Fællesnordisk sprogforståelse: Er det helt ad helvedes til?

Vadehavet, Vester Vedsted

En ny undersøgelse viser, at 1 ud af 3 nordmænd slår over i engelsk, hvis de skal tale med en dansker. Både regeringerne og flere skandinaviske organisationer ønsker at styrke samarbejdet mellem de nordiske lande, men en bedre fællesnordisk sprogforståelse vil da være at foretrække. Der fokuseres generelt alt for lidt på at styrke forståelsen landene imellem, mener bl.a. FNUF. Hvordan forbedre dette, spørger de: hvad skal man gøre for at fremhæve de positive sider, som ligger i at forstå sine naboer?

Hver gang jeg har skulle lære mig et nyt sprog, så har jeg læst. Når jeg har skulle give mine elever gode råd om, hvordan de kan blive bedre til at tale et fremmedsprog, har jeg givet dem den nedslående besked, at de må læse. Læse, læse, læse og så tale, også selvom man ikke kan alle ord, også selvom det lyder dumt. Det er lettere sagt end gjort, jeg ved det, jeg ved det virkelig godt! Det handler jo ikke bare om faglig kunnen, men også om identitet, personligt udtryk, følelsen af genkendelse, forståelse, accept, frygten for at fejle, at fremstå inkompetent. Men der er bare ikke andre veje frem, end at “kaste sig ud i det.” (Som også er titlen på Eva Theilgaard-Brinks rapport fra 2016 om nordiske unges tilgang til at tilegne sig nabosprogene.)

I efterkant af denne nye undersøgelse er der selvfølgelig også dukket en række kommentarer op. I forbindelse med fejringen af Foreningen Nordens 100-års jubilæum udtalte den danske skuespiller, Ghita Nørby:

“Vi må være glade for vores sprog, snakke det, pleje det. Hvis ikke mister vi os selv. Er det ikke en del af vores identitet? Hvorfor skal vi smittes af det engelske? Vi er jo det vi er. Og sproget en del af nordmanden, svenskeren, islændingen, finnen eller danskeren. Hvad er vi uden?”

Bymarka, Trondheim

Andre går lidt mere kritisk til værks og forsøger i stedet at udpege skyld. Hvem er det egentlig fejlen for manglende sprogforståelse ligger hos? Det er interessant at se, hvordan de norske og de danske medier hver især fremstiller denne undersøgelse: TV2 i Danmark går konsekvent for overskriften: “Nordmænd taler engelsk til danskere,” som om manglen på forståelse er et særligt problem for nordmænd, mens kommentator i Aftenposten, Joacim Lund vælger at lægge skylden på den imbecile dansker:

“Det er nesten ikke til å tro. I handlegaten Strøget i København velter det inn skipslaster med handlekåte nordmenn hver eneste dag. Språkene våre er nesten helt like. Likevel ser den tilsynelatende åndsfriske mannen bak disken i klesbutikken ut som om han er i ferd med å bli kontaktet av et romvesen når jeg spør om jakken i vinduet finnes i blåt. Selv når jeg snakker så dansk jeg bare klarer, bør jeg kanskje legge til.”

Konklusionen på denne kommentar bliver da også, at dansken må “skjerpe seg” – hvor vanskeligt kan det være, lissom!?

Jeg vil godt, på sin vis, give Lund ret: Sammenlignet med en nordmand kan danskere fremstå som temmelig fattige, når det kommer til mangfoldig sproglig forståelse. Vi eksponeres ikke i samme grad for vekslende dialekt, som helt sikkert er en af hovedårsagerne til nordmændenes sproglige skarpsind. Jeg er helt vild med alle de mangeartede, smukke, finurlige og morsomme dialekter man fremelsker i Norge. Jeg synes, det er skønt – hold endelig fast i det!

