En julehilsen og opsummering af årets bedste bøger!

2018 har på mange måder været begivenhedsrig! Jeg har fået så fine oplevelser med mig, mange flere end jeg havde turde håbe på. Jeg har mødt mennesker, som har inspireret mig, heppet på mig og peget mig i noget som føles som den rigtige retning. Jeg har fået lov at prøve ting, som jeg ellers aldrig ville have drømt om at opleve, jeg er blevet udfordret, i enkelte tilfælde næsten lidt for meget. Det har til tider været hæsblæsende!

Egentlig giver jeg ikke så meget for de der “årlige opsummeringer” og specielt ikke nytårsfortsætter! Men måske er det meget godt at se sig lidt tilbage indimellem og blive mindet om, hvad som var, for at kunne glæde sig over det som er, og finde mod til det som kommer. (Var det lidt for klam en kliché, eller?) Hvorom alting er, så har det været et interessant år, både inden- og udenfor bøgernes verden.

Her følger en lille opsummering af nogle af de mest mindeværdige læseoplevelser i 2018:

Mona Høvring: Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født (2018)

Forholdet til ens søskende kan være noget mærkeligt noget. På den ene side ønsker vi at beskytte dem, skærme dem mod alt grimt i verden. Samtidig ved vi, at de er vores største konkurrenter. Det er de første mennesker, vi lærer at sammenligne os med, at skulle dele noget med: Vores forældres kærlighed og opmærksomhed. Det bliver selvsagt en vanskelig relation, når man både vil elske og hade.

I romanen Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født fortæller Mona Høvring om de to søstre Ella og Martha, om hierarki og en eller anden form for ubetinget kærlighed som kan bringe én til de yderste kanter.

Det som griber mig hver gang i Høvrings romaner er den delikate, selvfølgelige stemning som altid står så klart på trods af, at den er malet frem med ganske små armbevægelser, og endnu engang følte jeg mig særdeles fanget.

Mikael Niemi: Populärmusik från Vittula (2000)

Matti og hans excentriske ven Niila vokser op i Pajalas udkant Vittula, som i folkemunde og direkte oversat betyder fittemyren. Her både drømmer, lever og lyver de to kække drenge. Gennem Mattis flyvske drengesind fortælles historien om en opvækst blandt hårdt prøvede arbejdere i 60’erne og 70’erne.

Det er ikke altid helt til at finde ud af, om det Matti fortæller er sandt eller ej, om han drømmer eller om han er vågen, men det er heller ikke sikkert, at han selv ved det. Indimellem kan det jo være ret så belejligt at drømme sig væk i stedet for at skulle forholde sig til de barske realiteter. Og egentlig er det, hvad de alle gør i denne fortælling: Drømmer sig væk til et andet liv langt væk fra Tornedals plettede vider. 

Johan Borgen: Noveller i utvalg 1936-1961

Jeg var en lille smule overtræt, da jeg begyndte på disse noveller, og det endte derfor med, at jeg sad og flæbede i en propfuld togkupé mellem Oslo og Trondheim. Men historierne er også ganske rørende – træthed, PMS eller ej. Borgen har en helt speciel tone og veksler mellem dyb impressionisme og hård og eksplosiv realisme. Det er modernitetserfaringer, når de er bedst.

Novellerne behandler alt lige fra barndomsfantasier, ung og besværet kærlighed til dybe eksistentielle problemstillinger. Der er ikke så meget andet at sige om dem (eller det er der, rigtig meget, men jeg forsøger at holde det kort her!), end at man bør gøre sig selv den tjeneste at stifte bekendtskab med Johan Borgen – i enhver livssituation og i enhver sindsstemning. 

