”Hvad ville man selv synes om offentligt at blive portrætteret ubarmhjertigt af sit barn?” spørger Katrine Wiedemann i en klumme i Information d.21.02. Jeg har længe undret mig over, hvordan denne trend som Wiedemann snakker om, hvor forfattere udleverer sine ”dårlige” forældre og kalder det romaner, har kunne gå så ubemærket hen.
Der findes et utal af dårlige mødre i litteraturen, og jeg har selv fundet trøst i en række af dem. Som Wiedemann, begyndte jeg dog også at studse over, hvorfor vi dyrker dette mareridtsagtige billede af mor. Hvad får vi ud af at fortælle hinanden historier om i hvilket omfang den er gal med mor, at rette vores vrede mod hende i kor?
Ingen forældre er perfekte. Jeg ser heller ikke for mig, at der findes nogle perfekte børn. Problemet med denne form for litteratur er, som også Wiedemann påpeger, at fortællingen ikke strækker sig til længere end det: Mors fejl. Skønlitteraturen åbner som bekendt et rum, hvori vi kan identificere os med følelser og erfaringer, vi ikke finder frem til på egen hånd. Hvorfor ikke også lade den være en mulighed for at forstå mor, denne myteomspundne skikkelse? “Forældre er mennesker, der har handlet ud fra årsager, man ikke kender til fulde,” påpeger Wiedemann. Vi tænker sjældent over, at vores forældre har haft et liv før os. Mor var engang et barn. Mor har også haft en mor.
Hvor kommer dette kvindesyn fra: billedet af mor som den ufejlbarlige, altopofrende beskytter? Minder det ikke om noget vi har set før, dette ældgamle system, hvor kvinder holdes nede af større og ovenstående magter? Det er sandt, det er fortællingen om mænd som mener, at kvinder er pyntegenstande, skabt for at behage dem, kvinden som en blid og kærlig hyggespreder. Jeg er blevet lært, at dette er et out dated kvindesyn, jeg har lært, at det er noget man skal kæmpe imod. Alligevel ser det ud som om, det er et syn der er gået i arv. Det er bare ikke længere manden som står i spidsen for denne nedgradering af kvinden, men det forurettede barn, som voksede op og blev forfatter.
Jeg har længe undret mig over fraværet af debatten, men hvem lægger sig ud med det uskyldige barn, den alle er blevet enige om er et offer? Måske skyldtes min diskussionslyst et eller andet uforløst i mig selv? Det er der flere der har påpeget, når jeg har forsøgt at gå i dialog: Hvad er dit problem, spørger de vredt: der er noget du ikke anerkender! Jeg ser, at der er et problem i den måde mor fremstilles i disse såkaldte romaner, men de som skriver om, i hvilket omfang den er gal med mor, mener det er mig der har et problem? Med min mor? Måske? Uanset, jeg tror ikke vi hjælper disse børn ved at læse deres ”ubarmhjertige” fortællinger om deres forfærdelige mødre. Jeg tror ikke, vi hjælper os selv ved at læse om, at andre også har haft forfærdelige mødre. Det bliver en ond cirkel: “history repeating”, som Wiedemann skriver. Nogen må træde ud af den cirkel og spørge: Er den så gal med mor, som vi går og bilder os ind?
“Ethvert barn har ret til at kritisere sine forældre.” Sådan blev der sagt i et radiointerview mellem Leonora Christina Skov og Anne Glad, da førstnævnte fortalte om sin roman Den der lever stille. “Pennen er forfatterens skarpeste våben,” skriver Skov i dette portræt af sin mor: “Jeg kan skrive om dig,” fortsætter hun. Det bliver en trussel. Slå mig, mor, sig du ikke elsker mig, og jeg skal skrive om dig. Slå lidt hårdere, det kunne blive en rigtig god roman! Forfatteren står frit til at skrive, hvad hun vil i den historie, hun gerne vil have frem.
Er dette sat på spidsen? Det er muligt, men det er sandt.
“Jeg har respekt for det menneske, der tør tage turen ind i barndomstraumet, i analysen af den allernæreste relation. Det må gøre utroligt ondt. Jeg synes, de fortjener deres priser”, fastslår Wiedemann. Hvorfor er det prisværdigt at dissekere sit ophav? Fortjener man også en pris, hvis man tager den tur hos en psykolog? Hvem gør det mest ondt på? Det voksne barn, fordi hun vender tilbage til barndommens traumer, forfatteren fordi hun ved, at hun påfører sin mor smerte, eller moren fordi hun sættes i gabestok? Wiedemann siger, at hun synes, det er modigt. Hvad er der modigt ved at påpege alle andres fejl og stille sig selv i et ufejlbarligt lys? Barnet er et offer, barnet kan ikke gøre for, barnet må bare finde sig i. Det er noget vi er blevet enige om at sige, men det vi overser her er, at det ikke er barnet der skriver disse fortællinger. Det er ikke et offer, det er et voksent menneske med en fri vilje. Fri til at skrive hvad de vil, ja, åbenbart, men også fri til at være alt andet end det: Et offer for sin frygtelige mor. Der er selvfølgelig også noget dejligt betryggende i at blive i en rolle, hvor man kan bortforklare egen fejlagtig adfærd med mors fejlagtige adfærd. Det er befriende, når man finder frem til den historie om sig selv, som er til at leve med, og som i tillæg kan blive en god og modig roman der inkasserer priser. Det er bare ikke sikkert den historie er til at leve med for mor, men så er det jo godt, at mor er død.
