Kender du det, når man er helt sikker på, at denne bog er ikke noget for mig! Og så viser det sig alligevel at være en af de bedste bøger du længe har læst? Sådan havde jeg det med Jan Kjærstads nye roman “En tid for å leve.”
Jeg har ved flere lejligheder givet Kjærstads forfatterskab et forsøg, men har hver gang lagt bøgerne fra mig, før jeg rigtig fik begyndt. Det kunne også være gået på samme måde denne gang. På omslaget er der et uddrag fra romanen, en slags liste over ja, hvad, alle de fine, små ting i livet som man må huske på!? (Jeg får trang til at vende øjne bare jeg skriver denne sætning!) Gennem de første sider i bogen flyder der da også lidt vel rigelige mængder sproglige billeder og klicheer, og jeg var næsten ved at give op. Alligevel var der noget som fangede mig. Jeg har brugt meget tid på at tænke efterfølgende, hvad det var, og jeg tror, at det var humoren og den underliggende ironi, jeg føler værket rummer. Det er ikke nødvendigvis, fordi Kjærstad vil fortælle sin læser, hvor smukt og skrøbelig livet er, og hvordan vi skal huske at værdsætte de små øjeblikke. Det handler måske mere om, at få os til at tænke over, hvorfor vi tror, at det nødvendigvis er disse små og umiddelbart ubetydelige øjeblikke vi skal værdsætte. Jeg føler, forfatteren tager pis på mig, samtidig som han vil have mig til at tænke en ekstra gang over, hvorfor jeg er så let at løbe om hjørner med.
Kort fortalt handler bogen om en nyopsætning af Henrik Ibsens teaterstykke Hedda Gabler. I originalen tager hovedpersonen Hedda sit eget liv, men i denne opsætning beslutter de to ledende skuespillere at tage livet af hinanden i stedet; skabe en sensation og udødeliggøre sig selv. Handlingen fortælles på kryds og tværs gennem 12 personer som alle befinder sig i salen den aften stykket “skydes” igang. Dette kunne umiddelbart have været endnu et irritationsmoment for mig. Jeg tænkte først, at jeg ville ønske, at man havde valgt færre karakterer og var vendt tilbage til den samme flere gange. Hvert kapitel starter og slutter med én karakter, og det eneste man efterfølgende (eller forud) får at vide om vedkommende, er flygtige iagttagelser fra de andre i salen. Men så slog det mig, hvad det egentlig afspejler. At bygge en fortælling op ved at fortælle den samme historie fra flere synsvinkler, er en temmelig klassisk måde at strukturere en roman på. Dette bryder Kjærstad med ved ikke at give læseren tilgang til mere, end man ville have fået at vide ved et kort førstegangsmøde; sådan som det faktisk er, når man tilfældigvis lægger mærke til en person i en teatersal uden helt at vide, hvorfor man lægger mærke til lige netop den person for så aldrig at se eller tænke på personen igen. Det er begrænset, hvad vi ved om hinanden. Selvom man tror, at man kender en person godt, er det alligevel begrænsede udsnit, man får af vedkommende. For at finde ud af ting om hinanden må man mødes flere gange over tid. I denne roman får vi ikke andet at vide, end det som kan få betydning for det øjeblik karaktererne er samlet i teatret. Det eneste vi behøver at vide er, hvordan tilfældighederne binder dem sammen – historien bag de tilfældige sammenfald. Når jeg tænker efter er dette vel også en ret god illustration af, hvordan selv længerevarende relationer med gentagne møder fungerer. Om det er bevidst eller ubevidst, viser eller fortæller vi vel også bare det som er relevant for den anden at vide om os i den sammenhæng vi befinder os i der og da: hvad som er relevant for min fortælling om mig til dig netop nu? Dette illustreres meget præcist i den metode Kjærstad her har valgt, og det er interessant. Dette værk er teknisk interessant, fordi det bliver så tydeligt, hvad som fungerer og hvornår. Det plejer at irritere mig, når forfattere gør sådan. Jeg føler med det samme, at jeg må gå til modangreb: “Ikke kom her med dine litterære virkemidler og tro, at du kan narre mig!” Men på den anden side; det er vel egentlig det som er præmissen ved enhver skønlitterær bog, er det ikke?
