plads til – også fra producenternes side, vi burde ikke være så bange for kritik.

Dertil kan jeg også godt tænke, at så længe jeg ikke får betalt for mit arbejde, så kan jeg gøre nøjagtig, hvad der passer mig, og dét passer sig netop i denne sammenhæng: Hvis jeg fik penge for at skrive en anmeldelse, ville jeg nok føle mig endnu mere presset til at skrive noget positivt – at fremelske værket, og så er man jo lige vidt. (Nu er det ikke, fordi jeg stemmer for, at vi skal droppe lønnen til kulturjournalisterne osv.!)

Som sagt, der er mange sider af dette bogblogging, og jeg tvivler indimellem på, hvorfor jeg gider det. Jeg kan indimellem blive stærkt demotiveret af snak om læsertal, hvordan det er korrekt at angive reklame, “kampen” om anmeldereksemplarer, synlighed, algoritmer osv. Jeg gider det virkelig ikke. Jeg tænker sådan lidt: Ta’ det her eller fis et andet sted hen. Samtidig ville det også være arrogant at tro, at man ikke indimellem må tilpasse sig. Der er også meget at lære i denne “opmærksomhedskamp,” særlig for én som mig der på spørgsmålet om, hvad jeg har at byde på automatisk krymper sammen og svarer: “Absolut ingenting!”

Jeg har gjort mig lidt tanker om, hvad jeg ønsker denne blog skal være i fremtiden. Egentlig er jeg ret tilfreds med det jeg har skabt, og jeg gider som sagt heller ikke at skrive bare for at skrive – der må være en mening med det, når nu meningen ikke er løn 😉 Jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket af læsertal og likes, lige meget hvor lidt jeg så vil det. Jeg bliver påvirket af omtale og kontakter, og sådan er det vel bare, men jeg vil også gerne have følelsen af, at det er mig der har fat i den lange ende. Jeg bruger ofte denne blog som en slags eksperiment. Det er en måde at afprøve ting, og det virker ganske godt, det giver mig mange nye indsigter, ny kundskab, og sådan skulle det gerne fortsætte. Jeg kan indimellem føle, at jeg kører lidt fast, at det ikke er altid, at disse “eksperimenter” giver lige stort afkast, og så må man jo finde på noget nyt. Og det er faktisk det, jeg vil frem til her, at jeg vil prøve noget nyt:

Jeg bruger relativt meget tid på at rejse rundt i særligt Norge, efter jeg fik øjnene op for dette fantastiske land. Jeg tager ofte på tur, har det med at rode mig ud i diverse projekter og småjobs, så jeg tænkte, at det ville være nærliggende også at skrive lidt om det her på bloggen – det kunne måske være interessant? Det er trods alt en blog med “fokus på nordisk litteratur OG kultur,” som jeg har skrevet.

Jeg har det dog lidt ambivalent med det der eksponering. Jeg tror egentlig, jeg har affundet mig ganske godt med at skrive om bøger, fordi det, selvom det faktisk ganske ofte handler om mig, tager udgangspunkt i mine erfaringer osv., ikke føles som om, jeg udleverer mig selv. Det føles mere trygt at skrive eller tale om noget personligt gennem et andet medie, som i mit tilfælde altså ofte er bøger.
Det er ikke, fordi dette skal blive en erkendelseskanal – vi snakker ikke Sofie Elise blogging, bare rolig! Jeg kunne bare godt tænke mig at prøve lidt andet, lidt mere. Jeg vil derfor gennem sommeren publisere en række indlæg under kategorien “Dejlig er Norden” (men selvfølgelig også fortsat publisere indlæg om litteratur!), hvor jeg skriver om mine oplevelser, i første omgang nu, hvor jeg arbejder som budeie på en sæter i Hedmark og senere hjemme i Danmark. Så får vi se, hvad det kaster af sig 😉

Rigtig god sommer derude!

Biffen <3

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.