Er det størrelsen eller gørelsen?

https://www.teepublic.com/t-shirt/1225342-i-like-big-books-and-i-cannot-lie-reader-and-book-

Jeg bliver ofte overrasket, når jeg hører, hvilke værker som er nomineret til diverse priser. Ofte tænker jeg: “Men det er da langt fra forfatterens bedste værk – hvorfor lige denne bog og ikke noget af det andet vedkommende har skrevet?” Og altså, det er ikke, fordi jeg skal udnævne mig selv til ekspert – jeg er sikker på, der er grundige og professionelle overvejelser bag enhver nominering, men en tanke slog mig, da jeg begyndte at se på nogle af disse i et sammenlignende perspektiv: Handler det mere om tema end om kvalitet, eller rettere sagt, jo tungere tema, jo større fascination?

For at tage lidt konkrete eksempler: Hvis man ser på de seneste års nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris, så er der en gennemgående tendens til at udvælge litteratur med tunge temaer, værker som på hver sin måde udpeger det ubehagelige, gerne ved at trække det private ud i det offentlige. F.eks. Linn Ullmanns De urolige nomineret i 2016, Geir Gulliksens Historie om et ekteskap fra samme år, Christina Hesselholdts Vivian, Erindring om kærligheden af Kirsten Thorup, Arv og miljø – alle nomineret i 2017, Vita Andersens Indigo fra 2018 bare for at tage de nyligste eksempler.
Desuden bliver også værker omhandlende død og tab ofte trukket frem, både i mange af de allerede nævnte værker, men også i f.eks. Bjørn Rasmussens Ming nomineret i 2016 og Helle Helles de, nomineret i år.

Helle Helle, de

Disse nomineringer skal selvfølgelig gerne afspejle samtidens litterære tendenser, og er det sådanne temaer der skrives om, er det klart, at det også er sådanne værker som nomineres. Men læser man måske netop disse værker, om disse tunge emner, fordi de vinder priser? Er det nomineringerne der bestemmer, hvilke emner der læses eller skrives om?

Særligt dette års nominering af Helles Helles de overraskede mig meget. Jeg synes langt fra, det er hendes stærkeste præstation sådan rent formmæssigt, hvilket i Helles Helles tilfælde, grundet hendes stil, også smitter utrolig meget af på den indholdsmæssige, den helhedsmæssige oplevelse – synes jeg. Så det undrede mig, at det lige netop er med dette værk, hun nomineres. Men så igen: Har det noget med temaet at gøre? For i så fald kan jeg godt gå med på den og sige, at det temamæssigt er det stærkeste hun har behandlet. Den virker ligesom vigtigere end nogen af de andre.

Geir Gulliksen, Historie om et ekteskap

Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at der kommer en god roman ud af det bare, fordi emnet er tungt, fordi nogen er- eller skal dø, det kræver jo også, at man formår at sætte det i den rette form, men igen: jeg tror, det er let at blive forledt af en tåreperser. Det er der jo som sådan heller ikke noget forkert i, man er vel bare et menneske. Jeg synes bare, det er en interessant observation.

Litteratur må selvfølgelig også være andet end formmæssig, kunstnerisk kvalitet, hvordan man så end måler det – hvad man end synes, det indebærer, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om man måske indimellem bliver lidt forledt af indholdet? Synes man f.eks. Arv og miljø er god pga. dens tema, fordi et barn bliver udsat for incest og fordi ingen tror på offeret, fordi man ligesom heppe på protagonisten, eller synes man den er god, fordi den er velkomponeret? Læser man Historie om et ekteskap, fordi den siger noget generelt og noget brugbart om det at være gift, eller fordi man ved, at det er skrevet ufattelig tæt op ad forfatterens eget liv og dermed er ekstra spændende? Læser man De urolige, fordi man har set Ingmar Bergmans film, eller fordi Linn skriver godt? Det er vanskeligt at svare på, og det er heller ikke sikkert, man skal skille det ad, skal stille sig selv disse spørgsmål, hovedsagen er vel, at det er givende at læse bogen, ligegyldig årsagen, eller hvad?

For et par dage siden blev teateropsætningen af Arv og miljø og den omstridte Ways of seeing nomineret til Hedda-prisen, og altså, min første tanke var: Er det for at statuere et eksempel, er det fordi man vil vise, at den lange debat om grænserne for kunstnerisk ytringsfrihed og retten til privatliv rager én en høstblomst, eller er de teaterstykker virkelige så gode: Er de nomineret pga. den personlige gørelse, eller pga. den offentlige størrelse? Jeg har ikke set de omtalte opsætninger, så jeg kan ikke drage nogle konklusioner, jeg slynger bare lige en bemærkning, eller vel nærmere en betragtning…

Det er i det hele taget ikke, fordi jeg vil konkludere noget, det er jeg sjældent i stand til, jeg vil som sædvanlig bare gerne invitere til lidt eftertænksomhed, så tænk løs! 😉

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.