Det slog mig efter endt læsning, at det måske er derfor, jeg synes så godt om denne bog: at jeg var villig til at lade mig fange på trods af. På trods af de indledende sproglige klicheer, på trods af denne tekniske bedrevidenhed. Jeg er villig til at gå med på fortællingen og overgive mig til dens univers. Dette, og så det udvandede: Genkendelsens øjeblik! Da først det begyndte at rulle med stik til akademia, litteraturvidere og selvhøjtidelige forfattere var jeg solgt til stanglakrids. Det var så befriende at læse og vide, at jeg ikke er den eneste som godt kan se det ironiske ved mit eget felt.
Der bliver gennem romanen brugt en del plads på at diskutere Hedda Gabler; som stykke og som karakter. Ligeledes fylder Kjærstad godt på med andre litterære referanser, og jeg havde først lidt vanskelig ved at finde ud af, om jeg gad at gå med på analysen, mene noget for eller imod. Men så slog det mig: Måske dette også er skrevet med et tykt lag ironi? Måske dette er til for at stikpillerne til akademia og litteraturvidenskaben skal få endnu bedre effekt? Analysen og den konstante tilbagevenden til den “komplicerede” Hedda bliver selvironisk. Uanset om det er intenderet eller ej, så valgte jeg at læse det sådan, og det bidrog til lidt af en læsefest. Særlig genkendte jeg gode dele af mig selv i en af de sidste karakterer som bliver introduceret, kritikeren Paal Løchen. Fra første side slagter han alle disse førnævnte klicheer om livet og dets herligheder i hans væremåde, og jeg lo højt og længe. (Jeg tror der findes en snert af Paal i mit alterego).
I romanen – eller i salen – møder vi også en forfatter som mangler den sidste brik for at få sin pågående roman til at gå op. Han finder til sidst ud af, at det måske er vigtigere med den person som mangler, end de som faktisk er der. Tanken satte sig fast i mig. Jeg synes, det er umådelig fint. Ikke mindst fordi det er sandt. (Der ER faktisk noget om det, når forfattere i flæng råber: Skriv så sandt du klarer!!) Man undrer sig ofte mere over de som ikke er til stede, hvorfor de ikke er tilstede, end de som er der. Den eller det som mangler byder på uendelig mange muligheder i sit fravær. På samme måde som alt det man ikke ved om hinanden giver plads til mere. Den plads kan man fylde med hvad det skulle være. Undervejs i opførelsen af stykket er der en mand som rejser sig og går, og pludselig er det ham som er interessant. Man lagde ikke mærke til ham, da han sad der og var tilstede, som alle de andre, men idet han forlader stedet og efterlader en tom plads, bliver han interessant. Et andet eksempel i romanen er en mand, hvis datter har begået selvmord. Også hun efterlader sig med sit pludselige fravær en masse spørgsmål. Der er så meget man ikke ved og aldrig kommer til at vide, men bare kan tænke sig til. På den måde bliver en stor del af det vi tror, vi ved om hinanden egentlig bare vores egen historie om vedkommende, men siger måske ikke så meget om selve personen. På både godt og ondt?
Det er længe siden jeg har haft en så gennemgående god læseoplevelse, som jeg havde med denne bog. Det er længe siden, jeg har tilladt mig selv at synke ind i en fortælling så grundigt og oprigtigt. Måske fordi det kom så overraskende? Måske fordi vedholdenhed faktisk betaler sig! (For at afrunde med en kliché til ære for, ja, ironiens mange goder … )
