Jeg læste engang, at de roller, man bliver tildelt i et søskendeforhold vil varer ved resten af livet: Er man den ældste, vil man forblive i rollen som den ansvarlige, omsorgsfulde og ledende. Den yngste derimod vil, så snart den ældre søskende træder ind i rummet, hoppe tilbage i rollen som den der bliver taget hånd om og overlade ansvaret til den ældste. Jeg tror, der er noget om det i langt de fleste tilfælde. Jeg tror, det ligger naturligt til os at indordne sig efter den “ældste og klogeste.” Der er noget trygt ved den slags familiære føjelighed. Men hvad sker der egentlig, når der kommer ubalance i den slags forhold?
“Hun hadde herja med meg. Jeg tenkte at jeg ikke kunne fordra henne. Jeg ville fjerne meg fra henne, jeg ville beskytte meg. Hvorfor klarte jeg ikke det? Fordi jeg frykta henne? Fordi jeg elska henne?”
Ella tager sin søster Martha med til et afsidesliggende højfjeldshotel. Martha er netop udskrevet fra et nervesanatorium og lider fortsat efter bruddet med den mand, hun forlod sin familie for.
De to søstre var som børn meget tætte, nærmest som tvillinger, men da Martha rejste, skete der noget med deres forhold. Hvis, eller om det overhovedet var nogens skyld, er ikke sådan lige til at finde ud af. Men Martha har i hvert fald altid fyldt meget. Ella siger det dog aldrig direkte, fordi hun har bestemt sig for, at det mest fornuftige er at føje sin søster. (Og alle andre for den sags skyld):
“Jeg veit at det forholder seg slik at ei ekte og vedvarende føyelighet gir oss den fornuftigste og mest hardføre forbindelsen til andre mennesker. Dette gjelder når vi møter folk helt flyktig på bussen, i butikken eller på grønnsaktorget, og ikke minst gjelder det i forholdet til våre nærmeste.”
Søskendeforhold kan være noget mærkeligt noget. På den ene side ønsker vi at beskytte dem, skærme dem mod alt grimt i verden. Samtidig ved vi, at de er vores største konkurrenter. Det er de første mennesker, vi lærer at sammenligne os med, at skulle dele noget med: Vores forældres kærlighed og opmærksomhed. Det bliver selvsagt en vanskelig relation, når man både vil elske og hade.
Som sagt klandrer Ella ikke sin søster for særlig meget, sådan direkte. Når Martha kommer slaskende til morgenbordet i sidste øjeblik og beder Ella om at hente maden til hende, fordi hun ikke selv orker, eller når Ella degraderes til bagsædet i bilen, fordi Martha så let bliver køresyg, når Martha kommenterer på Ellas udseende eller intime forhold, så føjer hun hende. Måske fordi det er lettest, måske fordi det er den rolle, hun er tildelt?
Det er egentlig ikke, fordi der er nogen som tvinger Ella til at tage afsted med sin søster. Lægen opfordrer dem til det, og moren tilbyder at betale opholdet, men er det alligevel ikke som om, at moren på den måde forsøger at købe sig fri fra ansvaret?
De to søstre bliver, som så mange gange før, uvenner allerede efter kort tid, og Martha forlader hotellet. Selvom det er mærkbart, at Ella nyder friheden, tynges hun af en overvægtig ansvarsfølelse over for søsteren og forstyrres af uroen.
Men i søsterens fravær folder Ella sig mere og mere ud. På sine ture alene til byen er det et helt andet indtryk, man får af hende. Det er her, man fornemmer et menneske og ikke bare en søster.
Tilbage på hotellet udvikler forholdet til den mystiske Dani sig hurtigt i storesøsterens dømmende fravær, men da Martha omsider ringer og melder sin ankomst, får Ella travlt med at tilpasse alt til søsterens største fornøjelse. Hun får travlt med at skjule sig selv og sine gerninger.
Ella var den der skulle passe på, hun er der for at hjælpe sin søster, men har Martha patent på sammenbruddet?
“Hun var som en helt vanlig reisende – ingenting vitna om ubalanse, ingenting røpa hysteri eller sammenbrudd. Det så ut som om hun rådde over både tid og rom, og sjøl om jeg var forarga over oppførselen hennes, vederkvega likevel den overbevisende fatninga hennes meg, ja, den gjorde meg riktig godt.”
Måske er det ikke så enkelt som det, at én har hele ansvaret, at én leder den anden i et søskendeforhold. Måske er det nærmere samspillet, som gør det stabilt: At én kan være den syge, men samtidig den bedste til at skjule det, mens den anden kan foregive at tage ansvaret, men være den mest urolige. På den måde føjer, eller tilpasser man sig hinanden i stilhed -bevidst eller ubevidst.
Høvring skriver aldrig lange romaner, og ofte når jeg at ærgre mig en lille smule over det, for jeg bliver så grebet af fortællingerne og vil bare have mere. Når det er allerbedst, når jeg er helt opslugt, så slutter det. Under læsningen af denne roman tænkte jeg, at jeg ville ønske, at historien havde været foldet mere ud. Jeg ville gerne have vidst mere. Men så slog det mig: Måske skal det slet ikke være sådan, for det er ikke sådan. Høvrings romaner er for mig øjebliksoplevelser, stemninger og indtryk mere end det er historier, og i disse øjeblikke er der ikke plads eller grund til en livshistorie. Man kan ikke fremlægge hele sin livshistorie, hver gang man agerer, hver gang man skaber et øjeblik. Ella forsøger i glimt at finde ud af, hvorfor tingene er som de er, hvor det gik galt i forholdet til søsteren, hvilken rolle forældrene spillede, hvis skyld det er osv., men ingen klar årsag udpensles, netop fordi en sådan ikke findes. Forklaringer, skyld, ansvar skabes gennem et helt liv og kan ikke tillægges én bestemt begivenhed eller person, og det er det, jeg får fra disse fornemmelser, som Høvring udlægger gennem fortælleren Ella.
Det som griber mig hver gang i Høvrings romaner er den delikate, selvfølgelige stemning som altid står så klart på trods af, at den er malet frem med ganske små armbevægelser, og endnu engang er jeg fanget.
