Hvorfor er der svensk på pensumlisten?

 

For et stykke tid siden talte jeg med en ældre dame om dét at lære sig sprog. Hun fortalte, at hun førhen havde rejst en del i Norge, og at hun dengang havde været glad for at have lært lidt norsk i skolen, “men det gør man vist ikke rigtig mere?” sagde hun. Jeg svarede, at engelsk jo fyldte det meste af sprogundervisningen i folkeskolen nu, og vi blev enige om, at det var lidt synd. Efterfølgende har jeg tænkt over, hvorfor det egentlig er, jeg synes, det er synd. Ville det ikke være nemmere, hvis alle bare var hammer stive i engelsk, og så lade dét være dét. Så ville der ikke være alle de problemer med at “forstå hinanden.” Eller hvad?

Jeg kan huske engang i en dansktime på HF, hvor vi skulle analysere et svensk digt, og hele klassen summede af stærk utilfredshed, fordi “det jo ikke var til at forstå!” Det var da lidt kringlet, indrømmet, og jeg var i øjeblikket lidt i tvivl om, hvorfor man ikke bare havde valgt et hvilket som helst andet guldalderdigt – på dansk. Det var kun det ene digt på svensk, og vi brugte ikke meget tid på det, det virkede som en unødvendig udfordring. Senere har jeg tænkt, hvorfor vi eliminerer det i så høj grad, som vi gør. Hvorfor stoppede man med at lære andre nordiske sprog i skolen? Var det fordi man tænkte, det ikke var nødvendigt, altså overflødigt, fordi vi, med lidt god vilje, sagtens kan forstå hinanden alligevel. Ligger sprogene så tæt op ad hinanden grammatisk, fonetisk etc. at det ikke er nødvendigt at blive undervist i det? Rationelt kan jeg måske godt se, det er mere fornuftigt at bruge tiden og energien på f.eks. engelskundervisning, fordi det er så stort et sprog, og fordi man med stor garanti skal bruge det senere hen – det er måske knap så aktuelt med svensk, norsk, islandsk eller finsk for den sags skyld. Alligevel tænker jeg, at det må være med til at forstørre vores sprogører at blive vænnet til flere grader af nordisk. Der er undersøgelser der viser, at nordmænd f.eks. har langt lettere ved at forstå både svensk og dansk, end omvendt, og man peger på, at det kan have noget at gøre med, at de indbyrdes har så mange dialekter, at de er vant til at skulle anstrenge sig lidt ekstra for at forstå hinanden. Desuden viser andre undersøgelser, at tosprogede i gennemsnit holder demensen for døren fire år længere, end mennesker med ét modersmål. Dét at kunne flere sprog træner altså hjernen og skærper forståelsen. Personligt oplever jeg også, at jeg kan se ting i et større perspektiv jo flere sprog og udtryk, jeg lærer mig – jeg ser den røde tråd og kan lettere kode tingene sammen. Jeg tror faktisk også, vi havde en diskussion om det engang på HF, det her med sprogenes sammenhæng: Den der fortælling med Babelstårnet.

På min gamle blog skrev jeg et indlæg om dét at oversætte mellem nordiske sprog. Jeg syntes f.eks. ikke, det var nødvendigt at Danmarks Radio satte undertekster på Skam. Jeg syntes, det virkede fordummende, jeg syntes godt, man måtte anstrenge sig lidt. Hertil kom der en kommentar, som i store træk beroede på et perspektiv, jeg slet ikke havde overvejet: Hvis man f.eks. er ordblind, eller hvis dansk er et fremmedsprog, så kan det være en voldsom udfordring og en stor forstyrrelse at læse norsk f.eks., selvom det minder så meget om dansk, for da giver “ordkoderne” ikke mening. Derved eliminerer man en ret stor gruppe, og udgangspunktet for at modtage information og oplysning er ikke lige for alle. Irriterer man sig så over denne “fordummelse,” kan man jo bare lade være at læse underteksterne, man kan skaffe bøgerne på originalsprog etc., men jeg kan stadig ikke lade være med at tænke, om ikke det gør os lidt dovne, når alting bliver så tilgængeligt. Fortsætter vi så ikke bare med at brokke os over svenske digte på pensumlisten i stedet for at give det et forsøg?