Rune Christiansen: Ensomheten i Lydia Ernemans liv (2014)

Lydia Erneman er veterinær, hun er vellidt i byen og anerkendes for sit arbejde. Hendes forældre bor på det afsidesliggende småbrug i Jämtland, hvor Lydia voksede op, og kontakten med dem er så som så: Det er ikke, fordi de ikke kommer godt ud af det med hinanden, men der har altid været en afstand mellem dem: Som om de hver især lever med en vis distance til hinanden og til livet – en distance der dog ikke rigtig forstyrrer noget.

Det behøver ikke at være historierne om tragiske oplevelser, grusomme barndomsminder eller hårdt prøvede liv, som ryster eller lærer os mest. Den stille fortælling kan være lige så bemærkelsesværdig. Gennem et ualmindelig smukt og ømt sprog, viser Christiansen, hvordan dét skal gøres. Under læsningen følte jeg mig vemodig, og historien gjorde mig trist. Jeg følte mig genkendt og afsløret: I ensomheden, i utilstrækkeligheden, i fraværet af handling, men samtidig blev jeg bekræftet i, at det ikke er så slemt, for der findes så meget andet, som gør intetheden nødvendig, tiltrængt og smuk. Den her roman er beundringsværdig!

Tomas Espedal: Gå. eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv (2006)

At gå er frihed. Om det er en tur ned ad gaden, i skoven eller en 500 km. lang vandretur over fjeldet; det medfører en følelse af fremdrift, at man flytter sig – ikke bare fra A-B, men også mentalt og personligt. 

Tomas Espedal skriver i sin roman Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv om jegets forsøg på at blive vagabond, om rejser, om gåture i “Barndommens gade”, om opbrud og om flugt.

Der er noget svært destruktivt over Espedals fortælling. Samtidig kan jeg heller ikke lade være med at føle mig opløftet. Måske fordi det alligevel giver mig et slags klarsyn: Det er ikke verden, der er noget i vejen med, det er din egen opfattelse af den. Og så har man vel en løsning, tænker jeg? Når alt kommer til alt, så er det meget enklere at ændre på sig selv i stedet for hele verden. Det handler måske om at gøre den der vandrekammerat, selvet, til hyggeligt selskab i stedet for en tung klods om benet? 

Kari Hotakainen: Åndehul (2017)

Hvad skal der til for, at vi gider at lytte til en historie, hvad skal der til for, at vi tror på den? I Kari Hotakainens korte roman Åndehul fortæller en kriminalkommisær om sine oplevelser blandt kriminelle, mordere og ofre. Hvordan man altid må være på vagt over for de fortællinger, man bliver bundet på ærmet.

Fortælleren vil i denne roman gerne gøre det klart for lytteren, hvorfor hun fortæller denne historie. Det er ikke bare at dele ud af sig selv og gøre sig selv sårbar, men at overføre sine bekymringer, sorger og glæder til andre og dermed sætte dem i nærmest samme situation. Det er at bruge hinanden som middel. Historien bliver en byrde som lytteren må affinde sig med, for man ved, det går begge veje: “Vi lever i et land af bærere,” som Hotakainen skriver.

Trangen til at fortælle kan være så svær at understå, at man må finde den bedst egnede lytter. Det er bare sjældent, at lytteren, eller læseren for den sags skyld, modtager “beskeden,” sådan som man ønsker det, og det er den sårbarhed, man som fortæller udsætter sig selv for. Som teolog og filosof, K.E Løgstrup engang sagde: “Man holder altid lidt af den andens liv i sine hænder.” Og med det kan man jo så gøre, hvad man vil.

Katrin Ottarsdóttir: 43 bagateller

I novellesamlingen 43 bagateller viser Katrin Ottarsdóttir, hvordan det går an at skabe noget ganske grusomt på ganske lidt plads. Hun giver her et billede af, hvordan søen kan virke nærmest dødstille på overfladen, men nedenunder flyder råddenskaben. Og der er så rigeligt af den her! Bagatellerne har dybtliggende rødder, og de er ikke gravet ned i mulden, de har bare fået et tyndt lag støv at gemme sig under.