Der er noget helt særegent smukt og fint forbundet med det at tale dialekt i Norge, men i Danmark er det anderledes. I Danmark forbindes dialekt (særligt den jyske) med dumhed: Du opfattes automatisk mindre intelligent, hvis du taler dialekt. Jyder er sådan nogle man gør grin med på TV – de snakker jo så underligt. Landsdækkende nyheder formidles bare af journalister som taler sjællandsk jvf. “rigtig dansk.” Langt de fleste underholdningsprogrammer, børne-tv, dramaserier (okay, på nær Badehotellet som har betalt en række københavnske skuespillere for at fake noget der minder om nordjysk) fremføres også på sjællandsk. Der er derfor heller ikke den store forskel i danske dialekter længere.

Vi har nok med tiden gjort os det lidt for behageligt i Danmark. Som flere også peger på i forbindelse med både denne og ældre undersøgelser, så forstår danskerne ikke engang sig selv længere. Jeg må indrømme, at efter jeg i langt højere grad både hører, læser og taler mere norsk end dansk, får jeg også vanskeligere ved at forstå dansk, ikke sådan voldsomt, men når jeg en sjælden gang ser dansk TV, bliver jeg ofte nødt til enten at sætte undertekster på eller skrue så højt op, at hele Trondheim får glæde af programmet. For danskere mumler! Hold op, hvor taler vi udtydeligt. Eller mange gør, og jeg må da også selv skjerpe meg for at tale mere tydeligt, når jeg taler dansk til en nordmand. (Jeg får ofte at vide: “men du snakker jo så pen dansk!” Det overraskede mig i starten, men nu forstår jeg også, hvad det er, de sammenligner med!)

Røros, Trøndelag

Danskerne eksponeres bare ikke i lige så høj grad for andre “udgaver” af det nordiske, som man gør i andre skandinaviske lande. Det er selvfølgelig ikke nogen undskyldning som sådan, for ja, det er da for dumt at stille et total åndsforladt ansigt op, når man arbejder på Strøget – en af de mest turistbelastede zoner i Danmark – og bliver tiltalt af en nordmand, som oven i købet gør sig den ulejlighed at “snakke så dansk, han klarer.” Men jeg tror muligvis, at det er her, det går galt: Når vi forsøger at fake en anden nordisk dialekt.

Da jeg netop var flyttet til Norge forsøgte jeg selv at udfylde hullerne i den fællesnordiske sprogforståelse med fornorskede udtryk, fordi jeg ville være venlig, fordi jeg håbede på, at det ville lette forståelsen. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det gjorde chancen for at blive forstået endnu mindre. Jeg mærker det også selv: Der findes andre danskere end mig i Trondheim, og jeg har flere gange været på foredrag etc., hvor disse har udfoldet sit dansk-norske. Alle forsøger de, som mig, at udfylde hullerne med en dansk udgave af det norske ord, og det lyder helt forfærdeligt. Det er forstyrrende, og det kræver faktisk mere opmærksomhed at forsøge at holde trit og forstå helheden, når der skiftes mellem det danske og norske, end hvis man bare går for en af delene. Det hjælper ærlig talt ikke ret meget at bytte de danske ord ud med norske, hvis ikke man også udtaler dem på norsk. Det samme gør sig gældende omvendt. Indimellem møder jeg nordmænd, som tror, de kan tale dansk, og fordi de også synes, at det er en lille smule sjovt, forsøger de sig på dette hjemmebryggede sprog. Det får altså også mig til at ligne én som er blevet kontaktet af et rumvæsen: “Hvad vil du mig?!”

