“En rekke avbrutte forsøk”

En rekke avbrutte forsøk, Selma Lønning Aarø, Cappelen Damm 2007

Kan det lade sig gøre at skrive en bog uden at såre nogen – særligt, hvis bogen skal handle om forfatterens egen opvækst? Selma, eller “forfatteren” i denne roman gør et forsøg, men forstyrres så meget undervejs, at projektet ender ud som en hovedløs ideologi. 

“Etter alltid å ha argumentert for historier som ikke var sanne, men likevel godt påkommet, satt forfatteren igjen med en følelse av å ha mistet retten til å skrive om det hun selv ikke hadde kjent på kroppen. Hun erkjente at hun levde i en tid der virkeligheten satte dagsorden og at dersom noe ikke er sant blir det sjelden godt påkommet.”

Med denne roman kommenterede Selma Lønning Aarø allerede i 2007 den igen så allestedsnærværende debat om det at bruge virkelige mennesker i skønlitterære værker: Hvordan skal forfatteren forholde sig til de virkelige modeller, hvad vil det sige at gøre dem ugenkendelige, hvad gør det for historien, og hvordan fortæller man den faktiske historie, når der findes én version for hver enkel medvirkende?

Romanen gengiver fortællinger fra “forfatterens” barndom, og hver enkel af disse er fulgt op af en udlægning om omverdenens reaktion på den pågældende passage: Hvordan reagerer moren, da forfatteren fortæller, at hun blev glemt på en færge som fem-årig? Forfatteren husker tydeligt, hvordan hun stod på dækket og så forældrene blive mindre og mindre inde på kajen – moren i sin røde kåbe. Det viser sig bare, at moren aldrig har haft nogen rød kåbe. Moren  er desuden stærkt overbevist om, at datteren blev hentet ned, inden færgen sejlede. Hvordan kan hun i øvrigt have husket alt dette – hun var jo bare fem år.

Der findes mange undersøgelser, afhandlinger og teser om, hvordan minder skabes og ikke mindst, hvordan de bruges. Kan man stole på det, man husker, eller husker man bestemte detaljer af en bestemt årsag: Ikke fordi det var sådan det faktisk skete, men fordi det giver bedst mening sådan, fordi den historie passer bedre ind i fortællingen om, hvordan vi gerne vil at det skulle have været – for bedst muligt at kunne forklare vores egne handlinger, for at få vores eksistens til at gå op i en højere enhed?

“-Det var jeg som lagde den maurdrepemaskinen, erklærer forfatterens storebror.
Han er tilbake fra bridgeturnering og er den første som leser kapittel nummer tre.
-Var det?
-Ser du virkelig for deg at du skulle hatt teknisk innsikt nok til å lage noe sånt i en alder av seks år?
-Det kan jeg så absolutt se for meg.
(…)
-Lag en maurdrepemaskin!
Forfatteren må innrømme at hun har glemt hvordan hun gjorde det.
-Ha! Fordi du aldri har gjort det!
Broren triumferer.
-Det er 28 år siden. Er det så rart at man glemmer ting?”

Forfatteren er bevidst om, at hvis hun skal skrive en sådan bog, må hun i det mindste være ærlig over for de som er involveret. Hun viser dem derfor alt, hun skriver og forestiller sig, at problemet dermed er løst. Men sådan går det absolut ikke.

I begyndelsen af fortællingen er det ret tilforladelige barndomsminder som dukker op. Det er ikke de hårde beskyldninger som kommer på bordet, men efterhånden som minderne manes frem, jo lettere virker det for forfatteren at fortælle det, også det som slår lidt hårdere. Måske bliver hun en smule provokeret af moren, som står på sidelinjen og pirker i hendes hukommelse, som fornægter hendes barndomsminder, og som bliver mere og mere irriterende (måske efterhånden som minderne opstår, som den gamle teenage-vrede genkaldes?), og så bliver det vel lidt mere magtpåliggende at ramme der, hvor det gør ondt, eller hvad?
Det bliver i denne roman ret tydeligt, hvad det er, der sker under en skriveproces: Karaktererne bliver mere virkelige, de får et eget liv. Her er det det indre, glemte barn, barnet i Selma, som får liv og kraft i form af ordene. Jo mere hun skriver, jo mere levende bliver det – jo lettere er det at fremmane tingene, sådan som de var, eller sådan som de kunne have været, hvis det altså skal passe til den fortælling, hun ønsker at skrive:

“-Underslag? Du er ikke riktig klok, sier forfatterens mor. Forfatteren må innrømme at moren har rett. Faren hennes har aldri gjort underslag, men det hørtes fint ut, passe dramatisk. Forfatterens personlige – og ikke mindst faglige – mening, er at historien om undrslaget vil heve fortellingen, slik det for eksempel gjør det i J.M Coetzees roman Barndom.”

