En hilsen fra en frustreret læser!

“Hva faen er det Vera tillater seg, skrev han, refererer fra virkeligheten, men finner på ting når det passer?”

Èt af de store omdrejningspunkter i Helga Hjorths roman, men også i værket som har affødt den, er hvad man som forfatter kan tillade sig at skrive under titlen, roman. Hvor mange grænser kan man tillade sig at bryde i bevægelsen mellem fakta og fiktion? 

Jeg har haft ufattelig svært ved at beslutte mig for, hvordan jeg skulle læse denne roman. Skulle jeg tage den for, hvad den var: En skønlitterær fortælling om en kvinde der føler sig hængt ud af sin forfattersøster, en forsvarstale, en anklage, et biografisk stykke familiehistorie, eller en faktuel gengivelse af en familiefejde?

Forud for min læsning af romanen havde jeg sat mig en smule ind i den debat der har kørt i de norske medier om Vigdis Hjorth, hendes roman og søsterens modsvar, om reaktionerne derpå, diskussionen om virkelighedslitteratur etc.. I min søgen faldt jeg samtidig over et utal af artikler, hvori Vigdis beskrives som en sexhungrende, alkoholiseret excentriker, og mit billede af hende blev pludselig et andet. Det samme gjorde mindet om min læsning af Arv og miljø – faktisk hele min opfattelse af denne “sag.” Det vil jeg dog gerne prøve at ligge på hylden. For det første, fordi jeg synes, det er irrelevant for læsningen af selve værkerne, som dét de er: Romaner, fiktive fortællinger. Samtidig synes jeg heller ikke, det er fair, hverken over for læseren, værkerne eller forfatterne, at en række opmærksomhedshungrende journalister har fordrejet virkeligheden og proppet denne ned i en række artikler i et forsøg på at dreje debatten i en bestemt retning. Som hovedpersonen, Nina flere gange funderer over i romanen Fri vilje: Var det så tilfældigt alt det der pludselig kom op i medierne i tiden op til- og efter udgivelsen af søsterens roman? Opbyggede disse indlæg om incestofre, diskussioner om forsvarsmekanismer, psykologers udtalelser om fortrængning, juridiske perspektiver osv., ikke blot en egen historie om disse romaner, denne strid?

Jeg var skeptisk forud for min læsning af Helga Hjorths roman. Jeg havde nok bestemt mig for på forhånd, at jeg troede mest på Bergljots fortælling i Arv og miljø, og jeg havde svært ved at se Helga Hjorth som andet end et stødt familiemedlem. Jeg så hende ikke som forfatter, men som forurettet, og det var med den tilgang, jeg startede læsningen.

Undervejs blev jeg dog langsomt draget af romanens vilje, jeg blev farvet af det syn, romanen giver af forfattersøsteren, som her hedder Vera. Jeg kunne vitterlig godt forstå familien, jeg kunne godt se det fra deres side. Samtidig havde jeg dog forbehold, for pludselig var Bergljot blevet til Vera, og disse var ikke én og samme person, langt fra. Det er selvsagt også to selvstændige fortællinger, to forskellige karakterer, men jeg klarede ikke helt at skille det ad. For mange ting går alligevel igen, og jeg følte mig som i en tilstand mellem drøm og virkelighed: Dér, hvor man ikke ved, om man drømmer eller ej, en form for et deja-vu, man har oplevet det før, men det føles alligevel ikke helt rigtigt. Jeg følte mig ført bag lyset, og jeg følte mig manipuleret. Derfor prøvede jeg stejlt og trodsigt at holde fast i min tro på Bergljot, på Vigdis’ roman og dens perspektiv.

Men det handlede ikke kun om trodsighed eller følelsen af at blive holdt for nar. Det handlede også om, at forfattere for mig har en form for autoritet: I folkeskolen blev man opdraget til at finde “moralen” eller budskabet i romanerne, og hele litteraturhistorien bygger på opfattelsen af den opdragende effekt, litteraturen gerne skulle rumme. Jeg har det derfor med at stole blindt på fortælleren, eller forfatteren – alt efter hvor rigtig eller forkert på den, jeg synes, fortælleren er, men som H. Hjorth også fremhæver i sin fortælling, så må man ikke kræve, at kunstneren er et godt menneske. Hovedpersonen Nina læser her en artikel, som fremhæver Veras bog i diskussionen om: “hvor galt det kan gå hvis man krever av kunstneren at hun også skal være et godt menneske.” Det er så let at holde med fortælleren, at fatte sympati for protagonisten, som Nina også selv er inde på, fordi forfatteren tillærer sig virkemidler, ved hvad der skal siges hvornår og hvorfor. Dette gør sig gældende for hele Veras person iflg. Nina, sådan har hun altid været: Hun ved, hvordan hun får folk til at tro på sine historier, hun har et særligt talent for at dramatisere, men:

“Alt var ikke sånn som Vera skulle ha det til. Hun hadde ikke rett når hun fortalte hva andre mennesker tenkte, hun fortalte det bare så overbevisende. Andres handlinger kan tolkes i alle mulige retninger, avhengig av hvilket perspektiv man anlegger.”

Men man kan ikke forlange, at kunstneren også er et godt menneske… Og det er måske nok mit største problem. Jeg ser det også i den litteratur, jeg vælger, i de fortællinger jeg vælger at læse: Jeg bliver nødt til at kunne fatte sympati med personerne, jeg bliver nødt til at kunne genkende noget deri for at holde fortællingen ud, men det er jo netop også forfatterens, protagonistens kneb, og det er her, jeg for alvor bliver frustreret. For jeg vil så gerne holde med nogen, gøre nogen til de gode og nogen til de onde, men det kan jeg ikke her, for der er altid to sider af en sag, og begge sider er lige overbevisende i dette tilfælde. Det er vel også det, der er “budskabet” her, men jeg er stadig uforløst og frustreret. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op, jeg ved ikke, hvad jeg skal mene.

