“Fanny og mysteriet i den sørgende skogen”

Fanny og mysteriet i den sørgende skogen, Rune Christiansen, Forlaget Oktober 2017

Fanny er bare 17 år gammel, da begge hendes forældre omkommer i en bilulykke. Når man er 17 år, er det ret normalt at begynde at løsrive sig fra sine forældre, at ville begynde at gå sine egne veje, men når man pludselig tvinges så brutalt til selvstændighed, så bliver det vanskeligt at finde mod til tilhørighed.

“Sakte, sakte. Ale dette strevet. For ingenting oppstår av seg selv. Verken den iherdige solen eller det mest ubemerkede livet nede i havdypet ble skapt uten besvær, uten nåde.”

At læse Rune Christiansens værker efterlader altid helt vildt ambivalente følelser i mig. På den ene side bliver jeg enormt trist, melankolsk og føler mig en lille smule fortabt. Samtidig er det med visheden om, at alting går op i en højere enhed, at det faktisk ikke er så slemt endda det der med at være til. Disse erkendelser serveres samtidig i et så poetisk, eventyrligt og overvældende følsomt sprog, at jeg får lyst til at græde. Ikke fordi det nødvendigvis er sørgeligt, eller lige i dette tilfælde er udgangspunktet faktisk utrolig sørgeligt, men det føles ikke overvældende, fordi der findes noget deri, som er oprigtig smukt – som bliver oprigtig smukt.

“Å være et menneske, det betyr at man ikke kan velge. Å være et menneske betyr at man må elske alt. Vi er dømt til å elske alt, så vi ikke glemmer eller overser noe. Å overse den aller minste ting – et håndtrykk, et mildt blikk mellom hylleradene på et kjøpesenter, spettmeisens fjærdrakt eller den fløyelsaktige pelsen til en spissmus – å overse den aller minste ting, det kan være fatalt, det kan vise seg å være det samme som å forspille alt, kaste alt over bord, tape alt for alltid.”

Fortællingens udgangspunkt er ganske tragisk: Fanny befinder sig helt alene i et hus i skoven, langt væk fra alting. Hun har lige mistet sine forældre, hun er lammet af sorg. Hun klarer ikke at tænke på dem, det gør for ondt. Hun finder et søm, sliper det og skærer sig selv i armen for at opleve en anden smerte, en hun kan forholde sig til. Hun går rundt derude alene og forsøger at skærme sig selv, men forvirres af drømme og siden også realiteter: At hun er et ungt menneske i en verden som går videre, som lever og ånder, selvom hun knapt gør. Midt i sorgen betages hun af en klassekammerat, som umiddelbart ikke vier hende et blik, som bare møder hende med korte, malplacerede håndtryk og fortryller hende med dybsindige filosoferinger, som muligvis bare er adopterede, sådan som de nu kan være af mennesker i den alder. Og så opstår der noget mellem Fanny og præsten. Hun ved ikke, hvad det er, hvad han vil hende, hvorfor han tilbyder hende ekstratjansen i kirken, hvorfor han vil have hende til at læse de bøger, han citerer fra, hvorfor hun pludselig sluger dem råt, når hun aldrig før har kunne koncentrere sig om at læse bøger, hvorfor hun også lige pludselig begynder at citere dem. Hun forstår ikke, hvorfor han vil have hende med på køreture sent om aftenen, måske er det medlidenhed, men det er det værste, man kan have med et ungt menneske som befinder sig i en altoverskyggende krise. Det skaber blot en endnu større afstand. Nærheden kommer desuden alt for sent. Og så er der Karen, som kommer cyklende forbi Fannys hus – derude midt i ingenting, hvorfor dukker hun op netop der, hvad er det for et begær, hun vækker i Fanny, og hvorfor besvarer Karen ikke hendes følelser, når nu hun endelig vover at give dem fra sig?

Fanny vil ikke, at fortiden skal være en del af hendes fortælling. Hun gør hvad hun kan for ikke at tænke på sine forældre og sin barndom, hun vil leve i det som er her og nu, fordi hun indser, at livet faktisk tvinger hende til det.

“Hun måtte enten gå til grunne eller bli til en plante som levde urørlig, absolutt urørlig, dypt inne i en skog. Men nei, hun behøvde ikke å endevende bevisstheten for å finne ut at noen uvirksom plante, det ville hun ikke være. Hun var i besittelse av noe annet, noe omskiftelig, noe muligens avsindig. Hun bar på en krig. Hun sto der, mager i snøfallet, og rommet en banal strid som var større enn henne: en uformelig materie, et uforsonlig ansikt, en uregjerlig brøk blant de levendes tall.”

På den ene side er dette en tragisk fortælling om en ung pige som mister sine forældre, som kæmper med sorg og ensomhed. På den anden side er den også et symbol på en langt mindre tragisk, men mere almen fortælling om en periode i et liv, hvor det unge menneske står splittet mellem at ville være uafhængig og at ville høre til. Det er en fortælling om at finde sig tilrette i verden – med de udfordringer man nu engang stilles over for, med de krav livet stiller. Det er en fortælling om at vælge til og fra, at leve her og nu, og om hvordan man også må finde ud af at trække det forgangne med sig -oplevelser, mennesker, drømme, følelser – fordi der kommer en tid efter dette her og nu.

Jeg skrev på et tidspunkt et indlæg om efterlysningen af litteratur som kunne vise unge mennesker, at det er muligt at leve videre: Jeg mistede selv en forælder, da jeg var på samme alder som pigen i denne fortælling. Det føltes faktisk som at være helt alene ude midt i en skov, jeg forstod ikke folks henvendelser, deres forsøg på trøst, på omsorg, jeg ville ikke have det. Jeg var så opsat på, at denne sorg, ikke skulle ødelægge alt det andet som var på gang – jeg havde ikke tid til, at det skulle ødelægge noget. Jeg ville også leve her og nu, for det gør man, når man er så ung. Og så gør man sig hård, så overser man ting. Jeg ville ønske, at denne bog havde været skrevet for 10 år siden. Jeg ville ønske, at jeg dengang havde opklaret mysteriet i den sørgende skov.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.