Selvfølgelig er det langt bedre i det mindste at gøre et forsøg, end slet ikke at gøre noget – eller at slå over i engelsk for den sags skyld. Der er da også noget herligt over disse ubehjælpsomme forsøg på at gengælde vores nordiske naboers sprog, men jeg tror også, der er noget i det der med modtagelsen og behandlingen.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om dette, at jeg i begyndelsen ofte oplevede, at mange reagerede med en blanding af forvirring og angst i blikket, når jeg talte dansk, og i stedet for at gøre opmærksom på, at de ikke forstod, hvad jeg sagde, lod de bare som om, og undgik at svare, stoppede samtalen eller bare nikkede lettere apatisk. Jeg tror godt, jeg forstår, hvad der ligger i denne reaktion: Man er bange for at være til grin, til besvær, man er bange for at støde nogen, at fremstå uintelligent eller uhøflig, så derfor lader man som ingenting. Men altså, tænk hvis alle gjorde sådan…

Hvis man bliver mødt med et totalt tomt eller skræmt blik, når man åbner munden, så lukker man den straks igen. Når man latterliggør andre menneskers måde at udtrykke sig på, så opstår der heller ikke nogen lyst til at tale sammen. Når man peger fingre ad hinanden, ser jeg ikke, hvordan et samarbejde skal kunne opstå?

Fanø, Vestjylland

Og så for at være lidt mere løsningsorienteret:

Da jeg var barn, så jeg rigtig meget svensk børne-TV. Dengang sendte DR filmatiseringerne af Astrid Lindgrens bøger, og de var ikke dublerede. Jeg syntes, det var sjovt at kunne tale svensk – eller, det kunne jeg nok ikke rigtig, men jeg troede selv på det i hvert fald. På samme måde hører jeg også mange nordmænd fortælle, at de altid har set meget dansk fjernsyn. I dag er man gået den modsatte vej: Både NRK og DR dublerer nordisk børne-TV med den forklaring, at så mange børn som muligt skal have tilgang til programmerne. Jeg kan godt se det ud fra den problemstilling, at mange børn i dag f.eks. har et andet modersmål, end det som tales i det land, de bor i. At nogle børn har udfordringer i forhold til indlæring osv., og at det da kan være en ekstra udfordring, som man måske gerne vil være foruden. Men så tænker jeg også: det er jo ikke farligt at udfordre sin sprogforståelse. Det er ikke farligt at sætte sig ned og se et program på et sprog, man ikke mestrer 100% og dermed ikke får al indhold med sig. Jeg forstod da heller ikke alt der blev sagt i de programmer, jeg så som barn – om det så var Emil fra Lønneberg eller Matador (ja, jeg så Matador som 7-årig. Det er sikkert derfor, at min indre 80-årig lever i bedste velgående den dag i dag 😉 ), men jeg var da godt underholdt alligevel. Desuden har det tjent til et godt formål på længere sigt: At jeg blev eksponeret, fik en grundlæggende forståelse for andet end det sprog, der blev talt inden for hjemmets fire vægge, gjorde at jeg senere hen havde mod på at lære mere. At jeg f.eks. havde lyst til at begynde også at læse på svensk, på norsk, interessere mig for islandsk og færøsk litteratur, at jeg valgte at studere og arbejde i Norge. Jeg er helt overbevist om, at dét at have haft tilgang til mange andre sprog i en tidlig alder – om det var gennem familiebesøg i Sverige, at se tysk TV, lytte til engelsk musik, læse bøger på andre sprog – i dén grad har været med til at udvikle mine sproglige, lige så vel som sociale og kulturelle færdigheder.

