I en tid, hvor alting helst skal foregå så hurtigt som muligt, være så effektivt som muligt og give størst muligt udbytte, kan man ofte længes efter en pause. Blandt den digitale, personfraværende overfladiskhed kan man indimellem savne fordybelsens tryllebindende nærvær og langsomhedens dybde. Denne fordybelsens tid kan med lidt held findes i f.eks. en hobby. Folk dyrker ofte disse for netop at opnå kvalitativ nærvær med sig selv – for at lukke den forpustede verden ude for en stund.
“Synes man at strømmen – af billeder, budskaber, mennesker, hvad som helst – er for hurtig, kan man i ni ud af ti tilfælde lukke af, eller bare blunde og indånde sin egen luft en tid. Det meste er valgfrit.”
Egentlig handler denne bog om fluer. Nærmere bestemt om svirefluer. Jeget i denne fortælling er en yderst passioneret entomolog, der bor med sin kone og børn på en lille, svensk ø, der på trods af dens omkreds dog er meget kendt blandt entomologer og andre insektentusiaster.
Jeget foretager sig ikke meget andet end at fange fluer med sin yderst iøjnefaldende fluefanger: den seks meter lange og tre meter høje model Mega Malaise Trap, som minder mere om et festtelt end en fluefælde. Men der hvor han færdes kommer der heller ikke så mange andre, der kan blive generet af hans installation. Kun et par turister i ny og næ, som han enten ignorerer eller overbærende tager en diskussion med, om hvorvidt han fanger svirefluer eller hvepse.
Selvom det umiddelbart kan virke mærkelig at skrive en skønlitterær bog om svirefluer og måske endnu mere mærkeligt frivilligt at læse en bog om svirefluer, så er der alligevel en mening med det hele. Jeget prøver i hvert fald at finde den.
Igennem fortællinger om både jegets ungdom, hans fejlagtige forsøg som globetrotter og en række kendte forskeres mere vellykkede af slagsen, bevæger han sig ud i en søgen efter rastepladser i en tid præget af effektivitet og målrettethed. Han forsøger i noget der minder om både rejsebeskrivelser, biografier, maleriske naturbeskrivelser, dyb sarkastisk og møghamrende morsom samfunds- og litteraturkritik at forsvare fordybelsens langsommelighed. Dog gør han det klart, at ingen andre end én selv er herre over tempoet:
“Men ærlig talt synes jeg stadig at det modsatte ville være værre. Hvis alting bare gik langsommere og langsommere, ville vi alle sammen blive vanvittige og bønfalde om hurtighed med en oprigtighed som sagtmodighedens prædikanter aldrig kommer i nærheden af. Om ikke andet er trenden ‘endnu mere, endnu hurtigere’ at foretrække frem for det modsatte, af den grund at man godt kan springe af et lyntog, men ikke skynde på en æselkaravane.”
Ikke bare er jeget en passioneret insektjæger, han går lige så åndsnærværende til både kunsten og især litteraturen. I et af de første kapitler inddrager han D.H Lawrences novelle Manden der elskede øer, og igennem en kortlægning af denne gør han sig tanker om både egne valg i tilværelsen, forholdet til sine medmennesker og ikke mindst naturen. Sproget skifter mellem dyb alvor og filosofiske fremskrivninger til maleriske og betagende gengivelser af naturen til hårdkogt humor og svidende litteraturkritik.
“Dengang vi var nye herude, sagde jeg det som det var, at jeg skrev, men så fik alle øens kvinder så ondt af min kone at jeg gik over til at sige at jeg var biolog. Sådan blev det. Og er man biolog på en ø der er kendt vidt og bredt for sin rige natur, så må man leve med at alle fjolserne ringer. De går tilsyneladende ud fra at man selv er ligesådan.”
Jeg følte mig undervejs både underholdt, oplyst og ligeså fanget som fluerne. (Dog på en knap så morbid måde.)
Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg faldt over lige netop denne bog, for omtalen lød ærlig talt ikke så spændende: “En bog om fluer.” Men den er spændende. Eller plottet er som sådan ikke videre sindsoprivende, for der sker ikke så meget, men fortællingerne inde i fortællingen er medrivende, betagende og værd at tage til efterretning. Jeg får helt lyst til at skifte spor og blive biolog i stedet, så levende og interessant har Sjöberg gjort fluefangeri.
“Nu kan man straks indvende at alle kan opfatte skønheden i visse kunstværker og musikstykker uanset dannelse og vane, og det er sandt, men ligeså sandt er det at utrænede sanser meget let fascineres af det sødligt smukke og romantiske, hvilket selvfølgelig er godt nok, men alligevel kun en første berøring der sjældent fører særlig langt. Også i kunsten er der et sprog som skal læres, også musikken har sine skjulte nuancer.”
Jeg havde ikke troet, jeg skulle tage så mange notater til en bog om fluer, men det har jeg gjort, og jeg har undervejs grinet så det rungede og tænkt så det knagede. Jeg kunne knapt vælge citater til dette indlæg, fordi der er så meget, der er så godt, så meget at drage ud som siger så meget, og som er så hysterisk morsomt og sandt, at det fortjente at komme med. Det her er en god bog!
“Aldrig ejer man verden som på det tidspunkt, inden. Når tiden var afmålt, forekom alting mig klarere, som findes der mellem beslutning og afrejse en særlig magi.”
