“Ensomheten i Lydia Ernemans liv”: Resignation kræver styrke!

Ensomheten i Lydia Ernemans liv, Rune Christiansen, Forlaget Oktober 2014

“Å være høres ikke så slitsomt ut som å bære,” var der engang én der sagde til mig. Umiddelbart opfattede jeg det som resignation, som opgivelse. Jeg har nok altid troet, at livet nødvendigvis måtte være hårdere, end det egentlig er – jeg ved ikke helt, hvorfor. Men måske fordrer denne “resignation” en anderledes styrke, som er lige så værdifuld, som det at bære sit liv?
Rune Christiansen beretter i sin fantastisk smukke og eminente fortælling om et liv, som ikke synes af meget, men som får så uendelig stor værdi i sin blotte tilstedeværelse: Lyrisk og menneskeligt.

“Og snart la hun seg ned på skogbunnen, og de slanke nåletrærne over henne støvet i motlyset, slik hesten støvet der på landeveien, og det var som om hun anropte stillheten eller svermeriet eller den gryende lysten som hun ennå bare omtalte lavmælt, for seg selv, denne lysten som kalte på henne, som sa “nå”, som sa “kom”, som sa “nei, ikke riktig ennå”. Hva var det som grep henne sånn? Bare det å være fylt av dette ene, dette trøstefulle som lever så sterkt i en: å være til i sommerens lys.”

Første gang jeg blev præsenteret for Herman Bangs forfatterskab græd jeg: Jeg læste en novelle, som jeg nu har glemt, hvad hed, og tårerne trillede ubegrundet ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvad der fremkaldte den stærke reaktion, men det føltes godt, det lettede. Jeg tænkte først, at det måtte være den melankolske skæbne, jeg blev præsenteret for i novellen, som gjorde, at jeg fik medlidenhed. Ved nærmere eftertanke var vedkommendes skæbne dog ikke videre tragisk. Den var bare. Jeg tror, jeg tænkte, at jeg nødvendigvis måtte være blevet rørt, fordi det var trist, og jeg opfattede det triste som noget negativt. Senere gik det op for mig, at det handlede om forsoning: om at få fortalt, at stilstand er smukt og faktisk helt okay. Det var den sugende, impressionistiske gengivelse af et helt almindeligt liv, der satte sig i mig dengang, og nu har jeg det sådan igen.

Lydia Erneman er veterinær, hun er vellidt i byen og anerkendes for sit arbejde. Hendes forældre bor på det afsidesliggende småbrug i Jämtland, hvor Lydia voksede op, og kontakten med dem er så som så: Det er ikke, fordi de ikke kommer godt ud af det med hinanden, men der har altid været en afstand mellem dem: Som om de hver især lever med en vis distance til hinanden og til livet – en distance der dog ikke rigtig forstyrrer noget.

Årstidernes skifte bringer både dødsfald, skadede dyr og vemodighed med til Lydias liv. Det bringer sporadiske, men også vedvarende forhold, ømhed, nye liv og gode minder: Alting går sin gang, år efter år. Det ved vi, og alligevel er det smukt.

“Året gikk, tiden bar på en egen letthet som ikke lot seg slette ut. Alt det ordinære gjentok seg – strevet, dyrene, de huslige syslene og det skiftende været – alt ble rekapitulert, alt fornyet seg. Og så vendte våren omsider tilbake.”

Herman Bang var kendt for sine beskrivelser af De stille eksistenser. Han gav liv til dem, man ofte overså, og drev en mening ud af deres tilværelser. Men deres “stille eksistens” fordrede en form for handling. De måtte nødvendigvis bære på noget tungt og afhjælpe vægten for at vokse i fortællingen. De måtte drive deres stilhed til noget. I Christiansens fortælling er der ikke noget krav om at modsætte sig, at kæmpe eller udvise ekstra styrke. Fortællingen om Lydia viser, hvordan der kan blive en hjertelig og vedkommende fortælling ud af ingenting: at selv ensomhed er lykke, og hvordan dét ikke at handle om noget kan blive til en styrke og fordre til eksistensberettigelse: Lyrisk som menneskeligt.

Det behøver ikke at være historierne om tragiske oplevelser, grusomme barndomsminder eller hårdt prøvede liv, som ryster eller lærer os mest. Den stille fortælling kan være lige så bemærkelsesværdig. Gennem et ualmindelig smukt og ømt sprog, viser Christiansen, hvordan dét skal gøres.
Under læsningen følte jeg mig vemodig, og historien gjorde mig trist. Jeg følte mig genkendt og afsløret: I ensomheden, i utilstrækkeligheden, i fraværet af handling, men samtidig blev jeg bekræftet i, at det ikke er så slemt, for der findes så meget andet, som gør intetheden nødvendig, tiltrængt og smuk. Den her roman er beundringsværdig!

“Det som utspilte seg på en teaterscene, ble rettet mot verden utifra en både falskere og lødigere forfatning enn virkelighetens; bevegelsene og samtalene var tuftet på andre antagelser enn de hverdagen bar på. Men hva så? For til tross for det kunstige, til tross for de nærmest sjenerende ritualene der på scenen; selv de mest vidløftige fremstillingene dreide seg jo til syvende og sist om å finne ut av de jordiske vilkårene, de menneskelige tilstandene.”

 

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.