Det er muligt, Ottarsdóttir skriver om bagateller, men når der er 43 af dem på én gang, føles det som om, verden synker: Den verden, hun fortæller om, hvor et barn går i søen pga. et stykke lakridstyggegummi, hvor en mand stjæler et barn for at redde det fra en mor, der sidder med blikket dybt begravet i sin Ipad, en verden hvori pigen øjeblikkeligt stopper med at løbe rundt i huset som en indianer, fordi bedstefaren godt kan lide at ælte tantens store bryster.

Når jeg læser disse historier, ser jeg mennesker med store længsler, ambitioner og tanker, som er blevet efterladt i alt for små liv. Det er temmelig gruopvækkende og ufattelig godt nedfældet!

Stina Wollter: Kring denna kropp (2018)

De sidste par år er kropsaktivisme for alvor blevet en ting på de sociale medier. Jeg var ret fanget af det i starten, for hele mit liv havde jeg troet, at jeg måtte hade min krop, at der var én bestemt måde at tale om sig selv på, hvis ikke man syntes, man levede op til forventningerne: Dårligt. Det var derfor lidt af en øjeåbner pludselig at erfare noget anderledes: Kvinder som tog plads – ligegyldig, hvordan de så ud, eller hvem de var.

Med tiden har jeg dog fået lidt andre tanker om den her bølge, jeg er både for- og imod, men sådan er det vel altid med sådan nogle ting. Hvad jeg dog synes særlig godt om ved denne bog, er at Stina Wollter viser mere end bare ét aspekt: Det handler ikke om at råbe højt eller være provokerende, men om at være menneske og at give sig selv lov til at være det med alt, hvad det nu indebærer. 

Jeg kan blive lidt træt af det der selvafslørende, voldsomt eksponerende, som jeg indimellem kan føle skyller ind over land, men jeg synes, Wollter har fundet en fin grænse: Det er til tider ganske smertefuld læsning. Jeg sad med en klump i halsen og et slør for øjnene gennem store dele af bogen, men det bliver aldrig for meget – det er ikke en klagesang, hun har skrevet, men en virkelig fin og tilpas øm beretning om et menneskeliv, som vil mere end bare sig selv. 

Unnveig Aas: Vi var enige om noe (2018)

Nu er jeg jo ret stor fan af Amalie Skram, så da jeg tilfældigvis stødte på denne lille digtsamling, som florerer om selv samme legende, vidste jeg, at vi med ét ville blive venner.

Der er måske noget med forudindtagelser som farver ens syn, men omvendt kan forventningerne dermed også være svære at indfri. Jeg blev dog bestemt ikke skuffet, da jeg stiftede nærmere bekendtskab med indholdet i dette værk. Aas rammer en helt utrolig Skram-nerve, som virker genkendelig, men som samtidig er yderst selvstændig og ny.

Gennem et allerede dødt forbillede behandles forholdet til de som er på vej herfra: Èn som er ved at forlade sit eget liv og én som forlader fortællerens liv. Ligesom Amalie Skram fortæller Aas i et smukt, men alvorsfuldt sprog om lidenskab, ensomhed og død og det i så fine vendinger, at jeg fik helt kuldegysninger. Jeg tror, det var genkendeligheden i stoffet som føltes helt genfærdssagtigt – på flere niveauer. Det er en beundringsværdig leg med tematik, poesi og gengangere.

Jeg have tænkt, jeg ville lægge links ind til hvert værk, så man kan læse videre uden at skulle gøre ret meget arbejde selv, men WordPress har lavet så geniale opdateringer og ændringer, at jeg ikke aner, hvordan man gør længere, og til sidst blev jeg sur! Så hvis man vil læse mere om de ovennævnte værker, ligger alle anmeldelser under kategorien Anmeldelser i hovedmenuen. Det er mere gennemskueligt, end hvad WordPress ellers opererer med 😉

Nordlitt ønsker hermed alle læsere en rigtig god jul og et godt nytår!

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.