Umiddelbart tænkte jeg, at moren, som er den der reagerer kraftigst på sin datters projekt, overdriver en smule. Historien er ikke ligefrem gruopvækkende. Det er egentlig bare en skildring af en ganske normal barndom, hvor barnet indimellem føler sig uretfærdig behandlet, stikker af for at gå til fest og siger nogle grimme ting til sine veninder. Alligevel virker det ret undergravende for moren at blive skrevet om, og det slog mig: Måske er det netop det, der er pointen. Det handler ikke om, HVAD der bliver skrevet om én – hvor forfærdelige historierne er. Det handler om AT der bliver skrevet. Den der bliver skrevet om har ingen ret, ingen mulighed for at gøre noget der kan ændre på den udlægning, forfatteren kommer med. Vedkommende pålægges tanker og følelser af forfatteren, og det er dét, som må føles så undergravende, så forsnævrende.

Jeg undrede mig lidt undervejs i fortællingen over, at der ikke rigtig var noget plot. Det er bare en række tilfældelige barndomsminder som er blevet klasket ned på et stykke papir, og så kommenterer familien på forfatterens oplevelser. Men det viser sig, at forfatteren også godt selv er klar over dette. Eller i hvert fald pointerer hendes mand i fortællingen dette faktum. Forfatteren bliver klar over, at dette er et umuligt projekt og kaster manuskriptet i ovnen. I stedet går hun i gang med en roman om en kvinde, hvis mor har Alzheimer. Har forfatterens mor nogensinde haft Alzheimer, spørger hun sig selv? Det har hun ikke, så det går vel an at skrive, hun må vel bare forsøge at forestille sig, hvordan det er.

Det er som om, at Aarø med denne sidste kommentar fastslår, at det ikke er muligt at skrive en god roman, hvis man skal tage hensyn til sine omgivelser. Hun forstyrres i sin proces af andres evindelige kommentarer, korrektioner af minder og begivenheder. Hvem har egentlig sagt hvad og med hvilke hensigter? Det ødelægger romanens flow, og der er til sidst ingen historie. Forfatteren må altså løsrive sig fra, hvad andre tænker og mener, hvordan andre har oplevet tingene og i stedet fokusere og stole 100% på sine egne oplevelser. Jeg kan godt se pointen, jeg kan godt se dilemmaet. Hvordan skal man nogensinde kunne fortælle noget som helst, hvis man skal tage hensyn til de 1000 forskellige versioner, som findes, alt efter med hvilke briller man anskuer begivenheden? Så bliver historien jo både hoved- og haleløs. Jeg vil dog vove at påstå, at det går an at fortælle en historie, fra sit eget perspektiv, sådan som man selv husker det, med respekt for sine omgivelser: Lige så let det er for forfatteren at tilsmudse en person, lige så let er det at opføre sig ordentligt. Det kræver den samme form for retoriske og litterære virkemidler at servere en god og overbevisende historie, hvad enten det er med den ene eller den anden hensigt.

“-Mamma, jeg tror ikke at det er noen god idé at du fortsetter å lese dette. Du har det sikkert bedre hvis du bare kobler ut.
-Jeg har det ikke bedre hvis jeg bare kobler ut! Skal jeg bare gå rundt her på lykke og fromme uten å ane hva som blir skrevet om meg?
-Ja? prøver forfatteren.

Selvom fortællingen og problemstillingen til tider bliver serveret ganske overfladisk, så er det en interessant roman, skrevet på en interessant måde, som trækker mange relevante spørgsmål med sig. Det der på overfladen kan virke ret så tilforladeligt kan opleves enormt undergravende for de som det går ud over – alt efter hvilke øjne som ser.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.