Men hvorfor skal vi lære det? Hvorfor taler jeg ikke bare engelsk med mine norske venner? Jeg hørte for nyligt en podcast på NRK, Sommer i P2, hvor skuespilleren, Marianne Meløy kom ind på noget lignende:

I Norge har de som bekendt et utal af dialekter, nogle er lettere at forstå end andre! Meløy fortalte om en tale, hun skulle holde for nye norskinger, og hvordan hun på forhånd havde overvejet, hvorvidt hun skulle nedtone sin indre, men gennemtrængende nordlænding eller ej. Ville folk forstå hende, hvis hun gav den gas med dialekten, ville de finde det fornærmende, hvis hun ikke var inkluderende? Hun valgte at være, som hun nu engang er, og inviterede til, at alle andre tog det samme valg. For sproget er dét, vi er. Sproget skaber verden, som Løgstrup sagde. I et sprog, ligger identitet, tryghed, hjemlighed. Jeg skrev i et tidligere indlæg, at jeg forud for min afrejse til Trondheim havde tænkt, at det blev piece of cake det der sproglighed, men det viste sig at give helt andre udfordringer, end jeg havde forberedt mig på. Hold op, det var svært at føle sig forstået, altså ikke på den der terapeutiske, navlepillende måde, men sådan rigtig forstået! 😉 Jeg havde hele tiden en fornemmelse af at blive afskåret, at man egentlig gerne ville tale, men så alligevel ikke. Jeg ville gerne fortælle, og jeg ville gerne lytte, men det var som om, jeg ikke fik ordene ud, som jeg egentlig mente dem, de blev ikke modtaget, som jeg mente dem. Det handlede selvfølgelig også om, at jeg var i uvante omgivelser, blandt nye mennesker etc, men det tog lang tid at føle, at man hørte til. Det blev dog straks endnu værre, når man blev mødt med: “Can we talk english instead?” Årh, så følte jeg mig fremmed! Og det var jeg jo ikke. Det handlede om, at nye ting kræver tilvænning, at give det en chance, at finde sig tilpas i noget der “minder om.” Og dét, er måske dér, jeg vil hen: At man i Norden kan få noget der minder om det, vi er vant til, det vi kender, og det der gør os trygge, det der gør os til dem, vi er. Det lyder måske meget indespist og som jeg-tager-rugbrød-med-til-Mallorca typen. Jeg mener bare, at det måske ikke gør noget, at man holder lidt fast i dét, vi nu har, dét som bl.a udgør os. For hvordan ville det ikke se ud, hvis vi alle sammen talte ens, opførte os ens, havde de samme traditioner, den samme opfattelse af kultur, rigtigt og forkert? Puha, en røvsyg verden!

Hver fugl synger med sit næb, som man siger, og jeg synes, vi skal holde fast i de melodier, men samtidig lade det være et fælles ansvar, at vi forstår dem. Det handler jo ikke bare om sprog, men om hvor vi kommer fra, hvad vi er og hvorfor. Det må man gerne være lidt åben over for, synes jeg, og så er det sådan set underordnet, om man kommer fra Afghanistan eller Grønland. Det var netop også, hvad Meløy kom ind på i podcasten: Vi har så travlt med at “lære” de nytilkomne, hvordan vi gerne vil, at de skal være i vores land. De skal lære vores sprog, vores kultur, vores regler. Vi brokker os over ikke at forstå, hvad de siger og tvinger dem i sprogskoler. Ja, der er andre perspektiver af det her, og det er ikke bare sort/hvidt. Dette indlæg ville blive alt, alt for langt, hvis jeg skulle skrive om alle de perspektiver, jeg godt kan se det ud fra. Dét jeg egentlig bare vil sige er, at vi måske godt kan være lidt mere åbne over for at skabe en bredere fællesforståelse, fordi det for “den fremmed” handler om tryghed, og om at være en del af noget gennem sit sprog. Det handler om at kunne formidle lige netop dét, man føler, dét man tænker, og det kan altså kun lade sig gøre på et sprog der ligger én allernærmest: Sit eget.

Hvorfor skal ét sprog nødvendigvis tilhøre ét land, én kultur eller er jeg selvmodsigende nu? Er det overflødigt at diskutere fastholdelsen af en fællesnordisk sprogforståelse – er det det samme som at tage rugbrød med til Mallorca, er det at ekskludere, forstyrre eller forvirre? Som sagt, jeg kan se det fra 117 vinkler – det er som regel min svaghed: Jeg kan aldrig beslutte mig for noget og har få faste holdepunkter, men det er vel også en måde at blive beriget på.

Meløy berørte også andre aspekter affødt af sprogvanskeligheder og udtryksformer i sit indlæg. Bl.a. det her med, hvad vi må kalde tingene og hvordan vi bruger de ord, vi har lært. Er det f.eks. okay at sige tjukking, at kalde nogen  de demente, men ikke de hjerneblødende eller at bruge det, hvad jeg næsten får helt berøringsangst for efterhånden, omdiskuterede neger, hvis det er sådan, man har lært sig sproget, hvis det er sådan, ens “dialekt” er? Det ville tage overhånd, hvis jeg også skulle bevæge mig ind på det område i samme indlæg, men man kan selv lytte til podcasten her, og f.eks. også høre de 15 forskellige måder at udtale jeg på norsk.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.