Det er en skide god idé det der med at læse på andre sprog, men det kan dog være vanskeligt at indfri. Selvom det overordnet set er let at opholde sig på tværs af de nordiske landegrænser, at mange ting foregår forholdsvist gnidningsfrit (altså, hvis man ser bort fra kontakten til Skatteetaten!), så er det netop inden for området “Udveksling af materiale for en bedre sprogforståelse,” at det godt kan halte lidt. Jeg vil allerhelst læse bøger på originalsprog, hvis det er et sprog jeg mestrer. I forbindelse med bloggen her forsøger jeg jo netop også at fremhæve den brede nordiske litteratur, og jeg vil derfor også gerne gengive værkerne på det sprog, de nu engang oprindeligt er skrevet på. Men det er faktisk lidt af en udfordring at anskaffe de enkelte værker på originalsproget, og jeg må da i stedet “nøjes” med en oversættelse. (Eller slet ingenting, hvis ikke den er oversat til sproget tilhørende det land, jeg nu opholder mig i.) Sidst jeg ville bestille bøger fra Danmark, måtte jeg henvende mig til fire forskellige forhandlere, før jeg fandt nogen som var villige til at sende til Norge. Da aftalen kom i stand, kostede det mig for det første 200 kr. i forsendelse, og dernæst tog det 8 – ja, OTTE uger, før bøgerne var fremme. Det var lige før, jeg begyndte at overveje, om det stakkels postbud mon havde valgt at tage cyklen fra København til Trondheim! For et par år siden skulle jeg ligeledes bruge en svensk roman i forbindelse med en eksamensopgave. Ingen af de svenske forhandlere, jeg henvendte mig til, var villige til at sende til Danmark – det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Der findes selvfølgelig det alternativ som hedder E-bøger, men af principielle årsager læser jeg bare ikke e-bøger. Jeg vil have lov at være lidt på tværs, og sådan er det bare. (Den indre 80-årig har talt!) Og der findes biblioteker. Faktisk er jeg positivt overrasket over de norske bibliotekers udvalg af særligt svensk litteratur, men så stopper det også der.

Skjerdingfjellet, Hedmark

Mennesket er sådan indrettet, at det hopper over, hvor gærdet er absolut lavest, så hvis man skal anstrenge sig ret meget for f.eks. at blive forstået, lede lidt for længe efter en bog på originalsproget, eller finder det lidt for utrygt og udfordrende at tale med en anden nordboer, så vælger man altså den nemme løsning: At tale engelsk eller blive hjemme.

Hvis man vil motivere folk til at gå ud over sin egen bekvemmelighedsgrænse (jeg skrev egentlig pr. automatik “comfort zone,” men kom så i tanke om, at jeg jo skriver et indlæg om at fremme det nordiske 😉 ), så må man gøre det tiltalende og lettilgængeligt. Måske behøver vi ikke i så stor grad at oversætte de norske og danske bestsellere de to lande imellem – kunne det ikke være en fin udfordring, hvis hhv. dansk og norsk Gyldendal fik en afdeling der hed Nordisk Gyldendal? Kunne man ikke overveje at gøre undervisningsmateriale på både de nordiske hovedsprog, så vel som de mindre, mere tilgængelig? Jeg undrer mig f.eks. meget over, at hvert år, når Nordisk Ministerråd nominerer de 13 værker til Nordisk Råds litteraturpris, at det så ikke er muligt at læse andre end de som er udgivet i ens eget land. Jeg kunne da rigtig godt tænke mig, at det var muligt at sætte sig ind i de konkurrerende værker og rent faktisk at kunne udtale mig om dem på baggrund af kendskab, men da jeg søgte efter de nyligt 13 nominerede værker, viste det sig, at det kun var ca. halvdelen af dem som var tilgængelige på tværs af landegrænserne. Det skal dog også lige siges, at de resterende, som sikkert godt kunne fremskaffes, netop kun er udgivet på et nordisk sprog, jeg desværre ikke mestrer og derfor anser som “utilgængelig.” Og så er det måske alligevel lidt noget pjat det der med at fremme originalsprogene… Men det kunne man måske også godt gøre noget ved? Der er vel en grund til, at man vælger at have sådan en nomination: Netop for at sprede den nordiske litteratur, det nordiske sprog. Kunne man så ikke også overveje at gøre et lidt mere helhjertet forsøg i stedet for bare i efterkant at nøjes med at oversætte den som vinder?

Jeg tror, kodeordene i et mere gnidningsfrit samarbejde må være: Vilje, åbenhed og forenkling. (Og et bedre postvæsen!!) Men jeg er selvfølgelig ingen ekspert.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.