Jeg kunne godt lide, da jeg havde forbehold over for søsteren, da jeg stadig blindt var på Arv og miljø’s hold, for da kunne jeg læse efter angreb og efter beviser på surmuleri. Det var let, men efterhånden som fortællingen skred frem, forstod jeg godt denne vrede, men måske ikke helt måden det blev behandlet på. Mit største spørgsmål er stadig: Hvorfor denne roman? Er det et salgstrick, et oprigtigt indspark i en vanskelig litterær debat. Er det oprigtigt et forsvar, et virkeligt behov for retfærdighed og taletid, eller er det et forsøg på finpudsning af facade, af egen selvopfattelse?

Jeg læste i en artikel, at Vigdis Hjorth selv har udtalt, at søsterens roman, bærer for meget præg af “bare å skulle ta denne storesøsteren,” og det er jeg på sin vis enig i. Jeg synes, romanen bliver grov i sin omtale af søsteren, og jeg opfatter det som et billigt trick til at forlede læseren. F.eks. fortæller Nina om en samtale, hun har haft med en tidligere ven, som også optræder i fortællingen til Bergljot: I Bergljots udlægning har hun mødt lillesøsterens tidligere “ven.” De har haft en hyggelig samtale, og hun har ringet til søsteren for at de to skulle tale sammen, og alt var fint. I Ninas fortælling vidste storesøsteren godt, at denne “ven” havde været meget mere for hende. Nu har Vera så selv haft sex med lillesøsterens tidligere kæreste og ringer nærmest manisk hjem til familien for at tvære det ud i hovedet på dem. I Ninas version kommenterer denne ven så efterfølgende på hændelsen i Ninas nærvær og siger:

“Og så tenkte jeg at, faen, Vegard, har du rota deg borti en prostituert, nå? Men tror du ikke det var Vera som snudde seg! Han var morsom, jeg lo.”

Jeg kunne ikke lade være med at krumme tæer, da jeg læste dette afsnit. Føj, for en burner!!! Billedet af storesøsteren bliver pludselig til et af en psykopat, men samtidig er det også som om, Nina bare hopper med på den opfattelse alle andre har af hendes søster – den opfattelse som er blevet tegnet gennem Veras forfatteskab og mediernes omtale (som åbenbart også eksisterer i virkeligheden.), og som ikke minder om det forhold de to søstre ellers har haft til hinanden.

Nina nævner selv, at hun i barndommen har følt sig overset og negligeret, særligt af Vera. Hun har higet efter søsterens anerkendelse, og har naturligt nok set op til hende, men “nu hvor hun tænker over det,” så har der været mange mærkelige episoder med Vera, som læseren systematisk bliver oplyst om. Denne opremsning gør mig mistænkelig. Jeg ser det, som sagt som en måde at overbevise læseren om, at storesøsteren ikke er helt velbevaret oveni hovedet. Spørgsmålet er så, hvorfor Vera handler som hun gør: Er det fordi hendes anklager mod faderen rent faktisk er sande? Jeg synes i hvert fald, Veras/Bergljots påstand bliver verificeret betragteligt gennem Ninas udlægning, om Nina/forfatteren så vil det eller ej.

Der er brugt meget energi på at udstille storesøsteren, at gøre hende til en tyran, en psykopat, en alkoholiker og en Drama queen. Samtidig har man forsøgt at fremstille andre som “de fornuftige, de gode” og de virkelige ofre – der bliver vasket godt og grundigt hænder i Fri vilje. Omvendt forekommer det samme nok i Bergljots fortælling, jeg opdager det bare ikke på samme måde, fordi jeg tænker, at incestofferet automatisk har ret – at det er hende, jeg MÅ tro på, og det er også lidt af et dilemma: Et relevant dilemma, som jeg synes, Helga Hjorth belyser ganske fortræffeligt i sin roman.

Èn ting jeg var overrasket over gennem læsningen var det egentlige talent for at stykke en roman sammen. Som sagt, så jeg som udgangspunkt ikke Helga Hjorth som forfatter, jeg opfattede ikke fortælleren som særlig troværdig, men det er en roman, en ganske udmærket én. Den gør brug af lavpraktiske greb, ja, og den er meget “skolet,” men det virker. Men det ved fortælleren/forfatteren også godt, og det er måske i virkeligheden, hvad der frustrerer mig mest.

Jeg har ingen konkret konklusion på denne læseoplevelse. Jeg føler, jeg kunne sige 1000 flere ting om alt det her, og jeg overvejer at læse begge romaner om igen, men samtidig tænker jeg: “Hvorfor i alverden spilde min tid på det? Det er fiktion for fanden – det er bare en fortælling.” Men jeg er blevet nysgerrig, jeg bliver ved med at diskutere virkeligheds- og sandhedsbegreber med mig selv, og jeg har lyst til at grave dybere i det, fordi det føles så uforløst. Og det er sgu et godt kneb. Man må sige forfatterne, forlagene, medierne, journalisterne og hvem der ellers har bidraget til at skabe denne fortælling, denne familie, denne historie har formået at fange sine læsere!

Hvis man er keen på videre læsning om disse to romaner, samt diskussionen bag, har jeg tidligere skrevet et indlæg om mødet med Vigdis Hjorth. Det kan man læse om her.